Birgitte Berg NielsenErindringer fra ophold på Askov Højskole
(Højskolebladet nr. 17, den 25. april 1902, spalte 525-536).
|
 |
|
Fru Schrøder læste lidt for os, bl. a. Ingemanns "Reinald Underbarn", men tog ellers ikke del i Undervisningen. Hun var altid til Stede ved Schrøders Foredrag og var den eneste, som maatte have Haandarbejde, mens Schrøder talte. Under Haandgerningstimerne om Eftermiddagen var Fru Schrøder ogsaa inde hos os og talte og sang med os; hun holdt Øje med os og tog sig af den enkelte, naar hun fandt Anledning dertil. Da jeg en kort Tid havde været paa skolen, talte Fru Schrøder til mig om, at jeg vist ikke taalte at høre alle Foredragene, og spurgte, om jeg ikke jævnligt havde Hovedpine. Hovedpinen kunde jeg ikke benægte, men den var jeg vant til, og jeg kunde ikke tænke mig at undvære noget af Foredragene. Jeg fik da ogsaa Lov til at blive ved at følge de 4 daglige Foredrag, men Oplæsningerne om Aftenen efter Tetid maatte jeg opgive; ofte maatte jeg ogsaa blive borte fra Gymnastikken, naar Hovedet gjorde ondt.
100 Elever kunde umuligt blive som een Familie, men vi savnede det ikke; vi sluttede os sammen, som vi blev Venner til, og der var altid en hyggelig og kammeratlig Stemning iblandt os. Alle vi, som talte Jydsk, sagde uden videre "Du" til hverandre; men vi sagde "De" til enhver, som sagde "jeg" til sig selv, uden Hensyn til, om hun var Bondepige eller Købstadsdame; det varede dog ikke længe, inden alle vi, som var fra Landet, blev "Dus" uden Hensyn til, om vi sagde "a", "æ" eller "jeg". Købstadspigerne derimod, som kun var vante til til at sige "Du" til deres nærmeste Slægt og Venner, var længere om at komme i Gang med det fortrolige "Du", og vi skulde nok vogte os for for at presse dem, det kunde aldrig falde en Bondepige ind at foreslaa en Købstadspige det kammeratlige "Du"; vilde nogen af dem være "Dus" med os, da maatte Forslaget komme fra dem; vi var vante til hjemme fra at sige "De" til "de fine"; det kunde vi ogsaa gøre her og være lige gode Venner for det; vi vilde nødigt tage mod et "Du", som ikke faldt naturligt og utvungent. At vi var mange og meget forskellige i Alder og Udvikling, gjorde Samværet meget livligt og fornøjeligt; der var rigtig god Anledning til at faa "Kanterne slidte af", og saa var det saa inderlig morsomt at høre alle de forskellige Sprog. Dansk altsammen naturligvis, men alligevel kneb det tit nok for Vendelboere og Bornholmere eller andre fra hverandre fjerntboende at forstaa hinanden, og flere Købstadspiger havde Døje med at forstaa Bondemaal. Fra Tid til anden var saa et, saa et andet Spørgsmaal fremme til Debat, ikke just mellen hele Flokken, men snart her og snart der. En Tid var det Spørgsmaalet "Beskedenhed", som gjorde os veltalende, og det var jeg vist nok den ufrivillige Aarsag til. Schrøder staar nemlig en Dag og holder Foredrag for os om Mytologi, og saa siger han et fejlt Tal, om det var Portene paa Valhal eller Antallet af de Kæmper, som paa een Gang kunde gaa jævnsides inde gennem en af disse Porte, eller maaske Stokværkerne paa Bilskirner, husker jeg ikke mere, men et fejlt Tal kom han med; jeg blev saa forskrækket, - forbavset er for lidt sagt -, saa jeg "skvat op", som vi sige paa Jydsk, og da jeg sad paa forreste Række, lagde Schrøder Mærke til denne hastige og ufrivillige Bevægelse. Han saa meget inkvisitorisk paa mig, jeg stirrede paa ham igen og har maaske nok set lidt grinagtig ud, for Schrøders Bisterhed gled ud i et stort Smil, der aldeles ikke kunde holdes i Ave af Rynkerne om Øjnene; han afbrød sit Foredrag og spurgte: "Var der noget?" "Ja, det var galt", sagde jeg, "saadan var det", og saa nævnede jeg det rigtige Tal. Da Schrøder, efter at Foredraget var forbi, havde forladt