Birgitte Berg Nielsen

Erindringer fra ophold på Askov Højskole
6. april - 29. juni 1877 - Del I

Det er i Aar 25 Aar siden, jeg var Elev paa Askov Højskole. Jeg vil i den Anledning sende en Hilsen til de ca. 100 unge Piger, som jeg i den Tid var Kammerat med, og til de Lærere og Lærerinder, som ledede Undervisningen; og denne Hilsen skal rumme en Tak for den Foraarstid, i hvilken mange gode Frø blev saaet, og mange spæde Spirer fik Næring, saa Barndommens Tro og Haab, Drømme og Tanker fandt Vejledning til Forstaaelse af det Arbejde, der skal gøres baade indad til og udad til, om vi skal naa lidt af det, vi alle længes efter: "at blive gode og udrette noget godt".

Den 6. April 1877 kom jeg sammen med flere andre unge Piger med Toget Nord fra til Vejen Station. En høj, mørk Mand viste os Vejen til Askov; det var koldt, rusket Vejr, og vi fandt det meget hyggeligt, da vi kom ind i Skolens lyse, lune Dagligstue ud mod Haven og fik Frokost og noget varmt at drikke. Da vi havde rejst os fra Bordet, stod vi i en lille Klynge henne ved Vinduet, saa ud i Haven og hviskede forsigtigt sammen om, hvad der nu skulle ske.

Ludvig Schrøder

Da kom en Mand, som vi fandt meget fin og fornem, - stærkt, sort Haar, som var strøget lige tilbage, stort, sort Skæg, et fint, blegt Ansigt og et Par klare, brune Øjne, som syntes at præge det hele - ind og hilste paa os, idet han gav os Haanden, en smal, fin Haand, som slet ikke lignede de stærke Arbejdshænder, som vi var vante til at se der Vester ude, hvor vi var fra. Manden saa grumme nøje paa hver enkelt af os, idet han hilste, og den ene efter den anden slog Øjnene ned; men det gjorde jeg ikke, jeg stirrede vist ind i det forskende Blik, som om jeg der skulle finde Svar paa det store Spørgsmaal om, hvad det egentlig var, vi skulde opleve paa denne Skole. Saa forlangte Manden vore Garantisedler. Vi saa uforstaaende paa ham og paa hverandre; Garantisedler, hvad mon det var for noget.

"Vi har ingen Sedler", svarede jeg, da ingen anden vilde bryde Tavsheden.

"Saa faar De heller ikke Deres Tøj", svarede Manden.

"Jo, vi faar det nok", sagde jeg, "for det blev læsset af nede ved Stationen, og der er Navn baade paa Kufferter og Sække, og der var en Mand dernede, som sagde, at naar vi bare gik her op, saa skulde Schrøders Vogn nok komme med Tøjet".

"Stationsforstanderen kender ikke Dem ved Navn, og han kan ikke udlevere Tøjet uden mod Garantiseddel", svarede Manden, saa barsk paa os og gik lidt hurtigt bort, men dog ikke hurtigt nok til at skjule et Smil, der slet ikke passede til de barske Ord og Miner.

"Han tror vist, vi er rigtig dumme, vi skulde naturligvis haft en Seddel for Tøjet, da vi fik Billet til os selv i Vemb, hvem mon han var, mon det er en af dem, der staar for Skolen her og skal være Lærer for os", saadan stod vi og snakkede lidt; saa siger en af Pigerne:

"Men hvordan turde du se ham saadan lige ind i Øjnene, det var jo, ligesom han kunde se helt ind i én og blive klog af alt det, én tænkte?"

"ja, det var da allerbedst, om han kunde det, for saa maatte han da bedst kunne finde paa, hvad han skulde lære os", svarede jeg.

"Ja, det kan maaske nok være, men det er da alligevel saa underligt".

Flok efter Flok af yngre og ældre Piger kom nu i Løbet af nogle Timer til Skolen, nogle rolige og sikre, som dem, der ved, hvad de vil og skal, andre lige saa fremmede og forventningsfulde som os der Vester fra, som i Dag for første Gang havde kørt med Toget, og aldrig havde set anden Skole end Almueskolen der hjemme. Vi fik vore Værelser anviste, jeg kom sammen med Anna Kristensen til at bo i et Tomandsværelse i det ny Hus og med Vinduer mod Haven. Der var ny egetræsmalede Møbler, snehvide Gardiner med røde Kanter for Vinduerne, der var Ild i Kakkelovnen, Tændstikker og Lys i en blank Messingstage stod paa Hjørnehylden. Jeg var kun 15 Aar og havde hjemme delt Værelse med en hel Flok mindre Søskende, saa det var intet Under, at jeg fandt dette lille Værelse, som vi kun skulde være to om, herligt og hyggeligt og fik en Fornemmelse af at blive voksen og sætte Foden under eget Bord.

------------------------

Til toppen af højre spalte

Om Eftermiddagen blev vi kaldte ned i Skolestuen, nu skulde Undervisningen begynde. Vi var ca. 100 Piger og fik Plads paa flere rækker Bænke, som til min store Glæde var med Rygstød. Samtalen gik dæmpet, og vi saa hen mod Talerstolen, nysgerrige efter, hvad der nu skulle komme. Saa kom Manden, som om Formiddagen havde spurgt om de Garantisedler, vi ikke havde, han stod paa Talerstolen og saa ud over Forsamlingen, som om han lagde Mærke til hver enkelt. Det var Schrøder. Vi sang en Sang, som jeg ikke husker. Jeg husker heller ikke Enkelthederne i Foredraget, men jeg husker, at jeg blev fængslet af det, det var om Ungdommen, der skal se Syner; vi maatte sætte høje Maal og sætte Vilje ind paa at naa dem; det kunde maaske nok koste en Kamp, for "gennem Besværligheder gaar Vejen til Stjernerne", men den, som holdt trofast ud, vilde naa frem, for den Gerning, Gud gav et Menneske at udrette, gav han det ogsaa Kræfter at udøve. Det var vist nærmest et religiøst Foredrag, men det faldt saa mærkeligt i Traad med alle mine kære Barndomseventyr, i hvilke den, der var trofast og lukkede Øren og Øjne for alle lokkende Røster, altid vandt frem og til sidst naaede Maalet, trods alle Hindringer og alt, hvad han maatte lide undervejs. Der var dog noget i Fremstillingen, der ligesom rev Tanken løs fra sin almindelige Berettigelse og satte den nærmere i Forhold til den enkeltes personlige Liv; mon jeg her paa Skolen skulde naa Klarhed over og finde Udvej til at naa det, som var mit Livsmaal? Fra jeg som 8 Aars Barn begyndte at hjælpe Far med at stave med de mindste Børn i Skolen, havde Lærerindegerningen staaet for mig som det bedste af alt, men jeg øjnede ingen Udvej; jeg havde ingen Penge, var slet ikke "fin", og maaske havde jeg ikke en Gang "Nemme" nok. Jeg sad paa en af de sidste Bænke; men før Foredraget var forbi, var jeg bestemt paa, at jeg vilde længere frem; jeg vilde saa nær, at jeg ikke blot kunde høre, hvad den Mand sagde, men tillige i Ansigtsudtryk og Øjne kunne læse, hvad han tænkte, jeg vilde ikke gaa Glip af noget, derfor sad jeg siden paa forreste Bænk.

Efter Schrøders Indledningsforedrag sang vi et Par Sange, og saa talte Nutzhorn. Hans Tekst var Verset:

"Kun i Ordet Tanker gemmes,

kun i Ord de gaar i Arv,

deri kun Oplysning fremmes

Skridt for Skridt til Livets Tarv,

kun i Ordet Jorderige

fundet har en Himmelstige,

Slægten har et Levnedsløb".*

  * Afskrevet efter Hukommelsen.

Han talte om Gudsordet, der var Menighedens Eje fra de ældste Tider og gav Fællesskab mellem Fortidens, Nutidens og Fremtidens Kristne, saa vi følte os som een Slægt; han talte om Historiens Vidnesbyrd gennem Ordet, Slægtens og det enkelte Menneskes Forhold til Ordet og de Tanker, det gemmer, og derud fra om Ordets Alvor, og om det sande og gode Ords Betydning i Menneskets Mund. Nutzhorns Ord faldt saa jævne, saa ligetil at forstaa, der var noget i hans Tale, som gav Tryghed; det var som knyttede han hele Menneskeheden sammen med et Slægtskabsbaand, stærkt nok til at holde den enkelte fast, og dog vidt nok til at give Plads for hans Ejendommeligheds Udvikling; jeg følte mig mindre ensom ved at være et Led i Kæden, der var Mening og Sammenhæng i det hele og Brug for alle ærlige Arbejdere; der blev maaske ogsaa for mig en Gerning at gøre i Ordets Tjeneste, selv om der for Tiden ikke kunde øjnes Udvej.

Nu var jeg hjemme paa Højskolen; det var ikke noget helt nyt, jeg skulde gaa ind til; jeg var vant til at høre Foredrag, for i min Hjemegn var i de senere Aar en kristelig og folkelig Vækkelse i grundtvigsk Retning begyndt under Samarbejde mellem Præsterne Marcus Lund, Vium, Jessen, Ødis, Jens Peter Møller, Marvede, og Søren Anker Møller, Klim, som den Gang alle var Præster i Lemvigegnen. Jeg forstod, at Højskolen var en Fortsættelse og videre Udvikling af Livet der hjemme i Skole og Kirke, selv mellem Lærerne fandt jeg Lighed, idet Schrøder især mindede om Søren Anker Møller og Nutzhorn om Jens Peter Møller. Hjemme var det en Fest at være med til de ugentlige Bibellæsninger i Kirken og Foredragsmøderne i Skolerne, her skulde hver Dag være en Festdag. Jeg tror nok, at jeg græd og lo paa een Gang, da jeg blev ene; det jublede i mig af Taknemmelighed over at faa Lov at høre Ord, der skulle hjælpe mig til at vinde Klarhed over Menneskelivet, mest mit eget.

Om Aftenen var der mange Mennesker samlede paa Skolen; der blev spillet, sunget og snakket, Foraarsstemning var der over det hele, skønt det langt fra var Foraar udenfor. Det var en meget kold April Maaned.