N. P. Jensen:

Psykologi

Tilværelsen aabner sig for os i to Verdener:
Stoffets, Legemlighedens Verden, der udfolder sig omkring os, i det for os uendelige Rum og - da vor Aand stammer fra Gud "som gav den" er det altsaa også i denne Forstand ret, at i ham leve, røres og ere vi;
Aandens Verden der udfolder sig i os, overalt hvor en Personlighed, et Jeg er til. Denne Verden inde i os udfolder sig i en uophørlig Række Sindsbevægelser i den uendelige Tid, Evigheden.
Den er for os ikke alene det vigtigste af alt, men det eneste vi paa første Haand. Om alt hvad vi sanser, og som for mange staar som det (vigtigste) paalideligste af Alt som det man kan "tage og føle paa" gælder det at vi vel har, hvad vi kalder Forestillinger om det, men vi oplever det ikke, vi erfare det ikke.
Er det nu saa, at denne Aandens Verden uophørlig udfolder sig inde i os, er den vi fortrinsvis kender, det er jo den, hvori vi lever, men er det den hvorpå vi særlig henvender hvor Opmærksomhed, det, som vi bedst af alt kender? Nej! paa intet Omraade er den menneskelige Uvidenhed større. Som vore Sanser kun modtager Indtryk fra den ydre Verden, men som Regel ere lukkede fra alle Indtryk fra Aandens Verden, saaledes er vor Opmærksomhed fortrinsvis vendt udad saa selv, naar vi beskæftige os med os selv, saa er det ofte paa en hvis ydre Maade, vort aandelige Liv lever jo i Nuet, men vi ere som oftest fraværende fra Nuet. Mennesket tager sit indre Liv som noget selvfølgeligt, noget en Gang givet, som det ikke videre indgaaende tænker over. At Mennesket ikke farer mere vild end det gør skyldes Fornuftens og Samvittighedens Lys. Slukkes det første bliver Mennesket en hjælpeløs Idiot, slukkes det sidste bliver han en brødefuld Stakkel, en "Forbryder"; i første Tilfælde synker han under Dyret, hvis medfødte Instinkt, han savner, i sidste Tilfælde synker han alt her i Livet ind i det aandelige Mørke hvori "der er Graad og Tænders Gnidsel". Dyret har ikke Fornuft eller Samvittighed.


Det er mod denne indre Verden vi ville rette vor Opmærksomhed. "Psykologi" betyder "Læren om den menneskelige Aand". Det er det største af alle Undre der i denne vor jordiske Tilværelse aabner sig for os, det underfulde Tempel, Gud paa Skabelsens sidste Dag byggede sig af Støv, en Bolig for hans Aand, hvorfra og hvorigennem han vilde herske over al Skabningen paa Jorden. Det aandelige, Aanden, er altsaa inde i enhver af os uden at vi ere i Stand til at sige se her, eller se der! At Aandens, "Bevidsthedens" Sted hverken lader sig fornemme eller paapege sees bedst af, at Hjertet fra gammel Tid er sat i Forbindelse med det dybeste og stærkeste aandelige Liv i os. (Hjertesorg, Hjertensglæde, at forstaa med Hjertet). Nu kendes det at Hjerten nærmest er det legemlige Grundlag for det aandelige Liv. Til Hjernen slutter sig hele Nervesystemet. Og dette Nervelegeme inde i os, er den fineste Stofdannelse vi kender. En Masse af et Knappenaalshovedes [størrelse] i den saakaldte Hjernebark, ses under Mikroskopet at være et Væv af flere tusinde Traade. Det modtager Indtryk ude fra Yderverdenen (Sanseemnerne) og hersker igen over det øvrige Legeme, særlig over Musklerne igennem Bevægelserne. Den nyere Tids Forsøg viser, at til enhver Sindstilstand svarer en vis Legemstilstand ikke alene, men sikkert særlig en Hjærnetilstand. Indtræder sygelige Tilstande i Hjernen, mister Aanden Herredømmet over sit Redskab, der forefinder en Tilstand, som den ikke kan ændre, og hvorfor den bukker under. Saadanne Tilstande kunde være nedarvede, fremkomne ved visse Sygdomme eller kunstig fremkaldte ved forskellig Gift, Spiritus eller Opium. Man har endog troet at de forskellige Aandsevner skulde være knyttet til forskellige Dele af Hjernen og da deres Form nogenlunde gengives også ved Hjerneskallens ydre Form, har man endog søgt at grunde en hel Videnskab herpaa. (Phrenologi). Hvorvidt dette er sandt eller ikke er vanskeligt at afgøre. Men hvorledes dette nu forholder sig, saa er det sikkert, at vi i Hjernen ligesom har det yderste legemlige, den sidste Kyst, hvorimod det aandelige Havs Bølger gaar. - Her berører de to Verdener hinanden. Men hvorledes sker Overgangen? Det mærkelige er, at jo længere den menneskelige Forsken skrider frem, desmere indser man Umuligheden af en saadan Overgang.
Ligesom forskellige Sindsvirksomheder kunne afløse eller afføde hinanden, saaledes viser Naturlæren, at de aandelig døde Naturkræfter *) og kommer i Virksomhed og paa det mangfoldigste omsættes; man kan gaa følgende Række igennem: mekanisk Arbejde, Varme, Lys, Elektricitet, kemisk Virksomhed o.s.v.
----------
[ *) her må nogle ord være sprunget over ]
----------
Dette hedder Naturlæren, Loven om Energiernes Forvandling. Men aldrig kommer vi ved disse Forandringer over i Aandens Verden. Vi kunde ikke oversætte Lys til Tanker eller Varme til Følelser. Vi staar i Virkeligheden her lige straks overfor en af Tilværelsens Gaader; saalænge der er Gaader at løse, saalænge er Tilværelsen ikke udtømt. Naar Legemet er, hvad det bør være, Aandens lydige Redskab, udgaar Bevægelsen altid fra Aanden; det modsatte er aandelig Ulykke eller Undergang. -