Skolestuen, stormede en hel Del af Eleverne sammen om mig, og jeg fik ordentlig paa Hovedet: "Hvor turde Du vove det". "Det er dog for galt, saadan at afbryde Schrøder i hans Foredrag og rette ham". "Hvor kunde Du vide, det var galt, det kunde jo lige saa godt være dig, som huskede fejl" o.s.v., o.s.v. Jeg begreb ikke det frygtelige, jeg skulde have gjort. Schrøder havde spurgt, og jeg havde svaret, det kunde da umuligt være nogen Næsvished fra min Side, og galt var Tallet, han havde sagt, det kunde enhver selv se efter i "Ludvig Chr. Müller", men at Schrøder virkelig havde husket fejl af et Tal, det var mig ubegribeligt; at Louise Mølsted ikke kunde undervise i Matematik, var Smaating mod dette. En aften nogen Tid efter sad vi en Flok oppe paa et af Tremandskamrene i det ny Hus og diskuterede om Beskedenheden, og det gik hedt til. Fra Begyndelsen af tog flere af de ældre og mere udviklede Piger livligt Del i Forhandlingen, men tilsidst var det en ung, kvik Købstadsdame og mig, der næsten ene førte Ordet; vi var de yngste; jeg husker selvfølgelig ikke hele Samtalen, men et Par af de sidste Sætninger husker jeg tydelig nok. Hun siger: "En ung Pige maa holde sig paa Afstand, naar de ældre taler, og ikke trænge sig ind i deres Selskab, uden at de kalder paa hende". "Hvormeget tror Du saa, hun faar at høre", sagde jeg, "de ældre er vist alt for meget optagne af sig selv til at tænke paa os, naar de har noget interessant at snakke om". "Men det er slet ikke passende at være saa fremtrædende; en dannet ung Pige vælger sig en tilbagetrukken Plads, hvor hun sidder roligt med sit Haandarbejde eller sin Bog, til hun bliver kaldt frem, saa vil hun blive anset som en beskeden og taktfuld ung Pige". "Aa, din Beskedenhed er jo den allerværste Hovmod; at sidde stille og vente paa at blive beundret for sin Beskedenheds Skyld! - Nej Tak, den Beskedenhed skal jeg ikke have noget af", sagde jeg, og saa snakkede igen hele Flokken i Munden paa hverandre, og vi brød op og gik hver til sit. Dagen efter holdt Schrøder et Foredrag om "Beskedenhed". Vi sad som himmelfaldne. Vidste han noget, eller var det "et Tilfælde, der saa ud som en Tanke". Schrøder talte om en Rejse, Grundtvig havde gjort til England, vistnok i Tiden 1830-40, og hvor han at begynde med havde kritiseret Englændernes Virksomhed som mere materiel og beregnet paa Vinding end aandelig og videnskabelig, saa den kunde tjene Folkeoplysningen og det almindelige Bedste. Som Svar paa sin Kritik mødte han altid Englændernes: "Men hvad gør I", hvortil han i Begyndelsen rask væk svarede "Ingen Ting" og mente, det var beskedent svaret, men da Spørgsmaalet "Hvad gør I" kom igen og igen hver Gang han kritiserede over Englændernes Færd, pinte det ham til sidst, saa han i Ærgrelse og Fortvivlelse sagde til sig selv: "Det er ogsaa den forbistrede danske Beskedenhed, som er Skyld i, at vi intet faar udrettet". Vi skal paa Forhaand være klare over, hvor mange Muligheder der er for, at den Sag, vi vil arbejde for, kan mislykkes, og hvor stor Sandsynlighed der er for, at vor Vilje vil blive miskendt, og der maaske vil blive tillagt os egenkærlige Hensigter, hvorfor vi ikke vover os til at begynde paa noget; vi er optagne af bare Betænkeligheder i den Tid, vi skulde øve vor egentlige Manddomsgerning, og derfor faar vi ikke øvet Stordaad som Thor og de andre Halvguder, vi beundrer, men slaar os derimod til Ro med et skikkeligt Arbejde for Føden. Saa talte Schrøder om forskellige Arter Beskedenhed, om den Beskedenhed, som binder Folk i ængstelig Uvirksomhed, enhver "hytter sit Skind" -, saa de hellere lader noget godt ugjort end risikerer at gøre noget galt og faa Skam til Tak, hvorfor disse Menneskers Evne aldrig vil naa sin fulde Udvikling, og