|
April 1940
Skæbnetunge Dage har ramt vort Land. Sorg og Bekymringer i vaagne Nætter knuger os, kun i Arbejde og i Minderne har vi endnu Trøst. Fremtiden ligger mørk foran os. Naar jeg tænker paa Sønderjydernes Kamp og Kaar gennem de 50 aar under Fremmedherredømmet, saa ved jeg jo, hvad det koster af tabt Menneskelykke og Lidelser til Sjæl og Legeme. Og dog holdt mange af dem ud i Trofasthed mod deres Fædres Land og Sprog, medens andre valgte den mageligste Vej at slutte sig til dem, der havde Magten, og i manges Sind kom en Splittelse, som prægede dem Livet igennem og er der den Dag i Dag.
Naar denne Bog at komme min Slægt paa Bornholm i Hænde og blive bevaret i en uvis Fremtid ? Jeg plejede at sige, naar jeg i Skolen fortalte Børnene om Israels 10 Stammer: "Naar et Folk glemmer sin Gud, sit Sprog og sit Fædreland, er det ikke mere et Folk og forsvinder. Det mindre Juda Land med de to Stammer udholdt derimod 70 Aars Landflygtighed, fordi de var trofaste mod de tre Ting.
Maatte da I, hvis Tiderne bliver onde for vort Folk, bevares i Troskab og Udholdenhed ved jeres Fædres Gud, Sprog og Land, for det er dette, der giver Livet Værd.
Kære Broder!
Jeg fortsætter her mine Minder fra de sidste Aar paa Højskolen.
Da Rønne Petersen havde virket 1 Aar paa Skolen og var forlovet med Forstander Jensens ældste Datter Valborg, drog han bort, det maa have været til Maj 1896. Der blev sagt, og jeg anser det for rimeligt, at Forst. havde paalagt ham at sørge for at faa Lærereksamen, før han giftede sig med Valborg. Han skulde først have et Aars praktisk Skolegerning i en alm. Børneskole, og det kunde han lettest faa hos sin Fader, der endnu virkede i Skørpinge.
Med de Kundskaber, han havde, maatte han kunne faa Lov at gaa ind i et Seminariums anden Klasse og saaledes faa Eksamen paa 2 Aar der, men der vilde altsaa dog gaa 3 Aar ialt, og det var nok ikke ganske efter R. P.s Hoved.
I hans Sted fik vi en ny Lærer Peter Ellekjær, en lille mørk og mut Mand, han havde vist været gift og været Friskolelærer, men Konen var nok død og andre Ulykker var vist stødt til, han kunde nok fortælle og holde et Foredrag, men der var altid noget mørkt og vredladent over ham, saa jeg tror ikke, han var skikket til nogen Slags Skolegerning; nogle mente, han havde friet til Johanne og faaet Nej, og han var ofte sær overfor mig, om han skulde mistænkt mig som hans Medbejler, ved jeg ikke bestemt, men et Par Ytringer fra hans Side kunde godt tyde derpaa, men da jeg intet sikkert vidste om hans Mening, kunde jeg jo heller ikke udtale mig om, at jeg ikke stod i Vejen for ham.
Peter Dam var til Foraaret flyttet fra Skolen til Ludvig Svendsen i Sletteenge, der havde købt Peter Linds tidligere Ejendom[27], et pænt to Hestes Sted, han var søn fra Østre Ellesgaard og gift med Anna Balle, Datter fra Store Myregaard, de var et Par gode Mennesker, de gav Peter Dam Lov at bo hos dem, mens han fik sit Praktikantaar hos vor gamle Lærer Møller, det var jo ganske nær.
Møller benyttede Lejligheden til at lade Peter arbejde paa egen Haand i Skolen, han tog selv Religionen om Morgenen, som Peter saa sad og hørte paa, men gik saa ind til sine Regnskaber og lod Peter Resten af Dagen forsøge sig med de andre Fag, men naturligvis saa Møller ind til ham en Gang imellem.
