Peder R. JelsbakForedrag af Christopher Bågø
|
|
Den 30. marts 1901.
"Alt hvad som fuglevinger fik!"
[Treårskrigen - Ånden fra 48]
Når vi nu nærmer os det, som er tidspunktet for min undervisning: Ånden fra 48! så er også denne tid indgangspunkt? for denne den nye strøm. Det var jo en prøvetid for os, men vi bestod prøven! Her hos os var det så, at folk og konge stod i en helhed!
Vi drenge mindes jo tiden! Hele dette røre. Det var jo ud af vore egne minder, og vi glemmer det jo aldrig, skønt vi ikke havde sådan øjne at se med, som nu, så blev vi dog revet med, og vi så alt indvendig ende på den skønneste måde. Der var vilje til at sætte ryg mod ryg, skulder mod skulder. Da endelig kongen talte sit rene, klare ord, at Slesvig skulde gå ind som et stykke af hans danske rige, så nedlagde hertugen og prinsen og alle de tyske deres mandater. Det var noget, hertugen havde arbejdet på længe.
Der sad han og udpønsede alle sine forræderiske planer. Første gang sammenstød flygtede hertugen, da denne var sejrrig bestået, rejste alle sig imod dem; og da rejste hertugen væk fra Augustenborg. Værst var det, at hertugen fik ikke sine brevskabe med sig. Og derved har vi kunnet følge det net, der var spundet om os. Det var hertugen, der skrev, at? alt, hvor Tyskland rådede?, må takke? (tænke) på hans røster. Det var ham, der havde lavet det alt. Det var fra den samme kilde, alt dette udvældede. Det var gjort, nu rejste man sig imod ham. Den 18. marts, efter at Fr.d.7. var kommet på tronen, men endnu ikke havde ta lt til sit folk - - - Det var en sørgelig arv, Chr.d.8. havde efterladt sig, en forretning, hvorved hertugdømmerne stod på den ene side, medens kongeriget stod på den anden side.
Hertugdømmerne skulde sende lige så mange medlemmer som kongehuset. Men sådant kunde? man nok lave om på.
Da i det samme frembryder revolution i Frankrig. Og da rejste de oprørske slesvigholstenere i Rendsborg den 18. marts, og uden videre rejste de til kongen - og Olshausen sagde, at danskerne var et dumt folk! Så træder Hans Kryger frem, nu er hans tid kommen. Så nedlagde han sin protest på dansk: I glemmer rent, der er en dansk befolkning i Sønderjylland, men det havde jo ingen virkning på dem. Nu kom det tridie? at man fik fart i dem i København. Der var en stor skare med Orla Lehmann prøvede at stævne folk sammen til et stort møde i Casino. De vilde, at man ikke skulde finde sig i, at Slesvig blev skilt fra kongeriget, men først og fremmest, at kongen vilde omgive sig med mænd, som folket havde tillid til. Og næste formiddag samledes alt, hvad der kunde gå. Og der kom så borgerrepræsentationen, der havde lov til at gå til kongen i København, fra forsvaret i 1658-59 havde de fået denne fordel, at de måtte gå til kongen. Dette gjorde de nu. Den stærke konservative præsident gik i spidsen, og så tænkte man, nu er det alvor! Han havde jo været oppe at føle sig for. Denne? (Lemann) havde været oppe at tale med kongen, men da havde han fået at vide, at Monrad var kaldet. Så tænke han, nu vil kongen os vel!
Så gik de op under sangen: "Danmark dejligst vang og vænge!" . . .
Der var givet kongen det råd, at han skulde køre kanoner op, eller lade garden blive til, når vagt var i gevær.
Så gik den lille skare op til kongen, medens alle andre stod, hoved ved hoved; og man lyttede efter, hvad kongen vilde sige: "Hvis I, mine herrer! vil have den samme tillid til mig, som jeg til eder, så skal jeg føre jer til frihed!"
Så gik det fra mund til mund, og der lød et rasende hurra, og garden derinde råbte (hurra)!
Det var den 18. marts i Berlin, at de kørte kanonerne op. Da havde han skrevet et brev til dem, og de forsonede sig med dem, efter at de havde skudt på dem dagen før - der en stakkels konge, der blev kuet. Men derefter kom også, at han var ræd, og derefter kom også nogle af disse følger, der gik ud over os siden.
Kongen sagde: "Deres ønske har jeg allerede (imødekommet) forekommet! mine gamle rådgivere er afskediget!" Der gik 24 timer, inden man fik dannet et nyt. Alt dette virvar sejlede lempeligt? ind med holstenske oprør.
