N. P. Jensen:

Historie:
Frederik Barfod og hans Tid.

Slægten.
1.  Borgmester Hans Pedersen, Assens g. m. Anna Barfod af dansk Adel fra 1450.
2.  Kristian Hansen Barfod, født 1730, Præst, g. m. Elisabeth Kruse, en Sønnedatter af Ulrik Kruse, der udmærkede sig i Krigen mod Karl d. 12^te.
3.  Hans Peter Barfod, f. 1770, Præst og Seminarieforstander i Lyngby, senere Provst i Fakse, en dansk, kraftig Mand. Han var gift 2 Gange, første Gang med Anna Hjorth; de havde 4 Sønner. Anden Gang med Charlotte Guldborg som var Enke og havde 5 Sønner; de fik i deres Ægteskab en Søn og denne var:
4.  Povl Frederik Barfod, f. 7. April 1811. Det første historiske Indtryk Frederik fik var at han medens han var Barn hørte en Samtale mellem sin Fader og en fremmed; han opfattede kun Ordene: (Karl, Sverige, Norge, Kiel, 1814). Det andet Indtryk han fik var ved Frederik d. 6^tes Salvning 1815. Han var dengang til Stede, et Sted hvor der skulde gøre Salut med en Kanon. Folkestimlem havde slaaet Kreds bagom Kanonen, som nu skulde fyres af; den lille Frederik trængte sig frem og kom til at staa paa en fri god Plads syntes han men da var der en Mand der sprang frem og tog Frederik i Nakken og trak ham bort fra Kanonens Munding og straks efter knaldede Skuddet. (Kamp med Bierne). Da han var fem Aar døde hans Moder. Da han var seks Aar begyndte han at læse. Det havde han ikke meget Lyst til og han sagde da at nu var hans lykkelige Barndom, hans Frihed og Glæde forbi. - Hans tidlige historiske Sans. - En Hærdningskur. - Striden med Broder Peter der kalder ham en Svensker. Hans Mod, hans Søvn i Ligkisten. Den gamle Frihedskrig. Napoleon (dør 1821). Tordenskjold. Frederiks Fader havde imidlertid giftet sig igen. Det var en god og venlig Kvinde og han havde kun lyse Minder fra hende. - Han vil være Sømand. Da han var 12 Aar forlod Familien Jylland. (Valdemar den store og hans Mænd). Hans første Møde med Grundtvig. Hans Drøm om sin Død paa sin 23^de Fødselsdag.

2.
Studenterexamen 1828. Rabek. Historieprøven: Den amerikanske Frihedskrig. De fire store og de tolv smaa Poeter blandt Studenterne fra 1828; heraf H. C. Andersen og Fr. Paludan Møller. Fra 1827 var Orla Lehmann og H. L. Martensen, fra 1829 Birkedal, Hall, Knuth og Carl Ploug. 1830 Kirkegaard og Monrad. Barfod hævder sin Plads i Høresalen. Melkiors. Parmo Karl Petersen. 1829 er Barfod oppe til første Del til anden Examen. - Mathematikken. Kunstrejse i Holsten med Karl la Cour. Sejlads fra Faxe til Kiel (en slem Dukkert, Svømmetur over en holstensk Sø. Lübæk. Midsommerfest paa Landet. En billig Post og en dyr Bom. Hamburg. En Nat i en nedersaksisk Bondegaard. Neümunster. Senere Bekendtskab fra Byen. Breitenborg, Ranzauernes Herresæde. Fra Kiel til Sakskøbing - Faxe - København. Slutning paa 2^den Examen. H. C. Ørsted og Naturlæren, Sibbern og Psykologien. Barfod skulde svare paa Spørgsmaalet om man kan sige: Jeg vil ville. Madvig. Hjem til Fakse. Besøget paa og Bestigningen af Møens Klint.

3.
Barfod bliver Huslærer paa Herregaarden Gjorslev i Stevns hos Forvalter Dorph. Fru Dorph vænner ham af med at bande. Peter Dorph og Vilhelm Birkedal. Barfods og Birkedals Samtale om Kristendom. Barfod tager til København 1832 og kommer dertil den Aften, da Studenterne har bragt Professor Klausen et Fakkeltog. Han lader som han er hjemme og optages i Vennekredsen. Dorph, Birkedal, Cramer, Knuth, Hall G. Blok, Monrad o. fl. Marie Brøndsted senere Halls Hustru Bjerring.

4.
Barfod, Birkedal og Monrad tager trods deres meget smaa Omstændigheder til Møen for at overvære en Vens Bryllup. Barfod studerer en Tid Sprog. - Hans Forhold til Faderen. Han begynder at studere Jura. Hans Audients hos Frederik den 6^te. Velgørenhedsselskabet (1832, 150 Medlemmer; 1833, 800; 1834, 1300). Selskabets Drengeskole. Tur til Hveen og Hjemturen paa: "de danskes Vej til Ros og Magt". I denne Tid udgav Barfod en Læsebog som han kaldte: Poetisk Læsebog for Børn og barnlige Sjæle, hvori Barfods: "Fattig Barns Sang" kom i. Som Honorar for Bogen blev der tilbudt ham 400 Kr. men han vilde ikke have dem. Brev fra Fru Dorph. Hendes Datter.

5.
Trange Tider (Knabstrupgaard i Holbæk Amt) Den politiske Interesse vaagner tilligemed vaagnende Liv i det Hele. Uve Jens Lornsens: Skrift om Forfatningsvæsenet. Hertugdømmerne. Orla Lehmann, født 1810, Student 1827, juridisk Kandidat 1835. Julirevolutionen 1830. Raadgivende Provensialstænder 28. Maj 1831. Da Lehmann var 22 Aar forfattede han en Artikel om Politik.
1. Folket fortjener at blive politisk myndig.
2. Pressen maa frit og uhindret kunne arbejde for at oplyse den offentlige Mening og rejse en saadan.
3. Folkets Repræsentation skal gælde og omfatte hele Danmark. (Der var påtænkt og blev oprettet Stænderforsamlinger i Jylland og Roskilde).
4. Valgret bør ikke udelukkende være knyttet til Jordejendom.
5. Deltagelsen i Samfundslivet vil hæve Folket aandeligt over smaalige, egenkærlige Forestillinger og give Pressen og Selskabslivet et ædlere Stof at arbejde med.
6. Veltalenhedens Indflydelse og berettigede Indflydelse.

Som Eksempel paa de daarlige Tider kan nævnes at Knabstrupgaard der i 1776 blev købt for 100.000 Kr. og i 1818 vurderedes til 30.000 Kr. Krisen begynder 1814. Almindeligt Forfald. Køerne var om Vinteren saa magre at de maatte hjælpes op naar de havde lagt sig. Svinehuset var op til Mejeriet. Hvad der kunde faaes for 36 Kr. i Sedler. Smal Kost. Herremanden og Børnene måtte gaa i hjemmevævede Vadmelsklæder. Fornemt Besøg. Sindsstemningen.

6.
Fædrelandet (David, Lehmann, Hage), Københavns-posten. Gødvad, Lehmann. Professorerne Schov og Clausen. 1835. Bønskrift fra 172 Mænd (27 Professorer, 12 Præster, 10 Overretssagførere, 6 Højesteretssagførere, 82 Embedsmænd, 55 Officerer) Frederik d. 6^tes berømte Svar, at ligesom hans landfaderlige Omsorg altid havde stræbt efter Statens og Folkets sande Vel, saaledes kan heller ingen uden mig alene være i Stand til at bedømme begges sande Gavn og Bedste. Selskabet ti Trykkefrihedens rette Brug (2000 Medlemmer). Lehmann arbejder ihærdigt for at frigøre Pressen og faar et Andragende frem i Stænderne. De første 28^de Maj Fester. Barfods Forlovelse med Emilie Birkedal, Førslev Præstegaard. Faderen Bemærkning om at han søgte Peter Syv men fandt Emilie Tolv. Emilies Indflydelse paa Barfod gaar i Retning af en sandere Selverkendelse, mere alvorlig Selvfordybelse, større Mildhed og Ydmyghed. (De gaa sammen til Alters). - Hans Brev til hende 1837 om hans kære stadige Tanke. Nordens Enhed.

