N. P. Jensen:

Da Faderen var død rejste Ingemanns Moder til Sjælland. Her var en Latinskole i Slagelse og her rejste hun til for at hun kunde faa sin lille Søn Bernhard i den Skole. Hun fik kun en lille Pencion saa det var kun en lille Lejlighed hun havde Raad til at leje. Paa denne Skole havde Jens Baggesen gaaet for et snes Aar siden og H. C. Andersen kom til at gaa der et snes Aar senere. Det var et helt nyt Liv for Bernhard der var vandt til det stille Landliv pludselig [at] komme her ind i Skolen hvor der var en Larm og Tummel uden Lige. Skolens Rektor hed Wøldike, det var en gammel affældig Mand som ikke kom på Skolen men som underviste den højeste Klasse i sit Hjem (Mesterlektianerne). Konrektor Gottchalck (ualmindelig bange i Tordenvejr) Magister for en Afhandling om Fluernes Surren. Den Klasse hvor Ingemann kom til at gaa var i samme Rum som fjerde Klasse. I Midten stod en stor Kakkelovn paa hvilken der et Billede af Kong David. Heri var det Elevernes største Fornøjelse ar fyre om Vinteren og deres Kendemærke på en passelig Temperatur var at Kong Davids Næse skulde være gloende. I fjerde Klasse var kun to Elever, hvoraf den ene var den senere berømte Skuespiller Rosenkilde. Læreren hed Høffding, en gammel sær Mand som det var Elevernes største Lyst at drive Løjer med (Parrykken). Undertiden naar han skulde høre sine Elever og havde sat sig magelig til Rette med Ryggen mod dem skete det at naar Rosenkilde blev færdig at han smuttede ud og naar den anden havde faaet godt begyndt at [han] ogsaa listede efter. Høffding som sad med Ryggen imod undredes jo over at de pludselig kørte i staa og opmuntrede dem men da de vedblivende tav, begyndte han at skamme dem ud men da han slet intet Svar kunde faa af dem saa han sig tilbage men da var Skolen tom og Eleverne borte. Han maatte da ud at søge sine Elever op og de var sædvanligvis at finde oppe i et stort Lindetræ og kun efter megen Akkorddering fik han dem til at stige ned. En af Mesterlektianerne Chr. Hvid Bredahl syntes de mindre Elever godt om fordi at han ikke tålte at de store gjorde dem alt for megen Fortræd; han blev senere bekendt som Forfatter af nogle dramatiske Skuespil. Konfirmant og Mesterlektianer.