de ikke faar øvet den Gerning, de kunde have gjort; man kan lære gennem Fejltagelser, og Kræfterne øges ved at øves; men mange gode Kræfter bliver ubrugte af bare Ængstelighed, og det har de Mennesker, der kritiserer ethvert Arbejde, der er noget at udsætte paa, uden at ville anerkende det gode og betydningsfulde ved samme Arbejde, skønt det maaske mange Gange opvejer Fejltagelserne, deres Del af Skylden for; under deres haarde, kolde Kritik lammes megen Evne og Vilje til Arbejde. Han talte om den daadløse Beskedenhed, der har sin Rod i Uvirksomhed og kun vogter paa sin egen Uangribelighed, han talte om den falske Beskedenhed, der er selvbevidst, hvad den ægte Beskedenhed ikke kan være, da den ikke aner sin egen Tilværelse. Til Slutning talte Schrøder om den Beskedenhed, der har givet sig Udtryk i det jydske "en beskjens Dreng"; det er en Dreng, som ved og kan sige fuld og god Besked, og det var tydeligt nok, at Schrøder havde god Tro til den Bondeknold -. Vor Diskussion om Beskedenhed var forbi; ingen havde mere noget at skulle have sagt; enhver havde faaet nok at gøre med sig selv. Jeg husker vor første Skovtur; det var Pinselørdag. Bøgen var lysegrøn og knap fuld udsprungen, og Skovbunden var et eneste Blomstertæppe. Jeg havde aldrig før set et Bøgetræ og endnu mindre en hel Skov af fine, lyse Bøge, saa det var en hel Fest. Jeg fandt Skoven saa stille og højtidelig, men der var mig noget fremmed i Luften. Jeg talte med et Par af Pigerne hjemme fra og spurgte, om de havde den samme Fornemmelse af, at Luften var anderledes her end hjemme; jeg havde tænkt paa det saa tit, men særlig stærkt lagde jeg Mærke til det her i Skoven. "Det er fordi, du ikke kan høre Havet, her er saa dødt i Luften", svarede en af dem, og det var sandt; den Fornemmelse af noget uforklarlig fremmedartet, som jeg ofte havde grundet paa, det var Savnet af Vesterhavets Drøn, som hjemme altid havde lydt i mine Øren. Vi begyndte at plukke Blomster, men Louise Mølsted standsede os. "Først skal vi lege, synge og spise, og saa plukke vi Blomster, naar vi skal hjem; det er Synd at plukke dem nu og lade dem blive halvvisne, før vi får dem hjem og i Vand", sagde hun, og saa fik Blomsterne Fred. Lærerinderne hjalp os med at lege og synge, Louise Mølsted læste nogle kønne Digte for os; og da vi om Aftenen drog hjem med Bøgegrene og Blomster, var det med et let Sind, klare Øjne og Sang paa Læben; og saa pyntede vi op med det friske grønne baade i Skolestuen og paa vore Kamre. Grundlovsdagen var vi til Fest i Skibelund Krat. Det var brændende Solhede, og Støvet stod i Skyer om os, da vi vandrede der ned. Vi snakkede og spøgte, men blev efterhaanden grebne af en mere højtidelig Stemning ved Mødet med de mange Sønderjyder, hvis Feststemning var præget med Vemod; de saa paa de smaa Dannebrogssløjfer, alle bar som Festtegn, med varmere Blik end vi, og den Maade, hvorpaa de betragtede de mange Dannebrogsflag, som vajede over Festpladsen, bragte os paa Tanke om, at vi maaske havde mere at takke for, end vi hidtil havde tænkt over, og at det at eje Fred og Fædreland er en Guds Gave og ikke en selvfølgelig Sag. Festpladsen var fuld af Folk; vi laa, stod eller sad helt op ad Skrænterne til begge Sider. Der blev sunget og holdt Taler. Schrøder talte om Peter Larsen Dons; han talte om Peter Larsens Arbejde for den kristelige Vækkelse, baade naar han var paa Rejser, og naar han samlede Folk om sig til de store Møder i sit Hjem; han talte om, at vi for en del kunde takke P. Larsen for, at vi samledes her i Skibelund Krat til Fest, da han ved at rejse Mindestenen for J. Chr. Lindberg havde givet den første Anledning til, at Skibelund Krat blev købt og indrettet til Festplads - af et i den Anledning stiftet Aktieselskab - og at det efterhaanden kom til at rumme andre Mindestene. Saa vidt jeg husker, blev Mindestenen for P. Larsen dette Aar rejst i Skibelund Krat; thi Schrøder talte om, at P. Larsen ikke blot var en alvorlig kristen mand, hvis Minde det var godt at have levende, naar vi paa Festpladsen samledes til kirkelige Møder, men ogsaa en god dansk og frihedskær Mand, hvem vi herude kunde have glæde af at mindes paa vor folkelige frihedsfest. Der var endnu et Par Talere, vistnok Nutzhorn og N. J. Termansen, jeg husker ikke, hvad de talte om; der blev nemlig slet ikke talt om Politik, skønt Grundloven dette Aar for første Gang var krænket med en provisorisk Finanslov. Det var en Folkefest, som især fik Præg af Mødet mellem Folkene Nord og Syd for Kongeaaen, men det var ingen politisk Fest. Nutzhorn med sine Højskolepiger førte Sangen an, og hele Forsamlingen sang med. Sangen, de grønne Træer, Dannebrogsflagene, som smeldede i Luften, de mange festklædte Mennesker og Guds lyse, varme Solskin over det hele gjorde Dagen til en Festdag, som længe blev mindet. Et Par Dage før Grundlovsfesten var William Jacobsen og Biskop Kierkegaard paa Besøg paa Højskolen. Kierkegaard holdt Foredrag for os; det staar for mig, som om Inderlighed blandet med lidt Vemod var Særpræget i hans Tale, men jeg husker ikke hans Emne. |
Et Par Dage efter Grundlovsfesten kom Missionær Børresen i Besøg paa Højskolen; han sang og talte for os og viste os Billeder fra sit Hjem i det fremmede. Han sang sange baade paa Dansk og Santhalisk, blandt andre "Kærlighed fra Gud" i Oversættelse; og som han fortalte; vi saa Livet derovre i Santhalistan som lyslevende for vore Øjne, vi hørte Børnene lege, synge og le, saa dem samles til Undervisning og Bøn og syntes at høre Børresen tale til dem, mens deres Øjne læste Meningen ud af den inderlige Kærlighed i hans Ansigt og Mildheden i hans Stemme, fuldt saa meget som de fattede den gennem Ordet. Børresen var som ét med de Mennesker, han fortalte om, han levede deres Liv, tænkte deres Tanker og delte deres Sorger og Glæder, han var som en Patriark mellem sin elskede Slægt, hvilken han som den ældste føler Ansvaret for og skal opdrage, oplære og værne. Vi blev varme om Hjertet og maatte have Lov til paa en eller anden Maade at vise vor Glæde over, hvad Børresen havde fortalt, og sende en Hilsen med hjem til de smaa og store i hans Menighed. Saa syede vi et Dannebrogsflag, enhver af os syede nogle Sting paa det, og da Børresen en Uge senere med Toget Nord fra passerede Vejen Station, var vi alle dernede. Fru Schrøder gav Børresen Flaget med et Par Ord om, hvad vi mente med det, og bad ham tage det med sig hjem som et Minde om Besøget paa Højskolen. Det var Solskin og frisk Blæst den Dag; jeg ser endnu Fru Schrøder staa paa Perronen med sit bløde hvide Tørklæde over Hovedet og Skuldrene, mens Vinden tog hendes Ord, saa kun Børresen og de nærmeststaaende kunde høre dem; men hendes klare dybe Blik og milde, alvorlige Smil var os Ord nok. Saa sang hele Flokken "Kærlighed fra Gud". Da Sangen var forbi, sagde Børresen et Par Ord til Tak og saa paa os, som vilde han bevare denne Afsked i varigt Minde. Toget satte sig langsomt i Bevægelse. Børresen bøjede sig ud af Vinduet og viftede efter os med Flaget, saa længe han kunde øjne os. (Iltoget havde holdt paa Vejen Station 10 Minutter over Tiden, for at vi skulle faa Lejlighed til at tage Afsked med Børresen). I April var Billedhugger Borch og Hustru i Besøg paa Højskolen et Par Uger. De kom fra Rom. De hørte paa alle Foredragene, var meget iblandt os og syntes stærkt interesserede i Livet paa Skolen. Borch holdt Foredrag for os, og Fru Borch sang for os. Jeg tror nok, at jeg var mest glad ved at høre dem tale det norske Sprog, som