|
Heinrich Nutzhorn
|
Kl. 8 om Morgenen slog Nutzhorn sine velbekendte 3 Slag paa Klokken, og saa gik vi til Foredrag. Nutzhorn fortalte Danmarks Historie for os, han fortalte jævnt og fornøjeligt, saa enhver kunne følge med, selv om hun ingen Forkundskaber havde. Han begyndte med en ganske kort Redegørelse for Stændernes Tilblivelse, hvilken Opgave de havde haft, og hvorledes de havde røgtet den, og begyndte saa sin egentlige Undervisning ved Aaret 1660 og fortsatte til ca. 1850. Vi fulgte Historiens Udvikling under saa skiftende Forhold som Enevoldsmagtens Indførelse under Frederik d. III og Grundlovens Vedtagelse under Frederik d. VII. Nutzhorn knyttede mest sin Fremstilling af Danmarks Historie til enkelte historiske Personer og tog fuldt saa vel Hensyn til Kulturudviklingen som til den politiske Historie. Han fortalte os om Griffenfeldt, Kingo, Peder Syv og Niels Juel, der hver paa sin Vis hævdede det nordiske i Modsætning til det fremmede, nemlig nordisk i Modsætning til tysk og holstensk Politik, dansk i Modsætning til tysk Digtning, Modersmaalet i Modsætning til Latinen og danske Befalingsmænd i Flaaden i Stedet for tidligere overvejende hollandske. Vi fik en fyldig Fremstilling af Bondestandens Frigørelse og Stavnsbaandets Løsning, hvilket navnlig interesserede alle os Landboere; Begivenhederne herhenhørende samlede sig især om Navne som Frederik den VI, Bernstorf og Reventlow. Nutzhorn fortalte os om Forholdet mellem Danmark og Norge, Adskillelsen 1814 og Norges fri Forfatning, og jeg tror nok, at hvem der ikke allerede gennem Bjørnsons Fortællinger og Sange havde Norge kært, nu fik Interesse for det gennem Nutzhorns Fortælling. Med Hensyn til Enkelthederne henviste Nutzhorn os til Bøger, vi kunde faa i Skolens Bibliotek, men der var kun enkelte af os, som læste noget videre, vi nøjedes med Grundtvigs lille "Mundsmag af Danmarks Krønike", som Grundtvig selv betegner som en Pegepind, der skal støtte Lærerens mundtlige Fremstilling af Historien, og som for dem, der ikke havde lært Historie i Barneskolen, var en rigtig godt Huskeseddel som Hjælp til at bevare Sammenhængen i Nutzhorns Foredrag over Historie. Vi fik saa megen Forstaaelse af, hvad Historie er, saa vi efter Skoletidens Slutning med godt Udbytte kunne læse Historie ved egen Hjælp, og jeg tog ved godt mod fat paa Allens Haandbog, som før forekom mig utaalelig tør. De mange Fædrelandssange og historiske Sange, Nutzhorn lærte os, hjalp betydelig baade til at gøre os glade ved Historien og til at huske den.
"Den hvide hedder Ordet og Sangens Magt den blaa,
Naar ud de flyve sammen, de Hjerterne kan naa".
Hver Formiddag Kl. 11-12 holdt Schrøder Foredrag for os. I den første Tid talte han om Myter og Oldsagn, og det var meget fornøjeligt. Som Barn havde jeg læst Ludvig Chr. Møllers Danmarkshistorie, som jeg læste Eventyr, og Præsterne derhjemme valgte hyppigt deres Foredragstekst fra Myterne, saa jeg var hel hjemmevant i den Verden, Schrøder førte os ind i. Det var saa trygt at faa en sammenhængende Udvikling af det, jeg som Barn havde læst, men kun i Brudstykker havde hørt Forklaring paa. Menneskelivet med dets Kamp mellem godt og ondt, mellem Aser og Jætter, oprulledes for vort Øje og altid paa en saadan Maade, at vi selv var med i Kampen og havde Lod og Del i, om det gode eller det onde gik af med Sejren. Vi lærte, at Striden mellem Aser og Jætter var ikke Krig for Krigens Skyld, men Kamp paa Liv og Død mellem godt og ondt, at Sagntidens Kamp gaar igen i vore Dage, om end der bruges andre Vaaben, og at Aanden ikke hviler men arbejder paa Udvikling og Fuldkommengørelse af Menneskehjertet og Menneskesamfundet. Miners Kilde, hvis Vand holdt Liv i Ygdrasils Ask, trods det, at Hjortene afæder Askens spæde Knopper og Ormene gnaver dens Rod, blev os Billede paa den Livskilde, af hvis Vand vi altid maa øse, om vi skulle kunne optage Kampen mod de onde Magter om os og i os. Jeg skal ikke prøve at gengive noget af disse saa lidt som de følgende Foredrag om Heltene Amlet, Bjowulf o.s.v., men den røde Traad i det hele var gennem Skildring af Fortidens Drøm og Daad, sammenholdt med Livet i Nutiden, at hjælpe os til at skimte Vilkaarene for Menneskeslægtens Udvikling og finde os selv og vor lille Gerning deri, og nu efter de mange Aars Forløb er det især Enkelthederne vedrørende den Side af Sagen, som staar mig klart i Minde.