Jo dybere man trænger ind i Naturen og dens Love (Grunde) forstaar man at ingen Virkning gaar til Grunde. Det første vi vilde mærke os, idet vi træder over Tærskelen til Aandens verden, som den findes i enhver af os, er det, at intet der paavirker vor Aand forsvinder sporløst. Enhver Sindsbevægelse efterlader sit Spor. I denne Forbindelse er derfor Ordsproget: "En Gang er ingen Gang", men en Gang kan være Moder til tusind Gange. Derved genkender vi os selv. Naar en Sindstilstand [træder?] frem i os genkender vi den som oftest, eller om den er ny forstaar vi den for en Del udfra det tidligere. Jo tidligere vor Bevidsthed betræder et Spor des mere tilbøjelig bliver den til at søge det - eller Sporet drager os med sig - som de dybe Hjulspor, hvor Hjulene glider "af sig selv": Der dannes en Vane. Meget af vort Liv er og maa være vanebundet. Derved vinder det Hurtighed og samtidig den ejendommelige Sikkerhed, hvormed vi lever en stor Del af vort Liv, uden at vi behøver at tænke over hvordan vi i dette eller hint Tilfælde skal bære os ad. Men paa den anden Side er der noget skæbnesvangert i den Magt hvormed Vanerne behersker os, fordi mange af vore Vaner ere Uvaner; de ere som de brede Vej hvorad Sjæle glide saa let mod Fortabelsen. Dragelsen i vort Sind ned i Uvanerne kaldes Fristelse. Menneskets sorgfulde Erkendelse af, at han forfejler sin Bestemmelse ad disse Veje, er Anger. Ved Synden Spor staar Samvittigheden og advarer, var det ikke saa, da vilde Livet være lykkeligt og lige; thi hvert nyt Spor vilde føje sig levende og udvirkende til de andre og Mennesket vilde ligesom af sig selv føres til sin Bestemmelse. Et saadant harmonisk Sind var der i Adam før Syndefaldet og i Jesus Kristus. Nu er det saa at Mennesket vil sin Sjæls Frelse, og [i sin] Udvikling idelig maa tage en Kamp op mod sine Uvaner, og det en Kamp paa Liv og Død. At dette er saa tilstaar vi hver Gang vi beder Bønnen: Fri os fra det onde! Bønnen til ham der ene er stærk i vor Skrøbelighed og som evner at sætte selv det Menneske, der i sit eget Indre raver om på mørke og forfærdelige Vej hen paa det trange Spor der fører til Livet, Sporet mod Gud og hans Rige saa "det gamle er som forbiganget og alt er blevet nyt". Dyrene finder saagodtsom hele deres Nedarving til rettelagt; disse nedarvede sikre Spor kaldes Instinkter. Det der giver Vanerne deres store Magt er ogsaa meget det at Anlæggene til dem nedarves, knyttede til Indstinkter.


Foredrag 7 [må være fejllæsning af 4]
Da Mennesket først begyndte at tænke over sig selv, sit indre Liv lagde man Mærke til at der er noget i os der er vendt modtagende mod Omverdenen, igennem Sandsernes Porte strømmer Omverdenen ind i os, afslører sig for os derinde og erkendes af os. Dette er Forestillinger, men dernæst fornemmer vi noget i os der virker indefra udad mod denne Omverden, stræber at bruge den, herske over den, ændre den o.s.v., idet man bygger paa hine Indtryk, dette er Viljen! først senere opdagede man at der var et tridie virksomt i os, et med de andre to, snart var det som en lille Gnist og stundom var det en mægtig Flamme; dette er Følelsen.
En fransk Vismand var den første Tænker der stærkt betonede Følelsen; men det er det samme som Jesus altid henvender sig til i os, det inderste i os det han kalder Hjærtet. De tre sider i vort Sjæleliv virker altid forenet, omend snart den ene og snart den anden kan synes at være stærkere fremme i Forgrunden af vort Liv. Det er kun for Overskuelighedens Skyld at vi taler om dem hver for sig, og begynder med Forestillingslivet. Idet Verden paavirker os igennem vore Sanser, dannes der Spor derinde og til disse Spor knytter sig altsaa det vi kalde Forestillinger, indre Billeder. Dette at vor Sjæl har Evne, Kraft til at danne disse Billeder kalder vi Indbildningskraft (Fantasi). Dette er en underlig Evne ikke alene giver den os hen i en til det ydre svarende aandelig Tilstand, som vi ikke kunde betegne bedre end et Billede. Disse til en Sansning knyttede Forestillinger kaldes bundne. Men vi har Evne til at bevare disse Billeder, at drage dem frem til Sjælens Lys, saa vi helt kan glemme den ydre Verden for Beskuelsen af den Indre. Saadanne Forestillinger kaldes frie. Ja vi kunne frit danne helt nye Forestillinger som intet Øje har set eller intet Øre har hørt, vi kunne skabe Forestillinger, vi kunne endelig modtage Forestillinger fra andre. Det er som om vi traadte ind i en sælsom Hal, fyldt med Billeder af mangfoldig Slags, af Huse og Byer, Lande og Stæder, Folk og Fæ, Jordens Liv og Himlens Stjerner, af alle Farvers Glans, af mange Blomsters Duft, af mange Fugles Sang, af Toner og Melodier af Menneskets Røst og Tale, ja af Billeder af deres Indre.
Var det mon ikke et Arbejd værd, at søge at denne Billedhal kunde blive saa rig som mulig, saa fyldig og ren som mulig. Skønt vi har Forestillinger der er knyttede til baade Følelse, Lugt, Smag og Hørelse, er det dog fortrinsvis vore Synsforestillinger, der staar for os som Billeder. Paa den anden Side maa den blinde jo helt undvære Synet, og danner sig dog - ved Hjælp af Følelsen rigelig Forestillinger om hans Omgivelser. Det maa ogsaa indrømmes at vore Hørelsesforestillinger ere mere aandelige end Synsforestillingerne. Man skulde synes, at da det er den samme Omverden, der taler til os alle, maatte vort Forestillingsliv være omtrent nøjagtig ens. Dette er dog ikke saa. Hverken se vi alle nøjagtig det samme, og desuden afhænger det sete jo af Øjnene som ser. Vi se ikke Farverne ens. De Forestillinger forskellige Mennesker danne af det samme ere forskellige baade i Styrke, Klarhed og Nøjagtighed. Endelig modtager hver ny Forestilling af det Sjælsindhold der i Forvejen er, og kan ikke unddrage sig Paavirkningen, dette maa bestaa en Kamp for Tilværelsen, der afgør, om den skal gaa med ind i det levende i Sjælen, eller om den skal skydes til Side og være afhængig af Tilfældet om den kommer frem eller holdes nede. De enkelte Forestillinger eller Forestillingsgrupper, have tyranniske Tilbøjeligheder, saa vi staa Fare for at komme til at kredse rundt i et Vanespor der er bundet til en saadan Forestilling. Dette er vort indre Tøjreslag og Forestillingen er Tøjrepælen. (Kolds Samtale med Sønderjyden om deres tre Slags Stude). Her gælder det: Ned med Tyrannerne! Hvis det virkelig skal lykkes os at faa denne Side af vort Sjæleliv ind under Opdragelse, en Udvikling. -
Den blinde kan ikke forstaa eller fatte Farverne. En Blind som havde faaet Synet skal have ønsket sig blind igen på Grund den megen Daarlighed han saa.