Den før omtalte Jens Mogensen, der var udlært som Snedker, var ogsaa nogen Tid som Elev paa Højskolen med Understøttelse fra Elevforeningen, men om det var Vinteren 95-96 eller den følgende, husker jeg ikke[28]. Han vilde ogsaa være Lærer, var meget vel begavet, og han gik til praktisk Skolegerning hos den unge Lærer Ludvig Dam i Aaker Kirkeskole, men han forlangte kun, at Jens M. skulde komme 2 Dage om Ugen, medens Møller forlangte hver Dag.
I Loven stod, at "Præparanten", som det kaldtes, skulde møde "stadigt og flittigt" og "øve sig i at undervise under en anerkendt dygtig Lærers Vejledning", hvilket jo kan praktiseres paa flere Maader, som det viste sig. Jens Mogensen og jeg var i flere Aar ogsaa gode Venner og havde meget sammen. Til August 1897 drog Dam og Mogensen begge til Blaagaard Seminarium i København og blev optaget i første Klasse.
Der var, som før nævnt, dannet en Forening af Højskolens Elever. Vi holdt af og til Møder paa Skolen, vi betalte et lille Aarsbidrag, der blev brugt til at støtte enkelte Elever, der ansaas for egnede, men ikke havde opnaaet Amtsunderstøttelse. I det hele havde vi til Formaal at støtte og gavne Skolen og søge at skaffe den Elever.
Vi havde en Bestyrelse, hvis Formand i flere Aar var Gaardejer Julius Svendsen, Lille Munkegaard i Aaker, han var Søn fra Sandegaard i Østerlars og havde været Elev paa Skolen den første Vinter; havde derefter købt Munkegaard og var bleven gift med en Datter af Absalon Koefoed i Aakirkeby, jeg arbejdede hos dem i Høsten 96, det var et Par pæne og dygtige unge Folk og en god og stor Gaard havde de, den var vist cka. 90 Tdr. Land og laa lidt Nordøst fra Søndre Skole.
Jeg var ogsaa et Par af de sidste Aar, jeg var hjemme, med i Bestyrelsen. En fast Elevforeningsdag var, saa vidt jeg mindes, den Dag, Skolen aabnede efter Nytaar, da samledes vi om Aftenen i Gymnastiksalen, hvor vi havde et stort Juletræ og holdt et festligt Samvær.
Jeg forestod gerne Juletræet og fremførte ved Nytår 96 i en lille Tale den Ide, at hvis vi ret skulde støtte Skolen og arbejde for Tilslutning af Elever, burde vi vist prøve at holde smaa Møder ude i Sognene i de Elevers Hjem, som egnede sig dertil, og der søge at samle Egnens Ungdom til Sang, Oplæsning af passende Bøger og muligt Foredrag, jeg tænkte nærmest af Lærerne. Dette blev meget vel modtaget baade af Eleverne og Lærerne, som takkede mig for Ideen og Talen, som jeg husker, særlig H. P. roste, og det blev senere omtalt i "Højskolebladet".
I den følgende Del af Vinteren blev der holdt ikke saa faa Møder rundt om i Sognene om Aftenen; jeg var ofte ude og gav et Bidrag, ledede Sangen, holdt et lille Foredrag eller læste et Stykke, H. P. var ogsaa ofte med, og nogle Steder kom Forstanderen, Lærerne paa Stedet bidrog ogsaa ofte. Det første Møde, jeg var ude til, var vistnok i Østerlars vestre Skole hos Lærer Nielsens, han talte ogsaa, og der var næsten altid en Snes unge tilstede, ofte flere, saa det manglede ikke paa Tilslutning; vi havde en Gang Møde hos Spagergaards og en Gang paa Dammegaard i Østerlarsker; der var ogsaa hos Lærer Møllers og paa Bagergaard og Store Duegaard og St. Bakkegaard i Aaker, paa Pedersker Mejeri og et Par Steder i Klemensker og Knudsker. Midt under Mødet blev der gerne trakteret med Kaffe og Kage.
