|
Foredrag af Dr. J. Nørregård d. 19' febr. 1901
"Årene skride, ungdomskraften svinder!"
[Morten Luther og reformationen]
Når man i menneskeslægtens levnedsløb taler om reformation, så mener man en hel masse begivenheder førte til, at de ensrettede kirkeskikke blev ændret, fik en ny skikkelse, d.v.s. det var ikke noget, man selv fandt på, men man lod sig vejlede af de gamle kirkeskikke og den hellige skrift. Det skete først i Tyskland, og det var i Wittenberg med Luther som vejleder, at man begyndte i [15]23 at ændre dette, afskaffe messe, og lod de sakramenter falde som man ikke kunde gøre rede for, og lod helgendyrkelsen være. Og frem for alt, at man lod messe falde. Det skete i Saksen, i Hagen, i Brandenburg og m. andre steder. Hvem gjorde det? Det gjorde borgerne eller præsterne. Det var alle de øvrigheder, som godkendte Luthers tanker. Alt som nu bestod det tyske rige af en hel mængde stater, samlet under Prøjsens forsæde, hver med deres egne love, således også den gang: 30-40-50 forskellige. Det var disse øvrigheder, der følte sig tiltalt af Luthers tanker. Og de ordnede det. Havde de nu lov til det? Nej, det skulde kejseren og rigsdagen gøre. De sagde ikke, det var tilladeligt, og paven havde bandsat Luther. Man havde altså aldeles ingen tilladelse til at gøre det, og det var altså oprør, hvor man ikke blot bad, men man gjorde det uden videre. Det breder sig gennem årene til Norden, og allevegne blev det anset som oprør. Er nu et sådant oprør berettiget? Det er det store spørgsmål. Luther og hans venner sagde, det gjaldt om at få øvrigheden til at godkende, hvad man havde gjort; men der var forhold, hvor man måtte lyde Gud mere end mennesker, og så finde sig i at blive kaldt oprører, indtil det kunde blive godkendt. Hvad svarede de første apostle: Vi må adlyde Gud mere end mennesker, de vejledet kun, for det var deres håb at kunne få hele det jødiske folk med sig. Sådan siger Luther og hans venner, sådan er vi stillet, at nu ingen af dem kunde slå dem ned og forhindre [?] Det lå i, at de politiske forhold var så vanskelige, og så snart det tegnede til, at nu fik man fred, så varede det kun nogle måneder, indtil tyrkerne og selv paven sluttede sig til hans fjender, og 1527 måtte han belejre Rom*.
---------------
* [Her må der være tale om den tyske kejser, Karl 5., som lå i krig med den franske
konge, men krigen havde også bredt sig til Italien og fra Balkan og Ungarn truede tyrkerne].
---------------
Derfor var kejseren nødt til at bede dem sende deres tropper, navnlig mod tyrkerne, og to gange var rigsdagen lige ved at knuse Luthers lære, men kejseren måtte bede dem komme og hjælpe sig og lade disse sager falde. Da man så havde fået tyrkerne jaget ud 1529 sagde kejseren: "Nu skal det afgøres!" I Speier blev der så forhandlet op ad vægge ned ad stolper. Der blev gjort indrømmelser, men messe og proces myndighed skal I bøje jer for. Så samlede en hel række sig og fremkom med en indsigelse mod stemmeflerhed, en protest, så kaldte man alle disse for protestanter. Men de skulde underkues. Og nu skulde det gennemføres. Da de lige havde fået dette besluttet, måtte de til at jage tyrkerne bort fra Wien, men næste år skulde det gøres inde i Augsburg, og der skulde alle møde. Så sagde kurfyrsten til Luther: "Nu skal du skrive op alt, hvad vi vil, så de kan forstå det!" "Det er jo at indføre de gl. skikke, som er forfaldne i tiden", Dette gjorde Melangton meget klart, hvordan de holdt fast ved al den gamle tro og skrifter: Den augsburske (konfesion) bekendelse. 14 havde underskrevet den, som man vilde give til kejseren, for at de ikke skulde tro det var noget nyt.