Da de så kom ud og blev ført op gennem byen, så blev de jo lidt forundrede ved det, at se den overordentlige fasthed og alvor.
Et par timer efter er det ny ministerium samlet med den gamle greve Adam Vilhelm Molkte. Han sagde, også overfor udlandet må vi have et kendt navn. Der kom ellers den nye tids mænd ind, og Orla Lehmann, der blev sendt ud for at skaffe os venner. Han rejste til Berlin, til Belgien, til England, for at skaffe os venner under denne krig, som var ved at bryde ud. Man flyttede? sine holstenske gesandtskaber?, for at de kunde være sikrede og mærkede nok, at ungdommen havde taget sig af sagerne; og studenterne gik rundt om dem med hvide bind om armen. Der gik gamle Barfod, den begejstrede frihedsmand. Han havde det store skæg. Der sad de så og ventede. Så fik de svaret, ikke? det samme, som folk havde besluttet i Casino.
Kongen svarede, at han hverken vilde eller kunde, "det kan jeg ikke, det vil jeg ikke! men derimod en fri forfatning for Holsten; men Slesvig skal være knyttet fast til kongeriget!"
De blev roet ud og sejlede bort den 24. om morgenen! Og nu siger tyskerne, at dette svar rejste oprøret. Men det er løgn! Den samme morgen overraskede prinsen af Nøhr Rendsborg midt igennem soldaterne; og så uforsvarligt havde vi handlet i disse dage, at vi slet ikke havde sikret os mod dette, som vi nu kunde vente. Det var de holstenske tropper, der lå i Rendsborg. Man havde ikke sikret sig den lille befæstning. Der var skyts i store mængder, og en krigskasse på flere millioner. Dette blev nu benyttet til Krigen. Der har vi dette uforsvarlige, at man så gik til kongen om at omgive sig med mænd (kongens)? folkets tillid. Derfor faldt Rendsborg let i oprørernes hænder, og samtidig med, at han gjorde det, det var alt 6 år efter, at han var bleven udnævnt til kommandant over Slesvig Holsten. Da Peter Hjort Lorenzen sagde: " så, nu er det kun et tipsspørgsmål, når krigen bryder ud!" "på ordens? det er et duk hør!"
Da han blev slået ved Bov, så kommer dette følge af oprøret i Berlin, kongen vilde benytte den folkestemning, der var. Så sagde han: "Nu skal vi ud og fri disse holstenerne!" Så kunde måske folkets hidsighed vende sig mod andre. Så begyndte kampen. Den 28. marts viste kong Fr.d.7. sig første gang for sit folk. Der var en travlhed med at blive gjort rede. Og i spidsen for hele dette arbejde stod en artillerikaptajn: Tscherning, han var utrættelig, han sov på en briks, var utrættelig, dag og nat, og ved Bov mødte vi dem, før de havde anet det.
Men den dag, kongen havde sendt sine første tropper over og red tilbage. Da var det, sagde han, at han fik sin dåb. Han havde endnu ikke været ude, men nu var han midt imellem dem, skridt for skridt red han hen gennem menneskevrimlen, og der lød (hyldest)råb. Han red som blandt sine lige, da vi følte, han da var alvorlig. Der fik han sin dåb, alle hjerter var vendt imod ham, alle vilde være med.
Da havde kongen også udstedt sit brev til (os). Så kommer næste krigsår, hvor De har fået at se disse slagpladser, som De så godt kender. Vi rykkede lidt fra Bov. I Fra Bov vilde vi ind. Vi går nu den ene gang efter den anden om dem fra? højre armé? , men vil ikke tage dem lige i fronten, men kun binde dem, og så omfatte dem. Der blev taget en hel mængde fanger, og havde vi den gang stået ene med dem, så havde hele sagen været afgjort.
Men nu kom prøjserne, og sådan mødtes vi næsten til den hæderlige kamp. Olav Rye var med sine fanger? oppe på det gamle mølleværk, og da aftalen var over tanken general Hedemann for at få fred, at jage tyskerne tilbage. Men da var der et par ting, der gjorde udslaget. Garden var alt rykket ud af Gottorp, og vort rytteri var blevet trængt tilbage; og så måtte vi gå tilbage - til Isted skove. Så er det kampen senere? ved Sankelmark, der stod den ypperlige tapre kamp, som standsede forfølgelsen, - 2. jægerkor[ps ?] var der. Der stod de og holdt 3-4 bataljoner fra at svække? os, der blev kommanderet rytteri ud imod os.