Paa den Tid var Cykler ved at blive almindelige, og der var en Del Elever, der havde en, men de var endnu ret dyre, 200 a 300 Kr. og maaske lidt mere, hvis de skulde være rigtig gode. I Begyndelsen af Halvfemserne havde man endnu Cykler med massive Gummiringe, der vist ikke var videre behagelige at køre paa, Vejene var jo dengang fulde af Skærver og løst Grus, Vand og Pløre, Huller og Ujævnheder, naar Vejret var fugtigt, men faa Aar længere frem kom jo Dunlop Cyklerne med Luftringe, det var et stort Fremskridt og gjorde Cyklen yndet, særlig af de unge, men i lang Tid var Hestene bange for at møde dem paa Vejen ligesom senere Bilerne, saa Cyklisten maatte staa af, mens Hestene kørtes forbi, og stundom skældte Kuskene ham ud i Tilgift.
Om Sommeren fór de dygtigste Cyklister Øen rundt i Væddekørsel, vistnok med Præmier til de hurtigste. H. P. var ogsaa ivrig, han kørte først paa en trehjulet med massive Ringe, men fik snart en pæn tohjulet med Luftringe. En Vinter havde vi Øens dygtigste Væddeløbscyklist som Elev, han hed vist Jens Olsen, hvor han var fra, husker jeg ikke. Vi gjorde ogsaa Bekendtskab med den næstdygtigste Cyklist, der altid kom ind som nr. 2 ved Væddeløbene.
En Vintereftermiddag henad Aften havde jeg efter et Besøg hjemme naaet paa Tilbagevejen til Skolen et stykke forbi Skovfogedgaarden midt i Skoven, det mørknede stærkt, og pludselig begyndte Sneen at vælte ned, store Flager, tykt og tæt og Stormen stod lige imod mig. Paa en Gang kom en Cyklist i stærk Fart lige bag ved mig; i samme Stund, jeg hørte hans Cykel knase i den tynde nyfrosene Is, havde han heldigvis opdaget mig i Snetykningen og svingede uden om mig uden videre at sagtne Farten, og snart var han forsvunden foran mig i Snevejret, og jeg havde hurtig forvundet det Øjebliks Forskrækkelse.
Men da jeg en lille halv Time efter kom til Højskolen, var alt i Ulave der, Dørene stod aabne alle Vegne, som efter en hurtig Udrykning, inde fra den lille Skolestue hørtes Graad, og da jeg gik derind, sad alle Pigerne i tæt Klynge grædende omkring en Pige, som hed Marie Johansen[30], hun var ellers en glad Pige med et lyst og frejdigt Sind, hun var fra Rynkeby paa Fyn, hvor hendes Far var Gaardejer og Amtsraadsmedlem, men nu var hun som helt ude af sig selv, og det var ikke saa underligt.
Hun havde været en Tur udad Vejen i Retning af Vallensgaard; da hun paa Tilbageturen mod Skolen gik forbi den lille Granskov, som dengang stod Vest for Vejen, omtrent midtvejs mellem Vallensgaard og Skolen, blev hun overfalden af en ung Karl, der vilde slæbe hende ind i Skoven, men hun havde holdt sig fast til en af de yderste Graner ved Vejen og stridt imod, mens hun raabte om Hjælp, og just, da hun var i denne Nød, kom den raske Cyklist, som kort Tid før havde passeret mig, han hørte hendes Raab og sprang til, mens Voldsmanden flyede ind i Skoven, den Cyklist fulgte nu Marie til Skolen, han hed Knud Bohn, var Lærersøn fra Klemensker og blev selv senere Lærer der.
Saa snart han havde afleveret Marie til Kammeraterne og sagt H. P. Jensen, hvad der var sket, cyklede han videre, men H. P. og de mandlige Elever, som var til Stede, havde straks begivet sig ud at lede efter Synderen; saa vidt jeg husker, blev han funden og fik sin Straf ad Rettens Vej, men jeg mindes ikke Enkelthederne.