Det er slet ikke lavet for at lægge åg på mennesker 1901, men for at vise, det var den gamle kristendom, man vilde fremme. Så gennemså den og rejste med kurfyrsten til Augsburg med 4 mand, og de lod Luther blive i en lille by uden for. Der i Augsburg indfandt kejseren sig og alle de store, og der skulde man nu rådslå. Der mødte de frem, som havde underskrevet den Augsburgske bekendelse, og bad om at få den læst op. Og den blev læst op på tysk af en mand med en meget klar stemme. Så sagde kejseren: "Det er altså det, I vil fremme?" "Ja". Ja nu skal I blive gendrevet. Så blev der et par dage efter oplæst en gendrivelse på latin. Melangton bad om at måtte få en afskrift. Dette nægtedes ham. Men Melangton svarede på alle punkter uden at fejle. Men kejseren syntes slet ikke om det. Derpå blev der svaret igen. Og så sagde kejseren nu havde rigsdagen at sige, hvordan alt skulde være. Og nu vedtog rigsdagen: alt det gamle på fode igen med nogle få indrømmelser til modersmålet og nadveren. Længe arbejdede Melangton for at finde en kirkeordning, der kunde være fælles. Luther sagde, du kan ikke. Men han blev ved. Og han blev narret. Og da rigsdagen sluttede, blev det bestemt, at alle skulde bøje sig, ellers skulde de tages med magt! d.v.s. at der skulde sendes krigsmagt imod dem. Det var overfor dette, at alle de lutherske fyrster besluttede at ville handle. Der kom nogle studenter og bad om lov til at fremvise et skuespil ? Ja, Så kommer der gående ind en mand i sort dragt med dr. hue på hovedet. Han havde en hel masse krogede grene, som han vilde gøre lige, og da han havde stået sådan, gik han og lod grenene ligge, og da han gik bort, stod der på hans ryg: Reuklin? [Johann Reuchlin]. Det var en mand, der inde Luthers dage havde påvist, hvor mange fejl, der var. Så kom en mand ind og tog disse grene og bandt dem sammen og vilde gøre den lige. Da han gik, stod der på hans ryg: Erasmus af Rotterdam. Han var en hollænder, femten år ældre end Luther. Han havde mange gange påvist, det var galt med både klostre og bisper, og han havde sagt: Luther havde naturligvis ret. Men engang havde han sagt til kurfyrsten af Saksen: "Luther har gjort to ting, som han ikke skulde have gjort, han har rørt ved pavens krone og munkenes hugge [?], og det var farligt!" Men det var ikke dette, fyrsten vilde have at vide. Da Luther brændte pavens bulle, var det ikke Luther, men paven, der var skyld i dette. Men alt som det gik videre, Luther blev stærkere.
Så blev Erasmus bange, han turde nok sige noget, men ikke gøre noget, og jo mere Luther handlede, jo mere trak han sig tilbage, og han lod sig overtale til at skrive mod Luther, og han sagde selv, da mistede jeg min egen fri vilje. Luther var jo for kraftig. Det er ikke rådeligt at komme ind mellem den mands tænder, og til sidst blev han Luthers rene, skære modstander. Og han døde i tvivl; men han burde have stået ved Luthers side, men han var ikke nogen modig mand. Denne Erasmus tog de nu frem. Så kom der en mand ind i munkedragt med dr. hue på. Han tændte ild og varmede alle de krogede grene og brændte dem. På hans ryg stod Luther. Så kom en mand ind med et sværd og huggede i ilden, og det blev værre. På hans ryg stod Karl den 5'. Så kom paven ind med to flasker, én med olie, én med vand. Og han tager fejl og hælder olie på, og det blev meget værre. På hans ryg stod Leo d. 10'. Så blev kejseren vred, han forstod godt, hvad meningen var, og han sendte bud, han vilde have fat i disse slubberter. Men han fik dem aldrig. Det var kun for at vise, hvordan stemningen var blandt studenter.