Af største Betydning for Menneskets Udvikling bliver det, at de nye Spor, der stadig lægges, bliver saadanne der fører hen mod Livets Spor. Over Barnelivets Spor hviler der en egen Uskyld. Enhver syndig Vane er som et stadigt blødende eller ædende Saar, hvoraf Gudsbarnet i os trues, og hvis Ar, om de læges, vil kunne smerte hele Livet. Et Barns Forargelse forstaaes ved at hvad der fæster sig i en Barnesjæl rykkes ikke let op. Selv om vi som voksne i mange Maader maa færdes paa andre Spor end da vi [var] Børn, ere dog Barnesporene tilbage som gode Minder. Barnemindet er Engle Veje; det os viser hvad vi kan nå, det os viser hvad vi skal eje, når vi igen kan blive små. Menneskets indre Liv bevæger sig altsaa ad det man kalder Spor. Enten følger det, det gamle eller baner sig nye. De sløve Sind er de der ikke kan komme ind paa nye Spor men stadig sjokker af Sted ad de gamle. De gaar rundt i deres eget Tøjreslag. Det frie harmoniske Sind er det som ikke lænkebindes af gamle Vanespor, og hvor de nye Spor ligesom vokser ud af de gamle, gaar venlig ved siden af dem, hvor Barnesindet med sin Troskyldighed, Sanddruhed, Opmærksomhed og Modtagelighed. Ungdomssindet med sin store Varmefylde bevares i den modne Alder og gør den blødere, hjerteligere og uskyldigere. Nu er det saa at der i de fleste Menneskers Sind findes døde Spor, Spor vi vel mindes at have fulgt, men hvori vi ikke mere leve. Forsaavidt det er Uvaners Spor det er lykkedes os at forlade saa er det jo godt, at de nu ere døde, om de end bliver ved at virke i os, som en Kilde til Ydmygelse, som et Sted, hvorover vi maa sørge. Men det kan ogsaa vær tabte Lykkes Spor, tabt ved eget Fald. Naar vi bevæger os ad vore Sindsspors Veje, hvorledes er saa denne Bevægelse? Er den sammenhængende eller er den springende. Den er det første. Man taler ganske vist om Tankespring, og foretager dem ofte, men ser man nøjere efter, vil man altid kunne opdage, at det tilsyneladende Spring i Virkeligheden er en sammenhængende Bevægelse, hvor man overmaade flygtigt overfare Forbindelsessporene og kun nærmer sig Udgangs eller Slutningspunktet. Sporene ligger ikke hulter til bulter men ere forbundne efter som de ere beslægtede. Dette gør det i høj Grad sandsynligt at Frenologerne virkelig har Ret i Hovedtanken, at de forskellige Sindsvirksomheder (bevægelser) har sine tilsvarende Hjernevirksomheder paa bestemte Maader eller ved Livets Vilkaar i det Hele (f. Eks. vore kæres Død) altsaa ved Slægtens Fald. De ydre Maader kunne paa saa mange Maader sætte Domme for Menneskets indre Liv men intet stærkere end Døden.


Foredrag 5.
Hvorledes finde vi nu Sporene? Ja Vanesporene finde vi uden Ulejlighed; thi det er egentlig dem der finde os. Ogsaa Mindernes Spor, dem, der ligesom ere brændte ind i os ved stærke Følelser, finde vi let. De er en saa uadskillelig Del af os, at det at tabe dem egentlig er at tabe sig selv. Men i det daglige Liv har vi brug for en Mængde Smaaspor, større eller mindre i Forhold til Omfanget af vort aandelige Liv. Eller vi har nu og da Brug for saadan et lille Spor, vi kunne kalde dem Hukommelsesspor, og der er det tit, at vi "ikke kunne komme på det", et fuldkomment nøjagtigt Udtryk. Vi søge det da ad Lighedens Vej og finde det oftest. Man kan ogsaa danne en vilkaarlig Forbindelse (Taleren og hans Hat), Hukommelsen er jo langt fra lige stor hos alle. En fransk Lærd erklærede at han ikke vidste hvad det var at glemme. Den kan øves og den kan svækkes, den kan tabes ved Sygdom eller Alder. En snurrig Sygelighed paa dette Punkt af Aandslivet er Distraitionen (at være distrait, udtales distræ) er en ejendommelig Bortvendthed i det indre der gør det vanskeligt, undertiden umuligt at komme paa saadan et lille Spor, man snubler i det og kommer ind i et andet, hvori de pudsigste Tilfælde kan finde Sted. Manden der ledte efter den Hest han red paa. Ingemann der ledte efter sine Glasøjne som han havde på Panden. Newton der skulde koge et Æg men kogte Lommeuhret og beholdt Ægget i Haanden. Man den som gik hjemme fra og skrev paa en Tavle over Døren at han ikke var hjemme men da han kom hjem igen lukkede han paa Døren men da den var lukket saa han op og saa hvad der stod paa Tavlen han gik da ganske rolig sin Vej igen skønt det var hans eget Hus. Lignende var det med en Professor, der havde til Vane altid at tage hatten af naar han mødte nogen. Men en Gang han gik i dybe Tanker mødte han en Ko og tog ærbødig Hatten af i den Mening at det var et Menneske; men bagefter opdagede han det og han ærgrede sig en hel Del herover. Men som han nu gik videre grundende gik han lige paa en Dame. I den Mening at det var Koen udbrød han ærgerlig: "Hvad, er Du der igen, dit Fæ". Naar vi forgæves have søgt et Spor sker det undertiden, naar vi have vendt Tankerne bort derfra, at det pludselig "kommer af sig selv". Der har altsaa foregaaet en Virksomhed inden i os, der har skaffet det frem uden at vi bevidst har været med. Dette samme, vi ville kalde det" det underjordiske" i os, kan undertiden lægge et helt Arbejde til Rette for os. Ligesom der er mere mellem Himmel og Jord end vi drømmer om foregaar der altsaa ogsaa meget inde i os som vi ikke ved af at sige, førend det pludselig skyder sine Resultater op i vort Sind. Dette er rigtigt; men det er ofte farligt; thi det kommer jo an paa af hvad Art det underjordiske i os er. Det Menneske der mer eller mindre viljeløst driver hid og did af pludseligt opdukkende Drifter og Indskydelser er i aandelig Forstand i Underjordiske Magters Vold. De gamle Underjordiske kunde ikke taale Lynet [lyset?]; de døde naar Solen skinnede paa dem; naar deres Navn bliver nævnt. Det er aandelig sundt at faa sådanne ødelæggende skjulte Magter frem i Lyset også i os.