jeg havde faaet kært gennem Asbjørnsons Eventyr og Bjørnsons Fortællinger, men som jeg her for første Gang fik Lejlighed til at høre. - N. J. Termansen holdt ogsaa et Foredrag for os; den rolige og værdige Alvor, som prægede hans Tale og Person, staar mig klart i Minde, men jeg husker ikke hans Emne. En Søndag i Juni læste og sang Julius Døcker for os, og hans Søn spillede til Faderens Sang. Døcker sang Bjørnsons: "Undrer mig paa, hvad jeg faar at se over de høje Fjelde" med saa inderlig Længsel og saa svulmende Kraft, som skulde Væggene vige og Taget løfte sig; Ord og Toner forenede sig i en Fylde, der fangede den enkeltes frygtsomme Længsel og bar den med op paa Højder, hvor der var Udsigt langt ud over det, som i det daglige Liv stænger for Synet og binder Modet. Derefter sang han: "Løft dit Hoved, du raske Gut"; han sang, sang man følte Hjertet banke af Virkelyst, og Haabet lyse for Øjnene; det, som er tabt, og det, som gør ondt, skal overvindes, og der skal stævnes fremad. Livet har Arbejde for alle gode Kræfter; at leve er at virke. En Dag fik Nutzhorn besøg af sin Svoger, C. Berg, med flere af hans Venner, deriblandt "Højskolebladets" Redaktør, Konrad Jørgensen. De aflagde ogsaa Besøg paa Højskolen, besaa den ny Bygning og hørte, saa vidt jeg husker, et af Schrøders verdenshistoriske Foredrag. Jeg sad den Dag flere Timer omme hos Nutzhorns og hørte Mændene drøfte Politik; de var saa optagne deraf, at der hverken blev Tid til Musik eller Sang, hvilket ellers altid fyldte Nutzhorns Stuer; men Hyggen var der lige fuldt. Mellem alle Fru Nutzhorns Blomster og med Sollyset i en bred Strøm ind gennem den åbne Havestuedør sad Mændene og talte om den øjeblikkelige politiske Situation, om det Arbejde, der nu skulle gøres, og hvad der var at frygte og haabe af den kommende Tid. Fru Nutzhorn gik til og fra, men var dog mest inde, jeg fulgte Forhandlingerne med den største Interesse. Det var ikke den Art Politik, jeg kendte fra Aviserne, hvor den ene altid har soleklar Ret og den anden Uret. Enkeltheder og Vanskeligheder, hvis Tilværelse jeg aldrig havde tænkt over, blev overvejede og vurderede. Jeg forstod, at Politik er Øjeblikkets Historie, og at det er en Alvorlig Sag at være Lærer og Leder paa dette Omraade; jeg forstod, at Folkeundervisning ikke blot hører hjemme i Barneskolen og paa Højskolen, men at den under forskellige Former har Bud til gamle og unge i alle Samfundslag, og at Folk og Fædreland er en levende Organisme, hvis Udvikling ikke ledes gennem enkelte lige Linier, men gennem uendelig mange smaa Livsytringer. Da Nutzhorn senere fortalte os Nordens Historie i første Halvdel af det 19. Aarhundrede, var jeg anderledes lydhør for Udviklingens Forløb og ikke blot dens resultater, end jeg uden denne politiske Eftermiddag kunde have været; og fra den Dag af læste jeg saavel Højre- som Venstreaviser, hvad jeg ikke før havde gjort. Der var ikke Spor af politisk Interesse mellem Eleverne. Naar Carole Ploug og jeg en Gang imellem med stor Iver diskuterede Politik, var der vel altid nogen, som flokkedes om os og hørte til; men det var ikke for Sagens Skyld, men fordi de morede sig over, at vi kunde falde paa at snakke om den Slags Ting, som unge Piger umuligt kunde have nogen Forstand paa. Aviserne laa fremme paa Bordet i Schrøders Dagligstue, og enhver havde Lov at læse dem; men der var saa godt som aldrig nogen, der benyttede sig af Tilladelsen. I April og Maj prædikede Schrøder eller Nutzhorn flere Gange i Vejen Kirke, fordi Sveistrup var syg; og vi drog da i Flok derned for at høre dem. En Dag prædikede Knudsen, Lejrskov, i Vejen Kirke; han talte over Ordene: "Herre, jeg tror, hjælp min Vantro", og hans Tale var paa een Gang præget af stor Myndighed og stille