|
Foredrag
af dr. Nørregård på Testrup 1901.
6' - 10' januar 1901.
efter stenografiske optegnelser.
"Dejlig er den himmel blå!"
[Jesus Kristus - historiens midtpunkt]
Det ny århundrede er begyndt! glædeligt nytår!
Jeg vil så gerne begynde det ny år med at tale til Dem om Jesus Kristus!
Han er midtpunktet for det hele. Alt, hvad der går forud bliver kun forstået, når der ses hen til ham, der bragte "Tidens Fylde" med sig. Og alt, hvad der nu sker, kan slet ikke forstås uden at se hen til ham.
Napoleon sagde: "Hvad er alt det indtryk, vi gør på mennesker? Når vi er døde, træder andre i vort sted, og vi kan ikke have indflydelse på mennesker . . . (efter vor død.)
Men det gør Jesus Kristus, og bliver ved at gøre! Han må være et guddommeligt menneske"!
Jeg læste et stykke af Georg Brandes: "Alle, som har gjort indtryk på europæerne, fandtes som ingen anden, Jesus Kristus!" Og vi siger, han er den, der har frelst mennesket fra død og dom, og det ord, han har sagt, at evangeliet skulde prædikes for alle, er godt i gang med at ske!"
I vore dage kan det sés, at de store frafald er mange; men lad os dog ikke glemme, at der side om side med dette, er 10 tusinde, der vindes i større tal, end dem, der går fra. Ja, og det vil ikke ende, før dagenes ende.
Jesus Kristus er lyset i verden, som alt forudgående peger hen på - og så beror det kun på, om vi vil tro!
Man ved ikke bestemt, hvornår Kristus blev født. Ja, bliv nu ikke forfærdet! Morten Luthers fødselsdag véd man godt, men året er glemt; nogle siger 1483. Melankton sagde: "Det er 84". Men Morten troede, det var 83. Eller Gustav Vasa? Der er så mange forskellige angivelser, indtil 9 år. Og nu er det så meget mærkeligt, som man da rejste omkring med årstal! Dette gjorde man ikke i Jødeland. Der var jo ingen, som vidste, at Jesus var født! Og da Dionysos? 5-6 år efter, regnede han galt. Men så har det vist sig, at Kristus da måtte være kommen til Verden efter Herodes´død, 4-5 år mindst. Når man nu med sikkerhed kunde sige, hvad man skulde sætte i stedet; men alle forsøg på at regne det ud efter stjernerne eller templets opbyggelse (har været forgæves). Sådan er det gået med alle udsagn. -
På den tid, dette skete, var alle lande om Middelhavet (under) kejser Augustus 30 år før vor tidsregning og over de 44 år i træk - og han havde så alle vegne ministre og formænd i tømmen. Han samlede det alt i sin person. Han boede i et lille hus i Rom. Og privatliv i Rom. Men han var alt, hvad man kan blive, top af alt. Og han lod 3 gange afholde folketælling, med en afstand af 20 år imellem. 726 - 746 - 766, alt efter vor tidsregning år 32 til år 8. Af disse tre tællinger kan vi kun bruge den mellemste. Og det kan passe. Og det kan passe, alt folket skulde skrives i mandtal for at sættes i skat. Og alle skulde møde i deres by, hvor slægten stammede fra; og derfor drog Josef og Maria hen til Betlehem, og det skete 8 år før vor f.v.t. - og derfor vilde Herodes dræbe alle drengebørn under 2 år. Derfor er det rimeligst at tro, 8 år før vor tidsregning vil passe.
(Nu vil man måske sige)
Man vilde ikke flytte milepæle, hvis vi hadde målt forkert den første mil.
Men vi vil nu mene, at Kristi fødsel er 8 år før vor tidsregning. Nu vil man måske sige, at det er galt at fortælle dette? Nej, hvad ret er, skal de vide, så må jeg se at hjælpe Dem lidt tilrette, men sandheden må ikke skjules. Så kan der let komme tvivl: mon han da har levet? Ved man da så bestemt, at han er født den 25. dec.? Nej, når vi vil se efter et "menneske" ser vi i kirkebogen.
Nu vil vi se at få to vidner. Den første er den kristne menighed! Vi siger, det var sikkert!
Vi står inde for, at han har levet! Vi bekender det i vor dåbspagt! Pilatus fra 26? - ? 26 [?] Han er intet æventyr! Ja, men den kristne menighed, er det da så pålideligt? Nej; men så ser vi alle de skrifter efter, som blev til på den tid. Men ingen af dem vidste noget om Kristus. Men én eneste, nemlig en romer: Tacitus. Han skrev dette: "De kristne, som i Østerland breder sig, benævner sig efter denne Jesus Kristus, som fik sin velfortjente straf ved at blive korsfæstet under Pontius Pilatus". Nu har vi de to vidnesbyrd: den kristne menighed på den ene side, og romeren, som ikke var kristen.