7.
Den skandinaviske Tanke, dens slægtskab med Enhedstanker, der gik Haand i Haand med Frihedstanken blandt Evropas Folk. (Grækere, Tyskere, Italienere). Kun det Menneske der kan tjene andet end sit eget, kan kæmpe for andre end sig selv og får Betydning ud over sig selv og netop ved at give sig selv hen i hjerteligt Arbejde for andre bliver hans Liv velsignet for ham selv; thi den der ofrer sit Liv skal vinde det men den der vil frelse sit Liv d.v.s. den der kun tænker paa sig selv skal tabe det. - Tidsskriftet "Brage og Ydun". Den nordiske Tankes aandfulde Form hos Grundtvig (Det nordiske Universitet). Foruden Grundtvig og Barfod skrev Hauch, Hejberg, P. Chr. Kirkegaard, Blicher, Gejer (svensk), Alterbom (svensk) og fl. a. Mænd i Bladet. Barfods Uegennytte . Besøg i Lund i Juni 1839. Tegnér. Biskop Faxe. Professorerne Molbech og Velskov taler - om dem selv. Barfod taler! Alle rives med, han bliver Dagens Helt. Thorvaldsens Hjemkomst 1838. Samme Aar Grundtvigs Foredrag.

8.
1839 stiftedes Akademicum hvori Ploug bliver Lederen og hvori hans Komedier vækker nogen Munterhed. Barfods Morskab over sit eget Vrængebillede. Samme Aar stiftedes, særlig ved Barfods Arbejde "Dansk Samfund" en Foredragsforening i København, hvor forskellige Mænd førte Ordet, særlig dog Grundtvig. F. Eks. om Holger Danske i Tilknytning til Ingemanns mærkelige Digt der var udkommet 1834 hvori Sangene "I alle de Riger og Lande, Vær hilset mit gamle Fædreland, Østerlide". Barfod er med til Naturforskermødet i Gøteborg 1839 og ser de første Klipper, gæster Kristiania og stifter Bekendtskab med de norske Digtere og aandelige Høvdinger Vergeland og Velhaven. Efter sin Hjemkomst tog han fat paa et Skrift om Slægten Rantzau og besøger i den Anledning Brejtenborg. Rantzau træffer i København seks andre holstenske Grever deriblandt Reventlov Creminil, der taler dansk. Frederik d. 6te dør 3die December 1839. Sorgen er stor og almindelig. I seks Uger ringer Kirkeklokkerne. Alle klæder sig i Sorg. Enhver Digter som har en Stræng synger ham en Sang. Grundtvigs Kongesange solgtes i et Antal af 20.000. Ingemans "Paa sin Ligseng ligger Kong Frederik hvid" var for mange Udtryk for hvad de følte. H. P. Holst blev med et berømt og Dagens Løve for sit Vers:

Ved Frihedsstøtten paa Vesterbro samledes en stor Del sjællandske Bønder og bar Kongens Lig til Roskilde. Biskop Münster talte alvorsfuldt og gribende til Frederik d. 6^tes Mænd.

9.
Kristian den 8^de der var en Søn af Arveprins Frederik besteg Danmarks Krone efter Fr. d. 6. Han var en smuk Mand højt dannet fin Sans for Kunst og Videnskab, en dansk Mand. Han havde været gift med Charlotte Frederikke af Meklenburg der blev Moder til Frederik d. 7^de men dette Ægteskab opløstes. I 1814 havde Nordmændene valgt ham til deres Konge og tilstod Landet som saadan en fri Forfatning men maatte opgive sin Stilling med hele Evropa imod sig. Studenternes Adresse med Lehman som Ordfører hvori der bedes om en fri Forfatning og forøget Trykkefrihed bekæmpes af Barfod. Den overrækkes Kongen den 4^de December Dagen efter Frederik den 6^tes Død. Den 7^de December udkommer det første Nr. af "Fædrelandet" der sættes i Gang af Lehman og senere (1840) overtages af Ploug. Adresser stormer ind fra alle Kanter krævende det samme alle. Kongen bliver gnaven, saa indgives der Adresser til Stænderne, de vinde et Flertal for sig og indgaar derfra til Kongen. Da Kongen stadig staar afvisende vokser der en stærk Uvilje frem imod ham; den ytrer sig hensynsløst i Pressen og Kongen begynder Kampen mod dem. Barfod kommer hurtig midt ind i denne Kamp og anses for en rigtig Republikaner saa han bliver en af dem Kongen nærer mest Uvilje imod (Lehman, Barfod, Clausen, Ploug). Det anlægges Sag imod Barfod for en Artikkel i Fædrelandet hvor han for Alvor faar Tungen paa Gled men bliver nu standset. - Selskabet hos Monrad. Passet. Anden Udgave a "Poetisk Læsebog". Bryllup i Fuglebjerg og Hjem i København.

10.
Politisk Møde i Nykøbing paa Falster den 30^te Januar 1841 hvor Lehman er til Stede og paa Opfordring af en Bonde holder en Tale om Fordelene ved en fri Forfatning. Han er valgt til Borgerrepræsentant og til Medlem af Østifternes Stenderforsamling før han er 30 Aar gammel. For denne Tale anlagdes der Sag imod ham som indankedes for Retten og hvor han anklages for Højforrædderi til Tab af Ære, Liv og Gods. Hans mærkelige, storslaaede Forsvarstale. Han dømmes til 3 Maaneders

Orla Lehmann i fængslet (efter et maleri)

Fængsel. Folket frikender Lehman ved at følge ham til Fængslet og udbringe et Leve: "Orla Lehman". Ligeledes under Fængslingen søgte Folket at støtte ham. Kvinder smykkede hans Celle. Fra Falster modtog Lehman 10.000 Kr. som var indsamlet hos Bønderne, samt en Gulddaase. De 10.000 Kr. skænkede han straks til den haardt betrængte Presse. Sin Tak for Gulddaasen gav han i følgende Ord: "En Daase af det pureste Guld med funklende Diamanter, det er den Gave som store Herrer pleje at give deres tro Tjenere, de har herved villet sige mig at Folket skal være min Herre og jeg være tro i dets Tjeneste. Jeg har forstaaet det og skal mindes det".
Imidlertid arbejdede Barfod paa sit Brage og Ydun. 1841 kom Grundtvigs Sang: "Et jævnt og muntert virksomt Liv paa Jord". 1842 falder Højesteretsdommen over Barfod og lyder på 200 Rdl. Bøde og to Aars Cinsur. Korsarens Ironi. Studentermødet 1842. Plougs Sang "Længe var Nordens herlige Stamme". - Barfods Tale. 28^de Majs Festen med Lehmans Tale: Pointet af mit Liv er Initiativet d.v.s. min Hovedstyrke er at kunne sætte i Gang. Danmark til Ejderen! Lehman er den første der ved en Tale i Trykkefrihedsselskabet taler de danske Sønderjyders Sag herhjemme; dermed tændte han Bevidstheden om denne sag i vort Folk. Barfods politiske Sangbog og hans Møde med Rejersen.

11.
De augustenborgske Fyrster nedstammede fra en dansk Prins, Hans den yngre, en Søn af Chr. den 3^die. De vare uden Arveret til Danmarks Krone, kun store Godsejere der boede paa deres Feideikommigodser men saa blev beslægtede med det danske Kongehus. Da Udsigterne til at den danske Kongestamme skal uddø bliver mindre, taber de Haabet om at arve Danmarks Krone. De ere fødte Aristokrater og hader al Frihedsbevægelse; udtaler sig endnu 1830 bittert imod Lornsen til Kongen hvem Hertugen tilbyder sin Tjeneste sit Gods og Blod. 1837 udgiver Hertugen et anonymt Skrift der udgives i Tyskland og løgnagtig paastaar at han og hans Slægt ere de rette Arvinger baade til Slesvig og Holsten.