Da man nu vilde bruge magt blev fyrsterne enige om at forsvare sig, hvis de blev angrebet. Det var noget, Luther havde holdt imod længe, der må ikke slås om dette. Men johan den bestandige sagde: "når vi nu indretter Gudstjenesten, således som vi anser alt for ret, er det så ikke vort ansvar, at vi skulde lade kristne beholde denne frihed?" "Ja", svarede Luther, "I har ikke blot ansvar for at styre eders lande, men også med at værge om det en anser for vigtig, ja forsvar jer, hvis I bliver angrebet, og hvis I ikke må have fred". Og skønt Luther sagde atter og atter: undgå at drage sværdet, men husk på Makabæerne i det gamle Jødeland. Da var der mange, der sagde, når syrerne angriber på en sabbat, så må vi ikke drage sværdet. Da sagde deres fører: angriber de os på en sabbat, så må vi forsvare os, ellers kan vi ikke være her. Der stod nu et forbund rede til at forsvare sig. Så udbrød krigen igen og blev ved i 13 år mod tyrkerne og frankerne. Sådan stod sagerne, mens Luthers sag gik frem. Men man kan jo ikke nægte, at man kunde sige: se nu, hvor det avler oprør! overalt. Se nu til Danmark: Grevens fejde! Og i Tyskland: et vældigt oprør ved Mynster. Et forfærdeligt pinligt oprør. Ti de sagde alle, at de vilde forbedre kirken. De fleste af dem er fra Holland. De fik sat ild i Westfalen. Nu var åndens tidsalder kommen! hvor de, der førte, nu var udkåret af den Helligånd. Og de holdt mange koner, og gjorde fællesskab med ejendom, og de opførte de mest usømmelige ting. Og det sagde folk jo om, af oprør kommer der oprør. Luther kunde jo med sandhed sige: jeg vil ikke have med dem at gøre. Hug dem ned. Sådan blev det nu også. Men stadig sagde man: det er følgen af det. På samme tid i Sveits med Svingli og siden med Kalvin. Og meget af det, de sagde, vedkendte Luther sig ikke! Og han sagde: dersom jeg holder med jer, så bliver der rørt ved dåb og nadver. Det vil jeg ikke rokke ved. Det er virkelig handlinger af Gud ved hvem mennesker næres og genfødes. Luther kunde aldeles ikke have med dem at gøre. Det var som en verdensbrand, der var kommen igang, hvem skal stoppe den? De fik forretninger væltet ind over Luther, der sad som en slags kirkefader, og altid blev det mer og mer. Og Luther var meget syg, og de troede, han skulde dø. Han led mange smerter, en lang tid var han blind på sit ene øje, men blev ved at arbejde hårdt.
------------------------
Til toppen af højre spalte
|
Men han syntes efterhånden, at han blev træt ved alt dette. Verden bliver mer og mer ked af mig og jeg af den; vi modnes til at skilles ad. Men endnu var hans stemme nødvendig for om mulig at skaffe en overenskomst, han stolede ikke på paven. Han var kommen mer og mer til at se, at paven var en Antikrist. Men han ventede noget af kejseren. Og han havde det håb, at man på en eller anden rigsdag kunde komme til en overenskomst, om hvordan den tyske kirke kunde indrettes, og derfor gjaldt det om, at finde en eller anden mand der kunde bringe det i orden. Men det var ikke gørligt. Det strandede altid på, at de vilde afgøre det ved stemmeflerhed. Det var messe. Kunde vi bare få lavet en ordning for den. Men det var ikke til at gøre. Så sagde folk: skal vi da ikke have en stor kirkeforsamling, vil du ikke underkaste dig en sådan? Nej, ikke uden videre. Så blev der udvalgt folk fra hans side for at forhandle om dette. I skal holde fast: mennesket retfærdiggøres af tro, ikke af gerninger, det må I ikke slippe, ikke om så alt falder ned; men det andet om pavens magt, dersom eders modpart vi indrømme, at han får sin magt fra neden. Hvis han vil komme ind på, at folkene godkender ham som eders formand, men hvis han ikke vil slippe, at han får sin magt fra Himlen, da må I ikke godkende. Når Luther sagde dette, og hans venner hævdede det, så vil De sige Dem selv, at alle pavens folk ikke vilde slippe dette. Og da det blev kundgjort, at der skulde holdes kirkemøde; kejseren tvang det igennem, så blev der spurgt, om de lutherske vilde deltage, så kom de med deres to grunde. Så mødte lutheranerne ikke 1545. Og således gik det da til, at menigheden i hele den vesterlandske sprængtes, og har været sprængt siden da. Luther gjorde alt, hvad han kunde for at holde dem sammen, den græske var jo skilt. Men Luther var meget optaget