Kristus var født, da Augustus lod folket skrive i mandtal, korsfæstet under Pontius Pilatus.
Nu ved De jo, at det er galt med 1901, så er der dog kommen mange vidnesbyrd frem i den senere tid, at Herren var født den 25' december.
I det Hellige land ligger man ude med kvæget i december måned. Og så blev han født i Betlehem, hvor der havde været nogle få hundrede mennesker. Hvor mange mennesker tror De nu, Herodes fik lov til at slå ihjel? 9 - 10 stykker? 5-600 mennesker?
Der står ikke det mindste skrevet derom. Det var kun små ting for Herodes! Han var en halvjøde fra Idomæa hvor Esav boede. Der dyrkedes afguder. Denne hans fader var kommen ind og havde gjort sin lykke, da romerne erobrede Jødeland. Romerne plejede at bære sig ad som Napoleon, og de satte Herodeses fader på en trone, og siden blev Herodes udnævnt til konge i Jødeland. Og han drog gladelig over til det land, der skulde blive hans, men hvor han ikke var afholdt. Denne Herodes var en tapper mand, og han kunde uddele korn ved dyre tider. Og når man ser på, hvordan han udvider sit rige og bygger byer. Han opførte Jerusalems mure og templet opførte han i al sin pragt.
Og det var hans drøm, at de vilde sige om ham, at han var Messias! Men det vilde de ikke, for de kunde ikke døje ham, fordi han havde været med til at trampe på dem. Og nu det tempel! Tænk på, hvad han satte på templet? en gylden ørn fra Rom. Men to unge mennesker huggede ørnen ned. De blev henrettede. Herodes var gift mange gange. Han blev først gift med en dejlig kvinde af Makkabæernes slægt. Men hun kunde ikke lide ham. (Så fik hun lov . . . . )
Hun sagde: "Ham, det er en blodhund!" Han lod hende siden anklage for, at hun vilde forgive ham; og så lod han hende henrette. Sådan var han også mod sine egne sønner. Han lod begge disse henrette. Og så vilde han give sin tridie søn riget, men opdagede, at denne vilde forgive ham, og Herodes lod dødssyg sin 3' søn henrette. Kejseren vilde hellere være en gris end søn af Herodes. Han havde sin anden søster. Hun sagde: "Dersom du vil husvale min sjæl på det sidste, så lad alle de, der er i teatret, hugge ned!" Det lovede han men brød sit ord.
------------------------
Til toppen af højre spalte
|
Sådan en familie var det. Nu vil De sige, at der ikke var noget i, at han lod slå 9-10 drengebørn ihjel i Betlehem! Så døde han da 4-5 år efter vor tidsregning og efterlod riget til 3 af sine sønner. Imens var Jesus i Ægypten med sine forældre. Josef var bygmester, ikke tømmermester. De brugte slet ikke tømmer. Nej, huse var stensat. Der var ikke det mindste af træ, selv tag - og endnu den dag i dag er bygmesteren i Betlehem berømt helt ned til Ægyptens grænser. Der er kun et værelse. Der bor de så derinde. Der er ikke meget. I det ene hjørne de gamle, i det andet mand og kone, i det tredie børnene, i det fjerde kvinder. Men kvæget blev mest gravet ind i bjerghuler.
Så er Josef rejst med sin frugtsommelige hustru. Men Josef vidste, at det ikke var hans barn, men den Helligånds. Så har Marie født sin søn i en bjerghule, og svøbt ham og lagt ham i en foderløbe, som de gør den dag i dag. Og når man kommer der over, viser de en bjerghule, man havde ikke gæstgiverier.
Herren er ikke født til verden i den usleste fattigdom. Han er født i et hus, hvor de havde et godt udkomme. Og han er født op som stenhugger. Men hvem kan nu vide noget om ham. Han er rejst med op til Nazaret, og vokset op og har underholdt sin moder, da Josef var død, men ingen fik noget at vide derom. Og dog vokser der da op denne verdens mærkeligste mand, lyset på Jorden!
Hvordan så den da ud under Kristi opvækst? Det så glimrende ud, kun én gang var romerne slået. Tyskerne havde slået dem. Ellers så det glimrende ud. Og der var, som der ikke havde været i mange år: Fred. Der var digtere og kunstnere. Man sagde, at Augustus havde modtaget Rom af træ, men afleveret den af marmor. Alle slags templer rejste sig i Rom. Alle steder så man alle slags religioner. Al viden om i den verden, vi behersker. Man sagde, der er noget at bemærke, når man kommer til at tale med dannede mennesker, så troede de ikke på de gamle guder, nogle enkelte sagde det sagde det højt og tydeligt! Troede de da ikke på nogle andre? Nogle troede, der er en kraft i naturen; nogle tænkte, at denne gud måtte man søge spor af i sit eget indre. Men vilde man vide, om de troede på et liv efter døden, det ved de ikke noget om. Men lad os ikke tænke på dette nu; der er skrevet på limstene: "Jeg var engang, og så blev jeg skjult, nu er jeg ikke mer; den som siger dette, han lyver!"