Ydmyghed, saa den maatte gøre et dybt Indtryk paa Tilhørerne; det var, som stod han og talte med Vorherre og egentlig slet ikke tænkte paa, at der var Folk i Kirken. I Juni Maaned var Pastor Sveistrup igen rask, og vi var glade ved ogsaa at faa ham at høre. Jeg læste ikke meget ved Siden af Foredragene, næppe en Time om Dagen; jeg var saa optaget af alt det, jeg hørte, at det ligesom spændte Hjernens Tænkeevne til dens yderste Grænse; jeg magtede ikke mere. Ofte sad Anna Kristensen og jeg paa vort Kammer og samtalede om Foredragene, hun var saa rolig og klar, saa det altid var Hvile og Glæde at drøfte Undervisningen med hende; men naar et Foredrag i særlig Grad havde berørt det, som laa mig alvorligst paa Sinde, da gik jeg en lang Tur eller lukkede mig inde for at være ene med mine Overvejelser. At jeg var saa stærkt optaget af Undervisningen, kunde til Tider drage min Tanke bort fra dens stadige Kredsen om Muligheden af at naa det, jeg følte som mit Livskald, men til andre Tider kunde Uroen og Modløsheden blive slemme nok. En Dag tog jeg Mod til mig og talte med Schrøder om den Sag. Jeg kom til ham med Hjertet i Halsen, som man siger, og maatte opbyde al min Evne for at beherske min Stemme, saa jeg kunde tale roligt og naturligt; jeg havde en Følelse, som gik jeg til et Skriftemaal; jeg havde aldrig før betroet mig til nogen om den Sag. Schrøder hørte paa mig, og vi talte en del sammen, men jeg fik en Fornemmelse af, at det, som for mig var saa stort, var kun smaat og dagligdags for ham, eller at han maaske tvivlede om, at det nu ogsaa var rigtig Alvor for mig, eller havde mig mistænkt for, at jeg muligt havde talt om den Sag for at være interessant. Jeg var skuffet og ydmyget og fortrød saa inderligt, at jeg havde talt. - Schrøder tænkte dog maaske mere over den Samtale, end jeg mente; thi en af de sidste Dage, jeg var paa Højskolen, kaldte han mig ind paa sit Værelse, og vi talte længe og alvorligt sammen om mine Fremtidsplaner, Bekymringer og Haab. "Jeg ved ikke, hvor meget de har lært paa Højskolen, men jeg tror, De har lært at vente", var Schrøders sidste Ord til mig i den Samtale, og det var vist rigtigt. De fleste af mine Højskolekammerater betragtede mig vist som et Barn, hvilket var ret naturligt, da jeg var ung af Aar, spinkel af Legemsbygning og vel i flere Henseender manglede den voksne Kvindes sikre Takt i Optræden og Tale; men mit Følelses- og Viljesliv var ikke Barnets, det var den voksne Kvindes; og derfor var det en Lykke for mig, at jeg kom paa Højskole netop den Gang, da de gærende Kræfter trængte til at retledes og vejledes, saa de kunde komme til Ro uden at kues og ødelægges. Jeg tror, jeg paa Højskolen lærte at vente, ikke med Uvirksomhedens og Resignationens døde Ro, men med et stort, lyst Haab om og en fast Tro paa, at en god Sag vinder Sejr til sidst, hvor mange Nederlag den saa end skal arbejde sig igennem; jeg lærte noget om, at "biende Mand fanger Bør", blot han er aarvaagen og vogter paa Tidens Tegn. Vi, som var Højskolepiger for 25 Aar siden, lever nu i vor travleste Arbejdstid; men mon det ikke var muligt, at vi en Gang i Sommer kunde rive os løs fra Travlheden et Par Dage og samles paa Askov Højskole til et Jubilæumsmøde. Jeg tror, vi kan have godt af at opfriske gamle Minder, høre vore Lærere, der endnu alle er i Virksomhed, holde Foredrag for os og høre alle de unge, friske Pigestemmer synge glade og frejdige, som vi sang for 25 Aar siden. Saa vil jeg gerne slutte med en venlig Hilsen til Lærere, Lærerinder og Elever, som jeg var sammen med i Foraaret 1877, med Tak for alt det gode, vi havde sammen, og med Haab om en Gensyn til Sommer.
Aagade 106, 2. Sal, København N.
Supplerende oplysninger: |
| SAMs højskolehistoriske Arkiv |