1801 og den vakte Folkefølelse og Fædrelandskærlighed.
Skuespiller Knudsen indsamler alene 575.000 Kr. Paa sine Ture omkring Slagelse havde han set en stor Sten med indhugne Bogstaver og i den Mening at det var en gammel Kæmpegravsten betragtede han den altid med stor Ærbødighed men til hans store Skuffelse fik han senere at vide at det kun var en Milepæl. Jens Møller, ung frisk, evnerig Lærer. Han fik (i sin Ungdom) Bekendtskab med en ung Pige hvem han blev dødelig forelsket i; men hans Kammerater fik det at vide, og da han slet ikke kunde være i Fred for dem men hans Sidekammerater altid sad og hviskede ham hendes Navn i Øret, opgav han det igen. Han blev Student 1806 i København. Ved Københavns Bombardement i 1807 maatte Studenterne med ud at forsvare Byen og Ingemann kom ogsaa med og skønt han kom til at staa på et farefuldt Sted og tre af hans Kammerater faldt blev han dog hverken saaret eller kom til nogen Fortræd. Da de ud paa Natten fik Afløsning gik Ingemann hjem til det Hus hvor han logerede. Han gik i dybe Tanker og gik op ad Trapperne til sit Værelse men hørte en Matros tilraabe sig at Huset var gaaet ud og da han saa sig om var Huset virkelig nedbrændt og alle hans Ejendele var ogsaa gaaet op i Luer. De to efterfølgende Nætter blev Bombardementet stærkere og tilsidst fald Taarnet paa Frue Kirke til Københavnernes store Sorg; næsten alle Københavnerne var tyede ud paa Amager for at være saa langt fra Fjendens Bomber som muligt. Ingemann var ogsaa derude; han lagde sig til at sove i en Stenrulle. Da Kronprinsen og Hæren havde opholdt sig nede i Holsten under Belejringen gik Københavnernes Forbitrelse ud over den øverste Minister Peymann. Studenterne maatte holde Vagt uden for hans Hus med ladte Geværer. Englænderne sejlede nu bort med hele vor Orlogsflaade og der var stor Sorg og Modløshed hos de danske. Moderen og fire Søskende dør af Brysttæring. Ingemann tror ogsaa at han skal dø. Ingemann skal studere Jura og bor paa Valkendorfs Kollegium. Om Ingemann kan det med Rette siges, at "Dødstanken strængt havde Livsmodet krænket". Han fik undertiden saadanne tungsindige Anfegtelser at han maatte proppe Løbet til paa sin Pistol for ikke i disse mørke Øjeblikke skulde tage sig selv af Dage. Han læste i denne Tid en Bog af en engelsk Digter Young som han kalder Nattetanker: t. Eks. Evighedens store Hav ligger for dig. Der, der Lorenzo sejler din Clarissa. Giv din Sjæl rum Sø, hold den langt fra Jorden, denne Klipper for udødelige Sjæle. Kap dit Tov! Let Anker! Sæt alle Sejl til! Kald paa enhver Vind. Hold Øje med din store Nordstjærne og søg mod Livets Land.


Romantik og Realisme.
Romantikens Martyrer særlig i Paris (Faldøksen) Napoleon Bonaparte. Ingemann er en ægte Romantiker. I 1811 udkom de første Digte af Ingemann, de vakte straks Opmærksomhed. 1812 udkom også en Samling af ham (Elskeren og Dryaden). Ingemann boede paa Walkendorfs Kollegium og lige mod paa den anden Side af Gaden boede en Mand som hed Mandix. Han havde en Datter som hed Lucie som Ingemann saa gaa ind og ud af Huset af og til og han fattede en mægtig Kærlighed til hende saa at han naar han saa hende paa Gaden slap sit Arbejde og betragtede hende saa længe han kunde se hende. Hun havde ogsaa lagt Mærke til ham især gennem hans Digte som hun havde læst. Han fik ogsaa talt med hende og de fik udtrykt deres Følelser overfor hinanden. 1813 udgav han "Varners Sommervandringer". (Den evige og den stakkede Glæde). I 1814 foretog Ingemann tilligemed Lucie Mandix en Rejse paa Sjælland for at besøge nogle af Lucies Slægtninge. Men undervejs blev Lucie meget syg men hun kom sig dog igen skønt hun gerne vilde dø. Da hun var blevet rask igen og de drog videre blev Ingemann ogsaa syg og laa mellem Liv og Død i nogen Tid. Han vilde ogsaa gerne dø, han sagde at kun to Ting bandt ham til Livet, det var hans Kærlighed til Lucie og hans Kærlighed til Fædrelandet som han vilde give Udslag i flere Digte. Omsider blev han dog rask igen og det var ligesom han tog til og blev stærkere og stærkere efter denne Sygdom. Han havde ikke taget Embedseksamen da han altid troede at han snart skulde dø hvorfor han jo ingen Nytte kunde have af den. Lucie bestyrkede ham ogsaa deri. I 1814 afsluttedes Krigen med England med at Norge blev skilt fra Danmark. Men Landet var meget medtaget. Frederiksborg Slot og Frue Kirke i København laa i Ruiner og Landet var saa forgældet at det ikke mægtede at faa dem rejst igen. Det var ligesom Livsmodet begynder at vokse i Ingemann, han digter i 1814 "Vift stolt paa Codans Bølge". Han skrev nu adskillige Dramaer: Masanielle Blanka, Hyrden af Tolosa, Røsten i Ørkenen, Rejnald Underbarnet, Løveridderen m. fl. Baade hans Dramaer og hans Digte vinde stort Bifald. Den udmærkede Skuespiller Dr. Ryge er med til at opføre hans Dramaer. Grundtvig havde ogsaa læst Ingemanns Skrifter og skrevet ham til og takked ham for hans Skrifter som faldt meget i hans Smag. Men nu vaagner Kritikken, der naar sit Højdepunkt i J. L. Hejbergs kaade Løjer med "Blanka". Han forvrænger Navnet Ingemann til ingen Mand. Ingemann svarer ikke men Grundtvig tager til Genmæle og advarer Hejberg mod at gaa for vidt med sine Drengestreger. Hejberg skriver en A.B.C. for Grundtvig og denne svarer med en Pegepind til A.B.C.en. Ingemann skriver "de underjordiske" et bornholmsk Eventyr.
Blicher og Poul Møller er hans Venner. 1818 tiltræder han en Udenlandsrejse. Han længes efter at komme ud i Verden og han skriver et lille Vers herom:

Jeg skal ej mer blot om det fjerne drømme jeg skal dem se de himmelskønne Lande de høje Bjerge og de lyse Strande de dybe Dale og de vilde Strømme.

Han rejser i April 1818. Han faar en Nordmand som hedder Smidt til Rejsekammerat. De kommer først til Kiel, ser sig godt om her og drager saa videre til Hamborg. Fra Hamborg kom de over Lüneborgsletten der var bekendt fra Baggesens Tid. Han havde nemlig rejst herover og den havde gjordt et dybt Indtryk paa ham. Da de kom til Gøttingen blev de overfaldet af en Skare Studenter til Hest. Men der var heldigvis paa Dagvognen som de kørte med en Person som kunde tale de berusede Studenter til Rette. De fulgte Rhinen et Stykke og der er overordentlig smuk. Ved Koblenz kom de forbi et Krucifix. En Franskmand vilde i Aaret 1794 hugge Hovedet af det med sin Sabel men faldt ned og slog sig ihjæl. De kom nu op i Schwartsvald. Ingemann synes at hans Rejsefælle laver for mange Rim om Dagen og snorker for meget om Natten. Ingemann synes ikke om de tyske Kvinder. Fra Schwartswald gik Rejsen til Paris og herfra til Schweitz. Her træffer de sammen med et andet Rejseselskab hvortil disse to slutter sig. Det er to Tyskere og en Hollænder. Ingemann kalder dem et Legeme hvortil Smidt er Hovedet, Tyskeren Schil Maven, den anden Tysker og Hollænderen Benene, men Ingemann Øjnene. Ved Züriker Sø traf Ingemann en lille Pige som gik og spillede for Folk for at tjene lidt Penge. Alle hendes Søskende vare døde af Sult Ingemann blev saa rørt over den lille Piges vemodige Sang og Spil at han digtede en lille Sang som han kaldte: Liden Harpepiges Sang.
De kom paa deres Rejse i Schweitz til det høje Bjergpynt Riggi hvor det var meget kønt at se Solen staa op. Den ene Tysker og Hollænderen begav sig op ad Bjerget om Aftenen for at være der i god Tid. Ingemann, Smidt og Schil blev derimod i et Hotel ved Bjergets Fod. Om Morgenen naar Ingemann vågner siger han:

Men hvordan er dette fat? Sov vi uden Ben i Nat? Hovedet har Hatten paa, Maven færdig er at gaa, Øjnene ej blunde mer; men dog ingen Ben jeg ser.