Der blev i lørdags brændt en mand: Schandorff. Hans kone sagde, at han havde aldrig leflet med kristendommen, den dag, han dør, er hans sidste. Han var en mand, som de var på kejser Augustus’ tid. Det er dette, man kalder vantro. Der er nok en guddomskraft troede de. De mange religioner havde tabt sin magt over mennesker. De var ligegyldige deroverfor. Og hvordan levede de da? De levede for livsnydelse, bare for at have det godt, bare nyde livet; og da mente man, at man stod sig bedst ved ikke at gifte sig - men kejseren skrev peberkvinde. Ti de unge vilde ikke gifte sig; ti kvinderne bedrog deres mænd. Men staten skulde have børn, sagde Augustus, så må vi sætte dem i skat. Sådan var forholdene i Rom. Ægteskabet, som havde været romerne stolthed, var ødelagt. De græske love havde bredt sig. Og når en ung mand ikke vilde være med, blev han udgrint. Medens religionerne var ødelagt, var sædeligheden nedbrudt. Det var en ødelagt slægt. Hvis man kunde tænke sig, at dette havde fået lov til at gå, vilde slægten rådnet op som et lig. Ingen ting af det gamle kunde holde.
Så var det, at Jesus Kristus fødtes til verden! og denne Kristus var skabt til at træde i stedet for alle disse religioner. Han, som om sig selv sagde: "Jeg er sandheden og vejen og livet og lyset og brødet!" Ham er det da værd at tro på.
Han skulde lære mennesker atter at arbejde på, at holde sig selv i ave, leve i gode ægteskaber, opdrage gode børn. Og det har han lært os mennesker. Ti kommer mennesker først så vidt, at disse to ting er nedbrudt, så går det ikke godt, før dette bliver forbedret. Overalt hvor Israel kommer hen, de havde også bredt sig over de græske byer, man kunde ikke lide dem. Men hvor der bare var ti jødiske familier, byggede de en synagoge. I Rom var der i det mindste 10; men rimeligvis mange, mange flere. Og i disse synagoger havde de samlet sig for at tilbede den levende Gud. Hvem går så til disse møder? Der går jøder, men også mange romerske kvinder tilsløret. De går hen i synagogerne, og nogle af dem ændrede deres levned derefter. Jeg synes, det er så underligt rørende, hvordan denne trang, som ikke kunde stilles af mennesker, hvordan de søger hen i dem, de mennesker rundt i alle byerne. Og det, de fandt, var sædelighed og alvor. Det var dette, de manglede selv, og dog var det ikke talt til dem. Det var dette, der brød frem med Jesus Kristus. Han levede stille hos sin moder og blev undervist. Men, sagde mennesker, der er nogen, der fremstår en profet, som ikke i 500 år. Ingen vidste, hvordan en sådan så ud. På en gang lyder det: "Der er opstået en profet igen! Han ser sær ud! Han går med kameluldskappe, lever af græshopper og vild honning". Og så drager hele skarer, hele Judæa ned at høre denne mand. Og han gik i rette med dem, de levede ikke efter loven; og han sagde, der var noget ved dem, der hed synd. Omvend jer, at træet ikke skulde hugges om. Og han døber dem i Jordans flod. Tænk på, at I omvender jer, så I må være rede til at tage mod ham, som kommer; han vil snart komme, han er midt iblandt jer! Jeg døber med vand, men han døber med ånd. Så sendte de lærde bud ud til ham: "Hvem er du? Er du Elias?" Nej!" "Er du Messias?" "Nej, hans skotvinge er jeg ikke værdig at løse! Jeg er kun røsten i ørkenen, der bereder Herren vej! Han skal komme!" Sådan talte han, og det gik dem til marv og ben.
Så en dag kom Jesus, og Johannes sagde: "Se, der går Guds lam, der bær alverdens synder!" Så kom Herren da frem! Det var ved [?] år 26. Herren var da 34 år. Han fremstod ved Jordans flod og lod sig døbe. For ham betød det noget andet; når han steg ned, skulde han ikke tænke på sin synd, men på hele verdens og tage den på sig, og når han stod op, vilde det sige: "Jeg vil frelse jer!" Han havde erklæret sig rede til at dø for vor skyld, og røsten lød over ham: "Se, det er min søn, den elskelige, i hvem jeg har velbehag!"
Ingen vidste det i Rom; men nu begyndte Jesus Kristus sin gerning. Nu er Tidens Fylde kommen, da slangens hoved skulde knuses og frelses det nedbrudte. Se, derfor skal vi prise Jesus Kristus! Han er sjælelivets fornyer. Ingen, Ingen ved hans side. Han er her oven fra. Vi her nede kunde ikke hjælpe os selv. Og når mennesket er sunket sådan ned, kan det ikke komme op af sig selv. Men han er blevet sjælelivets konge!
"Vorherre han er en konge stor!"
|