Foredrag 6.
Natten kaldes ofte Dødens og Søvnens Moder. Død og Søvn er dog Modsætning; thi Søvnen er Livets Fornyer, under den hældes der Olie paa Livets Lampe, der ellers vilde brænde ud: Selve Livet tæres op. Bevidsthedens Liv, Lys, er dog ikke helt slukket under Søvnen thi vi kan drømme. Man har kaldt Drømmen en Station paa Grænsen af det bevidste og det ubevidste. Det er som det underjordiske i os driver sit Spil, tit paa en forunderlig Maade, saa vi snart fryde os, snart forfærdes, snart lever i Nutiden snart i Fortiden. Undertiden kan man angive Drømmens Aarsag; f. Ex. naar man om Natten drømmer hvad man har oplevet om Dagene. Mareridt skal skyldes et besværet Aandedræt; drømmer man at man flyver, skyldes det et let Aandedræt. I det Hele synes Uregelmæssighed i Legemets Virksomhed at afføde Drømme, undertiden ikke. Drømme kunne foregaa hurtigt, ja med en forbavsende Hurtighed og bevæger Sindet stærkt. I Førstningen tager Barnet Drømme for Virkelighed. Senere kan man endogsaa i Drømme nære Tvivl: "Bare du nu ikke drømmer". Fortjener Drømme vor Opmærksomhed? Ja! Tit blotter Drømmen Spor, hvoraf vi ellers ikke færdes: Vi lever f. Eks. igen vor Barndom om og færdes med kære, som maske ere døde, hvorved Mindelivet dyrkes. Ofte har en Drøm Præg af en Oplevelse, hvorunder vi gennemlever noget der er lig en virkelig Prøvelse, og da vi altid, selv under de mærkeligste Drømme - er os selv og vi dog bagefter, naar vi ere vaagne, staar ligesom frit beskuende os selv, som vi var da vi drømte, kan vi derigennem faa et Bidrag til at lære os selv at kende. Det er tit som om Drømmen blottede vort Væsens dybest liggende Spor. De hæslige Drømme kunne ligesom formørke Sindet, medens de smukke skaber Glæde. Det er endelig en gammel Tro, og den stadfæstes af Bibelens Vidnesbyrd, at Drømme kunne være advarende, varslende, betyde noget.
At blive aandelig frigjordt i vort Forestillingsliv er Opgaven der maa løses hvis vi skulle komme i Vækst, aandelig talt. Vi maa kunde helt og fuldt give os hen i Modtagelsen af nye, til Sandsning, særlig Syn og Hørelse, bundne Forestillinger. Kun da dannes de klart, kun da bliver vi aandelig rigere. I den klare Iagttagelse, den lydhøre Opmærksomhed er der en indre Frigørelse; det er som om de gamle frie Forestillinger gaa til Side, til Hvile, mens de nye drage ind og søge deres Plads. Paa den anden Side maa vi kunne løsrive os fra det ydre, fra det til Sandsning bundne, naar det intet Krav har paa os og glemmende alt omkring os, give sig hen i frit indre (Liv) Arbejde, lade Forestillinger mødes som til indre Ting, prøve, belyse hinanden, afstikke Livsløbet ligesom forud kort sagt betydningsfuldt udvikle vort Liv indefra. (En Indsejling til Gøtaborg, En ejendommelig Bortvendthed hos et Barn). Paa dette Punkt i vort indre maa vi være Republikanere "paa Liv og Død". Ingen enkelt Forestilling eller snæver Forestillingsgruppe maa have Lov til at opkaste sig til Tyranner, lænkebindende, udelukkende alt andet Forestillingsliv, at de kunde ene herskende lyse (Talemaaden at slukke andres Lys, at ens eget kan brænde des stærkere), men udenfor dem alt er Taage og Mørke. Vi maa kæmpe for at frigøres fra disse indre Tyranner, ikke blot for at undgaa aandelig Fattigdom, eller hvad man kunde kalde at blive "sat i Væksten", blive forkrøblet; men ogsaa fordi disse Tyranner meget ofte er af ond Art, ere Forestillinger der lyse paa onde Instinkters Veje, paa ødelæggende, hæslige Vanespor. (Se Foredrag III).
Meget ofte er Kampen mod Forestillingstyrannerne lig Kampen mod det onde. Ofte men ikke altid. (Forestillinger om Stude f. Eks. (se forrige Foredrag) er jo meget retskafne Forestillinger i og for sig. Men det er dog nedværdigende for et Menneske at bindes i Baas til dem). Det er naturligt at efterhånden som vor Livsbane afstikkes, vore Livsvilkaar fæstnes, maa de til vor Livsgerning knyttede Forestillinger blive de herskende i os, i alt Fald de stadigt ledende. Det er ikke godt andet, thi ellers vil Mennesket jo ikke være kommet paa den rette Hylde. Paa den anden Side er dette sikkert en af Aarsagerne til, at saa mangfoldige Mennesker standses saa tidlig i deres Udvikling: de ere blevne tøjrede. Men er det da muligt at undgaa at standse paa det Skær? Og dette er oven i Købet ikke det mindste Skær, thi hvad denne Indelukkethed er for den enkelte, er Partidannelsen for Samfundet: (Og da Samfundet bestaar af de enkelte, truer os altsaa her en ny Begrænsning) Uundgaaelige, nødvendige, nyttige men dog farlige fordi de ere aandelig afspærrede. I et Parti er der nemlig altid visse herskende Forestillinger, der støde fjendtligt sammen med de herskende Forestillinger i andre Partier.

Det var Spørgsmaalet, om det var muligt at undgaa at blive bundet til de Forestillinger der nu engang er og maa være de ledende for Mennesket, hans Livsgerning, og hvis det er muligt hvor gaar saa Vejen? Man kunde maaske mene at jo snevrere et Menneskes Livsgerning er, des større maa naturligvis Faren for Indskrænkethed, for Bundethed være. Dette er imidlertid ikke saaledes. Snarere kunde man sige: tvertimod! Jo større Opgave et Menneske staa overfor i sin daglige Gerning, desmere bindes nødvendigvis hans Kræfter og Tanker til denne Gerning; desuden: jo omfangsrigere et Menneskes Gerning er, des større Tanker faar i reglen Mennesket om sig selv, finder at han yder alt, hvad der med Billighed kræves af ham, ja vel egentlig lidt til, at med ham er det saare godt. Han faar, fordi hans Tøjreslag er stort, lettere et Indtryk af, at han egentlig slet ikke er bundet.
Man vil kunne pege i enhver Livsstilling paa Farisæeren; den højere Embedsmand er udsat for at blive tøjret til Forestillingen om sin egen Værdighed. Præsten til Velærværdigheden; Kunstneren til det særlig udvalgte; Læreren til det ufejlbarlige; Den praktisk dygtige Mand til sin Overlegenhed o.s.v. Det er alt dette Jesus kalder Mammon, det som Tiden (Møl og Rust) fortærer, og hvori han ser det aandelige Livs farligste Fjende.
Det er paa de Punkter hvor Mennesket har sin Styrke at det bindes. Den der lever indenfor en snevrere Ramme føler lettere sin Fattigdom og Trangen til aandelig Frigørelse. Naar det alligevel ofte er saa at Mennesker i de trange Kaar tilsyneladende har en snevrere Horizont end den. der har en større Virksomhed, saa skyldes det ofte ringere Evner. En stor Løftestang til Frigørelse er det når Mennesket naaer til at erkende, at det ikke først og fremmest og udelukkende er Haandværker, Bonde, Købmand, Embedsmand o.s.v. men Menneske, danner sig et Billede af, hvad det vil have ud af sit Liv som Menneske, mod hvilke timelige og evige Maal det vil føre sit Liv, uafhængigt af, hvad det iøvrigt bliver, saa Forestillingen om ret at være Menneske løfter op og ud over Stillingen (Sokrates, Kold: Bliv ikke borte i Hveden!) og frigør Menneskelivet i Sandhed. Men højt over alle Forestillinger "som Himlen er højere end Jorden", er Forestillingen om Gud, Om Livet her og hisset i hans Herlighed. Heri løftes Mennesket op og ud over alt smaat, endeligt begrænset, ind i det evigt - højere - højere, ubegrændsede paa en enestaaende Maade. Her mødes, som det var at vente den højeste Forestilling med den dybeste Følelse - Kærlighed til Gud og Næsten og den mægtigste Vilje, den der er et med Guds, og som er i Stand til at forvandle et Menneskeliv helt, saa "det gamle er forbigangent og alt er blevet nyt". Det var dette, Jesus vilde lære og meddele Menneskene: Sandheden, der skulde "gøre dem fri".