Ødet og Storheden i Bjergnaturen. Søvnen og Døden). Geneve. Nu rejser de til Italien og kom til Milano hvor de beundre den smukke Domkirke. Podalen i Norditalien er overordentlig smuk og især ere Indsøerne med sine Smaaøer smukke. (Lago maggiore). De kommer igennem Livorno til Rom. Ingemann besøger Thorvaldsen som modtager ham hjerteligt. Han holder Juleaften hos ham tilligemed en anden Billedhugger ved Navn Freund. (Peterskirken, Oldtidskunst), Amfitheatret, tyske Kunstnere). Han overværer Karnevalet som holdes i otte Dage før Fasten.
De blev i Rom Vinteren over og samledes hver Dag med Thorvaldsen og Freund samt flere Danske som opholdt sig der. Fra Rom rejste de til Neapel. Paa Vejen kom de i Følge med et andet dansk Rejseselskab, det var en Moder med sine fire Døtre. Dette Selskab oplivede Ingemann meget, især syntes han godt om den ældste af de unge Piger. Hans Glæde udtrykte sig i et lille Vers.

Rejseliv! Rejselyst! Frihed i lette Bryst! Morgen hist! Aften her! Glæde fjern! Glæde nær!

Undervejs blev det et mægtigt Tordenvejr. Rejseselskabet maatte ty ind i Læ og her gav de fire Piger sig til at synge den latinske Hymne: Osanctessima. De kom til Neapel og her var ualmindelig kønt. De besøgte Vesuv og den lille Ø Kapri som ligge udfor Neapel. Da de skulde rejse fra Neapel var de meget sørgmodige at de skulde forlade denne yndige Plet. Den ældste af de unge Piger som var med Rejseselskabet var en dybttænkende og alvorlig Pige. Da hun stod paa Skibet faldt hun i dybe Tanker og Ingemann saa at der af og til faldt en Taare i Havet. Dette greb ham dybt og i det Hele fik han en Tilled til hende der var nær ved at sætte hans Lucie i Skyggen. De kom igennem Rom og Ingemann og Smidt maatte nu tage Afsked med deres gode venner ogsaa deres kvindelige Følge blev her hvilket Ingemann savnede meget. Da de kom igennem Tyskland traf de her paa et Par mærkelige Mænd. Den ene var Digteren Tieck. Han var en meget afholdt Mand, han var kendt som en dygtig Oplæser. Holbergs Komedier som var blevne oversatte paa tysk havde han læst op. Den anden var Digteren Hoffmann. Det var en stor Modsætning til Ingemann men alligevel satte Ingemann ham meget højt for hans Eventyr som ellers var unaturlige og kunde faa Folk som læste dem til at gyse. Han havde været Jurist men opgivet dette og havde en Tid været Musikdirektør i et Theather. Han var ugift men havde til Selskab en tam Kat som han holdt meget af. Men da Katten til sidst blev syg og Digteren saa hvorledes den led var det ligesom ogsaa hans Kraft var brudt. Han blev dødelig syg og i sin Smerte raabte han: Leve! Leve! men han døde alligevel snart. I hans sidste Timer talede han om at han vel skulde tænke paa Vorherre. Da Ingemann kom hjem var han baade aandelig og legemlig frisk. Han digtede et Par Komedier: Kampen for Valhal og Magnetismen i Barberstuen og flere mindre. Men han vilde ikke have dem spillet da han ikke troede at han kunde faa Rollerne udførte saaledes som hans Tanker var. Han digtede og udgav en Samling Eventyr i denne Tid: "Det høje Spil".

Han søgte nu en selvstændig Stilling saa at han kunde gifte sig, ti han havde nu i over 10 Aar været forlovet med Lucie Mandix. I Sorø Akademi fik han Plads som Lærer. Hans Bryllup skulde staa i Hyllested Kirke i Juli 1822 og skulde som det var Brug den Gang være hemmeligt. Ingemann havde hele Tiden haft en Anelse om at han ikke fik hende og just som de skulde til at gaa i Kirken kom der fremmede til Præsten og det maatte da udsættes en Tid og Ingemann sagde til sig selv: "Du skal se, Du faar hende aldrig". De fremmede tog omsider bort og nu skulde Vielsen gaa for sig men det blev et saa mægtigt Tordenvejr og saa mørkt i Kirken at Præsten ikke kunde se og læse Ritualet men heldigvis kunde han det udenad og de bleve da viede tilsidst. De levede et lykkeligt Liv sammen i deres hyggelige Hjem i Sorø.