------------------------
Til toppen af højre spalte
|
Jeg husker et Foredrag eller maaske var det kun en lille del af et Foredrag over Ordene: "Bi og tag skikkelige Folk ( Smaafolk) med". Det var Ord om at indfri vor Trang til Stordaad ved Trofasthed i det daglige Arbejde og vise vor Trang til at øve Kærlighedsgerninger i Vilje til at øve Venlighed mod dem, som i det daglige Liv staar os nær. Hyrdedrengens Tøj skulle tørres; hans Mad skulde være varm, naar han kom ind at spise senere end de andre; og han skulde have sin Del af Frihed og Hvile om Søndagen, saa han kunde glæde sig til Hviledagen og kende Forskel paa hellig og søgn. De Mennesker, ikke mindst Børnene, som havde smaa Evner og svage Viljer, skulle hjælpes, saa de kunde komme til at gøre Gavn og faa Glæde af Livet; vi skulle vove at gaa hel til Bunds, naar vi ville tage Kampen op mod de onde Magter, som vilde øde vort Folk, saa vi ikke lod nogen uhjulpen, saa langt vi kunne række. Kærligheden ville finde paa Raad og Taalmodet fange Sejr til sidst for den, som følte sit Ansvar, og derfor ikke kunne svigte. Vi fik vor Opgave lagt saa nær og fremstillet saa alvorlig, saa enhver maatte føle, at hun havde en Pligt at opfylde og en Kærlighedsgerning at øve under sin daglige Færd.
Schrøders Formiddagsforedrag var mig saa ligetil at faa fat i, at jeg skrev dem op efter Hukommelsen, naar jeg kom op paa mit Kammer; men en Dag da vi sad en Flok inde i Dagligstuen og talte om Foredragene, og hvad vi kunne forstaa og huske deraf, kom Jens Schrøder gennem Stuen, just som jeg sagde, at jeg skrev Schrøders Foredrag op. Han sagde da, uden at standse sin ret hurtige Gang: "Far kan ikke lide, at nogen skriver hans Foredrag". "Hvorfor ikke?" spurgte jeg. "Han kan ikke lide det", sagde Jens og var ude af Døren med det samme. Den halvvoksne Knøs talte med en Sikkerhed, der ikke tillod at drage hans ord i Tvivl. Jeg begreb ikke, hvad Schrøder kunde have imod, at vi skrev Uddrag af hans Foredrag; men jeg brændte mine Optegnelser og skrev ikke mere.
Fire gange om Ugen talte Schrøder for os om Eftermiddagen. Hans verdenshistoriske Foredrag voldte mig i Begyndelsen Vanskeligheder, for jeg var aldeles uden Forkundskaber i dette Fag. Paa to Timer om Ugen, i alt kun 20-24 Timer, gennemgik Schrøder i korte træk Menneskeslægtens Historie fra Oldtid til Nutid. Jeg sad med en Følelse af at maatte høre efter ikke blot med Øjne og Øren, men med hele Kroppen, for at følge med og rigtig faa fat i det temmelig store Afsnit af Historien, som blev budt os i et enkelt Foredrag; jeg tror nok, at de Foredrag i Førstningen voldte mig ikke blot hovedbrud, men Hovedpine, for jeg ville ikke nøjes med at forstaa Udviklingen i Almindelighed, jeg ville huske det hele, og det kunde jeg ikke. Saa fik jeg fat i Schrøders lille Verdenshistorie, og da hele Bogen kun var 3-400 Sider, læste jeg den igennem nogle Gange, saa jeg nogenlunde kunde den udenad, og dermed var jeg over Vanskelighederne med at følge Foredragene i Verdenshistorie.
Om bibelske Emner og Kirkens Historie holdt Schrøder omtrent lige saa mange Foredrag som om Verdenshistorien. Jeg husker bedst Foredragene om Menigheden i Jerusalem, Pauli Rejser, Ansgar, Luther og Grundtvig; det var en naturlig og letfattelig Fortsættelse af Barneskolens Undervisning i Bibelhistorie, og jeg var glad ved paa den Maade at faa noget at vide om den kristne Menigheds Historie fra Apostlenes Dage til vor Tid. Jeg havde hjemme gjort et Forsøg paa at læse Melbys Kirkehistorie, men der var meget i den, jeg ikke magtede, Augustins urolige Ungdom, hans Kamp og Spekulation for at finde Sandheden, forstod jeg slet ikke, hans Moder Monika holdt jeg derimod af, som en af de kønneste Menneskeskikkelser, jeg havde mødt. Jeg læste nu Melby om igen, idet jeg stadig ved Læsningen fulgte det Schrøder talte om, og det gik betydelig bedre end første Gang; men skønt Schrøder behandlede netop Augustins og Monikas Historie særlig udførlig, kunde jeg ikke komme bort fra, at Augustin egentlig aldrig burde have været Biskop, da han havde været saadan i "skidt Knægt" i sine unge Dage, og naar jeg glædede mig over hans Omvendelse, var det især for hans Moders Skyld.
Pastor Melby besøgte Højskolen i April og holdt et Foredrag for os; jeg husker ikke hans Emne, men jeg husker det milde og kærlige Udtryk i hans Ansigt, og at jeg fik Lyst til at læse mere i hans Bog, selv om det skulde koste noget Arbejde, fordi jeg nu havde været glad ved at se ham og høre ham tale.
|
