Hans Markussen

Erindringer fra Bornholms Højskole 1894-98

Del IV - lærerpræparand - opbrud

Højskolen ved 
Ekkodalen 
omkr. 1895

Jeg tænkte, bare jeg ligesom Mogensen og Dam kunde gaa paa Seminariet og blive Lærer. Jeg talte med Forstanderen derom, og Resultatet blev at han gik til Lærer Møller[36] og bad ham om at antage mig som Præparant til Maj 1897, da Dam var færdig, det vilde Møller gerne, men han vilde, at jeg ligesom Dam skulde være i Skolen hele Dagen, det holdt Forst, paa, at det var aldeles unødvendigt, og saa kunde jeg jo ikke passe Haven.
    Det blev saa til, at jeg skulde være i Skolen de to Eftermiddagstimer 1 til 3 og i den Tid klare et Par af Skolefagene og skifte med dem: Regning, Retskrivning, Læsning, Historie, Geografi og Sang, det sidste skulde jeg helt lede, da Møller jo ikke kunde. Jeg havde laant H. P. Jensens Violin, som han selv aldrig brugte, og vist mest paa egen Haand, dels ogsaa ved Dams Hjælp lært Noderne og de nødvendige Haandgreb og Stillinger, saa jeg kunde lære mig selv de lette Melodier til Børnesangene, desuden gik jeg nogle Gange op til Lærer Ludvig Dam i Kirkeskolen, som underviste mig i Violinspil.
    Men mit eget Skolearbejde paa Højskolen blev der naturligvis ikke megen Tid til den Sommer. Jeg boede det sidste Aar i det lille Kælderværelse ved Siden af Forstuen, der havde Johanne og hendes Søster før boet, der havde jeg en Klapstol, Johanne havde foræret mig, samt et lille Bord og en lille Boghylde, dem havde jeg faaet af ham, der boede Vest oppe fra Brandsgaards Eng, den gamle skrøbelige Mand med den unge Kone og de mange Børn, jeg husker ikke hans Navn, men han var flyttet op Vest for Aakirkeby, han havde laant nogle Penge af mig, mens vi var paa Brandsgaard, som jeg aldrig kunde faa igen, han var vist nu paa Sognet, men saa fik jeg ham til at lave mig det Bord og den Boghylde, han var vist lidt Haandværker, Tingene var rigtig pæne; da jeg rejste paa Seminariet, kunde jeg ikke have Hylden og Bordet med, da Valborg gerne vilde have dem, forærede jeg dem til hende, men beholdt Klapstolen til Minde om Johanne, og den har jeg endnu.
    Valborg og jeg var nu ellers en Tid Uvenner paa Grund af en Misforstaaelse. I den første Tid, hun forestod Husholdningen, og jeg for at komme op til en Time i Skolen, gik fra mit Værelse gennem Køkkenet, saa hun ondt til mig og søgte altid under et eller andet Paaskud at hindre mig i at gaa derop. En Dag, jeg stod og arbejdede i Udhuset, kom hun ud og gav sig til at skænde over, at jeg næsten hver Dag stjal en Time fra Arbejdstiden om Formiddagen foruden at jeg gik til Møller de to Timer om Eftermiddagen, hun mente, jeg tjente og fik Løn for at arbejde for dem hele Dagen.
    Det gjorde mig saa ond, at jeg var lige ved at græde, noget, der yderst sjældent er sket, siden jeg blev voksen. Men jeg tog mig sammen og forklarede hende, at jeg gik for halv Løn for at faa Lov at lære noget, og at hendes Fader havde gjort Aftalen saaledes med mig, Arbejdet paa Skolen var jo ikke saa stort, at det behøvede at optage hele min Tid, og jeg havde aldrig tilsidesat mine Pligter.
    Fejlen var altsaa, at Forstanderen aldrig havde ladet sin Datter og rimeligvis heller aldrig Fruen eller de andre Børn vide vor Aftale og derved stillet mig i et uheldigt Lys. Det lod til, at Valborg ogsaa blev ked af sin Opførsel, og Forst. viste mig da ogsaa i den følgende Tid lidt Venlighed og Hjælp, der nok kunde forstaaes som en Slags Oprejsning. Valborg havde naturligvis talt med ham om det.
    Det var hjemligt at komme i sin Barndoms Skole igen, og der var meget lidt forandret i de 15 Aar, der var gaaet siden jeg selv gik der som Barn. Der var et Par Børn i yngste Klasse, som var Børn af mine Skolekammerater nemlig 2 Smaapiger, den ene Datter af Ole Holms næstældste Søn Peter, der paa den Tid var Røgter paa Vallensgaard. Henne i Sletteenge Nord for Peter Linds boede i min Barndom en Enke, som hed Marie Prath, hun havde en Datter, hvis Navn jeg ikke husker, hun var lidt ældre end jeg, havde været gift, men var skilt fra Manden. Hun havde arvet Moderens Hus, der var ret stort og pænt og havde Jord til et Par Køer; hun havde en køn lille Datter, som en Vintereftermiddag bad mig, om jeg vilde følge med hende hjem til Mor, der havde noget, hun vilde vise mig.