Ingemanns hus ved Sorø Akademi

Hans Have gik helt ned til Søen og her stod en stor Ask hvorunder han plejede at sidde. Det var her han i de stille Aftentimer sad og digtede de kønne Aftensange: Der staar et Slot i Vesterled, Fred hviler over Land og By o. fl. Ved hans Hjemkomst fra Udlandsrejsen havde Grundtvig givet ham sin Oversættelse af Saxos Krønnike og tillige sagt om han ikke heraf kunde digte noget som kunde være til Oplysning. Han udgav i 1824 et historisk Digt som hed "Valdemar den store og hans Mænd". 1826 udgav han "Valdemar Sejer", han havde skrevet den som Fortælling, ikke som Digt da han troede at Folk i Almindelighed havde lettere for at forstaa det end som Digtning paa Vers. 1828 udgav han "Erik Menveds Barndom" Disse Skrifter blev meget læste men tillige stærkt kritiserede; det kunde han ikke taale saa det varede fem Aar inden hans næste Roman udkom; det var "Kon Erik og de fredløse" og "Prins Otto af Danmark". I 1837 sluttede han sine Romaner med en Udgave paa Vers: Dronning Margrethe". Ved disse Skrifter udbredte i 15.000 Eksemplarer vandt Ingemann "en Borgerkrone" (Udtryk af Grundtvig). I 1826 foretog han en Rejse

Ingemann som ældre

tilligemed sin Hustru for Indtægterne af "Valdemar Sejer". Blandt hans Venner paa den Tid maa nævnes H. Estrup (Historiker, Direktør ved Akademiet) C. Hauch, Wilster (Oversætter af "Homer"), Bredahl (Fæstebonde paa Gamsgaard) Præsten Kristen Olsen i Lynge og Grundtvig. Deres ærlige og betydningsfulde Venneforhold. "Holger Danske", som i Kristian den 2^dens Tid var oversat fra fransk af Kristen Pedersen, udgav Ingemann 1837.

Da Frederik den Sjette døde i 1839 digtede Ingemann Sangen: Paa sin Ligseng ligger Kong Frederik hvid". Den Sang var den der næst H. P. Holsts´s Vers udtrykte Folkets Følelser. Han stiftede Bekendtskab med Præsten i Ljunge Ferdinand Fenger der var en alvorlig Kristen og med Præsten i Pedersborg P. Chr. Kirkegaard. Sorø Akademi havde siden at Universitetet kom i Gang ikke mange Elever saa at Ingemann vilde hæve sin Lærervirksomhed og flytte ind til København. Da udgik fra Grundtvig den Tanke at Sorø Skole skulle omdannes til en fri Folkehøjskole. Der blev talt med Kongen herom men saa døde Kongen og den derpaa følgende Krig i 1848 - 49 - 50 gjorde at den aldrig blev dannet siden. I Anledning af Krigen digtede Ingemann nogle Sange som dog ikke fandt meget stor Tilslutning. Siden udgav han Kristen Bloks Ungdomsstreger og landsbybørnene. En svensk Dame Frederika Bremer besøgte Ingemann og takkede ham for hans Skrifter som hun havde læst. Hans gamle Skolekammerat Bredahl som var Fæstebonde ved Sorø var det gaaet tilbage med men Ingemann sendte ham af til lidt Penge: Tak for dramatiske Skitser. Bredahl havde nemlig skrevet nogle dramatiske Skitser. Da Ingemann i 1859 fyldte 70 Aar faar han et Guldhorn. Den 24^de Februar 1862 dør han. Hans Lig føres til Kirken under Afsyngelsen af Salmen: "Dejlig er Jorden". 6 Aar efter dør Lucie, plejet til det sidste af deres tro Pige Sofie. Hun kom til at ligge ved Ingemanns Side.

Sorø Akademi omkring Ingemanns tid