[I det originale skrift var der her en stamtavle over kongeslægten. Den er indsat nederst i dokumentet.]

Saaledes udfindes den hidtil ukendte Stat Slesvig-Holsten. Ad denne Omvej haaber han endvidere at vinde Danmark. Fra nu af undergraver han og hans Broder skjult og hemmelig Forbindelsen mellem Danmark og Hertugdømmerne "men hemmeligt maa det holdes". Han der foragter det menige Folk begynder 1838 at arbejde en offentlige Mening [op] i dette Folk ved løgnagtige anonyme Avisartikler som han skrev og andre simple Personer besørgede til forskellige Aviser f. Eks. mod Nis Lorentzens Andragende om dansk Retssprog i de Egne hvor dansk var Kirke og Skolesprog. Herimod skrev Hertugen en Artikkel hvorefter de danske paa Als ønskede at faa tysk indført, han underskrev det løgnagtigt: "Samtlige Synsmænd og Repræsentanter i Nordborg Amt i December 1839". - Bibliotheker og Præsten Brag. Sprogreskriptet af 14^de Maj 1840. 1842 bliver Prinsen af Noer Statholder i Hertugdømmerne. - Peter Hjorth Lorensen taler dansk i den slesvigske Stænderforsamling hvorfor han blev uddreven. Bevægelserne i København i Anledning af Skandalerne i Slesvig. Mødet i Hotel d.Angleterres Sal. Tshernings Forslag om en Marksubskribtion til en Gave til Lorentsen. Frederik Barfods Audientser hos Dronning Caroline Amalie. Barfods Redegørelse om "Hertugen af Augustenborgs 254 Aner".

12.
Aaret 1843 havde P. Hjorth Lorensen Audiens hos Kongen og førte Ordet for Sønderjylland, og Historiens Tokammersystem. Samme Aar foretog Studenterne en Rejse til Upsala, men det blev saa daarligt Vejr at mange af Studenterne blev søsyge og Kaptajnen maatte lægge ind i Havnen paa Kristiansø til Havet blev mere roligt. Barfod var ogsaa med samt Ploug og flere bekendte Navne. De var først i Kalmar og besaa Byen og dens Seværdigheder, derfra sejlede de til Upsala. Barfod havde tænkt sig at blive Dagens Helt og havde før Afrejsen sagt til sin Hustru at nu skulde det vise sig enten han eller Ploug skulde være Lederen. Barfod havde af Grundtvig faaet Hilsen med til den svenske Historieskriver Gejer, som han udrettede, da han traf ham i Upsala. Hostrup var ogsaa med paa den Tur og Barfod sagde til ham: Hvis du har et Næb at synge med saa hav du nu noget at synge om. Barfod blev tilsidesat og det var Ploug der repræsenterede de danske og holdt en Tale. Da de kom hjem var Meier Aron Goldsmit (Søn af en Jøde) dømt til Fængsel paa Vand og Brød og Ploug sat under Tiltale for den Tale han havde holdt i Upsala. Ved en Folkefest paa Skamlingsbanken i Aaret [1843] overraktes der P. Hjorth Lorensen en Hædersgave der bestod i et Sølvhorn med Indskriften: Han talte dansk og blev ved at tale dansk. (Det skandinaviske Samfund og det skandinaviske Selskab) 1844. Kr. d. 8de befaler at Retssproget skal føres paa dansk og ligeledes alle Politiprotokoller og Retspapirer, men derimod skulde Kirke og Undervisningssprog være dansk hvor der taltes dansk og tysk hvor der taltes tysk. En Folkefest blev senere afholdt paa Skamlingsbanken der havde samlet sig en Tilhørerkreds af 10-20.000 Mennesker hvoraf en stor Del var Sønderjyder, og alle fulgte de Talerne med spændt Opmærksomhed. Den sønderjydske Bonde Laurids Skov talte om Modersmaalet, gribende og indtrængende, derefter talte Grundtvig, Ploug, Barfod og Lehman og Goldsmith. Disse Talere gjorde et dybt Indtryk paa mange. Niels Jokum Termansen, en Bondesøn som var vaagnet til Bevidsthed om Undertrykkelsen af den sønderjydske Befolkning var især en opmærksom Tilhører. Ikke mindre Indtryk gjorde Barfods Tale paa Vers: Højt til Sæde paa Randers Slot kullede Greve sad varmt og godt.
Termansen lærte den udenad med det samme.
Kristian den 8^de gæster i al Stilhed Aabenraa for at efterse Politibøgerne for det var blevet ham meddelt at de førtes paa tysk. Han eftersaa dem men de var førte paa dansk og fuldstændig i Orden, ligeledes i Haderslev. Paa samme Tur gæstede Kongen Rødding Højskole som var blevet indviet i al Stilhed i November 1844 med Flor som Forstander, det er den første Højskole i Norden. Barfod havde ønsket den Plads som Forstander men fik den ikke. Den 30^te Marts 1844 dør Thorvaldsen.

13.
Et brev som den sønderjyske Bonde Laurids Skov skrev til Kristian den 8^de i 1844.

Laurids Skau

I Henhold til den Afskedsaudients som deres Majestæt var saa naadig at forunde mig paa Sorgenfri den 10^de Maj anser jeg det for min Pligt mod deres Majestæt at underrette Dem om den Stemning herovre som det sidste Sprogpatent har fremkaldt og om den Beslutning som jeg har fattet for Fremtiden. Hvad jeg frygtede for og udtrykkelig fremsatte for deres Majestæt er indtruffet. Ved min Hjemkomst blev jeg modtaget med Kulde og Mistænksomhed og det af de dygtigste og forstandigste af mine Standsfæller. Jeg forsikrede dem om at man mente det ærligt med os men jeg erholdt til Svar: "Vil du nu ogsaa holde med den tyske Konge". Og naar jeg forsøgte at overbevise dem derom svarede de: "Snak og Løfter har vi nok af, nævn os nogen Gærning, hvorved Kongen kan bevise eller har bevist at han vil beskytte vor Nationalitet og vort Sprog. Jeg havde desværre ingen Kændsgerninger at anføre men beraabte mig paa deres Majestæts Løfte om uopholdeligt at give et gunstigt Svar paa vor Højskoleansøgning, at ansætte en dygtig dansk Mand (Pastor Marckmann) i Halk*) og forandre Sprogpatentet.
-----------------
*) Til Sognepræst i Halk udnævntes den 5te Juni H. P. Eveling der vel var fra Kongeriget men i 1849 sluttede sig til Oprørerne.
-----------------