    Jeg blev meget venligt modtagen af Moderen, vi talte lidt om Barndomstiden, og det viste sig, at hun stod i Forbindelse med Jakob Funks Børn i Amerika og havde nogle kønne Fotografier af disse mine bedste Skole- og Legekammerater, navnlig Trine og Karoline, men i min Erindring var deres Barndoms Ansigter udslettet, jeg saa kun paa Billederne to voksne Damer, hvoraf Karoline, der ogsaa havde været et kønt Barn, nu syntes at være en Skønhed. Søskendeflokken syntes at have det godt i Utah, de var jo rejst til Mormonstaten for mange Aar siden; jeg var saa optagen af Tankerne om mine Barndomsvenner, at jeg lagde Hjemvejen til Skolen om forbi deres gamle Hjem for at komme dem saa nær som muligt og se de kære kendte Steder endnu en Gang; det var en frostklar stille Vintereftermiddag ved Solnedgang.
    Peter Dam havde haft lidt Bryderi med at holde Disciplin i Skolen og havde nok et Par Gange maattet klø Brandis Dreng, der var noget livlig og selvraadig; jeg var jo noget ældre og ikke saa længe i Skolen som Dam, Brandis Dreng kendte mig fra Højskolen, og det, at jeg turde og kunde køre hans Bedstefars balstyrige Heste, gjorde maaske, at han havde lidt mere Respekt for mig end for Peter, i hvert Fald kom vi godt til Rette.
    Lærer Møller havde selv 2 Sønner i ældste og 1 i yngste Klasse, den ene af dem i ældste var Harald, som siden blev Lærer og nu er i Listed, han var en pæn, stilfærdig Dreng, den livligste af dem var den lille, som gik i yngste Klasse, han havde ondt ved at sidde stille. En Gang han og et Par andre havde været urolige, mens jeg gennemgik noget med et andet Hold i Klassen, sagde jeg noget højt og haardt: "Kan I sidde stille, I Rollinger!" De blev ogsaa stille, da de mærkede, jeg var vred, men den lille af Møllers sagde langsomt og halvhøjt som for sig selv: "Vi er da ingen Rollinger".
    Naar Møller havde givet Børnene fri til Middag Kl. 12 og spist sin Middagsmad, tror jeg nok, han i reglen lagde sig og sov Middagssøvn, han vidste jo, at jeg kom Kl. 1 og havde til yderligere Kontrol sine egne Drenge i Klasserne, saa der ikke var stort at risikere.
    Børnene legede gerne pænt, til jeg kom, og Møller blev saa liggende, til jeg havde haft den første Time; saa blev jeg kaldt ind til Kaffe, men naar jeg kom, rejste Møller sig saa fra Sofaen og drak Kaffe med, i Grunden blev jeg snydt derved, for hos Møller vankede der kun en bar Kop Kaffe med et Stykke Sukker til, mens de paa Højskolen fik et Par Skiver hjemmebagt Kage, som jeg den Gang satte Pris paa, men naar jeg kom tilbage til Skolen en Snes Minutter over 3, var de jo færdige med Kaffen og inde til Foredraget.
    En Dag havde de store Drenge løbet en Tur til Aakirkeby i Middagstunden, mens de var saa temmelig ubevogtede, og kom hæsblæsende tilbage, da jeg kom, men dog saa sent, at jeg fik vide, hvor de havde været. Det viste sig snart, hvad de havde været i Byen efter, for da vi var midt i Timen, begyndte den ene efter den anden at nyse paa en mistænkelig Maade, og jeg maatte jo saa til at holde Forhør, det viste sig saa, at en af dem havde faaet nogle Penge, som de saa havde købt Snus for og fordelt imellem sig, og saa skulde det nok være Moro at se, hvordan jeg vilde reagere. Da Sagen hurtig blev opklaret, maatte Synderne naturligvis aflevere den kostelige Snus, det meste blev vist spildt paa Gulvet, og Morskaben var forbi med det samme, saa det blev ikke gentaget oftere.
    Henimod Foraaret kom Møller en Dag ind og gav nogle af de dovneste en ret streng Lektion i Geografi og opfordrede mig til at gøre ligesaa derefter, for at de skulde kunde huske noget til den nær forestaaende Eksamen sidst i April. Jeg skulde ogsaa møde til den og tage Børnene i Historie, Geografi og Sang for derved at kunde faa Pastor Madsens og Skolekommissionens Vidnesbyrd; de var ogsaa rigtig flinke og venlige imod mig, og jeg var efter Eksamen med inde ved Bordet til Spisning, hvor Præsten takkede baade Møller og mig pænt for Arbejdet med Børnene.
    Da jeg var færdig til Maj med mit Præparantaar, fik Møller en ny Præparant, som ogsaa var paa Skolen om Sommeren og den følgende Vinter i Fortsættelsesklassen, og den foregaaende Vinter havde han været Elev paa Højskolen, han hed Niels Dam og var Søn fra Hullegaard i Ruthsker. En af de første Vintre havde hans ældre Broder Søren været Elev paa Højskolen[37], han havde været en flink og ordentlig ung Mand, rigtig en solid og tiltalende ung Gaardmandssøn uden nogen Vigtighed eller Storagtighed.
