|
Den 7. febr. 1901
"Vift stolt på Kodans bølge"
[Englands samling - Magna Charta]
Jeg vil begynde i dag igen med at sige, Dannebrog er oprindelig kommen her som korsfane; men i løbet af den følgende tid forvandler den sig fra at være et kirkeligt tegn til at blive et folks hæderstegn, så vi nu tænker først og fremmest på, at de folk, der ejer dette tegn, har gennemgået mange skæbner, men har dog holdt sammen, skønt det er så lille. Denne forvandling er foregået i et par hundrede år efter dette, der foregik en sænkning og en hævning. Der er noget, der optager folks sind mer end korstog, og sænkningen består i korstogsglans. Der er noget, hvad man vil kalde det borgerlige, det menneskelige, det folkelige livs ret. Når nogle af indre mission siger, at de ikke har det ord i sin ordbog, så er det ikke historiens skyld, for det er en gammel historie i folkenes liv, og det er midt i middelalderen, det hæver sig. Og når folk ikke vil anerkende det, så er det uvidenhed og tåbelighed. Men der kan være et meget stort spørgsmål om, hvor meget ret. Guds riges erfaring? er nr. 1; men ved siden deraf er folkeretten, og først viser det sig i England. I grunden har man et lille forkortet bollede af, hvad der skete ved at se hen til, hvad der skete i Norge, da Sigurd Jorsalfar kom hjem, og i strid med sin broder, så førte det til, at de sluttede fred og hjalp hinanden, og noget lignende kan man se her i Danmark ? således om hvordan man skal bygge riget helt fra Valdemar den store til Atterdag, eller i Spanien, hvor kampen mod maurerne, hvor der lidt efter lidt, samledes 4 ordentlige riger. De stod uafhængige, indtil man slog de tre sammen, Portugal blev stående. ? i England var det vanskeligt i 1066, Harald Godvinsen var bleven konge i England, og da forsøgte Harald Hårderåde at tage landet; men det gik galt. Men samtidig kom normannerne med Vilhelm Erobreren fra syd. Han havde ingen ret, men overvandt angelsakserne v. Hastings og tog hele landet. Og han overgav de store godser til sine mænd; lorder, grever, baroner, og han uddelte angelsaksernes godser samtidig til sine mænd og de gejstlige ud i mod dem med en hel mængde andre bestemmelser, så der var streng straf for jagt. Denne Vilhelm fik så meget at sige, at han kunde aflevere riget til sine sønner og sin dattersøn, og således kom der da til at sidde en fransk herskerslægt, medens de danske nærmest sluttede sig til angelsakserne; skønt de var fra samme stamme, så var de meget forskellige. Jeg vil give Dem et par træk. Lige så snart det var muligt at overmande en fransk værne- eller jagttjeneste?, så gjorde de det. Og det gik meget hyppigt. Og så blev der udgivet en lovbestemmelse, som fastsatte, at hele sogne skulde stå til rette for dette, og et par mand skulde hænges. Så snart den lov var kommen, fandtes ingen normanner uden h ? Så kom der en lov fra kongen, at når der fandtes en sådan, skulde han betragtes som normanner, og et par mand skulde hænges. Og af dette kom, at de hadede hinanden. Normannerne kaldte den menige for rak, og de andre kaldte normannerne for herrer. En norman. svar: "så sandt jeg ingen angelsakser er!" Og en angelsakser: så tror du, jeg er normanner. Det var det værste, der kunde siges om dem. Sådan står de skilt ad. Og første gang angelsakserne kunde mærke, at de kunde komme oven på, var 1170. Der var megen strid om, hvad kongen havde lov til at råde med kirkens gods. Henrik den 2' havde megen lyst til at råde, og da tog han sin kansler Thomas Bekke? [Becket] og gjorde ham til ærkebiskop, han var en angelsakser. Nu fik kongen dem alle til at underskrive, at han vilde stå under kongen; men han fik bud fra paven, det måtte han ikke gøre; og da for kirkens ånd i Thomas, og han begyndte at føre krig