Men Bønderne vil ikke høre mere af Løfter at sige: "Naar vi Dansksindede og de Tysksindede skulde udregne, hvem af os Kongen holder mest af og med, saa tælle de andre en hel Mængde gode Ting op, som Kongen alt har udført efter deres Ønske, medens vi kun have faaet nogle magre Løfter hvoraf ikke et er opfyldt". Og naar jeg forsikrer dem at deres Majestæt alligevel mener det ærligt med os svare de: "Vi frygtede nok for, at du var for ung, entet er du bleven taget ved Næsen eller du ej har kunnet modstaa den Fristelse at være vel set hos de store, og saa er du lige saa godt paa Veje til at forraade din Stand som Kongen til at forraade Nationen".
Imod denne Stemning som jeg almindelig har truffet saa vidt jeg endnu er kommet, kan jeg intet udrette, thi Nordslesvigerne ere et alvorligt Folk.
Jeg har ogsaa besluttet ikke at arbejde mere derpaa; thi hvor højt jeg end sætter min Konges Naade saa er mine Landsmænds Velvilje og Tillid mig endnu uundværligere. Desuden føler jeg meget godt at jeg ej som før kan tale deres Majestæts Sag for Bønderne. Begejstringen der hidtil altid fulgte mig vil ej mere komme; thi ogsaa hos mig har Troen paa at Hjælpen vil komme fra deres Majestæt, tabt i Liv og Fasthed. Saalænge Sprogreskriptet [ikke] bliver forandret derhen, at enhver Stænderdeputeret har Lov til at tale hvilket Sprog han vil, uden mindste Hensyn til hvor godt han kan tysk eller dansk, saa længe vil Forbitrelsen vedblive her i Nordslesvig, og enhver Bevægelse i Kongeriget, der sigter til at befri os fra den Beskæmmelse som siden den 29^de Marts hviler paa den danske Nationalitet, vil her finde en levende Anklang og Anerkendelse. Og da Kærlighed til mit Fødeland og Agtelse for den Stand hvori jeg er født, snarere er vokset end aftaget ved den Kulde og Mistænksomhed hvormed mine Venner have mødt mig, vil jeg ærlig og oprigtig tilstaa deres Majestæt, at jeg for Fremtiden hverken kan eller vil afholde mig fra virksom Deltagelse i alle hæderlige og lovlige Bestræbelser for at tilbage erobre vor nationale Ære.
Den samme trofaste Hengivenhed for deres Majestæt som jeg stedse har næret, den samme Ærbødighed og Oprigtighed, som deres Majestæt aldrig har søgt at standse paa mine Læber, har bragt mig til at skrive disse Linier. Vor Herre holde sin Haand over deres Majestæt og over mit dyrebare Fædreland.

Det skandinaviske Selskab afløser den skandinaviske Forening. Fra den 23^de til den 28^de Juni afholdtes et stort nordisk Studentermøde i København. Der laa en herlig Glans over disse da den historiske Tanke: "Nordens Enhed" tændte alle Sjæle. Hauch havde digtet en Sang der blev sunget ved det første Møde i Kristiansborg Slots Ridehus, derefter talte Orla Lehman. Dagen efter samledes 300 sjællandske Bønder i Slotsgaarden for at køre for Studenterne til Dyrehaven. Her talte Grundtvig efter at Sangen: "I Kæmpers Høje er Kæmpernes Spor - var afsunget. Festen afsluttedes med et Festmaaltid hvor der ogsaa blev holdt Taler. - Barfod har i nogen Tid ikke været rask og han beslutter sig til at foretage en Rejse hvor han kunde holde Foredrag med det samme. Hans første Besøg gjaldt Odense. Her havde han en god Ven som var Skolelærer; til ham skrev Barfod at han agtede at holde Foredrag der i Byen, og om han vilde bekendtgøre at der skulde være Foredrag men ikke før den Dag Foredraget skulde være, at det ikke skulde rygtes til København. Skolelæreren bekendtgjorde det strax og da Barfod saa kom til Odense kom der tillige Ordre fra København at han ikke maatte tale der. Det blev Barfod ked over og rejste til Jylland og kom til et Møde på Skamlingsbanken hvor han holdt en Tale. I sin Tale havde han det Uheld at gøre Grev Gert til Kong Kristoffers Svoger. Hermed mente han Hertugen af Augustenborg og Christian den 8^de. Fra Skamlingsbanken rejste han til Ribe. Amtmanden forbød ham at holde Foredrag men Barfod fik det lavet saaledes at han holdt Samtale idet Forsamlingen spurgte og Barfod svarede. I Horsens fik han uhindret Lov at holde Foredrag; han taler om et fra Syd sig nærmende Uvejr, men det er der ingen der vil tro paa. I Randers fik han begyndt at holde Foredrag men standses af Borgmester Kofod, men saa sagde Barfod: "Jeg har lejet Salen nedenunder og hvem af Forsamlingen der ønsker at være min Gæst er velkommen, og måske Borgmesteren heller ikke har noget imod at blive det, så værsgod at gå med ned". Fra Randers rejste Barfod til Viborg, men Amtmand Bretton forbød ham straks at holde Foredrag men de lavede det snart til Samtale og således gik det. Barfod skulde så rejse til Aalborg, men til Afsked fra Viborg fulgte Borgerne med hans Vogn hen foran Amtmandens Bolig og råbte så: "Leve Barfod". Han gæstede nu Aalborg og Aarhus uden at der lagdes ham større Hindringer i Vejen, og fortsatte da Vejen til København og følte nu sig helt rask ved Hjemkomsten.

14.
Niels Jokum Termansen, en sønderjydsk Bondesøn som jo er omtalt før var en dygtig og forstandig ung Mand, men han var endnu ikke kommen til Klarhed over sit Guds Forhold. Nu hørte han at der var kommet en ny Præst i Sønder-Omme der lå ca. 5 Mil fra Termansens Hjem, det skulde være saadan en herlig Præst; denne Præst var V. Birkedahl, Svoger til Frederik Barfod. N. J. Termansen spurgte en Lørdag Aften efter endt Dagsgerning sine Forældre om Tilladelse til at gå til Sønder Omme for at overvære Gudstjenesten Dagen efter hvilken han fik Lov til. Han gik saa men farede veld på Heden og nåede først til Sønder-Omme da Klokkerne ringede sammen. Han mærkede ikke noget til Søvnighed for det at han havde gået hele Natten. Han gik ind i Kirken og han følte sig strax dybt bevæget ved Indgangsbønnen da Birkedal inderlig bad til Gud om han bare måtte vinde en Sjæl for hans Rige i Dag. Termansen syntes at det kunde passe om det blev ham. Da Gudstjenesten var forbi bad Termansen Birkedal om Lov at følge med ham hjem og sagde i hvad Anledning han var kommen. Birkedal tog ham med sig ind i sit Studereværelse, og saa stærke og alvorlige vare Termansens Spørgsmål at Tobakspiben ofte gik ud af Birkedals Mund ved Besvarelsen af Spørgsmål. Men da Termansen forlod Birkedal følte han sig lettet og styrket mere end nogensinde.
Bondestanden rykker frem med Rasmus Sørensen, Gleerup, Balthazar Christensen og Drevsen som Førere. Lehman og Barfod ere ivrige Medarbejdere. "Almuevennen" er deres Organ, Barfod er dets Redaktør fra Aaret 1845 til 47.
Almindelig Værnepligt, Hartkornets Udjævning, Forbud mod Oprettelse af nye Len og Stamhuse, de kræver Fremme af Selvejendom og Arvefæste. I "Skandinavisk Folkekalender" har Barfod skrevet en Del f.

Grundtvig i Vartov kirke (efter et maleri)

E. "Kongen taler" og Nådens Overflødighed". Bondecirkulæret af 1845 den 8^de November, en Sendelse af Bønder med en Adresse med 9000 Underskrifter søger Foretræde hos Kongen men afvises. Det frisindede København holder å en Fest for dem. Orla Lehman taler og Barfod skrev en Festsang, som imidlertid blev undertrykt og først senere kom frem og spredtes over Landet i 14.000 Aftryk. 1846 besøgte Barfod Bornholm og Dr. Dampe i Rønne.
Barfod står nu i fuld Tilslutning til Grundtvigs Menighed i Vartov. 1847 er der Tale om at Barfod skal være Lærer i Historie ved den paatænkte Højskole i Sorø. I 1848 skrev Barfod:

Til toppen af højre spalte

15.
1848. Christian den 8^de dør og hans Søn Frederik den 7^de bliver Danmarks Konge. Hertugen af Augustenborg og Prinsen af Noer fortsætte Arbejdet paa at opløse Riget; mens det tyske Folk rives med, har Hertugen ingen Fremgang nord for Slien. Hertugen har endnu Haab om Danmarks Krone. I Februar 1848 udbryder der Revolution, den 18^de Marts blev der holdt et Møde i Rendsborg hvor det besluttedes at sende en Deputation til Kongen med Krav om:

Deputationen bestod af fem Mænd (Oldhausen, Klausen, Gülich, Nergaard og Engel).
Hans Kryger gør Indsigelse herimod (Den 11^te Marts afholdes et Møde i Casino af Københavnerne. Rendsborgmødet den 18^de Marts naaede Københavnernes Øren den 20^de Marts. Lehman havde faaet det at vide og gik ind til Barfod og fortalte det. De talte en Stund om hvad der var at gøre, thi om to Dage kom sikkert Deputationen fra Rendsborg. De besluttede at sammenkalde Møde den samme Aften. De fik snart Værket i Gang saaledes at "Borgerrepræsentanterne" holdt Møde paa Raadhuset, "Studenterne" i Universitetet, "Haandværkerne" i Studenternes Lokale, "Den gamle Tids Mænd" i Phønix og "Almindelige Borgere" i Casino. Orla Lehman havde forfattet en Adresse som forelagdes overalt. Mødet i Casino var bestemt til Kl. 8 og Lokalet var stuvende fuldt. Da Tiden trak ud, var der en ung Mand der stod og sagde at de ledende ventedes hvert Øjeblik. Som et Bevis paa hvordan Stemningen var kan nævnes at da han holdt op lød det rungende gennem Salen: Danmark dejligst Vang og Vænge. Mødet i Raadhuset var tidligere og Borgerrepræsentanterne skulde ogsaa give Møde i Casino. Mødet fulgtes med stor Spænding. Lehman taler til Forsamlingen og forelægger dem en Adresse med 5 Resolutioner, som gør Indsigelse imod 1 og 2 i Slesvig Holstenernes Krav, samt kræver et nyt Ministerium. Lehmans Adresse bliver næsten enstemmigt vedtaget, og nu mangler kun at overrække Kongen den. Nogle vilde paa Vej til Kongen strax men det blev alligevel vedtaget at vente til den næste Dag. Den 21^de Marts skulde Borgerrepræsentanterne overrække Kongen Adressen, de forsamledes paa Raadhuspladsen og derfra gik Menneskemassen ca. 2000 Mennesker til Kristiansborg Slot for at høre Kongens Svar paa Adressen. Folkestimmelen mødte den gamle Minister Andres Sandøe Ørsted der var stærkt imod Frihedsbevægelsen. Der var den bedste Ro og Orden til Stede, saa at en Franskmand som saa det udbrød: "Det var da [en] løjerlig Revolution!" Forsamlingen standsede paa Slotspladsen, nogle udvalgte Mænd gik ind for at høre Kongens Svar. Da Forsamlingen hørte Svaret der lød saaledes: "Hvad i forlange er allerede sket, Ministeriet er opløst og en ny Tid begynder for Danmark", brød den ud i et rungende "Leve Kongen". Den tyske Deputation var kommet ind til København og var taget ind i Hotel d.Angleterre, en Hob Pøbel havde samlet sig paa Kongens Nytorv, de havde i Sinde at dræbe disse Tyskere. Barfod besteg Hotellets Trappe og lod sin vældige Røst lyde ud over Forsamlingen, det vilde ikke rigtig hjælpe, men så kom en anden, han sagde til Hoben at de ingen Ære kunde have af at slaa nogle faa forsvarsløse Tyskere ihjæl, og det lykkedes at sprede Mængden. Nu dannedes Ministerium. "Martsministeriet" kom til at bestaa af: A. V. Molkte [Moltke], Knuth, Monrad, Thserning, Bardenfleth, Bluhme og Lehman.

16.
Den 24^de Marts modtager de holstenske Afsendinge Kongens Svar, forfattet af Lehman, de ligge til Ankers paa Rheden og afsejle [så] snart de har modtaget det. Samme Dag førend Afsendingene er naaede hjem udbryder Oprøret i Rendsborg. Under Prinsen af Noer, var der dannet en provisorisk Regering i Kiel den 23^de Marts. Hertugen havde samme Dag faaet Brev fra Prøjserkongen med Løfte om Hjælp. Den 26^de Marts rejser Lehman som Danmarks Sendebud til Berlin og London. Prøjserkongen underhandler med Lehman sigende at Danmark gjorde bedre i at afstaa Slesvig godvilligt for den danske Hær blev jo slaaet i 14 Dages Tid. Lehman svarer at hvis han troede at Danmark skulde overgive sig på saa kort Tid, saa var det en stor Fejltagelse, thi hvert eneste danske Menneske ofrede gjærne alt for sit Fædreland. Derfra rejste saa Lehman til England for om muligt at [få] England til at støtte Danmark under Krigen; England stod ogsaa paa Danmarks Parti, men nogen synderlig Hjælp fik vi aldrig derfra. Hilsener kommer nu rundt omkring fra Landet, først fra Nordslesvig med Løfte om Hjælp. Skov, Kryger og Nis Lorensen skriver: Bønder og Borgere staar rede til at hjælpe med hvad de formaar. Adresser kommer fra Viborg, Randers, Aarhus og andre Byer og overbringes af Sendemænd. I Viborg, som er Jyllands Midtpunkt virkede især Birkedal fra Sønder Omme. Goldsmidt, som er Redaktør for Bondevennen indrykker Opraab i Bladet og sender u i ca. 20.000 Eksemplarer. Frivillige melder sig rundt omkring. Gaver modtages fra Århus 8.000 Kr. Odense 12.000, Københavnerne skænker 40.000 Kr. til et Skib. Barfod sender 600 Kr. indsamlet af unge Piger for solgte Dannebrogssloifer. De fattige Bønder skænke deres sidste Skilling. Slaverne i Fængslet sender 800 Kr. som de har samlet sig i Fængselstiden. Bønderne skænke frivillig deres bedste Heste til Rytteriets Udrustning, endog saa der bliver til overs, de kunde afhentes igen men der var ingen der vilde. I Skolen lavede Børnene Patroner og Klædningsstykker til Brug i Krigen. Herremændene samler en Del af deres Folk som bliver en Afdeling for sig selv og kaldes "Herregaardsskytterne". I den Tid digtede P. Faber den bekendte Sang: "Den Gang jeg drog afsted" og den var i disse Aar paa alles Læber. Som Eksempel paa hvor frimodigt Soldaterne gik i Krigen skal nævnes et Brudstykke af et Brev en menig Soldat skrev til sine Forældre: "I maa ikke sørge eller være utilfreds over at jeg skal med i Kongens Larm og Tummel, skønt jeg er eders eneste Søn, men vær glade at ogsaa i kan skænke Fædrelandet en Forsvarer, jeg er glad over at være paa min Plads, og hvis jeg skulde falde saa har jeg gjordt hvad jeg kunde for mit Fædreland". Frivillige meldte sig fra Norge og Sverige, deriblandt Løvenskjold, Lejonhofvud og Sommelius. Dette er den store Uges Hovedbegivenheder. Den 9^de April stod Kampen ved Bov.

17.

