|
Den 9' febr. 1901
"Helt tungt han efter sig foden drog!"
[Schweizernes frihedskamp - Vilhelm Tell]
Når jeg nu har fortalt Dem, hvorledes det engelske folk blev til 1215. Og det franske folks tid begyndte omkr. 1200. Det engelske sprog og det franske sprog begge blev ved keltisk, romantisk, latin og romantisk eller fra ? Så er det mærkeligt at se, at det der går forrest, er riddere, bisper og velhavende borgerfolk, men hvor er bønderne? Ja, de spiller slet ikke nogen rolle, hverken i England eller Frankrig. Man hører kun om dem, når de gør oprør. Men der er aldeles ikke tale om de er med at bygge disse folkeriger op. Hvordan er de da stillet? De er blevet ringere og ringere. De er kommet til at udføre hoveri og nogle steder bundet til stavnen, som en slags besætning på jorden. Og når de er stillet sådan, er det jo intet under, at de har forsøgt at ryste det af sig. Man må forklare det med to samstemmende vidnesbyrd. Ved korstogstiden var der nogle, der rykker forud, det er ridderne, og ved siden af dem fodfolket, og deres afkom blev også fri efterhånden; men den store masse af bønderne synker agterud. Det er det ene. Med et større ansvar, følger en større udvikling og større ret!
Men en anden ting. Hvor var trællene bleven af? Lidt efter lidt forsvinder trælle, man sælger dem eller frigiver dem. Men hvad blev de til? Nogle blev munke og er kommen fri og blev præster. Og nogle af dem har givet sig til at være håndværkere i byerne; men en stor del blev på landet og blev sat ind mellem bønderne, og det virker nedaddragende på dem. Det er som om trælle har haft magt til at sænke de andre, således går det sådan, at bønderne synker noget bagud, medens de andre rykker frem, og de trykkes ned af disse trælle. Det er grunden til, at man ingen steder mærker noget andet til bønderne, end at det er en fyr, som ligger forneden. Så på en gang fremstår der noget, som man vilde tro var ugørligt, hvis man ikke havde syn for sagen. Så på en gang rejser der sig et bønderfolk, som har fået en plads i verdenshistorien, det er Schweits. Når man kommer ind til Viervaldstædtersøen, som jeg synes, er det skønneste, jeg har set i verden. Det er som om man er kommen ind i en køn? anden verden, når man, som engang gjorde, kørte med jernbane gennem tågen, og når man så kommer op over den, så ser man ikke andet end et uhyre hav (dyb) ? af pigge, nede under ligger jorden. Og man ser disse dejlige bjergtoppe med en strålende himmel over, strålende, herligt. Der har boet folk lige op ad Himmelbjerget uden at se, der var smukt, andre skal komme og fortælle dem det. Det er slet ikke sagt, man kan se det! Jeg kan huske, der boede en lille væver, som aldrig havde set, der var kønt, hvor han boede, før han havde været ude og se sig om. Da han kom hjem igen og så sit bosted, sagde han, her er jo kønt! Hvordan mon vore bønder har fået øje for, at deres land var kønt? Svar: korstog andetsteds?. Og så ser de på en gang, at landet er smukt, og der følger noget med som gør, at de vil være selvstændige på deres gårde. Nu har der også været så mange munke, og der er måske ingen steder i verden, hvor munke kan påvirke så meget som her. Og der ude fødes den tanke først: vore bønder vil ikke stå under andre; den kom op ved 1300. Der havde i Tyskland efter Hohenstaufferslægten var uddød, været en lovløs tid hvor ? rådet, og i den forfærdelige tid, hvor man bedst lærte at skønne på, at have en rigtig konge. Og det gik ud over bønderne. Så fik man da valgt en kejser. Rudolf af Habsburg fra Schweits. Men en sådan konge