    Niels syntes at være letnem og lærelysten, men der var noget letsindigt og overfladisk i hans Væsen, saa man var i Tvivl, om han kunde samle sig Kundskaber, maaske gik det, han saa let syntes at lære, ind ad det ene Øre og ud ad det andet. Deres Moder lærte jeg senere at kende, hun var en Præstedatter fra Kattrup ved Horsens, syntes mig en betydelig og begavet Kvinde, Faderen var en noget jævn noget ældre Bondemand.
    I Høsten 1897 arbejdede jeg paa Bakkegaard[38] hos Peter Chr. Hansens Enke, det havde Lærer Møller bedt mig om temmelig længe før, det var jo hans Svigermoder, Manden var død og Sønnerne borte, men der var vist en yngre Karl og en Arbejdsmand, saa vi blev Mandskab nok. Karen og Mine[39] var hjemme hos Moderen, saa var der Kristine Johansen, som jeg mange Aar før havde tjent sammen med paa Bagergaard, hun gik der som Høstpige, men var der vist ellers ikke. Jeg var mere glad for at være der end paa Munkegaard, fordi det var nærmere ved Skolen, hvor jeg havde mine Sager, og Folkene var mig jo bekendt fra Barndommen.
    En Højskole skal helst ligge paa et fredeligt, naturskønt Sted, ligesom Klosteret oprindelig laa i de katolske Lande; derved samles Elevernes Tanker og Arbejde bedst om det, Skolen kan give dem. Faa Skoler i vort Land har vel saa skønne og fredelige Omgivelser som Bornholms ved Ekkodalen, den, hvis Omgivelser ligner dens mest, er vel Vallekilde.
    Jeg mindes to Besøg, vi fik fra den Skole. Det var en dejlig varm og stille Pinseaften kort efter Solnedgang, vi var nogle Elever og maaske H. P. med, som stod udenfor Skolen. Da lød til os ovre fra Ekkodalen den lifligste Fløjtemelodi, enten af Fløjte eller Klarinet af et enkelt Instrument. Vi kunde høre Spillemanden kom vandrende nærmere og nærmere til os. Melodien, han blæste, var den norske Folkemelodi, som vi brugte til Welhavens skønne Sang: "Hellig Olaf stod ved Stranden med sin Hær, Pinsefesten var for Haanden", og den var som skabt til Aftenen, Stedet og Omgivelserne og klang fra Ekkodalens Klipper betagende skøn som man kunde tænke sig blandt Norges Fjælde. Saa kom Musikanten stilfærdigt vandrende fra Fuglesangsstien hen til os og bød Godaften, det var Sanglærer Jakobsen[40] fra Vallekilde Højskole, en født Bornholmer, vist en god Ven af H. P. saa vidt jeg mindes.
    En anden Gang kom Gymnastiklærer Brydegaard[41] fra Vallekilde med et Hold Karle, det var om Sommeren. De redte om Aftenen Natteleje oppe i Gymnastiksalen af Halm, de havde hentet i Nabolaget, og Tæpper. Tidlig om Morgenen var de igen paa Færde, ryddede Salen og bragte det hele i Orden, saa da vi andre kom op, var de i Gang med at tage en rask Gymnastiktime, saa det dundrede i hele Skolen, saa havde de vist god Appetit til Morgenmaaltid, inden de drog videre paa deres Rundrejse.
    Der havde, den Gang vore Forældre forlod Møllen i Aaker, og overtog Ejendommen i Østerlars, været talt, som om det var Meningen, at de vilde arbejde med Jorden der. Det var vist gammel Hedejord, der var opdyrket, da Huset vel cka. en Snes Aar før var bygget, og Vest for laa en endnu uopdyrket hedelod, dels med Lyng, dels med kort Græs og tarvelige Eng- og Moseplanter, som de findes i sure og lave Strækninger.
    Ved Vestgrænsen af vore Forældres Lod var en bred og dyb Grøft, hvor den opgravede Jord laa som en Vold ved Siden af, denne Jord var Ler, og der groede en Del Følfod, hvilket vist med rette ansaaes for at være Tegn paa Kalkholdighed, og der var Tale om, at der sikkert med Fordel kunde køres en Del af dette kalkholdige Ler ud paa Jorden, hvis Overflade var let Sandmuld.
    Bekostningen derved vilde vore Forældre sikkert kunnet klaret i hvert Fald de første Aar, men det blev ikke gjort, Fader havde vist ikke rigtig Interesse for Landbrug. Jeg tror, det blev til, at han jævnlig tog lettere Arbejde i Skoven, og at Moder saa gik og passede Sagerne hjemme, som hun bedst kunde; selv de sidste Aar, jeg var hjemme, var vore Forældre ret raske efter Alderen, men Moder især saa noget forslidt ud. De var dog altid, synes jeg, glade og tilfreds og ligevægtige i Sindet, selv om Kaarene var smaa, og jeg var altid glad for at besøge dem.
    Jeg mindes en Foraarsaften, jeg gik hjem og naaede Sydsiden af Aasedammen med Lavningen, hvor Vejen drejer. Det var Maaneskin, men nogen Skygge fra Skoven, det var ganske stille. Da hørte jeg en underlig, svag, puslende Lyd rundt om mig, og idet jeg saa ned mod Vejen, skimtede jeg noget smaat dernede, som var i Bevægelse, og dette saa ud til at strække sig vidt om og udgaa i Retning bort fra Dammen. I første Øjeblik blev jeg uhyggeligt til Mode,