V. H. F. A. Læssøe

Verner Hans Frederik Abrahamson Læssøe.
Hans Moder var Signe Abrahamson en Datter af Oberst V. H. F. Abrahamson. Hun var en sjælden Kvinde, evnerig og varmhjertet, hun blev Moder til 7 Sønner, hvoraf den ene var Oberst Læssøe som senere blev saa berømt i Slaget ved Isted. Medens Drengene var smaa stod de i et ualmindeligt godt Forhold til Moderen, hun maatte ofte fortælle Historier for dem, især er det de gamle græske Heltehistorier hun fortæller. Disse Historier vakte tidlig Alvor hos Frederik saa han fik Lyst til at være Officer. Forældrene satte sig derimod straks men da de så at det var hans faste Beslutning lod de ham komme på Officerskole. Eleverne paa Officerskolen maatte ofte gøre Tjeneste ved Hoffet, som Pager og lignende for at lære Dannelse som de skulde tilegne sig for at blive Officerer. Frederik Læssøe kommer en Gang til at spilde Suppe paa Frederik den 6^te; herover bliver Kongen vred og siger: "De bliver aldrig nogen god Officer!" Han besøger daglig sin Moder i den Tid han er paa Skolen hvor han er den dygtigste og mest agtede af alle Eleverne. Han bliver snart Stabsofficer; hans Sinds store Renhed gør, at han endnu som 25 aarig Officer er undselig. En Veninde af hans Moder har skildret ham: Meddelsom og oprigtig overfor sin Moder men sky i en større Kreds, naturlig og fri for al smaalig Forfængelighed, klar og træffende i sin Tale, den rigest og ubetinget mest flersidigt begavede unge Mand jeg har kendt. Han var lille af Vækst med en ædel Holdning, en forunderlig taktfast, rytmisk Gang. Han foretog en Udenlandsrejse til Italien og de sydlige Lande i Evropa i Aarene 1842-47. Da Krigen begyndte, ansattes han af Tsherning som Krigens egentlige Leder, og hans overlegne Aand viser sig i Slaget ved Slesvig Paaskedag den 23^de April 1848 hvor kun Danskerne var 1.000 Mand imod 30.000 Fjender, ligeledes i Kampen paa Dybbøl, viser han sig som en dygtig Officer.

Tsherning bliver afløst som Krigsminister og en ny træder i Stedet, ved Navn Hansen, denne skyder Læssøe til Side som Leder af Krigen og en anden kommer i Stedet. Læssøe beder blot om at faa Lov til at kæmpe med; 1850 fører han 12^te Battailon i Slaget ved Isted. Her vilde han overskue Kamppladsen og red fulgt af en Hornblæser og sin Adjudant op til en Høj, men da han kom til Højens Fod nægtede hans trofaste Skimmel at gaa længer men han tvang den frem. Adjudanten og Hornblæseren blev skudt, en anden Officer raadede Læssøe til straks at forlade Højen thi Fjendens Geværpiber var rettede mod ham, men Læssøe svarede at dersom han ikke turde være der kunde han jo bare ride sin Vej. Fjenderne havde besat en Skov som Læssøe vilde jage dem bort fra men forinden fik han en Kugle gennem Hovedet saa han faldt af Hesten. Førend han døde sagde han: "Det er forbi med mig men hvis i vil gøre eders Oberst en Tjeneste saa tag Skoven", skriv det til min Moder", var det sidste han sagde før han døde. Da Hans Moder fik det at vide sagde hun: "Stakkels Danmark". Han fik sin Grav tilligemed de andre faldne paa Flensborg Kirkegaard.

18.
Familien Ficier [Fischer] var af Jødeslægt som jo er et fortrængt Folk hvor det end kommer; paa den Tid hvorom Historien drejer sig, var der nogle Søskende i Danmark af denne Familie, som berørtes af denne Tids Omvæltning. En ung Mand af dem var på Besøg hos en Provst i Norge, denne Provst havde en Søn og det var egentlig ham Fischer besøgte, ved Bordet kom Provsten til at byde saadan: "De skal vel ikke have et Stykke Flæsk Fischer?" Den unge Mand blev ilde berørt heraf og sagde siden til sin Kammerat da de kom op paa dennes Værelse at han var meget ked af at være forstødt hvor han kom frem. Men hans Ven forsikrede ham at det slet ikke var ment på den Måde. Denne Mands Søstre var med at lave Dannebrogssløjfer som solgtes rundt om i Landet også i Sverrig blev der solgt af dem for at indbringe noget; der blev ialt samlet ind for et Beløb af 1.000 Kroner på den Måde som gik til Hjælp til Krigen. En af disse Søstre boede i Barfods Hjem i nogen Tid, hun vilde gerne sættes ind i den kristne Tro.
Krigsminister Tscherning havde aldrig tænkt på nogen Præst for Soldaternes Skyld men nu da Tsherning bliver afløst og Hansen kommer i Steden bliver Hammerik og 5 andre sendt over som Feldtpræster. Den 15. Marts [november] afgår Martsministeriet; der er blevet forhandlet med Tyskland om at Sproget skulde sætte Grændsen i Sønderjylland, til dette Forslag sluttede Ministeriet sig og Lehman virkede i Særdeleshed herfor; dette bevirkede, at Martsministeriet tabte Kongens og Folkets Yndest og blev afsat og Novemberministeriet kom i Stedet. Da den grundlovsgivende Rigsdag skulde vælges stillede Lehman sig i Aakirkeby på Bornholm, hans Modkandidat var Pastor Marchman, Markman fik 96 St. Lehman kun 45, Bornholmeren Madvig afløste Monrad ved Ministerskiftet. Barfod stillede sig, ved Folketingsvalget, i Stegekredsen og blev valgt, til Modkandidat havde han Grosserer Hage.
Grundlovsforslaget kom først frem af Monrad og Lehman og der arbejdedes nu ivrigt på det, Barfods Program var: et enigt, et dansk, et ærligt, et kraftigt, et myndigt Folk og en Konge med Veto, c: (Ret til at nægte en Lov). Grundloven vedtoges den 5^te Juni 1849 med 119 Stemmer mod 4. Den tilsikrer det danske Folk: Personlig Frihed, Næringsfrihed, Foreningsfrihed, Trykkefrihed, Ejendomsrettens Ukrænkelighed, Boligens Ukrænkelighed, Politisk Frihed, Ret til fri Undervisning, Ret til Fattigforsørgelse, Kommunalt Selvstyre. Den pålægger almindelig Værnepligt. Den fordeler Magten således, at 1) Den dømmende Magt er hos Domstolene, 2) Den udøvende Magt hos Kongen (der udøves gennem alvorlige Ministre) 3) Den foregivne [lovgivende] Magt er hos Kongen og Rigsdagen i Forening.
Den 6. Juni stod Slaget ved Frederits som var en afgørende Sejr for de Danske, derefter fulgte Våbenstelstanden og Tropperne bleve foreløbig hjemsendt. Deres Modtagelse i København var inderlig og hjærtelig.

19.
Fredelige Arbejder gik for Barfod Hånd i Hånd med hans Arbejde i det offentlige Liv. 1850 udkom en Bog om Ambrosius Stub (Forf. til "den kedsom Vinter og uforsagt hvordan min Lykke"). Stub levede paa samme Tid som Holberg, Barfod belyser hans Liv og fremdrager hans Digte. Omtrent samtidig udgiver han 3^die Udgave af "Poetisk Læsebog" og "Danmarks Gejstlighed" et statistisk Værk med mærkværdige hensynsløse Noter, hvori han vil søge at bestemme enkelte Mennesker og give dem deres Skudsmaal; han fremdrager personlige Navne, men dette vækker Harme og Forbitrelse mod ham og nedkalder voldsomme Angreb paa ham. 1851 foretoges Studentertog til Kristiania men paa dette blev Barfod forbigaaet hvilket han tog sig meget nær; dette havde især Ploug Skyld i, ti der var kommet politiske Stridigheder mellem dem, thi Barfod var nemlig Bondeven. "Kære Barfod! hvad er det for en Sorg, der tynger dig, så dit Hår i de sidste 14 Dage er blevet graat?" spurgte J. L. Knudsen ham en Dag de spadserede sammen. Barfod maatte da fortælle hvad der tyngede paa ham. Barfod udgiver en Danmarkshistorie, som er en af de bedste Bøger som er udkommet; han sender et Eksemplar til den svenske Konge og modtager herfor en Sølvbrystnaal til Foræring, ligeledes overrækker han Frederik den syvende et Eksemplar; ved denne Lejlighed havde han en Samtale med Kongen som varede i 7 Kvarter. "Jeg ved fra Enkedronningen", sagde Kongen, "at af Dem kan man få Sandheden at vide når man vil høre den". Som Prins havde Frederik den 7^ende Arthur Abrahamsens Fader til Lærer i fransk og rejste med ham i de sydlige Lande og var blandt andet også i Genf med ham. Frederik den 7^de som Menneske var meget livlig overfor Småsnak men udeltagelig for højere aandelig Tankegang; han var i Grunden en halv forkvaklet Prins der havde arvet sin Moders Sind og hele Væsen; han var i Beseddelse af en meget stærk Indbildningskraft af Ting og Historie, som ingen Steder havde hjemme, han plejede at sige at han havde mestet sin ene Hånd i Slaget ved Isted. I et Selskab hvor Abrahamsen også var til Stede tog Kong Frederik sine Lorgnetter for Øjnene og så sig om i blandt Gæsterne og vinkede paa Abrahamsen, denne gik hen til Kongen og sagde: "Jeg synes deres Majestæt bruger Lorgnetter som de ellers ikke plejer". Kongen svarede at han paa en Rejse havde brugt en Kikkert så meget at han var helt blind paa det ene Øje, og det andet så han kun dårligt med. Således var han jo et mærkværdigt Menneske og til Tider en dygtig Konge, 1862 holdt han en Afskedstale til Prins Georg som blev Konge i Grækenland, at han skulde se at vinde sit Folks Kærlighed. Han var en Gang over i Jellinge i Jylland og Præsten der skulde holde et Foredrag for Kongen. Denne Tale greb Kongens Sind så stærkt at han var dybt bevæget da Præsten endte Talen. Da man senere spurgte Præsten hvor han turde gøre sådan en Tale for Kongen for Kongen, svarede han, man kan tale både til Sjoveren og til Kongen i ham, jeg valgte det sidste. Vi har jo også nogle Minder fra Kong Frederik d. 7^de da han var i Besøg på Bornholm.