af, at det kunde ske. Men disse to punkter måtte de ikke opgive noget af. Og det blev aldrig helet igen. Hvis ikke Rom ved at indrømme disse to punkter: retfærdiggørelsen ved tro og det alm. præstedømme, der bærer det hele og ikke omvendt. Det er jo muligt, at der kommer den tid, da modsætningen mellem fornægtelse og kristendom bliver så stærk, at de kristne nødes til at slutte sig sammen igen; men det bliver ikke før de to punkter bliver indrømmet. Igen levede Luther og arbejdede strængt og blev træt og svag, og der var en ting, der pinte ham så meget, og det var, når der kunde lægges ham og hans venner noget til last, og det kunde der nok. Jeg vil ikke opholde mig ved kurfyrstens ægteskab, men hans hustru vilde ikke skilles, og efter lange forhandlinger, blev der spurgt om, om ikke det var bedre, at han også giftede sig med den, han holdt af. Og han sagde dette til Luther og Melangton. Det gik hans hustru ind på, og Melangton gik ind på dette og var til stede. Og snart kom det ud. Det er Luthers bedste ven, og han har to koner. Ja, det er ikke så godt, bryder de først gærderne et sted, så alle steder. Og det var en slem historie, den kan ikke forsvares. Det angreb Melangton, så han blev dødssyg. Og Luther kom til ham og sagde: "å, hvor har dog djævelen ødelagt mig dette redskab", og han bad om Melangtons liv: "Jeg sætter dig stolen for døren! Nu beder jeg om Melangtons liv! Lad ham dog komme over dette!" Og han sagde: "Melangton vil? trøstes; Gud vil ikke nogen synders død; men han skulde omvende sig og leve". Og han kom sig virkelig og levede 14 år efter Luther, og det var Luthers faste tro, at Gud havde givet ham Melangton til livet, for at han ikke skulde dø med betynget samvittighed.
Men noget meget værre pedanter? [protestanter ?] begyndte at te sig som om, man behøvede ikke tage det så nøje med hvordan, de levede, og det var der mange, der gjorde. Og Luther prækede for dem: I skal leve et sømmeligt liv, så andre kan se, hvordan man skal leve, og han rejste bort, han vilde ikke leve i den horrede; så blev de betænkelige og lovede at være skikkelige, når han vendte hjem igen. Og det er mærkeligt at se, at Luthers prædikener efter den tid drejer sig om: Helliggørelse! De er Gud skyldige at leve et Gud velbehageligt liv. Og hele den sidste del af hans liv var optaget af dette. Da så alle knuder strammedes, så kommer der et bud til Luther, om at komme til greven af Mansfeld nu, de vilde have ham til at mægle. Og Luther tog en af sine venner med sig og rejste til Eisleben, hvor borgen lå. Da han rejste, var han ikke rask, og hans kone var meget bekymret for ham. Ved Sålfloden var det besværligt at komme over, en stor sten faldt ned lige ved ham, og der gik ild i gæstehuset?, og han fik brev fra sin kone*, som skrev: "han syntes, siden vi forlod jer, var vi nær bleven slugt af vandet, og nær slået ihjel af en sten, og nu var vi bleven brændt, og jeg tror, at alle elementer vil os ilde. Du må se at lære din kristendom rigtig, ellers kommer din mand vist ikke rask hjem".
---------------
* [som det fremgår, må det være ham, der skrev til hende.]
---------------
Så fik han forligt disse grever, og da kom sygdommen over ham, og han udbrød da: "det er dog sært, om jeg skulde dø her!" Han var da 62 år, den 18' februar udåndede han. [I marginen: 1546]. Der var nogle af hans venner omkring ham, og han styrkede sig selv ved ord af den hellige skrift, og da han lå stille, sagde en af hans venner: "vil du dø på den tro, du har levet på?" "Ja", sagde han. Det var hans sidste ord. Det var så et sørgetog, da han blev ført til Wittenberg, og man følte, det var en stor åndens tjener, som her var død?, en mand med et ganske ualmindeligt klart blik, hvad der angår Guds Rige, og en mand med et geni, som ingen af hans samtidige havde. Der levede en mand, som Luther priste, Kalvin! Men man bliver nødt til at sige: Luther var et geni! De andre kunde være kloge. Hvad er da et geni? =menneske=? Det er dem, der kan vise vej, hvor ingen andre kan find, ikke fordi, de har regnet det ud, men fordi, noget inde i dem, siger det. Jeg vil sige, hvordan står Luther til de store spørgsmål, der nu beskæftiger os? Hvad hviler den kristne kirke på? Alle er jo enige om at sige: Den hviler på Jesus Kristus!