------------------------
Til toppen af højre spalte
Det var jo i den bløde mose; der siges, at den tyske ritmester ikke vilde med, så måtte de ride uden; men de blev skudt ned og sank. Og til sidst havde vi ikke flere kugler. Så gjorde tyskerne honnør for den lille skare, og lod dem drage bort.
Men slesvigsklaget er gået over landet med Plougs dejlige sang ("Påskeklokken . . . ")
I første øjeblik er det som et slag om mosen? så hæderlig, at det er en af de kækkeste?, vi har ført. Så kæmpede vi en ypperlig kamp på Dybbøl Banke den 5. juni?, medens hele folkefølelsen, som var oppe, var hele den nordiske følelse kommen op. Alle disse tre følelser var der. Allerede? ved det sidste store møde 1845 havde Orla Lemann talt. Første gang blandes blod på Dybbøl, der faldt Leopold Løvenskjold, han blev dødelig såret, og to unge svenskere. Disse tre er dem, der stadig nævnes? Så er der jo flere 100 folk med, der stod i rækkerne, ikke des mindre kunde vi ikke fægte? kampen igennem; russerne? trængte frem. De havde alt med stor uvilje set på sammenslutning mellem de nordiske folk. Svenskerne vilde ikke kæmpe, før end at tyskerne var gået over Kongeåen. Men det havde de gjort. Men da kommanderede? den russiske kejser tyskerne? dem om, at trække deres tropper ud af Nørrejylland. Så sluttede man våbenstilstand.
Men næste år begyndte man igen, fordi det var ikke til at holde ud i Sønderjylland. Oprørernes regering havde overtaget, og næste år stod en kamp, der gik ud over egne rigs [?] bønder; der var mange, der mistede livet ved Brøns.
"som ikke blev nogen hædersdag, men vidne om et trofast sindelag!"
Så begyndte næste år med forfærdelig knusende budskab, at de to orlogsskibe blev taget i Ekerenførde fjord. Man havde ikke? klart set, hvor farligt, det var at komme ud i sådan fjord; de løb på grund. Vi kunde varpet dem ud, men tovet blev skudt over, og sådan stod sagerne, da Chr.d.8. begyndte at brænde. Den sprang i luften med en hel mængde af besætningen. Der var en norsk, der reddede sig over land. Man havde stolet på vor flåde. Da havde tyskerne jo ikke en flåde, som de nu har. Da dette var sket, rykkede de op gennem Jylland. Udenfor Frederits lå alene oprørerne. Prøjserne trak op i Nørrejylland. Så fik vi samlet tropper til Frederits, og imedens blev tyskerne liggende udenfor, disse to?, der var ført bort. Så kom den den kamp d. 6. juli. I den tidlige morgen havde de kæmpet, så de troede, Solen var ved at gå ned, da den stod op!Skønt det var stærke skandser, så blev de dog taget og jaget. Dette blev jo udgangspunktet. Der havde vi fået SlesvigHolsten tæmmet?, så de var i højeste grad skuffede.
Nu trak tyskerne sig tilbage. De var kede af slesvigholstenerne, de trak sig ud af det. Og følgen var, at næste år fik vi lov at tumle med dem alene. Da stod vi overfor dem ved Isted. Vi havde sluttet våbenstilstand forinden. Det var det andet år, at tyskerne udnyttede sin magt over hele Sønderjylland, og i den tid er det, at angelboerne gik over; det var våbenstilstandens første dage; det var under dem, at de rodfæstede den oprørske følelse. De må endelig ikke tro, at der med vore sejre fulgte en glædesrus bag efter. Istedslaget var det mest spændende slag; men tillige det mest glimrende.
De husker fra Lyrskovslaget.
Ved Øvre Stolk falder Læssøe og Schleppegrell. Men i dette øjeblik samles vore tropper, vi kunde gået ud og taget dem alle! Men da kommer der en ordre! De var bleven ængstelige, eller, hvis vejen ikke var bleven åbnet, så var der sket et stort nederlag; men de blev ved at flygte helt til Rendsborg; og siden ved Mysunde og Frederiksstad, hvor Hans Holgersen tog stade i spidsen for sine jyder: Nu så slesvigholstenerne, nu skal vi "hejmat"!?