var meget afhængig af sine vasaller, da han ikke ejede ret meget, og han kastede sine øjne på Schweits, og han sagde: de bønder vil jeg gøre til mine; og han sendte fogder der ind for at kræve afgifter af dem. Det ved vi ikke noget af, sagde de. Men fogderne kom og krævede. Så gav de sig til at snakke om det på bønders vis, hvad er vi forpligtiget til? Sådan er det vist gået til, men det skjuler sig i dunkelhed. De vilde godt stå under det tyske rige, for de talte tysk, men de vilde ikke stå under en fyrste. Lad os nu tænke, kongen ? (undergivne på mit gods. Så) I er jo alle mine undergivne på mit gods. Så svarede vi: hvor står det skrevet. Der er gårde endnu, som ligger under Karsen? endnu. Men der er jo forskel på at ligge under dette. Det er det, de godt vidste, vi står under Tyskland, men ikke under kongen. Det er bønderne i den inderste krog ved Viervaldstædtersøen, det kaldes Schweits og Uri og Untervalden. De sagde, vi står slet ikke under nogen som fæstebønder. Vi vil ikke betale afgifter til fogden. Og nu siger sagnet, at der var en sådan foged, der hed Keslar, som krævede afgift, men en mand, Vilhelm Tell. Så satte fogden en stok med en hat på, den skulde de tage huen af for. Det gjorde Vilhelm ikke. Så blev han grebet og ført til Keslar. Hvis du vil skyde et godt skud, så skal du være fri. Så lod han Tell skyde et æble af sin søns hoved. Men han tog en pil til, og den skulde Keslar have, hvis han havde ramt sin søn. Så blev han grebet og ført over søen, og det sted viser de endnu. Det sted, hvor Vilhelm sprang i land fra skibet, her er bygget et kapel med malerier af hans liv, og de viser, hvor han lå skjult og skød Kesler. Det tror schweitserne fuldt og fast. Det er rimeligvis et sagn. Dette sagn er fortalt om Palnatoke, og om forskellige af kæmperne i norden. Men hele søen er fuld af disse fortællinger. Og de tror dem fuldt og fast. Ved Rutli? [Rûtli] en vældig mark. Der er faldet ned fra fjældet i sin tid. Der er bygget et nydeligt hus. Det er det hellige sted. Der på Rutli var det, at 33 bønder sværgede hinanden 1307, og da sprang 3 kilder ud som vi kan se. Det er et sagn, et smukt sagn. Det er vel kommen som under digtning, som er kommen fra noget, som er foregået og siden udtænkt. Men hvad der er virkelighed er, at de slog således og kæmpede mod tyranner. De kommer op om natten ind gennem Vintertuhr til en af disse mænds kærester, ad en rebstige, og så [?] de fogden ud, og en anden gang, skulde de ud at lykønske fogden, og de kom med nogle okser og de mødte fogden, han bød dem ind. Da de først kom ind, satte de pigge på deres kæppe og drev alle mændene ud. Dette gjorde 1307, de vilde godt stå under det tyske rige, men det vilde man ikke lade sig nøje med. Der kom en anden kongeslægt, som ikke brød sig om det, men en prins af det forrige hus, kunde ikke glemme disse bønder. Han samlede en hær og drog ind i Schweits. Bønderne samledes 14-1500 mand, og de måtte trække sig tilbage, og deres koner og deres fædre begyndte at rulle sten ned.