Men hvordan skal vi lære ham at kende? Den hviler på Guds ord, som det lyder ved dåben og ved nadveren, ved selv dåbshandlingen og troen og nadveren. Om dette var de første kristne samlede. Det er dette, der bredtes over hele verden, som en ? der vokset op, eller alle de hellige skrifter. De begyndte med Johannes´s brev. Men de er ikke fra begyndelsen, men Guds ord ved dåb og nadver er fra begyndelsen. Da ulykken er, man kan ikke bevise, at dåbspagten, som sikkert har været til stede, såvel som nadverordene. Men hvorfor? Fordi man mente, det måtte ikke skrives op, det skulde skrives i hjerterne, men måtte ikke skrives op. Man har altså ikke, som med nadverordene og Fadervor, opskrift. Dog, hvad sagde Luther om dette? Mange vil måske tro, at Luther har sagt: den hellige skrift er kirkens grundvold! Nej, han har sagt: Jesus Kristus er klippen. Når man vil vide, hvad der er gammel Kristendom, så skal man slå efter i den hellige skrift, der vil man finde Guds ord. Men hvad er det første? Var den kristelige dåbspagt først? Eller var den hellige skrift først? Så må jeg sige: dette spørgsmål forelå slet ikke. Hele den romerske kirke vedkendte sig dette. Og Luther gik ud fra dette! Men om nogen vilde sige, Hvilken har den højeste gyldighed, så vil jeg sige: de passer til hinanden! Og så skal vi bare lade dem støtte hinanden. Deraf kommer det, at Luther har sagt: når noget står skrevet eller noget sker, og vi ikke har en udtrykkelig trosartikel, som vi kan vende derimod, eller med den hellige skrift, disse to ting stillede han ved siden af hinanden, og man fik ikke Luther til at sige, at Guds ord var - - - [?]
Engang har han sagt om dåbspagten: den er visselig ikke frembragt af mennesker, men af de Helligånd! Som en gang kom en fattig kone: hør nu min gode kone, knæl nu ned og svar! Så spørger jeg hende om hele dåbspagten? Hun svarer: Ja! Så kan du gå trøstet hjem, det er på den tro, du skal frelses! Det er i praksis at sige, at kirkens grundvold ligger der. Det forekommer mig derfor, at Grundtvig har ret, når han sagde 1857: "Man har rejst Luther op mod mig, men jeg mener ikke, det er rigtigt. Stod Morten Luther her idag ved min side, så skulde vi to nok forliges med hinanden. Det vil altså sige, at den bevægelse passer, for Luther stod det som, at begge disse to passer til hinanden. Grundtvig har lært meget fra den tid. Der er dåbs og nadverordene. Derpå hviler det hele! Der ovenpå er den hellige skrift bygget. Hvad jeg nu har sagt Dem, kan samles: Det er rigtigt, Luther er hovedmanden til at gøre oprør mod pavemagtens ukrudt. Og han blev ved at føre det til ende til sin dødsdag. Men ikke således, at han vilde indrømme Europas mennesker ret til at gøre oprør på sin regning, men at den oprindelige kristendom skulde genindføres. Og man måtte stå på det og tage følgerne, hvis ikke paven eller kejseren vilde godkende det; vi må lyde, men give afkald? på Guds rene og klare ord, må vi ikke! Kristendom er slet ikke så indviklet! Hele kristendommen kan lignes ved to tværsække. Nu hænger der i den ene den lærdom, at vi er syndere og ikke kan hjælpe os selv, men i den anden ligger det, at Jesus Kristus har gjort fyldest for os, og i den anden ligger, at Gud har elsket os, som vi skal elske ham igen, og i den anden ligger, at som Jesus led for os, således skal vi lide for ham. Og Luther havde den evne at sige det klart, det var noget for fattige folk, deres hjerter var rede til at tro, den er ikke bestemt for de lærde.
"Der stander et slot i det høje Nord!"
|