mod kongen, og kongen sagde da i hidsighed engang: den fordømte præst, er der da ingen, der kan skille mig af med ham? Og det gjorde de, da de slog ham ihjel foran alteret. Så blev der et oprør. Paven i Rom sendte bud, og alle angelsakserne skreg op, og kongen måtte gå ud og knæle som en bodfærdig pilgrim, og bisper indfandt sig og piskede ham med svøber på hans nøgne ryg som tegn på, at han havde gjort bod. Så sagde angelsakserne, den gang måtte kongen bøje sig for en af vore. Nu havde england den meget store lykke, de fik den største slusk til konge, det var Rikards broder, han hed Johan. Han var vellystig som en Gedebuk og grusom som en bøddel, og der var ikke den lyst, som han ikke havde. Da Rikard kom hjem, skuppede han ham til side, men da Rikard døde (1179), tog de hans broder igen; men nu tumlede han sig rigtig, navnlig var der en ting, som de anklagede ham for. Når en ung pige af adelig slægt var bleven fader- og moderløs, så morede han sig med dem og krænkede dem og giftede dem så bort. Det var en stor skændsel, og han var ikke fri for at optræde som røverbande i sit eget land. Men det var nu Englands store lykke. En gang skulde der besættes ærkebispestol. Paven skulde afgøre sagen, og han indsatte en frænde. Da paven havde besluttet dette, vilde kongen ikke have ham. Men Innosents var pave, og han var ikke at spøge med. Hvis du ikke bøjer dig, så kommer der en banstråle. Så blev Johan rasende. Ja du tør prøve på det, sender du en af dine (folk) op, for at forkynde den, så slår jeg ham ihjel. Og nu begyndte han at handle med deres gods som en gal mand. Så sendte paven bandstrålen ud over hele landet, og alle kirke blev lukket. Det var noget, ingen mennesker kunde stå for, og paven sendte bud til Filip i Frankrig: Drag over til dette land og tag det! Og han løste alle englændere fra deres troskabsed. Nu begyndte det at knibe. Nu var der sket noget før mellem disse konger, som var ubehageligt. Nu må De huske på, at Johan Udenland ejede over halvdelen af Frankrig, der ovre gjorde brodersønnen af Johan krav på, at han vilde bestyre dette; men han blev drevet ud. Filip indstævnte sin vasal, nemlig kongen af England, men han mødte ikke, og kongen inddrog alle de franske lén, der lå under ham, og det gjorde han. Der var altså fjendskab ind mellem dem. Så han gjorde sig rede, men blev mødt af Johan, der sammen med den tyske kejser faldt ind i Frankrig, men Filip sejrede i et stort slag, så Johan kom hjem med skam, al landet var taget fra ham, og nu teede han sig som en gal mand. Men så på en gang slog han om og bad om forladelse og lovede at vilde føje paven i alt, og han vilde betale Peter penge forud! først hvert år til den pavelige stol, og da paven antog og sagde, det var godt, rejste Englands baroner sig, og da stod angelsakser og normanner første gang sammen, og de mødtes med kongen, omtr. hvor Vinsor nu ligger. Og der var alt på et hængende hår, at de var gået løs på hinanden. Men der blev sluttet forlig. Og det var en af de vigtigste dage i Europas historie, da skrev baronerne op på et stykke papir alt, hvad de vilde have kongen til at love. Og det måtte han (skrive under på). Kongen måtte ikke fastsætte, når skatter skulde forhøjes, og den gl. nævningeret skulde i virksomhed, og der skulde være en overdomstol. Sådan besluttede de, at kongens ret havde sine grænser inden for de gamle love.Så skrev Johan under. Dette kaldtes "Magna Charta".
En ting kan man sige med sikkerhed, aldrig havde fundet på at love sådan (noget) hvis der ikke havde været et kongerige Jerusalem, hvor de vel ikke havde haft skrevne (love) breve, men aftaler. Nu kommer det frem her oppe som grundlov ved 5. juni. Men der gik ikke et helt år, uden at han brød det på alle kanter.