Den foregaaende Sommer havde Forstanderen anskaffet sig en Cykle og øvede sig paa at køre bagved Skolen, enkelte Gange havnede han nok i Æblerosehækken, men blev dog snart en ret sikker Cyklist og gav sig ud paa lange Ture. Den nævnte Vinter var han saaledes taget til Olsker Kirkeskole sammen med flere af de unge mandlige Elever paa Cykle.
Margrethe [den førnævnte datter af læreren i Olsker] vilde gerne have et Ungdomsmøde, som det, jeg havde foreslaaet, i sit Hjem, og havde talt med Forst. om det, men Stedet var vanskeligt, da der var en hel Del skarp indre Mission i Sognet. Præsten var den bekendte Julius Friis Hansen, der senere blev Sekretær for Missionen i København, og en af Lærer Nielsens ældre Døtre var gift med Lærer Karl M. Kofoed i Tejn, han var ogsaa ivrig Missionsmand, og gamle Nielsen, der var Kirkesanger, maatte vel fire og tage sig i Agt for de to, der hver fra sin Side kunde være ham paa Nakken.
Jeg kunde jo ikke være med den Gang, da jeg ingen Cykle havde, men fik siden af en Elev, der var med, udførlig Beretning om Mødet. Der havde været en hel Del til Stede, deriblandt Karl M. Kofoed og Præstens Lærerinde Frk. Brosbøll, en Datter af den bekendte Forfatter Carit Etlar, hvis rigtige Navn var Brosbøll. Han var saavist jo langtfra Missionsmand, men Datteren var saa meget ivrig og dertil hidsig.
Saa snart Forst. havde holdt sit Foredrag, begyndte hun med at spørge, hvad dette skulle betyde og hvad Meningen var med at holde disse ganske upaakrævede og unyttige Møder; alt hvad der var Brug for her, var de Møder, hun og Præsten havde lavet under Navn K.F.U.M. og K., og det kunde de her samles om; vi andre havde intet i Olsker at gøre.
------------------------
Til toppen af højre spalte
|
Der udspandt sig nu en Diskussion mellem Forstanderen paa den ene Side og Frøkenen suppleret af Karl M. Kofoed paa den anden, hvilken sidste dog kom til at spille en ynkelig Rolle, idet Frøkenen i sin Fanatisme og Hidsighed idelig rettede paa, hvad han havde sagt.
Forstanderen som den roligste, lærdeste og mest forfarne kunde dog let klare dem; selv om han ikke lod Munden løbe saa hurtigt og raabte saa højt som dem, saa var hans Argumenter de vægtigste, og Frøkenen maatte til sidst indrømme ham Ret baade til at komme der og samle dem, der var hans Meningsfæller, men Disputten trak nok ud til henad Midnat, saa det blev sent inden de naaede hjem.
En Vinterdag nogen Tid efter havde jeg lovet at komme derud. Jeg gik hele Vejen, Mødet skulde være i en Gaard om Aftenen, men jeg skulde have Kvarter i Skolen. Jeg havde omhyggelig gennemarbejdet det, jeg vilde tale om og havde god Tid til at tænke det igennem paa den lange Spadseretur. Jeg var heldigvis forberedt paa, at jeg ogsaa skulde have en Disput bagefter, og det var jeg slet ikke bange for. Jeg havde nedskrevet Foredraget i et lille Hæfte, og Margrethes Moder bad om at maatte faa det bagefter. Der var saa hyggeligt og godt hos dem i den gamle Skole, den laa sydøst for Kirken paa den anden Side Landevejen. Mødet forløb godt og fredeligt.
Næste Morgen var det koldt og klart. Margrethe indbød mig til at gaa en Tur med over at se Kirken, der laa et tæt hvidt Snetæppe over Kirkegaarden og over hele Egnen, men Solen skinnede klart gennem Kirkens Ruder, vi steg op paa den lille Lægter, hvor Kirkens Harmonium stod, Margrethe spillede et Par Stykker paa det; der var ingen andre derinde.