det randt mig i Hu, at det just var den berygtede "Frue Nat", Natten mellem 24 og 25 Marts, der stundede til, og jeg tænkte paa alle de sære Skattegraverhistorier, som Fader og andre gamle Mænd havde fortalt, og som paa Bornholm vist altid var henført til denne Nat, men i alle de Historier mislykkedes Skattegravningen; man skulde tie stille, hvor forundret eller overrasket man end blev over det, man saa eller oplevede; i Reglen saa Skattegraverne et eller andet mærkeligt, som de fulgte efter, til det forsvandt i Jorden, paa det Sted skulde de grave, og fandt de Skatten, skulde de stiltiende løfte den op og bære den hjem, men det lykkedes aldrig i Historierne.
    Nu kunde jeg jo godt haft Brug for en Skat, men jeg manglede Troen og havde jo heller ikke den Aften givet mig ud i et saadant Ærinde. Jeg bøjede mig derfor ned for at undersøge Pusleriet, og saa da, at det var en Vrimmel af smaa bitte Frøer, der bevægede sig hen over Vejen. Fra Naturhistorien vidste jeg saa meget om Frøers og Tudsers Forvandling, at Sagens Sammenhæng stod mig nogenlunde klar med det samme. Da jeg gik tilbage næste Morgen, ventede jeg at finde enkelte af de smaa Frøer dræbte af Vejfærdselen, men der var ikke Spor af dem tilbage.
    Den sværeste Tid for mig paa Højskolen var Ferierne. De andre Elever var da altid hjemme i hvert Fald nogle Dage. Værst var Juleferierne, da var der intet Arbejde til mig af Betydning, og jeg havde paa Fornemmelsen, at Forstanderens syntes, jeg burde være væk ligesom de andre, da der ikke var Varme paa mit Værelse, kunde jeg heller ikke sidde ret længe ad Gangen ved mine Bøger; jeg havde ingen Ven, jeg kunde betro mine Sorger og Bekymringerne for Fremtiden, og hjemme hos Far og Mor syntes jeg heller ikke om at gaa i de 14 Dage, Juleferien varede, og var jeg paa Skolen, var jeg jo nødt til at komme til Maaltiderne, hvor der kun var Forstanderens og et Par Piger.
    Særlig tungt var det for mig en Vintermorgen mellem Jul og Nytaar. Jeg var gaaet tidlig i Seng og havde trukket Gardinet for Vinduet, som jeg plejede, naar jeg gik hjem, jeg var vist heller ikke gaaet ind til Aftensmad, den kunde jeg nok undvære; da jeg vaagnede meget tidlig, stod jeg op og gik bort fra Skolen, ind i Almindingen og tænkte paa min vanskelige Stilling, alt syntes mig fortvivlet, mørkt og haabløst; hvor skulde jeg henvende mig for at laane de Penge, jeg behøvede at læse for, og selv om jeg fik dem, mon jeg saa var i Stand til at tage Eksamen, og hvis det gik galt, var min Fremtid ødelagt. Jeg blev nødt til igen at søge Tjeneste hos Bønderne og blive en gældbunden, ringeagtet Tjener Resten af mit Liv.
    Da jeg naaede ind ved Skovfogedstedet, gik jeg ikke ad Østerlarsvejen, uvilkaarlig fik jeg den Indskydelse at gaa ud ad Vejen mod Østermarie, og jeg tænkte paa, jeg havde hørt, der laa en stor Mose i Skovens Udkant, og mine Tanker kredsede fortvivlet om Mosen, hvor det maaske var bedst, jeg forsvandt uden at nogen nogensinde fik vide, hvor jeg var bleven af, da man næppe vilde falde paa at lede der. Vel vidste jeg, det var baade Synd og fejgt at ende Livet paa den Maade, men jeg var i den halvmørke Skov paa denne kolde, skyede Vintermorgen som besat af den Fristelse, det var som kunde jeg kun tænke paa Mosen.
    Saaledes naaede jeg ud, hvor den tætte Skov Syd for Vejen afløstes af spredte, lavtstaaende Trægrupper, der nok, saa vidt jeg kunde skønne, gik over i Mosedraget; Vandet kunde jeg ikke se, men i det samme fik mine Tanker en anden Retning og frigjordes for Nattens Kogleri; thi lavt i Sydøst over Mosedraget var Nattens Skyslør veget for en smal Bræmme klar Himmel; det var lige ved Solopgang, og Skylaget straalede i rødgyldne Farver.
    Men lidt længere fremme til Venstre for Vejen laa et nydeligt, nybygget lille Skovløberhus[42]. Morgenskæret glødede i de blanke Ruder, og selv Muren fik Glans af den opgaaende Sol. Ikke et Menneske havde jeg set eller mødt paa hele Turen, ingen af Skovløberhusets Beboere lod sig til Syne, mens jeg i nogle Minutter stod og betragtede det skønne Morgenbillede, ikke en Fugl eller et Dyr afbrød Stilheden. Saa kom det i min Tanke: "Nu er dine Forældre nok staaet op, gaa du hjem og tal med dem".