20.
Vi har jo hørt om Slaget ved Isted 25. Juli 1850 hvor General Vellisen med Oprørerne måtte trække sig tilbage, som en slagen og adsplittet Hær. Den 3 årige Krig afsluttedes med Kampen ved Frederiksstad den 4^de Oktober 1850. Kommandanten, norsk Oberst Helgesen med sine Jyder forsvarede Byen tappert og holdt den. 1851 rykkede en Østerisk Hær frem og drev Oprørerne tilbage og dermed afsluttedes Krigen. Nu førtes langvarige Forhandlinger om Arvefølgen og Statsforfatningen, der gøres Forsøg på at Grundloven kun skal gælde for Danmark eller alle de danske Stater, en Helstatsforening (28 Januar 1852). Der gøres også Forsøg på at beklippe Grundloven ved at forandre på den; på dette Parti står Anders Sandøe Ørsted. Førend der kommes ind derpå kan meddeles at Prins Chrestian af Gluchsborg, imidlertid er af Frederik d. 7^de valgt til Tronfølger; hans Gemalinde Prinsesse Lovise af Hessen er Kristian d. 8^des Søsterdatter. Prins Christian af Gluchsborg havde i Krigen som Oficer i Livgarden kæmpet kækt i den danske Hær, hans Broder stod i Oprørernes Hær; hans Valg og Bissidelse af det samlede Rige stadfæstet af Stormagterne (Londonner-protokolerne). Arvefølgen fører til skarpe indre Stridigheder i det Grundloven af 5. Juni 1849 maa indskrænkes noget for at kunne passe ind i det nye Apparat. De nationale-liberale holde paa Danmark til Ejderen og de konservative på "Helstaten".
Barfod er imod Grundlovens Indskrænkning. I sin Valgkreds i Stege udtaler han at han ingen Stemme ønskede uden dem der holdt på Grundlovens Bevarelse, han blev ikke valgt her, men blev siden valgt i Sakskøbing, hvor han stod ved indtil 1869, han holdt på Danmark til Ejderen. Kampen føres mod Ministeriet Ørsted der efter en forgæves Opløsning af Folketinget tilsidst afskedigedes 1854. 1853 Asiatisk Kolera i de europæiske Lande; Samme Aar døde Fru Dorph. Grev Knuth dør 1855. Georg Aagård 57; disse Mennesker stod jo Barfod såre nær. Ved et Taffel hos Frederik d. 7^de sker et Brud mellem dem hvilket Barfod er meget ked af og Kongen aldrig glemte. Hans Venskab med Ploug fornyes atter og et nyt endeligt Venskab stiftes ved Folkemødet vens [ved?] Ramløsa i Sverrig, hvor det nordiske Folk er samlet blandt andtet var 100 sjællandske Bønder til Stede. Her talte en Mand ved Navn Ahnfeldt og var en Svensker. Senere var Ahnfeldt i København og besøgte Barfod; ved saadanne Lejligheder plejede Barfod at læse højt af sin Danmarkshistorie eller andre gode Bøger: Ahnfeldt dør 1863. Barfod bliver Asistent ved det kongelige Bibliotek. Med det samme kan anføres at Ahnfeldts Gård brændte og dermed hele hans Bogsamling. Nu var Barfod Ahnfeldt meget til Hjælp i disse Trange Tider thi han sendte ham Bøger af sin egen Bogsamling, til at læse i, så mange han selv kunde undvære. Ingeman og Kirkegård dør 1862. Barfod havde en Drøm, hvor han så sit eget Brystbillede, som Lig, dette fortalte han til en god Ven, thi han troede at det var et Varsel, om hans egen Død, Vennen sagde at hvis det ikke var et Varsel var det nok et Advarsel til ham. 1862 havde Barfod en Rejse til Sverrig. På denne Rejse var han kommen til Vettern Sø; da de vare komne ud på Søen begyndte det at blæse og det blev en voldsom Storm. De måtte øse hele Tiden, for Vandet slog ind i Båden, for at holde den oven Vande ellers havde løbet fuld af Vand og sunket.
Den 21 November 1863 holdt Barfod et Foredrag i Ballerup, hvor han meddelte det Sorgens Budskab at Kong Frederik den 7^de var død.

21.
Frederik den 7^de døde langt fra København, han var til Stede ved Udgravningen af en Mose, der fik han Rosen i Hovedet og døde heraf. Hans Lig blev sejlet til København. Da hans Lig blev ført til Roskilde Domkirke, strømmede Borgerne til for at se Kongens Lig, thi de kunde ikke tro at deres elskelige konge var død. Han efterlod 2 Dukomenter, som han ikke fik underskrevne, det ene var: Novemberforfatningen og det andet et Dukoment, som de to nordiske Konger skulde underskrive, det lød på at de skulde være hinanden behjælpelige i Krigstid og møde med 2000 Mand hvis det behøvedes. Siden Krigen 1848-50 var der fulgt en sorgløs Slappelse af Danmark, en hvis ligegyldig Sløvhed som nu snart skulde vækkes til Live. Dannevirkes gode Befæstning mente de var uoverskridelig for Fjenden og desuden havde de jo fået Løfte om fra Stormagterne at Danmark skulde vedblive at være den fri Stat den havde været forhen. Christian den 9^de underskriver modstræbende Novemberforfatningen thi han vidste at hermed fulgte en Krig, og nu varede det heller ikke længe før de blaa Sedler vankede Landet rundt og indkaldte Landets Sønner under Fanerne. Snart var det Forældres eneste Søn der skulde afsted snart en Brudgom der skildtes fra sin Fæstemø, men ingen Steder hørtes Jammer eller Klage, alle gik rolige og alvorlige i Kampen. Danmark fik ingen Hjælp hverken fra Sverige eller Norge som det havde vented, og det var kun faa Frivillige der meldte sig. Det var derfor meget ulige Hære der skulde kæmpe sammen idet hele Østrigs Hær havde sluttet sig til den tyske. Danskerne havde besat Dannevirke, men da de saa med hvor stor Overmagt de havde at gøre, forlod de Stillingen uden Kamp den 5^te Februar. Da det rygtedes Landet over var der stor Sorg overalt, fra Prædikestolene fortalte Præsterne hvordan det havde gaaet til. Grundtvig skulde prædike i Vartov men var saa sorgfuld og bevæget at han ikke kunde. Da den fjendtlige Hær mærkede at den danske Hær var borte satte den efter vor Hær og indhentede den paa Sankelmark hvor en Del af den danske Hær maatte slaas med den Tyske for at den øvrige Hær kunde vedblive at trække sig tilbage, her faldt Jens Paludan Müller. Vor Hær standsede paa Dybbøl Banker og besatte dem. Her holdt de sig med et Mod og en Udholdenhed som maa beundres indtil 18^de April. De Mænd som særlig fremhæves for Mod og Dygtighed fremhæves Castenskjold og Bornholmeren Anker. - Som Bevis paa hvor modige Mænd der var i den danske hær skal nævnes et Eksempel: En Udsending Dragoner paa 6-7 Stkr. vare udsendte at spejde efter Fjenden, men en Eskadron tyske Husarer afskar dem Vejen. De danske Dragoner vendte om paa en nær som hed Niels Kjeldsen, han blev rolig holdende til de tyske Husarer kom. Den Officer som førte Eskadronen sendte strax en af sine dygtigste Husarer hen for at hugge Niels Kjeldsen ned. Ned han faldt snart og dette gik ikke bedre med de fire efterfølgende endskønt Niels Kjeldsen havde faaet den højre Arm afhugget og maatte fægte med den venstre. Tilsidst var der en tysk Officersaspirant der red hen og skød ham en Kugle gennem Hovedet bag fra. Den 9^de Juni kom der en Vaabenstilstand i Gang efter at Fjenderne havde taget Als. Til Søes vandt den danske Admiral Suenson over en overlegen østrigsk Flaade idet han skød deres Kommandørskib i Brand. Ved Freden i Wien blev Sønderjylland skilt fra Danmark.