[I marginen: 1315] Så gik bønderne på, og sprængte hele ridderhæren. Det var en historisk begivenhed. Det var 1' gang i verden, at bønder sejrede over riddere. Det kunde tyskerne aldrig glemme. Da det hørtes, at de 3 lande havde båret sig så godt ad, begyndte de andre små provinser at slutte sig til dem. Så blev tyskerne forbitrede, og vilde gøre det om igen. Endelig, da der var gået 60-70 år besluttede en sønnesøn af ham, der havde tænkt at drage ind igen (sig til at gå på) og de havde masser af reb med til at binde bønderne med. De så bønderne faldt på knæ og bad, syntes disse riddere, at det var synd at kæmpe til hest, så gik de til fods, og der fortælles, at Arnold v. Vinkelsied tog en hel snes spyd ind i sig, og i dette hul trængte bønderne ind og ridderne blev sprængt til alle sider og en masse bytte gjort. Og de takkede Gud og sagde, at her sad Gud til doms over de høje herrers overmod. Og nu ser man, at der er dannet et lille forbund (af kantoner) med en ordentlig forfatning af disse bjergbeboere og købstæderne. Det gik dejligt indtil "Zyrik" en lille by begyndte at løfte sig og pege ad bønderne, og det vilde de ikke finde sig i. Så sluttede (byen) sig til de tyske konger. Det kom der megen ulykke ud af for "svejserne". Der levede en mand, Frederik fra Østrig, i Tyskland. Han forsøgte nu at gøre om igen; men det gik ikke så meget godt. Han sendte bud til Frankrig, hvor Karl den 7' levede, som nu sad temmelig sikkert. Det var ved 1440, da krigen med dem var forbi, og han havde måttet skaffe sig en stor hær, og nu blev det en hel landeplage. Han vidste snart ikke, hvad han skulde gøre med dem. Og nu kommer der bud efter nogle af dem. Og da sendte han alle sine hvervede tropper, og ved Basel mødte de bønderne, disse drev forposterne tilbage, men enden på det blev, at svejtserne måtte vige, de blev drevet tilbage. Men man sagde, det var ikke værd at gå længere, det var bedst at gå tilbage, medens legen var god, for de havde fået nok af legen. Så vendte de hjem igen, og prinsen lovede sig selv, aldrig at komme til Schweits mere. Han var fører for dem. Han var en underlig fedtemikkel. Han sparede og havde ingen daglig omgang med hjælp. Hans meste omgang bestod i hans barber og hans skarpretter. Disse to havde han mest fortrolighed med.
------------------------
Til toppen af højre spalte
|
Han havde en overordentlig tilbøjelighed til penge. Han anskaffede netop kanoner og geværer. Nu husker De, at 1346 var de første bøsser på en valplads. Nu var der gået hundrede år, nu måtte han have bøsser til rådighed. Men det kostede en masse penge. Det er som i vore dage med et panserskib, som jo kan koste 6-7 mill. Det var sådan med artilleri, så kunde han tumle ridderne. Det brugte han alle sine penge til og sparede til sig selv. Hans valgsprog var: "Hvor der er fordel, er også ære!" Tror De nu, det er sandt? Nej. Han var så svigefuld, at ingen kunde stole på, hvad han sagde. Han holdt intet. Han brød eder! Han bestak og sneg over en lav sko [?]. Han blev konge i 1461, og havde held med sig. Men der var én, som han ikke rigtig kunde få bugt med. Det var ham i Borgund. De var opdraget sammen. Han hed Karl de dristige. Han var hidsig opfarende, men trofast holdt sit ord. Var Ludvig en fedtemikkel, så var Karl en overdådig herre, og selv i hermelin klæder. Han havde de fineste diamanter, de første i verden, og han anskaffede sig udmærket artilleri. Han ejede Burgund i det nordlige Frankrig og hele Holland og Belgien. Og det var pligtfolk. Dem lod han betale høje skatter. Han var en mægtig herre. Hans hof strålede, medens det franske hof næsten var gået ud som lyset i en lygte. Og han tog mere land: Elsass-Lotringen. Han vilde have et rige fra Nordsøen til Middelhavet, og det skulde hedde "Orelat"[?], og kejseren skulde udnævne ham til konge. Men kejseren rystede, og Karl han vandt. Denne mand var kong Ludvig en torn i øjet. Hvad om man nu kunde spænde ben for ham på en snedig måde. Så skete det på den manér, at Ludvig sendte bud til hertugen af Lotringen, som var fordrevet, og vilde have ham til at