I min Erindring staar dette Billede af den kønne og gode Pige ved Instrumentet, mens den højtidelige Musik under hendes Hænder tonede gennem det stille hvide Kirkerum som en Aabenbaring fra en ren og skøn Sjæleverden. Det er den Slags gode Minder, der kan glæde og lyse senere, naar man tænker paa dem. Var jeg Kunstner, kunde jeg haft Lyst at male et Billede af denne Scene, var jeg Digter, kunde jeg udtrykt det i et Digt.
Men hvad var jeg? En fattig ung Mand uden nogen Stilling, hvis Fremtid var usikker, som selv stod tvivlende om mit Maal og om, hvor langt mine Evner strakte, og især frygtede, ingen Hjælp vidste at naa frem til et Maal og usikker om selve Maalet. Opad Dagen fulgtes Margrethe og jeg ad den lange Spadseretur til Skolen, hun var rask og let til Fods, og vi talte undervejs vel mest om Livet paa Skolen.
Hen paa Vinterens Slutning var det en Eftermiddag, Markus Hansen fra Store Duegaard[31] i Aaker kom kørende ved Skolen og vilde have enten Forst. eller mig med til et Møde hos ham om Aftenen, men Forst. var i daarligt Lune og vilde ikke med, og da jeg saa var inde at tale med ham om at tage med, udtalte han, at det vist var uheldigt med de Møder, fordi vi fik for mange til at føre Ordet, som stod Skolen for fjernt; vi havde kort før været et Sted i Knudsker, hvor H. P. og jeg var med, men hvor Lærer Lærkesen ogsaa havde talt, forresten meget pænt og venligt mod os og vor Skole; men jeg tror nok, der var noget Sludder med deres Politik.
Saa tabte jeg Modet, og vilde ikke med ud mere, og jeg fik ogsaa andet at tænke paa; men saa vidt jeg mindes, var der andre, der fortsatte den følgende Vinter, og i hvert Fald blev det som en Begyndelse til det, der senere om end i lidt anden Form blev til de danske Ungdomsforeninger.
Foruden Elevmøderne holdtes der på Skolen af og til større offentlige Møder, saaledes gerne et to Dages Efteraarsmøde med forskellige Talere ligesom paa andre Højskoler herovre, men det var vanskeligt at faa fremmede Talere; som oftest maatte da Forstanderen holde et Foredrag hver af de to Dage, og i hvert Fald Ellekjær holdt nok ogsaa et, ellers fik man gerne en af de Sognepræster, der stod i venligt Forhold til Skolen; der var gamle Christensen i Rønne, Møller i Vestermarie og en Præst i Ruthsker, hvis Navn jeg har glemt, maaske ogsaa en enkelt Gang Marius Jensen, men det var, som kunde Forst. ikke rigtig lide at samarbejde med ham.
Ved disse Møder var der altid mange Folk mødt og Stalden fuld af Heste, som jeg maatte tage mig af, og dirigere Køretøjerne, saa vankede der jo ogsaa lidt "Drikkepenge" og Gødning til Haven. Ved St. Hansdag holdt vi gerne et Friluftsmøde, de sidste Aar i Ekkodalen, hvor vi lige neden for Fuglesangsstien havde tømret en Talerstol, og Folk kunde godt sidde paa de bratte Skraaninger rundt om den, det var lidt syd for Trandbergs Mindestøtte.
De sidste to Aar var paa mange Maader en Opbrudets Tid. Nogle af de Piger, jeg havde læst sammen med, kaldtes nu at være færdige med Undervisningen, saaledes Margrethe, der drog helt op til Klim ved Fjerritslev, hvor hun var Lærerinde for Præstens Børn og tog sig af Egnens Ungdom, drev Gymnastik og Haandgerning med de unge Piger der. Ingeborg Christensen rejste hjem til Sandvig, jeg ved ikke, om hun foreløbig kom til nogen Lærerindegerning, men hun savnede Livet paa Højskolen og skrev et Brev til mig om det Savn, hun følte, som vist ikke var lige saa skønt ment, som det lød, men blot et Udtryk for, at hun savnede Kammeraterne i Almindelighed.