------------------------
Til toppen af højre spalte
|
Så blev de forbitrede, der samlede sig 25 lorder; de erklærede, at de vilde forsvare dette papir, og de sendte bud til Filip om at sende sin søn. Og han kom og holdt sit indtog i London. Så krøb Johan igen til korset, og fik så mange folk samlede, at han kunde spekulere på at drive prinsen ud, men han døde 1216 af gulsot over, at han havde tabt så mange penge i en flod. Så sendte de den franske prins hjem, og gjorde Johans lille søn, Henrik den 3' til konge. Da han voksede til, begyndte han som sin fader, at bryde loven.. Men det vilde man ikke finde sig i. Og da kongen stadig ikke vilde høre, var der en baron, som samlede hele den engelske adelstand. Og han tog kongen og hele kongehuset til fange. Medens de sad og kukkelurede der, gjorde Simon noget, han sendte bud rundt og indkaldte til et møde, alle gejstlige og to af de højagtede? mænd fra hvert grevskab, og to borgere fra hver købstad. Det var 1' gang, man samledes i folkeforsamlinger. De egentlige bønder regnede man ikke med den gang. Lavere adel, proprietærer, det var bønder, præstestanden, borgerne. De kom nu sammen, men holdt ikke møde sammen med lorderne, men disse gik oven over i huset, medens de 3 klasser blev nede = overhuset og underhuset. - Dette fastslog, at når dette ikke var samlet, skulde der være et udvalg. Ingen skatter måtte pålægges uden parlamentets samtykke (ingen straffe idømmes) ingen dom af kongen, men af folks jævnlige?. Det er de to hovedpunkter i en fælles frihed. Dette måtte kongen underskrive. Simon faldt siden i et slag, men folkefriheden i England har stået siden indtil vore dage. Nu er det sådan, at kongemagten står over det hele med al mulig ære - ? - men magten føjes i underhuset. De afgør med deres stemmetal, hvorledes riget skal styres. Flertallet (afgør) bestemmer, hvem der skal være ministre i landet. Det er en regel, som ikke kan rokkes. Og de blev så kaldt til kongen, og en mand blev udnævnt. Men de måtte altid have underhuset med sig. Den eneste hæmsko der er, er overhuset, der sidder bisper og fødte lorder. De er ikke valgt af folket, de kan stoppe det, men må give efter, når der er gået nogen tid. Det er hæmsko. Det er som ankre på skibe, som regulator. Men det, der angiver tonen, er underhuset. Så handler kongen på hele folkets vegne. Den er bleven mor til alle statsforfatninger i verden, men ingen steder går det så roligt, som der i England. Vi har jo erfaret, hvad det vil sige, at vokse sig til det, lidt efter lidt, I små børn, I må vente til I efterhånden vokser til for at I kunne bruge en sådan magt, som vi har. Vi her i Danmark vil så gerne have det. Men for at få en dreng stor, kan det jo ikke hjælpe at trække i begge ender på ham, lige så lidt som det kan hjælpe at trække i kornet, for at få det til at gro. Sådan med et folks voksetid. Man kan ikke forlange det danske folk skulde kunne gro til så hurtigt, som vi siden 1849. Og være nu ved 1901. Men der er meget at lære af disse englændere. Da man er igennem 1300, findes ikke mere end et folk - det er det engelske - alt, hvad der ligger forud, var mange. Men nu smelter de sammen, og ud af dette kommer det engelske folk. Deres historieskrivere siger: Jeg vil fortælle det engelske folks historie, det begyndte 1265. Det engelske sprog er en sammensætning af gamle brittiske, angelsaksiske og ? [franske sprog] af disse tre er der blevet et; i vore dage har de en særlig glæde af, at de også er angelsakser, og det er det bedste i vort liv, det er det nordiske, det angelsaksiske. Det skal frem, så løfter sig hele det ejendommelige nordiske sig. Hvor langt strakte det sig? Det var kun over de syv (riger) endnu ikke, med London til hovedstad. Og lordmajor af London, som hvert år holder sin tale til kongen, og der svares i en pæn tale, det blev allerede til i den tid. Dog vil jeg sige, at 1265 ejede