søge hjælp hos Schweits, og han fik dem pudset på hinanden, så Karl skulde tage noget af Schweits, og snart stod der en hær i Schweits til at tage imod. [I marginen: 1476] Og ved Grænsen mødtes Karl med Schweits, og hans hær foragtede disse bønder. Men det gik ikke sådan. Der lød et vældigt brøl. Det er bønderne fra Uri, "koen", og nu kommer tyren fra Untervalden havde heller ikke været der endnu, og hertugen af Burgund tabte slaget. Og i samme år kommer han igen og kæmper ved "Montins" ?, og det gik nøjagtig ligedan. Da blev han så rasende, at han ikke vilde lade sit hår klippe, sine negle skære, var som et galt menneske. Og han samlede over 40.000, for at bukke begge ender sammen på bønderne, men bønderne mødte igen. I Lotringen rykkede schweitserne ind, og ved Nancy 1477 skulde nu den afgørende kamp stå. Og det gik som før: Karls hær måtte fly, og han selv blev forfulgt af en rytter og hugget ned uden at være gået ud. Hele hans hær blev splittet ad. Det bytte, der blev samlet op på den plads, overgår al beskrivelse. Bønderne vidste ikke, hvad de skulde gøre ved det. De diamanter de samlet ? siden blev solgt til paven i Rom for 20.000 dukater. Nu sidder den i den pavelige krone som dens fineste smykke, og lidt til den franske krone.
Sådanne pragtsmykker blev fundet. Schweitserne drog hjem, og havde omtrent den mening, det er bleven sendt bud fra den tyske kejser, at han vilde komme og holde styre ene. Vi råder eders kejserlige højhed ikke at komme, for vi forstår ikke at omgås dem. Men virkelig kommer der endnu en hær. Nu begynder det igen inde fra Tyskland, i et år blev der leveret 8 slag. Schweitserne sejrede i den alle. Kan De nu se, det kan lade sig gøre af disse bønder i to århundrede i træk. Det er jo aldeles vidunderligt. Der var et varmt hjerte og knogler og marv. Der blev formelt sluttet en fred [i marginen: 1499] og forbund mellem fristaterne og den tyske kejser. Man skulde lade dem i fred.
Denne Maximillian er gift med Karl den dristiges datter eneste barn Marie. Hun havde reddet Holland og Belgien. Kong Ludvig tog Borgund, og frydede sig over, at han var bleven af med den mægtige mand. Disse schweitser bønder var gode som jernstænger til at tage på gloende jern. Og han fik Bretagne og Provence draget ind, og den franske krone voksede. Og han lavede så den første stående hær, en hvervet hær, som havde kanoner og geværer. Så kunde de komme og angribe. Frankrig stod sikkert. Den franske konge var stærkere var stærkere, end de nogensinde havde været. Og en af hans bedste beskyttelse af kronen, var en hel garde af schweitsere; de fik høj løn og pæne klæder, og det begyndte schweitserne at holde på, og bønderne rejste således hjemme fra, og der blev de schweitsergardister. Det gjorde nu skade i Schweits´s ungdom blev vant til stor overdådighed og usædelighed, men de fik penge. Og sådan er det bleven ned i vore dage. Og endnu hedder portieren for kong Kristian "sveitser", skønt han er født i Adelgade, hvis De engang vil stikke hovedet ind ad døren til kongens bolig. Det er et kunstværk af Thorvaldsen nemlig Sveitserløven ved Luzern i selve stenen foreviget af Thorvaldsen, indeholdt en løve, som er såret, og den lægger labben over et skjold med tre hvide lilier. Det er et mindebillede over alle disse mænd, der gav deres liv, da Frankrigs kongedømme faldt. Det er et af verdens ypperste kunstværker. Og så vidner det om deres pålidelighed også inden de blev fri. Da jeg havde været henne og se den, talte jeg med to svejtserpiger: "Synes De ikke, den er køn?" "Jo, men jeg vilde hellere, den havde været sat som minde om deres egen kamp!"[*]
---------------------
[* Schweizerløven blev lavet som mindesmærke for schweizergardens forsvar af Tuillerierne i Paris i 1792 i forbindelse med den franske revolution og har således ikke noget med den schweiziske frihedskamp at gøre]
--------------------
Når svejtserne er så trofaste i fremmede lande, så er de dobbelt trofaste i deres eget land! Det er nu ikke altid rigtigt. Men svejtserne har det gennem 200 år. Og det har de gjort, og står som den dag i dag. Det er en stat, der er uafhængig, 3 mill., af alle andre stater. De kan sige med rette: Vi har vist, vi er frihedens mænd og ikke kongetrælle! Nu skal jeg fortælle Dem om, hvordan det er bevaret den dag i dag. Efter Napoleon blev man enige om at tildele Sveits en neutral stilling, som man sikret dem af alle stormagterne. Ingen må krænke denne. Hvis en hær bliver drevet der ind, må der ikke føres krig, den bliver afvæbnet. Det vilde måske vi have forsøgt at få en sådan stilling; men man synes ikke, Danmark ligger passende. Men svejtserne har de nu, skal man tro det, sat landet i den lave hærs
?
Så skal Sveits lægge sig til ro på dette? Nej, tro ikke det! De har en hærordning, som langt overgår os! De kan stille 20.000 mand, dueligt hver én. Og de har skaffet sig mange befalingsmænd. Ti de har tænkt, da de hørte Bismark sige: "Magt er Ret!" Og nu bygger de fæstninger rundt om. De vil vise, de kan forsvare deres neutralitet. Tro endelig ikke, at man bliver fri for at forsvare sig. Man kan i mange tilfælde være nødt til at lave mere, ti den store går ikke en dag længer, end man har fordel af det. Det er bevis for, at den ikke er falden i søvn. En præsident vælges, hans navn kendes næppe. Men de har ikke glemt, at hvis et folk lægger sig til at sove, så tages der friheden fra dem. Men én ting er de ikke. De er ikke et folk. Det er bønderne, der danner grundlaget. Et folk, der ikke har noget tungemål, er ikke et folk; de har ingen sprog, og de tre forskellige sprog fra de tre lande tales. Men de har fundet sin regning ved at slutte sig sammen, det er en fristat. Og det er det mærkelige. Der er ikke blevet et fælles sprog ud af den blanding. Det skulde man jo have troet, som med samlingen af Frankrig. Siger man til en sveitser, hvordan forstår I hinanden? Ja, vi har sådan nogle daglige, som vi alle forstår hinanden. Det kan jo være, at der danner sig sådan et almenmål, som efterhånden vil trænge de andre til siden. Når der engang i den svejtsiske rigsdag tales sådant sprog. Men det gør de ikke, lovene kommer i tre sprog endnu. Den dag da man udgiver sine love i et sprog, og det tales i rigsdagen, og bøger udkommer på dette sprog, da siger vi, det er et folk. Kan der komme et sådant nyt sprog frem? ja, det kan der nok! Det tilsvarende kan ses i Amerika! Der vokser op i Amerika et eget sprog. Det er det engelske! Dog lever der mill., der taler fransk, tysk, russisk o.s.v. Det kan jo være, at nogle hundrede år frem i tiden tales et sådant sprog. Det ved man ikke. Men en fristat er det, og den første fristat i verden, hvor bønderne har noget at sige. Hvor havde de fået den drift fra? Svaret er: Korstogene. Og vil De mindes det, så De aldrig glemmer det, så tænk på, at deres mærke er en rød dug med et hvidt kors i. Ti fra korstogenes varme, stammer denne frihedsdrift. Nu har vi altså et folk, en retsstat i England, og en kongestat i Frankrig, men en fristat i Sveits, grundet af bønder, som elsker friheden over alt (andet).
"Jeg er en simpel bondemand!"
|