------------------------

Til toppen af højre spalte

    Paa Hjemvejen, der jo ikke var saa kort, fik jeg Fred i Sindet i Fortrøstning til, at alt endnu med Guds Hjælp kunde blive godt. Fader var ude, da jeg kom, men Moder var i Stuen og havde Kaffen færdig, hun syntes, det var helt morsomt, jeg var kommen paa Besøg fra Morgenstunden. Jeg følte ingen Lyst til at fortælle mine Forældre om mine Sorger og Bekymringer. Det var helt velgørende at høre dem tale om deres jævne daglige Forhold, og jeg tilbragte en god Dag sammen med dem og vendte trøstet tilbage til Skolen om Aftenen.
    Efter Nytaar havde jeg altid lidt at gøre med at skaffe og pynte det store Juletræ til Elevmødet faa Dage efter, og Eleverne begyndte gerne at komme Dagene før.
    Vi havde det sidste Aar, jeg var paa Skolen, en rar ung Lærer, som havde afløst Ellekjær, han hed Jens Peter Jensen, han var Gaardmandssøn fra den lille Ø Ourø i Issefjorden, han havde et Aar, før han kom til Bornholm taget Lærereksamen fra Blaagaards Seminarium og havde derefter været Lærer ved en lille Højskole paa Vejleegnen, hvor han var bleven forlovet med Forstanderens Datter, han var vist ikke mere end 1 eller 11/2 Aar paa Bornholms Højskole, men kom kort efter som Børnelærer til sin Fødeø, hvor jeg senere besøgte ham. Han var en pæn, stilfærdig Lærer, han havde ikke naaet at faa Violinspil med til sin Eksamen og gik derfor ligesom jeg til Ludvig Dam i Aaker Kirkeskole for at faa Undervisning.
    Jeg mindes fra den næstsidste Sommer en særlig Festlighed i Ekkodalen: Københavns Højskoleforening, hvis Formand den Gang var den kendte Folketingsmand Harald Holm, gæstede den Sommer Bornholm, og det var en stor Forsamling. Ved den Lejlighed holdt Forstander Jensen en prægtig Velkomsttale til dem paa klangfulde Vers, og den vakte stort Bifald, alle fik Indtryk af at staa overfor en vel begavet Mand.
    Den sidste Sommer kort før jeg rejste, var der et andet stort Møde i Ekkodalen, hvor den kendte Pastor Chr. Welding, der var gift med en Datter af Biskop Rørdam og siden blev Præst ved Helligaandskirken i København, holdt et Foredrag om kirkelig Frihed og gengav nogle meget strenge gamle Forordninger fra Enevoldskongernes Tid, blandt andet en fra Frederik den Fjerde, der var spurgt, om det kunde tillades, at Folk, som hørte til et bestemt Sogn, undlod at gaa i Kirke der, men derimod søgte Kirken i Nabosognet, fordi de bedre kunde lide at høre Præsten der. Kongen resolverede, at Folk havde at holde sig til deres egen Sognepræst, ligervis som at Svin havde at holde sig til sit eget Trug og ikke gaa og æde fra de andre.
    Welding søgte nærmest at latterliggøre disse gamle Anordninger, og mange morede sig, dog var der ogsaa Folk til Stede, som tog Forargelse deraf, det fik jeg at vide næste Dag. Forstanderen havde sendt mig op paa Posthuset i Aakirkeby, hvor jeg skulde ordne nogle Forsendelser for ham, og derfor kom til at sidde og udfylde nogle Skemaer, til Stede var kun Postmesterfruen. Saa kom Pastor Madsen ind og stod og talte med hende, han havde været med til Mødet og var meget vred over Weldings Tale, ja lod endog nogle onde Ord falde om, at Forstander Jensen ikke burde indbudt en Mand med saa farlige Meninger eller i det mindste hindret ham i at holde et saadant Foredrag. Jeg tror ikke, han lagde Mærke til mig, der sad i en Krog og passede mit, mens han talte med Fru Dam, der ikke sagde noget videre til Præstens Tale og ikke kendte nærmere til Sagen. Jeg tror ikke, at Forstander Jensen havde været videre glad for Weldings Tale, og jeg omtalte ikke til ham, hvad jeg havde hørt paa Postkontoret, da det skete jo ikke kunde ændres.
    Den Sommer var et rart lille Hold Piger paa Højskolen, deriblandt Ingeborg Møller, Lærer Møllers næstældste Datter, som senere var gift med en Lærer i Pedersker, som vist hed Reinholdt, men hun blev vist tidlig Enke[43], endvidere Petrea Rasmussen, som senere blev en meget afholdt Lærerinde i Østermarie. Hun var meget svagelig, men vel begavet, hun døde i en ung Alder. Det Pigehold blev fotograferet ned i Ekkodalen en skøn Sommerdag med en Klippevæg som Baggrund, et kønt og ejendommeligt Billede, som jeg endnu har, skønt jeg ikke selv var til Stede den Dag, det var kort før min Afrejse til København.