England mere, men det blev ikke lagt under parlamentet. Det var Irland. Det blev betragtet som undertrykt land. 1170 havde de været der ovre og undertrykt dem; det er et keltisk folk. De hører til et særligt blad i Englands historie, og det, der skete med de andre er aldrig sket der, det er et modstandsfolk, så hvis man ikke i tide gør sig gode venner med dem, river de sig løs, og udgør et eget kongerige, ti de er underkastet ved vold; allerede Henrik den 3's søn tog de andre stykker land, Wales og Cornval. Da var kong Edvar den første sejrrig i Wales. Men de vilde ikke hylde ham, og det vilde de ikke, når han talte engelsk. Så tog han sin egen søn, som lige var født i Wales et par dage før. Så lod han sin kone med sin førstefødte på armen træde frem. Det var nu noget, man ikke godt kan stå for, en ung moder, når hun ser godt ud. Da blev de rørte, og slog på deres skjolde. Og nu siden er kronprindsen bleven født i Wales, lige ned til vore dage. Men den nuværende engelske konge, er så vidt jeg ved, ikke født i Wales. Han er kun [?] kaldt (prins af Wales) og hans søn blev nu kaldt hertug af Cornwal. Jeg mener, det er en afvigelse fra den gamle skik. Nu har man fået Englands grundlov udvidet til vest og syd, og nu vilde han gerne have Skotland; der var de gamle Britter trængt op. Og nu begyndte der en række krige, som strakte sig gennem mange år. Englænderne tabte gang på gang, og Skotland blev aldrig erobret af England. Ja, siger De, nu er det da i samme rige; det gik sådan til: da kongestammen uddøde blev England, Irland, Wales testamenteret til Skotland, og skønt der tales det samme sprog med en lille ubetydelig afvigelse - Hele dette rige kaldes Storbrittanien. Og når man siger til en skotte, er I ikke bange for det, vi har haft en digter, der hed Valter Schott. Vi har vor egen digtning. Og det, der kaldes den engelske folkefrihed, er kun i England Der er banebrydende for hele tiden nu. Der er et sted, hvor folket har en ret, som kongen må tage hensyn til. Hvad der i det gamle Grækenland var i gammel tid i deres bedste tid, er det, der nu stiger op, men under en magt i en stat. Det er en umådelig fordel, som man ikke, som man ikke kan prise højt nok. Og når nogle mener, man skal gå den vej, at opløse hele det europæiske folk i små stater. Nej, samling. Kongen skal ikke være hovedet eller præsident, når de taler et sprog, og de små stykker gør vi til kommuner. Alt andet er tåbeligt. Fik da Englænderne ordning med kommuner? Ja, og ingen andre folkeslag i verden har det! Noget tilsvarende vil man finde i Italiens købstæder. Men det udvikler sig på selvstændig grund her. Atter indskærpes vi med spørgsmål om, hvor er drivfjerden, som skaffer folket dette?
Den er skabt på korstog! i det hellige land. Den skifter bare plads. Lad mig fortælle Dem: Der var en gang en englænder, der hed Oliver Cromwell, som førte krig mod sine egne landsmænd. 40.000 "jernsider" regerede. Da han døde, var der en konge, der havde mod til at give dem hjempas! Det går nu til, som da de gør oprør. Men det skete ikke. De bosatte sig rundt omkring og fik det vidnesbyrd, at være de allerbedste borgere. Kraften omflytter sig. Det er det, der sker i det store. Man havde begyndt som korsfarerfolk. Nu blev det omsat til gode borgere. Det var en omdannelse fra korstogskamp til folkefrihed. Med den engelske grundlov til midtpunkt. Dette gav nu stødet til, at man vilde have noget mere, og en skønne dag drog englænderne til Frankrig for at tage det. Og havde kongerne den hensigt at blive lidt mere uafhængige. Konger holder ikke så meget af, at deres magt er indskrænket. Og ud af dette sprang en række kampe, som har sat meget ondt blod, og kongen vilde så gerne knægte parlamentet; men det lykkedes ikke ? Det er noget af det aller mærkeligste. De har verdens 1' frihedsbrev! Ja, det har været fordi England har ?
"Er vor trældomstid forbi!"
|