Der var flere, som rejste omtrent ved samme Tid; foruden Peter Dam og Jens Mogensen, der drog til Seminariet, skal jeg nævne Ludvig Andreasen, som jeg havde kendt allerede fra Barndommen, da han gik i Skole hos Lærer Dam i Kirkeskolen, hans Forældre havde en Landejendom lidt Nord for Spidlegaard, han var en dygtig og pæn ung Mand, han havde en Søster, hun hed Vilhelmine, der ogsaa var paa Højskolen en Sommer, Ludvig traf jeg mange Aar efter som Bankbestyrer i Aakirkeby og Vilhelmine som Kone paa Hullegaard i Østerlars.
Saa var der Adolf Møller[32], Søn af Savmøller Møller Vest for Aakirkeby, han var en dygtig Maler og dekorerede Bagvæggen med et Billede i Foredragssalen, det forestillede en Scene fra den græske Historie; senere gav han sig til at være Fotograf, dels i Aakirkeby, senere i Rønne, han blev gift med Forstander Jensens Datter Bodil, der dog først havde været gift nogle faa Aar med en anden Mand, der tidlig døde fra hende[33].
Endelig skal jeg nævne Rasmus Kofod, en lille svag og skrøbelig ung Mand, men med gode Evner, dygtig til at tale og skrive for sig, skrev en Del til Bladene, var en Tid Friskolelærer i de andre Landsdele, ivrig Forkæmper for Fredssagen, men døde i en ung Alder efter at have ført en meget omtumlet Tilværelse.
Efter 1 Aars Fraværelse kom Rønne Petersen pludselig paa Besøg; det var rygtedes iblandt os, at han havde slaaet sig fra den Aftale, at han skulde gaa hos sin Fader til Præparantaar og ikke vilde tage Lærereksamen; han sagdes at vilde have sin Plads paa Højskolen igen og giftes med Valborg. For saa vidt stod Pladsen ham vel aaben; saa vidt jeg kunde forstaa, var der ingen, der satte Pris paa Ellekjær, medens R. P. var vellidt af Eleverne; men det Besøg varede kun et Par Dage; en Aften saa vi ham begive sig paa Vej i Retning mod Almindingen, rejseklædt, til Fods og ledsaget af Valborg, der langt hen paa Aftenen vendte ene tilbage. R. P. havde altsaa efter Afskeden med hende vandret ud til Rønne og var sejlet bort.
Dagen efter saa vi, at Valborg ikke længer bar Forlovelsesringen. Et Par Gange i den følgende Tid fik jeg Breve fra Rønne Petersen, hvori der var indlagt Brev til Valborg. Han bad mig gøre ham den Tjeneste i Hemmelighed at fly dem til hende og fortalte, at han havde faaet Stilling som Lærer paa Djurslands Højskole. Jeg gjorde, som han bad mig. Valborg modtog stiltiende Brevene, men hvad de indeholdt, ved jeg ikke.
Min Brevveksling med R. P. hørte snart op; jeg mener, han et Aar efter var paa Beder Havebrugsskole som Lærer. Nogle Aar senere saa jeg Navnet i en Liste over Lærere ved Kommuneskoler i en jydsk Hedeegn og formoder, han der har faaet et lille Embede, som i de Aar stundom blev besat af Folk uden Eksamen, da der var knapt med eksaminerede Lærere, men det er nu længe siden[34].
Mens jeg var paa Blaagaard et Aar efter min Afrejse fra Højskolen, var Valborg forlovet med en Lærer, de da havde paa Højskolen, han hed Ebberup, men heller ikke det holdt. Nogle Aar efter blev hun gift med en sjællandsk Bondesøn, der vist havde været Elev og muligvis Avlsbestyrer for hendes Fader, der da havde overtaget Hindholm Højskole; de fik en Gaard i Lellinge tæt ved Køge, som de vist har endnu.