Ved Hjælp af Forestillingerne erkende vi den os omgivende Verden. Da dette just er Menneskets Opgave som maa løses før Mennesket kan tage fat paa at "gøre sig Jorden underdanig" saa begynder Livet i Barndommen med at Barnet samler ind Enkeltforestillinger for af disse efterhaanden at opbygge sit Verdensbillede, dels iagttager det, - og dette med en ejendommelig, gjennemtrængende næsten profetisk Kraft - dels spørger og hører det af ældre (Barnets Kærlighed til Dyr). Men altid er det Enkeltforestillinger det arbejder med. (Et Barn og en voksen paa et smukt Sted). Mens Dyret fødes med visse Spor og dertil knyttede Forestillinger, maa Barnet ligesom forfra bygge sine Forestillinger og bane sine indre Veje. Heri har Barnet sin Styrke, og overalt hvor det arbejder ad denne Vej følger det sin Natur; det kan endnu ikke se bort fra Enkelthederne og de til Enkelthederne knyttede Forestillinger og beskæftige sig med Tingene i al Almindelighed (abstrahere), hvad der for Resten skal Øvelse til ogsaa for det voksne Menneske (Vandskeligheder ved Matematik; at 3 × 4 = 4 × 3 det forstaar alle, som kan den lille Tabel, men at a × b = b × a hvor a og b betegne hvilket somhelst tal, det er ikke saa let). Det er af stor Betydning at Sindets barnlige Friskhed bevares. Det er en af Hovedegenskaberne ved det kunstneriske, poetiske Menneske, at det bliver ved at se paa Livet og de Enkeltheder hvoraf Livet og Tilværelsen bestaar med friske ligesom nyskabte Øjne. (Blicher udtaler et Sted at han sanser endnu med samme Friskhed som da han var Barn). Det er en stor og betydningsfuld Forandring, der sker med Mennesket, naar det ligesom slipper den ydre Verden og fordyber sig i den indre Verden, slipper alt andet og arbejder med Forestillingen om sig selv. Dette er Ungdommen og det er nødvendigt at den unge maa give sig hen i dette Forestillingsliv, denne Digten om sig selv. Faren ligger i at Middelvejen der er saa god, er saa vanskelig at finde. Tidt mener den unge for meget om sig selv, er i Stand til at nære kæmpemæssige Forestillinger om sig selv, men ude af Stand til at tænke sig den Mulighed at kunne fejle; undertiden mener han for lidt om sig selv; Opgaven er, at han lærer sig selv at kende. Det er i denne Periode, at Mennesket fristes ind i at leve i tomme Forestillinger, der undertiden kan lægge et Menneskeliv øde. (Skomagerdrengen, der vilde være Danmarks første Skomager. Lotteriet). Men ogsaa det at sætte Livsmaalet for lavt, at de Forestillinger man danner sig om sig selv er for fattige og smaa saa den unge ikke stiler efter at faa sit Liv frem i ædel Stil, ledet af gode Forestillinger.

------------------------

Til toppen af højre spalte

Faren for den voksne er at han bindes for stærkt i den Forestillingskreds som hører til hans daglige Gerning, saa at hele store Sider af Livet ligger øde, saa han fortabes i det jordiske. Dette kan ske paa en frygtelig Maade hvad end Menneskets Livsgerning er. (Charles Darwin, Darwinisme). Opgaven for det enkelte Menneske er jo ikke den, at det skal gå op i sin jordiske Gerning, afspærres i sin jordiske Livskreds, saa det ikke sanser andet, ikke har Hjerte for andet. Nej Opgaven er, at det deri skal hente Kraft til at løfte med paa Livet omkring sig i alt hvad der er godt, alt, hvori Guds Tanker lever. Den der oplever at blive gammel, oplever jo ogsaa, at hans Livsgerning falder af hans matte [?] Haand eller bliver ham en baade aandelig og legemlig Byrde. Med Tiden bag sig og Evigheden for sig lever han sit svundne Liv om i Forestillingen, i Mindet og naar Troens Øje er opladt for ham lever han et dejligt Liv i Forestillingen, Haabet om Evigheden. Den fromme Oldings Liv er som et Havblik, hvori Himlen spejler sig. Atter er Faren den, at Mennesket er blevet bundet for stærkt i sit Jordeliv, saa det foran sig kun ser Gravens Mørke og bag sig det Liv, som det ikke mere magter at leve, hvorfra det alt er dødt. - Da ser man det sørgelige Syn af den gamle, der med rystende Hænder og sløvede Sanser klynger sig til dette Liv med sin sidste bristende Kraft eller fortvivler.


Illusioner og Hallucinationer.
De frie Forestillinger skelnes fra de bundne derved, at de ikke ledsages af en Sandsning; d.v.s. den ydre Verden fremkalder en Tilstand i vort Sanseorgan (Billeder i vort Øje, Svingninger i vort Øre o.s.v.) om denne Tilstand bringer Sanseevnen Bud til Bevidsthedens Sted, der jo er inden i os og maa tænkes som et eller andet Sted i Hjernen, hvor den legemlige Tilstand fremkommer, der svarer til det aandelige Forestillingsliv. Her rejser sig imidlertid den Vanskelighed, at den frie virkelig undertiden fremtræder ledsaget af Sansning, idet den enten ligesom skyder den bundne Forestilling til Side (Illusion) eller selv gør sig gældende ledsaget af hine Erfaringer af en Virkelighed udenfor Mennesket der ellers kun ledsager den bundne Forestilling (Hallucination). Goethe der kunde se en Blomst skyde op for sin Fod. Saaledes fortælles ogsaa om en engelsk Portrætmaler der kunde naar han engang saa den han skulde male efter sine frie Forestillinger. Der fortælles om den berømte engelske og amerikanske Digter Mark Twain at han paa en Rejse i Amerika kom til et Hotel hvor der kom mange og hilste paa ham men der var ingen som han havde noget videre Kendskab til. Da saa han iblandt Mængden en Dame som han kendte meget godt og han sagde derfor til sig selv: "Aa! der er jo Fru X. Men han ventede at hun skulde komme hen og hilse paa ham men hun kom ikke. Siden talte han med hende men hun havde slet ikke været paa Hotellet den Dag M. Twain havde seet hende. Dette sidste er det mærkeligste og det vanskeligste. Hallucinationen maa tænkes at fremkomme ved at den frie Forestilling under visse Forhold rejser sig paa en saadan Maade, med en saadan enevældig Magt i Sjælen, at den fra Bevidsthedens Sted (i Hjernen) udløser en tilbagegående Nervestrøm til Sanseorganet hvorved dette kommer i samme Tilstand som det er ved den, til den bundne Forestilling knyttede Sanser. Er denne Forklaring rigtig saa er der hermed rammet en Pæl gennem hele Bunker af forfærdelig Overtro. (Underjordiske, Jætter, Trolde, Spøgelser, de forfærdeligste Hexeforestillinger der førte til, at der endnu i Karl den 11tes Tid brændtes 100 Hexe i Sverrig. Hexeprocesserne fra ca. 1250 til ca. 1750 kostede Evropa mere uskyldigt Blod end alle Krige. Millioner af Kvinder bleve brændte, deriblandt den berømte Jeanne d´Arc, Pigen fra Orleans som hun ogsaa er bleven kaldt der frelste Frankrig. Hun blev brændt 1431).