    Da jeg det foregaaende Aar havde besluttet at søge Uddannelse paa et Seminarium, talte jeg med Forst. Jensen derom; han talte med Lærer Møller om det og fik ordnet det med ham, saa jeg baade kunde faa Forberedelsesaaret og tillige passe Højskolehaven; han raadede mig til at søge Undervisningsministeriet om Tilladelse til at gaa ind i et Seminariums anden Klasse og saaledes spare et Aar, det vilde jo ogsaa betyde en stor Besparelse for mig; den Mulighed var nævnt i Seminarieloven, men som Betingelse nævntes, at man for at faa Lov til at gaa ind i 2 Klasse i Reglen enten skulde have Studentereksamen eller en god Præliminæreksamen med mg÷ i Hovedkarakter. Jeg havde jo ingen af Delene, og havde derfor ikke stor Udsigt til at faa det bevilget, men Forst. holdt paa, jeg skulde søge, og jeg skrev saa om min Stilling og Uddannelse og sendte det ind.
    Der gik et Par Maaneder, saa fik jeg et diplomatisk Svar, som Forst. mente, var meget godt og velvilligt. Det lød i Korthed paa, at hvis jeg kunde faa et Seminarium til at optage mig, og jeg kunde bestaa Optagelsesprøven til 2 Klasse, saa skulde man i Ministeriet til den Tid tage det under Overvejelse.
    Saa langt hen paa Tiden, som jeg turde, tøvede jeg med at gaa den tunge Gang og søge om den nødvendige Hjælp. Jeg vidste, hvor svært det havde været for min Ven Peter Dam, og at hans Uddannelse nærmest blev bekostet af en Slags Aktieselskab blandt Bekendte og Venner, der hver laante ham 50 eller 100 Kr., jeg tvivlede paa, noget lignende lod sig gøre for mig, og var flere Gange lige ved at opgive det hele, men endelig hen paa Sommeren begav jeg mig paa Vej ned til Fætter Niels Hansen i Bodilsker. Jeg vidste, han havde en god lille Ejendom og sad godt i det, havde kun et Barn og havde i flere Aar som Ekstrafortjeneste haft Regnskabet for Bodilsker Mejeri, men jeg havde ogsaa hørt, at hans kone var en skrap Madam, og at hun og Line Lærke, da de, før jeg kom paa Brandsgaard, havde tjent sammen der og havde været nær ved at tage Magten fra Fru Kaas, hvad der ellers i de Tider skulde meget til.
    Da jeg paa Vejen der ned kom gennem Aakirkeby ud for August Ipsens, slumpede det sig, at han just kom ud til Vejen og gav sig i Snak og spurgte, hvad jeg var ude efter. Jeg sagde da, uden at nævne til hvem jeg agtede at henvende mig, at jeg var ude for at prøve at laane Penge til at komme paa Seminarium for, og jeg tilføjede: "Hvis det nu kniber med at faa de nødvendige Penge til Laans, maatte jeg saa henvende mig til Dem om et Laan?" Men jeg har aldrig i Livet faaet et mere afgjort Nej end det, jeg den Dag fik fra ham, og skønt ham intet føjede til eller begrundede sit Afslag, gjorde det mig bitterlig ondt, da jeg dog ærligt og redeligt havde tjent hans Svigerforældre i 7 Aar.
    Nedslaaet og forknyt fortsatte jeg videre ned til Fætter Niels, idet jeg tænkte over, hvordan jeg bedst skulle forelægge ham og hans Kone Sagen. Efter at have forklaret dem min Stilling, som de nok til Dels kendte forud, sagde jeg, at saafremt det lykkedes mig at tage Eksamen paa to Aar, behøvede jeg, foruden de cka. 350 Kr., jeg selv havde opsparet i min Tjenestetid, at laane 6 a 700 Kr. Jeg havde tænkt at bede Fætter og P. L. Koefoed[44] om at laane mig hver 3 a 400 Kr.; Koefoed havde jo for Aar tilbage selv bragt det paa Tale, som jeg nu fortalte dem, men hvis Fætter og hans Kone daarligt kunde undvære Pengene, som jeg jo ikke behøvede med det samme, da jeg selv havde nok at betale med for det første Halvaar, saa kunde jeg tænke mig, hvis de vilde hjælpe mig, at jeg i Stedet for at rejse over til Blaagaard tog ud paa det lille nyoprettede Seminarium i Nexø, hvis jeg saa maatte bo og faa Kosten hos dem, og saa vilde gaa ud til Undervisning hver Dag.
    Det var egentlig et voveligt Forslag, for Vejen derud var 6 a 7 km*), og jeg havde næppe kunnet gennemført det uden for megen Tidsspilde, medmindre jeg havde ejet en Cykle; Fætter lurede lidt, men hans Kone tog resolut Ordet og sagde, at det kunde hverken jeg eller de være tjent med, og Niels kunde godt laane mig de 3-400 Kr., saa jeg kunde rejse over til Blaagaard, som jeg helst vilde. Fætter sagde nu, at han gerne vilde laane mig Pengene, men jeg skulde betale dem tilbage, saa snart jeg kunde, derimod vilde han ikke have Renter.
------------------
*) der var endnu ingen Jernbane, den blev først bygget Aarene efter.