Et andet Opbrud fra Højskolen maa være sket kort efter Rønne Petersens. Johanne, som i de forløbne Aar havde styret Skolens Husholdning, maatte opgive det, da hendes Øjne blev daarlige, der var jo megen Hede, Træk og Røg i Skolens Køkken, og hendes ene Øje blev opereret, dog beholdt hun Synet, men maatte opgive Pladsen. Jeg husker godt den Dag, jeg kørte hende hjem; alle Eleverne stod uden for Skolen og vinkede Farvel, da vi kørte bort, og de fleste forstod, at hun havde været Skolen en god Husmoder og vilde blive savnet; hun lod dog til at være ved godt Mod, og da vi kom til hendes Hjem Øst for Aakirkeby, kom hendes Moder ud og tog helt glad og venlig imod os, og vi talte en Del sammen, før jeg kørte tilbage. Men jeg traf vist aldrig Johanne[35] siden og har aldrig faaet rede paa, hvordan det siden gik hende.
Valborg overtog Husholdningen, men meget blev ringere end i Johannes Tid, det maa have været i Sommeren 1897. Den var for mig i flere Henseender en tung og sørgelig Tid, jeg syntes, alt manede mig til Opbrud fra Skolen, alt der var usikkert, Forstanderen var ogsaa det Aar anderledes end før, maaske var han ogsaa ked af sin Stilling.
Noter:
27. Ejendommen hedder i dag "Bakkely". Fire børn derfra var senere elever på højskolen. retur til tekst
28. Jens Kr. Mogensen, født 11/1 1875, optræder første gang som elev 1896-97 med 50 kr. i understøttelse fra elevforeningen og 50 kr. fra forstanderen. Han var søn af murer og husmand Seier Mogensen, Smaalyngen i Åker. To brødre og to søstre var senere elever. Jens Mogensen fortsatte i fortsættelsesklassen den følgende sommer, hvor han fik 60 kr. i understøttelse fra amtet. retur til tekst
29. Julius Svendsen havde formentlig været elev i Østermarie eller på en anden højskole før. Han blev senere formand for skolens bestyrelse og var i det hele taget en af de mest fremtrædende skikkelse i skolens bagland. Hans og hans kone, Trine Bolettes seks børn blev alle senere elever på skolen. retur til tekst
30. Marie Johansen nævnes som elev på fortsættelsesholdet fra november 1895 til juli 1896. retur til tekst
31. Markus Hansen var formand for skolens bestyrelse fra dens oprettelse og frem til 1910. Han havde været elev på den allerførste højskolevirksomhed i Åkirkeby i 1856-58, og fire af hans børn blev elever på den nye skole ved Ekkodalen. retur til tekst
32. Adolf Møller var elev hele tre gange, først 1895-96 og senere 1899-1900, og endelig igen i tre måneder i begyndelsen af 1901. retur til tekst
33. Bodil Jensens første mand hed Frants Hermann, men han døde af tuberkulose efter få års ægteskab. De fik to døtre sammen. retur til tekst
34. Rønne Petersens ansættelse på Djurslands Højskole bekræftes i Nordahl-Petersen: DANMARKS HØJSKOLER fra 1909 (side 275). I 1898 blev han imidlertid forstander på den nyoprettede Risgård Højskole ved Sæby i Vendsyssel. Det lykkedes dog ikke at få elevtallet op på et bæredygtigt antal, så efter ca. 6 år opgav han og søgte over i børneskolen. retur til tekst
35. Johanne Kofoed figurerer som elev sommeren 1897, og alting tyder på, at det var efter, at hun havde måttet opgive køkkenarbejdet. Når Markussen mener, han ikke traf hende siden, kan det skyldes, at han blev optaget af andre ting, hvad der fremgår af den næste del. Johanne forblev ugift, var en tid husbestyrerinde i Nexø, men den meste tid tog hun sig af moderen og broderen på ejendommen på Kuleborgvej. retur til tekst
|