Svedenborg (født i Sverrig 1688) Spiritismen. De tyske Pneumatologer (Legeme, Nervegejst og Aand) Seersken fra Prevortz. Hendes indre Sprog. Andrew Jackson Davis (født 1826 i Staten New York) Spøgerier. Den franske Spiritisme: fysiske Medier, hørende, seende og helbredende Medier. Bankelyde og Aandesvar.
Florence Cook og Katte King i Theosofi og Fakirisme (Madame Blavatzky).
Inde i os er Følelsen, Hjærtelivet, noget sjæleligt der kendemærkes ved Bestemmelserne Lyst og Ulyst (Efter Grad og Art har disse Følelser forskellige Navne: Spænding - Skuffelse; Haab - Frygt; Glæde - Sorg; Kærlighed - Vrede, Had; Fred - Anger; Lyksalighed - Fortvivlelse; Fryd - Rædsel; Uvilje - Godvilje o.s.v.) og har i Naturen sit Tilsvarende i Lys og Mørke, Varme og Kulde. Det ledsager enhver Forestilling, men er forøvrigt altid tilstede i os som en Slags indre Opgør, der snart viser Underbalance og snart Overbalance (Lyst) det er omtrent som Ebbe og Flod i vort indre og man har kaldt det Livsfølelsen. Skønt Følelserne ledsage Forestillingerne skifter den dog ikke med dem, idet enhver ny Forestilling forefinder andre med dertil knyttede Følelsesmasser, som dens Følelse enten forøger eller formindsker, men sjælden ophæver, løfter helt, hvis det ikke just er den Forestilling eller Forestillingsgruppe der trænger sig frem hvortil Hovedfølelsen er knyttet, thi til en herskende Forestilling hører ogsaa en herskende Følelse. Førend vi gaa ind paa Følelseslivets Dybder ville vi betragte den inderlige mærkelige Forbindelse der er mellem Følelseslivet og det legemlige, idet ikke alene Nervelivet og det deraf styrede Muskelliv men ogsaa Hjerteslaget med hele Blodomløbet paa en mærkelig Maade staar i Samklang med Følelserne selv de svageste. Ved en Række sindrige Forsøg (Den danske Læge Langekær) ad Iagttagelsens Vej, navnlig paa Sindssyge hvis Følelsesliv er saa utøjlet naaet (lignende Resultater) er det lykkedes Danskeren Lehmann at paavise 1) at Lystfølelsen ledsages af et livligere kraftigere Hjerteslag, en Udvidelse af det ydre Haarkarnet, hvormed følger en stærkere Blodtilstrømning, ledsaget af Varmefølelse Rødmen og en Forøgelse af det ydre Rumfang (f. Eks. af en Arm) Aandedrættet arbejder regelret og kraftigt, Nervelivet er frit med fast og klart Herredømme over Musklerne (Musklerne er spænstige) 2) at Ulystfølelsen har den modsatte Virkning; altsaa: et svækket Hjærteslag en Karforsnevring (med Kuldefølelse, Blegnen) og formindsket Rumfang af de ydre Legemsdele. Dette formindskede Rumfang efterfølges dog af et forøget, der skyldes en Ophobning af mørkt Blod paa Grund af Hjærtets svækkede Virksomhed, et uregelmæssigt Aandedræt og et svækket forstyrret Nerveliv med Muskelvirksomhed (Skælven, Kanonfeber, Lampefeber, Eksamensfeber).

Vi ville betragte de Følelser der betone den simple Sansning:
1. Følesansen. Følelsen af den glatte Overflade i Modsætning til den ru er lystvækkende den harmoniske Form ligesaa men den sanser de seende væsentlig ved Hjælp af Øjet, anderledes hos de blinde. Følelsen af Varme og Kulde er lyst eller ulystvækkende, eftersom vor egen Hud har et Overskud eller Underskud af Varme. Følelsen af det glatte, kolde og levende vækker Rædsel.
2. Smagen (Shahen af Persien bebrejdede Evropæerne at de ikke vidste at Smagen begyndte i Fingerspidserne). Det velsmagende vækker Lyst men Smag og Behag er som bekendt forskellige; dette Gjælder ogsaa hvor Smag betegner noget aandeligt højere. Sødt og surt, bittert og besk betegner noget aandeligt [jordisk?] men bruges ogsaa om det aandelige.
3. Lugten. Her er Modsætningen Duft og Stank. Naar man i gamle Dage ofrede Røgelse har det været i Forestillingen om at Vellugt var velbehagelig for Gud. Særlig Lugten er en for Nutidens Mennesker stærkt forædlet Sans. Paa et lavt Kulturtrin synes det at være behageligt at Sanserne pirres stærkt; ligeledes synes det at mægtigt Spektakel, stærke Farver o.s.v. glæder dem.
4. Synet. Her er Modsætningen Lys og Mørke. Hver Farve har sin Følelsesstrøm. Rødt har meget æggende, særlig det ildrøde; i det blegrøde er det ligesom Lidenskaben er fjernet og kun Inderligheden er blevet tilbage. Gult er, omend stærkt lysende dog ikke for de fleste særlig lystvækkende, maaske fordi det fremkalder Forestillingen om det for hede, visnende, udtørrende. Grønt er godt for Øjet, Haabets Farve, styrkende, som Udtryk for det frodige Naturliv. Blaat er køligt, fjernet, frisk, naturligt, vemodigt, længselsfyldt, Himlens og Havets Farve, Forglemmigejens.
5. Hørelsen. Her er Modsætningen Klang og Stilhed, men Stilheden er dog ikke noget ondt i Modsætning til Klangen. De ligesom kalder paa hinanden, saa at Stilheden er ligesom Klangbunden (Bækkens Rislen i den stille Skov, Ildens Knitren i den stille Aftenstund, Hanegalet, Fuglesangen i de stille Skove). Højest er Velklangen (Sagnet om Erik Ejegod og Spillemanden) Tonerne. De har en særegen Evne til at vække Følelsen hvor den ligesom slumrer i Sjæledybet. Musikken har ligesom Nøglen til Sjælens Lønkamre i Ubevidsthedens Dyb, hvor Følelserne sove, de komme, de rejse sig i stor og overvældende Styrke uden at der er anden grund til deres Komme end Tonerne. Ved Sangen er Tonerne forbundne med Ord, derfor er der en Mulighed for at Følelsen ganske anderledes klar og stærk og fuldt bevidst og begrundet kan vækkes gennem Sang end gennem Musik. Mange Mennesker have Tonerne dog ikke den Magt over, altsaa Magt til at vække Følelsen uden nogen egentlig Grund og klar Bevidsthed. De ere "umusikalske". Muligvis staar det ogsaa i nogen Forbindelse med et vist Organ i Øret.
Enhver Forestilling er altsaa ledsaget af en Følelsestone, om der gives Følelser der ikke ere knyttede til Forestillinger er uvist. Men da Forestillingerne ere Mangfoldige, bliver altsaa ogsaa Følelseslivet meget sammensat. Paa Livsfølelsens Tidevande hæver sig de Følelsesbølger hvori Sjælen lever og paa dem spiller igen allehaande Krusninger som Smaabølger i Leg. En ren ublandet Lystfølelse er Glæden. Den har dog mange Afskygninger, fra hin frydefulde stille Sjælens Glæde, der breder sin Straaleglans over Mennesket, hin Glæde, der ytrer sig i Leg og Latter, i den glade Overgivenhed og Fryd for ingen Ting. Glæden ved noget er Kærlighed. Det noget kan være Naturen, Mennesket, et eller flere Mennesker, Kunst, Videnskab, Arbejde, Gud. Da er Glæden ikke naar dens Gjenstand ikke er, men der hvor den var en Tomhed og i den bor Længselen, Savnet, stærke Følelser. Fred og Haab er særlige Former for Glæden. Fred er som Sjælens Havblik; Haab er Glædens Dæmring. Er Glædens Genstand haabløs tabt, indtager Sorgen dens Plads, men da denne Følelse er knyttet til dyrebare Minder, dvæler Sjælen dog derved, flyer dem ikke. Saavel i den rene Glæde som i Sorgen er der Samling. Forskellige Vrængebilleder af Glæden er Fornøjelsen, Løjer, Spas, Grin, Sjov. Det er ikke glædeligt at vor Tid har dannet Ordet "sjovligt". I disse Vrængbilleder bor Adspredelsen.