    Jeg blev meget glad for det gode Tilbud, nu kunde jeg haabe at gennemføre mit Forehavende. Næste Dag gik jeg saa til P. L. Koefoed og fortalte ham min Stilling og bad ham om et lignende Laan, som jeg havde bedt Fætter om, ogsaa Koefoed var meget velvillig, han vilde have 4 % af Laanet og foreslog, at jeg skulde tegne en Livsforsikring paa 1000 Kr. til Sikkerhed for Laanene, han var Repræsentant for et Livsforsikringsselskab "Dan", som nylig var oprettet, men jeg matte ogsaa for ham tage det i Statsanstalten, hvor jeg jo senere skulde have Forsikringer, hvis jeg blev Lærer. Jeg valgte dog at tage den i "Dan", da den jo skulde være til Sikkerhed for mine Kreditorer.
    Mens jeg var hos ham den Dag, og vi talte sammen om mine Sager, færdedes vi sammen i Gaard og Mark, jeg kunde forstaa, at hans økonomiske Stilling var bedre end de Aar, vi tjente hos ham, han havde en Fodermester, der tjente lige saa god Løn som en Lærer og flere Gange saa meget, som jeg havde faaet, og han tog mig med hen til det Hus i Skovkrogen Øst for Gaarden, hvor han "med en Ryg som en Halvdør" i sin Tid havde boet, det var et noget gammelt og lidt forsømt Hus med Jord til en Ko, der boede nu Kristian Nexø og Margrethe Skov, de havde vist været gift nogle Aar; saa vidt jeg husker var der et lille Barn, som kunde gaa, og det saa ud til, der meget snart skulde komme et igen, og stakkels Margrethe saa noget besværet ud og lod til at have travlt, saa vi gik snart igen; om Koefoed havde nogen Hensigt med det, han fortalte og viste mig, ved jeg ikke, han var jo ikke altid saa let at blive klog paa.
    Endnu en vigtig Sag havde jeg at ordne, før jeg kunde rejse. For at blive optagen paa et Seminarium og faa Adgang til at blive Lærer, skal man have attest for, at man er sund og rask og ikke lider af nogen Svaghed, der kan rumme Fare for Børnene i Skolen, desuden skulde jeg have en Helbredsattest for at faa tegnet den paatænkte Livsforsikring, og jeg havde dertil af Koefoed faaet et stort Skema med mange Spørgsmaal, som en Doktor skulde udfylde og indsende til Forsikringsselskabet efter at have undersøgt mig.
    Skønt jeg egentlig aldrig siden Barndomstiden havde været syg, saa jeg maatte ligge i Sengen, var jeg dog noget bekymret, en af Sessionsherrerne havde jo sagt, at jeg var svag, og maaske vilde jeg nu faa Besked om, at jeg gik med en Sygdom, som spærrede mig ude fra Lærergerningen. Næste Formiddag søgte jeg Doktor Carlsen i Aakirkeby. Han skulde have 10 Kr. for Undersøgelsen til Livsforsikringen, stod der paa Skemaet, og 5 Kr. for Attesten til Seminariet, men han gav mig ogsaa en meget grundig Undersøgelse, sagde og skrev, at jeg var sund og rask af Helbred.
    Da Undersøgelsen var endt, og jeg for Skemaets Skyld havde besvaret en Del Spørgsmaal, spurgte jeg, om han kunde sige mig, hvorfor jeg var bleven kasseret ved Sessionen, da der blot var sagt, jeg var svag. Han svarede, at det vidste han ikke, det var jo nu flere Aar siden. Men glad var jeg, nu syntes jeg, alle Hindringer var ryddet bort, og faa Dage efter skulde jeg rejse.
    Jeg efterlod Højskolehaven med Grønsager og Blomster i god Stand efter min Mening og havde passet den til det sidste. Jeg havde lagt mest Vægt paa at dyrke Ting, der syntes mig at være anvendelige i den store Husholdning: Kartofler, forskellige Kaalsorter, Selleri, Porre og andre Køkkenurter, Ærter, Bønner og Carotter.
    Men stundom greb andre ind og fik i Reglen støtte af Fruen, saaledes Lærer Christensen fra Sandvig, som engang var der at se til sine Døtre og svært anbefalede os at dyrke Jordbær, og jeg maatte saa have fat i 100 Planter, før blev det ikke nok for Fruen, men i de Tider havde man ikke saa gode og rigtbærende Sorter som vi senere fik, og der blev ikke stort ud af dem de to Aar, de var der i min Tid; først nogle Aar senere som ung Lærer fik jeg Skik paa at dyrke Jordbær.
    Stenværksejer Brodersen i Rønne havde et stort Stykke Asparges, som Fruen var svært begejstret for, og kort før jeg rejste fra Højskolen, sidst i Juni, kom han med et vældigt Knippe store Planter, og jeg maatte saa hovedkuls rydde noget andet bort for at skaffe Plads og ordne Jorden til disse Asparges, det var jo en løjerlig Aarstid at plante dem paa, og jeg sagde til Fruen, at nu gjorde jeg det, saa godt jeg kunde efter Anvisningen i Havebogen, men jeg tvivlede paa, det vilde lykkes; men Fruen forsikrede, at det gik nok, og var i godt Humør, fordi hun fik trumfet sin Vilje igennem, jeg vandede dem godt de følgende Dage, men en Tid saa de yderst sløje ud, indtil de fik sat nye Skud, saa groede dog de fleste af dem. Da jeg to Aar efter besøgte Skolen, blev jeg trakteret med Asparges, og Fruen meddelte mig, at det var af dem, jeg havde plantet, og at de altsaa alligevel var lykkedes, som hun havde ment. Siden har jeg flere Steder dyrket Asparges og sørget for, at andre fik Planter.
    Om de sidste Dage før Afrejsen husker jeg intet sammenhængende. Jeg var naturligvis hjemme og hos min Broder og Søster at sige Farvel. Min store Trækuffert med Tøjet og Bøgerne og en Sæk Sengeklæder havde jeg vel faaet sendt med en Vogn til Rønne, selv gik jeg derud den sidste Eftermiddag.
    Det sidste Sted, jeg var inde at sige Farvel, var vist hos min gode Højskolekammerat Anna Dam, Lillegaard i Nyker, hun var altid venlig og ligefrem og var glad for, at jeg kom, og vi talte sammen et Par Timer, mest ude i Haven, da det var en varm og solklar Eftermiddag midt i August. Vi holdt ogsaa Brevveksling, mens jeg var paa Seminariet. Hun var selv interesseret i Skolearbejde, men var jo som eneste Barn Arving til en god Gaard og fik vist siden en rar og dygtig Mand[45].
    Saa kom Aftenen; fuld af Spænding og Forventning gik jeg om Bord i Damperen; aldrig før havde jeg været ude at sejle paa Havet, men jeg syntes, det var en dejlig Oplevelse.


Noter:

36. Mads Frandsen Møller var lærerens fulde navn, og skolen var Åker nordre Skole, som lå ca. midtvejs mellem højskolen og Åkirkeby. retur til tekst

37. Søren Kattrup Dam var elev 1895-96. Foruden den yngre broder, Niels, som væsentligst gik på fortsættelsesholdet, var to andre yngre brødre elever, Charles Dam 1897-98, og Kristian Dam 1898-99. De var i øvrigt alle yngre brødre til Henriette Dam, som var køkkenpige på højskolen i Østermarie, da Martin Andersen (Nexø) var elev der, og som han åbenbart var lidt kæreste med. Se førnævnte værk "For Lud og koldt Vand". retur til tekst

38. Gården, som på den tid også benævntes Nordre Bakkegård, skiftede senere navn til Baunegård og ligger kun et par hundrede meter fra den gamle Åker nordre Skole. retur til tekst

39. Karen og Mine Hansen var de to yngste døtre. De var på det tidspunkt 32 og 30 år gamle. Mine havde været elev samme sommer. retur til tekst

40. Peder Jakobsen, som senere, fra 1911, blev lærer på Ry Højskole. retur til tekst

41. Johan Brydegaard, som mange år senere, 1921, blev forstander på Åby Højskole i Åbybro, nu Åbybro Efterskole. Efter kun syv år måtte han dog fratræde på grund af en øjensygdom. retur til tekst

42. Der kan kun være tale om Bastemosehus, og mosen er Bastemose. Mosen ligger et lille stykke længere ude mod Østermarie i forhold til huset, så der er nok tale om lidt erindringsforskydning. Men med dette taget i betragtning virker beskrivelsen af landskabet troværdig. retur til tekst

43. Dette er korrekt. Reinholdt hed i øvrigt oprindelig Hans Georg Hansen, stammede fra Vejstrup på Fyn og gik 1899-1900 i alt 12 måneder på fortsættelsesholdet på højskolen for at forberede sig til seminariet. Efter læreruddannelsen blev han i nogle år lærer i Karrebæksminde på Sydsjælland. Derefter kom de til Pedersker, hvor han tog navneforandring til Reinholdt og ellers virkede til sin død af Basedows sygdom i 1929. retur til tekst

44. Peter Lund Koefoed, Lille Myregård, Pedersker (gården svarer i øvrigt ikke rigtig til sit navn; efter bornholmske forhold var den en ret stor gård - henved 70 ha). retur til tekst

45. Anna Dam blev gift med Martin Jørgen Kofoed fra Ll. Bakkegård i Olsker - jvf. note 22 i 2. del. retur til tekst



SAMs højskolehistoriske Arkiv