De fleste modtog hæren med den største jubel; men da tænkte man ikke på, at i virkeligheden havde man bagbundet os, så vi fik ikke meget ud af det. Sejret havde vi, vundet på en måde; men vi havde bundet os. Vi måtte gå på forlig. Man holdt ikke ud, og vi binder os til ikke at ordne forholdene uden efter aftaler, og hele denne række af år, Fr.d.7. lever, hviler vi på vore store minder fra kampene; og hvad så mere, man forstår ikke - kun alene - kongen er med os. Men bestandig er vi tit truet med stormagterne, som hindrer os i, at få igennem, hvad vi vil! Det der er så indviklet og så sørgeligt, så det kan næsten ikke nytte noget at rede op i alle disse forhandlinger. Det som vi kender bedre, og som vi nu har fået ved vor grundlov. Det er det, der fylder tiden. De er de andre kampe og brydninger, der blev så indviklede på mange måder, til sidst får vi 66 grundloven, der ikke er den samme som junigrundloven. Slesvig blev udleveret og skilt fra os. Vi betaler os fra Tyskland, at vi skulde ofre? en fælles forfatning, hvorved Slesvig ikke måtte knyttes nærmere til Danmark.
Til sidst søger vi at samle os om "ledet"?, hvor alt er strandet på holstenernes oprørsfølelse. Og denne fælles forfatning, der var bleven stiftet, den adskilte? ved Holsten, og af os. Den kalder vi novemberforfatningen. Dette tåler vi ikke; Holsten skulde med ind. Og engelskmændene rådede stadig til, at vi skulde være skikkelige.
Så var der virkelig spørgsmålet om at tage krigen allerede i begyndelsen af 60erne! De? vilde; men Rusland sagde: sværdet i skeden! Og dog var ungdom den gang, bare vi kunde få begyndt. Men det skete ikke. England sagde også, vær stille.
Der var alt ved at blive sluttet et forbund mellem Sverig, Norge og Danmark, underskriften manglede kun ved os. Pludselig reves alt bort, som vi har stedet ud og stolet på. Så døde kongen. Ligesom 1375, da var Valdemar lige ved at inddrage Sønderjylland, så døde han. Sådan også nu. Deraf er det egentlig, den nye historie begyndte dermed. Det var kongen, der var det bånd, der bandt! Og det er rimeligt, at en kamp, medens han havde levet, havde ført til et andet resultat. Da følte vi alle, at det begyndte. De begyndte at røre på sig, og så fik vi 64. Så fik vi den kamp, som det ingenlunde er med skam, vi ser tilbage på nu, fordi der var kæmpet med dygtighed. Nu er bare, det gælder om, at det, som var ødelagt under Fr.d.7. Det var frihedstanker, vi skulde holde fast ved. Som jeg har sagt Dem, må den åndelige udvikling fra Holbergs dage, sådan med vore dage, hvis De vil forbinde disse minder, og fordybe sig i dem, så skal det nok hjælpe på vor frihed.
Småt ser det ud, men enhver må holde på, vi er et led i det hele; der kan ikke undværes nogen. Man må huske på, at man er selv med, hver eneste af os er med. Det gælder om, den enkelte er med, at hver sætter et mål for sig selv - det nås ikke - hvad er det, der står som det nærmeste? så er det dette, at vi kan bevare troen på og holde fast ved sønderjyderne. Der er jo dem, der har opgivet! men for os alle, der har den stærke følelse af det danske livs ret og kraft, at vi vil og kan, når sønderjyderne kan holde ud! Hvis vi slipper, hvis vi mattes, så lammer vi helt deres kraft! Alt dette må stå for dem; og der har det jo den store betydning, at de har levet sammen med os. Og det kan betyde, at vi vil kæmpe for det samme; denne samfølelse, den må holdes oppe. Dette sker kun ved at bevare minder. Nu har vi mange gange sunget: "Minder er en hovedsag!" Hvis man vil leve åndeligt liv, så må man bevare vore minder, og jeg vil bede Dem om, at bevare mindet, deri ligger en kraft til at holde hele sit liv oppe, hvis dette? styrkes.
Om (Og) man bliver optaget af sit eget lille liv og stræb?, så er det umuligt, at bryde den bane og de veje til det mål. Vi kan kun holde det fast, om vi er vågne; så vil vi se, at det bærer kun ved, at vi har en stor Herre.
Vi har ikke ret til at leve med mindre, vi bruger de kræfter, Gud har givet os. Fra den ansvarsfølelse, vi har. Den (Nu) kan vi arbejde med, det kan vi gøre!
Strib 22/2 1957. Afskriften sluttet ved første gennemgang.
Peder R. Jelsbak
[senere tilføjet:] 7/1 57 (41 dage)
| SAMs højskolehistoriske Arkiv |