Da Glædens Kilder ere mange bliver ogsaa Glædesfølelsen forskellige. Glæden over det skønne (æstetisk Følelse) er forskellig fra Hengivelser i Glæden ved det gode, sande, rette (etisk Følelse) der vel kan pege for Mennesket paa ham der er "alt det godes Raad og alt det godes Kilde" men dog ikke er et med selve den religiøse Følelse, Kærligheden til Gud, der er det eneste faste Holdepunkt for Menneskets Glæde, den eneste Kilde, der aldrig udtørres. Glædens ejendommelige legemlige Udtryk er Latteren; dog er Graad et Udtryk for den højeste Glæde saavelsom for Sorg. Herved kommer vi ind paa Følelsen for det latterlige, hvis Grundejendommelighed er Følelsen for en Modsætning, et Misforhold mellem det, der er, og det der skulde være. Oprindelig vækkes Latteren ved Overraskelse og man vil tit kunne paapege et Element af Overraskelse i det latterlige (Heibergs Vaudeville "Nej") men Hovedkilden er dog hin Modsætning og det er i deslige væsentlig paa menneskeligt Hovmod, Indbildskhed, Selv-overvurdering grundede Forhold i Livet at Komedier henter sit Stof. Latteren kan ogsaa være ond f. Ex. den hoverende Latter (Homers Helte), den spydige, saarende Latter (Satire, Spot) men den kan ogsaa godt forenes med Kærligheden til Latterens Genstand (Humor, Lune) Hostrups Komedier ere især rige paa Humor. Følelsen for det ophøjede beror vel ogsaa i Følelsen af et Modsætningsforhold, men her overvældes den ædle, der har vor fulde Sympathi, af Magter der er større, men ikke større end han eller hun sejrer. Følelsen af det ophøjede kan røre os til Tarer. Disse Magter hvorunder Mennesket ligger under i saadanne Tilfælde har man kaldt Skæbnen, det er, de evige Love, der holder Livet og som stundom, knuser den enkelte men rejser de mange (Lincoln).

Vreden er en blandet Følelse, en Ulyst ved nogen eller noget forenet med Lyst til at faa Vredens Genstand fjernet (og ofte en levende Tilfredsstillelse naar dette sker). Den kan være paa sin Plads have sit Udspring i det bedste af Menneskets Natur naar den rettes mod det der lægger Menneskelivet øde. (Dette kan ytre sig paa en helt barnagtig Maade over for livløse Ting (Eneboeren og Vandkrukken) men Spiren til det onde i Verden ligger deri, om man vil Vredens Genstand "til Livs" føler Lyst til at tilføje den Ulyst, denne Spire kan ligesom suge ondt til sig og voxe, gære og blive til Ærgrelse, ja blive til Lidenskab, en Hævntørst, Had. Hadet bygger vel oftest paa en Aarsag, en virkelig Uret der er lidt men den kan ogsaa spire af en særegen ond Følelse - Nid, Misundelse, der som Lyst ved det der volder andre Uret, Ulyst ved andres Lyst er helt djævelsk ondt.
Det viser sig her paa en mærkelig Maade, at Følelsens Værdi bestemmes ved, om den har Mennesket selv til Formaal, er egoistisk, eller den er rettet imod, suger sin Kraft fra hvad der er udenfor Mennesket, er ikke Egenkærlighed men Næstekærlighed, ikke Egoisme men Sympathi.
Det vil saaledes vise sig at i en Familie, den snævreste Ramme for Samlivet, er den den værdifuldeste, der mest kan glemme sig selv og være noget for de andre. Den Familie er den mest værdifulde i den videre Kreds (Sognet, Landskabet) hvorfra kærlige Tanker, Kræfter gaar ud i Folkelivet; det Folk er det mest værdifulde, hvorfra et kærligt Arbejde for at fremme Guds Sag, alt hvori Gud har Velbehag, paa Jorden gaar ud. Der gives en Familie, et Parti, en Folkeegoisme der er af det onde. Dette saaledes at kunne ofre sit Liv er ikke ensbetydende med Selvforagt med en uværdig Tilintetgørelse af sig selv. Tvertimod! I sit dybe og kærlige Syn paa Menneskelivet, ud fra hvilket det sympatiske Menneske sætter Livet til, har det en Følelse af Livets Værdi, dets evige Betydning, hvorunder det vel selv ydmyges men dog i Aand og Sandhed ophøjes og hvorom Egoisten ingen Forestilling har. Det vil vise sig at netop ved at ofre Livet bevares det.
Det er ikke alene en Vej til sand Dannelse der jo i vort Forhold til vor Næste bestaar deri: at være som man bør, men til sand Lykke, thi jo mere et Menneske elsker uden for sig selv des rigere er hans indre Liv desto mere Kærlighed vil han vinde og det vil sige Lykke:

Hvor ulykkeligt er derimod ikke Egoistens Liv: han som kun elskede sig selv vinder ingen Kærlighed fra andre, jo længere han lever desto tommere og ødere bliver der om ham, i ham, uden Kraft til mere at leve Livet i selvkærlig Nydelse og uden Mod til at dø oplever han paa en frygtelig Maade Sandheden af Frelserens Ord: den der elsker sit Liv skal miste det.

Vi leve vort Liv i Øjeblikket, i Nuet, i det flygtige Nu. Dog er vi maaske sjælden særlig optaget af Nuet. Vi ser meget fremad mod det, der skal komme, tilbage mod det der har været og det er ikke ofte at vi gaa helt op i vort Arbejde i Nuet. Dette sker naar stærke Følelser fylder vort Bryst f. Ex. naar Digteren synger, Kunstneren frembringer, Arbejderen er fuldt optaget af sit Værk o.s.v. Idet nu saadanne stærke Øjeblikke der vel kunne kædes sammen til Timer men hvoraf hver enkelt dog har sit Indhold, idet de gaa os forbi tager de ligesom vort Livsindhold fra os; vi kunne vel altid fremkalde de levende Forestillinger i samme Klarhed for os men ikke saaledes med Følelserne.
Dette har mange Mennesker følt med Vemod, særlig har Johannes Evald, vor største Lyriker flere Gange kraftigt udtalt dette; f. Ex. i Schleppegrells Poesibog skriver han:

Han har fremdeles skrevet i "Nytaarsønske" til sin Fader:

Amerikaneren Longfellow skriver i "Den gyldne Legende": Ak! Vort indre kan genoptage alt hvad der hører det ydre til. Vi bygger op, naar vi helst det vil hvert Fepallads fra de svundne Dage: kun os selv kan ikke derind vi drage.
Vort Hjertes klingende Strengespil faar aldrig sin første Stemning tilbage. De rejse sig med den oprindelige Styrke eller kun saare sjældent (En Franskmand mistede i sin Barndom en lille Søster som han tog sig meget nær. Med Tiden lægtes dog hans Sorg men da han var gammel Mand kom han til at mindes dette med saa stor Styrke at han maatte græde i nogle Dage; det var som Saaret paany var blevet oprevet med sin første Styrke efter saa mange Aars Forløb).
Naar Grundtvig beder om:

da er heri jo udtalt Erkendelsen af, at selv det herligste, der kan fylde os, er viet til Undergang i os selv, har ligesom ikke Evighed i sig. Saaledes som vort Vilkaar er her i Tiden er det dog sikkert det bedste. Jo længere et Menneske lever des mere erfare vi ikke alene af Glæder men ogsaa af Sorger; hvis nu derfor alle Fortidens Følelser kunde rejse sig i os naar [vi] kom dem ihu, i deres oprindelige Styrke da vilde Livet for alle der ikke lever det i aandelig Døs, ikke være til at bære. Kaalund siger et Sted:

Dette er sandt. Og derfor er det godt, at Mindets Følelsestoner er stærkt dæmpede. At det alligevel er en Mangel at vi ikke ere i Stand til at fastholde selv det herligste der kan fylde os er ogsaa sandt. Det hører med til "det Stykkevise" som Paulus taler om i 1. Kor. 13. Kun Kærlighed fra Gud dør aldrig ud.


Enhver Lyst ved noget fører med sig en Lyst til noget. Det første er Følelse det sidste er Villie. Viljen er ikke en sjælelig Evne (Man kan tabe Hukommelsen men Villien skulde man ikke kunde tabe), men noget grundvæsentligt i os, det, der foregaar i os, før vi handler bruger vore Kræfter enten paa legemlig eller aandelig Vis (Opmærksomhed er f. Ex. et aandeligt Arbejde; der hører bl. a. Villie til). Villien synes ofte at være noget medfødt. Alle store historiske Skikkelser have bl. a. været store Villiesmennesker særlig Herskere f. Eks. Napoleon Bonaparte, Abraham Lincoln og flere, men paa den anden Side er det ogsaa et Krav man stiller til alle at de skal kunne ville, som om Villien var noget enhver kunde anskaffe sig.
Hvorledes det nu end forholder sig hermed er det klart, at Villien er noget grumme vigtigt eftersom det er det inden i os, der gaar forud for Handling, og da vi maa være ansvarlige for vore Handlinger, saa maa det være i Villieslivet Ansvarets Tyngdepunkt ligger. Men Villien kan nu være mere eller mindre klar, mer eller mindre omfattende vort hele Væsen. Den laveste Form for Villien er Instinktet der er blindt men stærkt og er hos Dyret den eneste Antydning til højere Villie, Driften er det næste Trin og fylder en stor Plads i det menneskelige Villiesliv, det er sig Maal og Grunde bevist men Grunden er kuns en enkelt, en enkelt stærk Følelse med dertil hørende Forestilling, denne Villie er ingenlunde Mennesket uværdigt; vi ere skabte med Driften; det gælder kuns, at Drifterne og Driftsviljen bliver menneskelig og ikke dyrisk og det vil sige at den bæres af ædle menneskelige Følelser og Forestillinger, at den åndeliggøres. - Der er dog mange Gange noget uklart i Driften, noget, der baade naar man ser tilbage og fremad, peger langt ud over det enkelte Menneske. Et højere Trin i Viljeslivet er det naar flere Grunde gør sig gældende, naar der finder et Overlæg af Valg Sted en indre Drøftelse eller Proces der fører til en Beslutning (et Forsæt, et Ønske o.s.v.) et Valg; heri gør sig vel altid en Drift gældende, men ogsaa højere Hensyn, Fornuft, Samvittighed. Hvor det særlig er Fornuften der er det bestemmende kunde man kalde Viljen Fornuftsvillie, hvor Valget træffes under de højeste Hensyn, den menneskelige Aand Kan tage, idet den ser bort fra egenkærlige, timelige Formaal og bestemmes af evige Hensyn til, hvad der er Guds Villie. Dette ville vi kalde Aandsvilje.

Der er en Vanskelighed paa dette Punkt i Psykologien, og Vanskeligheden er i den frie Villie. Her maa vi imidlertid standse for at blive enige om, hvad vi forstaar ved en fri Villie. Der kan derved forstaaes forskelligt:
1. at man ikke hindres af ydre Tvang f. Eks. er syg, fange, o.s.v dette bliver altsaa nærmest Handlefrihed
2. eller af indre Tvang (jeg gør det men jeg gør det ikke med min gode Vilje.)
3. at der er tilstrækkelig Kraft i Viljen. Det er nærmest i den Retning at Viljens Frihed hævdes i den augsburgske Trosbekendelse af Lutheranerne. Modsætning til Calvinisterne der holdt paa Forudbestemmelsen.
4. At man har Valgfrihed; thi den der intet Valg har er jo tvunget til at ville Spørgsmaalet: Vil Du gøre det og det?). Men selv hvor der finder et Valg Sted under høje Hensyn kan Mennesket i Valgets Øjeblik sige: Jeg kan ikke andet.
5. Endelig Aarsagsfrihed, d.v.s. om der er indre Aarsager til det Mennesket vil, eller om der med menneskelige Villen sættes i Gang begynder uden Aarsag, vælger frit sin Vej og kunde ogsaa have valgt en anden, maaske en stik modsat. Det er her at Vanskelighederne rejser sig. Hvorledes kan det tænkes, at der i den evige, af Guds Vilje styrede Sammenhæng bliver Plads til den selvstændige fri Menneskevilje? Og paa den anden Side: Hvor bliver det muligt at man kan gøre Ansvar gældende overfor et Menneske som ikke handler frit? Som gjorde hvad han gjorde fordi der var noget i ham som tvang ham til at gøre det (Barnet: Jeg kunde ikke gøre ved det, og den voksnes: Snak, Du har jo en fri Vilje).
I Virkeligheden kan jo ingen nægte at vi paa mange Omraader er aarsagsbestemte; Striden staar derfor ogsaa nærmest om hvorvidt vi indenfor et vist lille Omraade er fri eller ikke.
Spørge vi: Hvad siger Erfaringen? Ja saa synes vi at vi er fri. Det kan staa saa levende for os at vi kunde have valgt helt anderledes end vi gjorde og maaske beviser vi det ved næste Valg ved at vælge det vi forrige Gang forkastede. I hvert tilfælde føle vi, at Ansvaret for hvad vi gjør ligger fuldt og helt paa os. Spørge vi: Naar erfare vi os som fri (Jesu Ord: Hvo som gør Synd, er Syndens Træl. Bliver i Sandheden og Sandheden skal gøre Eder fri. Dømmer ikke at I ikke skulle dømmes. Russerne kalde Forbryderne for de ulykkelige) da bliver Svaret: Naar vor Vilje gik ind under Guds Vilje og vort Liv saaledes udfoldedes efter sin Bestemmelse, altsaa paa Aandsviljens Høj, naar Guds Aands Vingeslag gaar gennem vor Sjæl og bærer den med sig. Saa bliver da denne høje Aandsform Slutstenen paa den menneskelige Personlighed, det højeste vi kan naa.
Det faar saa ogsaa for denne Gang være Slutstenen i denne Undersøgelse af det Tempel som hedder, den menneskelige Aand.