22.
I 1864 skrev Barfod:

Vilhelm Birkedal

Birkedal blev afskediget som Præst i sin Menighed fordi han aabenlyst udtalte, at Kongen ej skulde fremtræde i sin kongelige Glands og forkynde Wienerfreden men derimod komme i Sæk og Aske og meddele dette; senere bad han ved Gudstjenesten at Chr. d. 9^de maatte faa Kraft og Velsignelse som Danmarks Konge. Birkedal blev senere Valgmenighedspræst i Ryslinge indtil han i 80^erne blev afskediget begrundet paa politiske Stridigheder. Barfod optog et stort Arbejde som lagde Beslag paa hans meste Tid og ikke skaffede ham synderlig Indtægt, saa han knap har det daglige Brød. 1866 holder Barfod Sølvbryllup. Ploug er den Dag Ordfører for en Deputation der overrækker ham 4000 Kr. Ved vor nuværende Kronprins´s Bryllup sender Barfod en Velkomsthilsen til Kronprinsparret. (Kronprinsesse Lovisa kalder ham ved denne Lejlighed en Urskandinav).
1869 opgiver Barfod sin Rigsdagsvirksomhed. Som ældre Mand rejser han om i Danmark og holder Foredrag og sjelden har nogen holdt saa varme og fædrelandskærlige Foredrag som han. Han skriver i denne Tid adskillige Bøger men kunde ikke faa nogen Boghandler til at forlægge dem. Han skrev i Forord i en Bog at han af Hjertet ønskede at være overflødig ved nye, friske og bedre Kræfter kunde gøre det forbi med hans Forfattervirksomhed. 1870 døde Orla Lehman; paa sit Dødsleje udtalte han: "Husk paa at jeg staar i Gæld til Barfod". 1865 rejste Monrad til Nev Zeeland; Barfod talte ved hans Afrejse, 1869 kom Monrad hjem igen og fik først et almindeligt Præstekald, senere blev han Biskop over Laaland, Falster Stift. Barfods store Hjælpsomhed følger ham og ogsaa i hans gamle Dage; han faar dannet Foreningen til Lærerembeders Understøtelse, faar rejst en Mindesten for Kingo i Odense samt Mathæuskirken paa Vesterbro. Barfod modtager et særlig aandfuldt og godt Brev fra en 13 Aars Dreng, der anmoder Barfod om at skaffe ham i en Plads i det kongelige Bibliothek efter sin Konfirmation. Barfod svarer at for at nå det skal han studere. Men et halvt Aars Tid efter døde Drengen som hed Andres Svendsen. 1875 var der atter Studentertog til Upsala. Ploug og Barfod taler, Barfod slaar alle Hjertestrænge an ligesom tidligere i Lund over den stolte Tanke Nordens Enhed. Denne Tanke var hos de fleste bleven begraven med Krigen i 64, men hos Barfod gjardt det stadig Danmark til Ejderen.
1876 tilstaas der Barfod en aarlig Støtte af 1200 Kr. fra Staten for dygtig og hæderlig Tjeneste for Danmarks Vel. Den 7^de April 1881 fylder Barfod 70 Aar og Ploug er atter Ordfører, og overrækker ham en Gave paa 4400 Kr. til en stor nordisk Rejse, og med det samme udbeder sig Tilladelse til at faa malet Barfods Billede som skulde ophænges i Frederiksborg Slot.

23.
For disse 4400 Kr. som Barfod modtog i Gave paa sin 70 aarige Fødselsdag gjorde han en Rejse til Finland, han rejste over Sverrig, besaa Egnen omkring Vettern endnu engang, videre gennem Stockholm til Helsingfors i Finland, her traf han paa Jærnbanestationen Zakarias Topelius, Forf. til "Feltlægens Historier" og "Boken om vort Land" (Det er en Finlandshistorie Mage til Barfods Danmarkshistorie). De hilste og Barfod spørger: "Er det ikke Topelius". Denne svarede: "Jo, er det ikke Barfod". Paa denne Maade præsenterede altsaa disse to store nordiske Mænd sig for hinanden. Barfod saa ved denne Lejlighed Runebergs Grav. Runeberg har forfattet den finske Nationalflag [sang?]: "Vårt Land vårt Land", der er den smykkeste af alle Nationalsange. Ved Afrejsen hejses Danebrogsflaget i Masten; dette glædede Barfod meget, paa Rejsen til Stockholm, kom han i Selskab med en russisk Dame der vilde have Barfod til at tale tysk, men dette vil han ikke indlade sig paa, skønt han godt kunde. Fra Stockholm rejste Barfod over Sundsval til Trondhjem, hvor han især tog Domkirken i Øjesyn. Barfods Søn ytrede at hvis de havde et Par Millioner saa skulde de skænke dem til Istandsættelse af Domkirken, hertil svarede Barfod at han vilde dog hellere skænke dem til Københavns Befæstning, thi sagde han saalænge Danmarks Love bestemmer at dets Sønner skal ofre Liv og Blod naar det behøves, saalænge skal der ikke spares paa Midlerne til Værn for dem. Barfod besøgte Sagatun Højskole, rejste derfra igennem Kristiania til København. Fra 1885 til 93 skriver han Danmarks Historie fra 1319 til 1670 i seks Dele, dette Arbejde udfører han i seks Dele. 1895 gav han sit sidste Ord i det politiske Lag i det han skrev imod det Forslag der kom frem i Rigsdagen om hemmelig Afstemning. Han modtog Ridderkorset af Christian d. 9^de. Barfod synes naar han ser tilbage paa sit Liv at det har været saa indholdsrigt og lykkeligt. Nu er snart alle hans Venner døde.: Monrad, Hall, Birkedal, Knuth, Bloch og Ploug alle ere de gaaet den Vej som ogsaa han stævner imod. I Maj 1896 døde Barfod 85 Aar gammel. Hans sidste Ord var: Jeg er ikke bange for at dø, hører i det Børn. En Søn af ham holdt Talen ved hans Baare; han takkede for alle de lykkelige Dage han havde haft i sit Hjem hvor især Morgen og Aftensangene satte Glands og Lykke i Hjemmet.
Hans Hustrus Vidnesbyrd om ham var: