|
Den 19' marts 1901
"Der er så lidt af kærlighed!"
[Grækernes frihedskamp i 1800-tallet]
Den gang det norske folk 1814 besluttede at de vilde ikke sådan lade sig klemme og sælge, og gav sig selv en ny lov og valgte sig en konge. Det overraskede dem alle i Europa, for de havde troet, at det norske folk var gået op i den danske stat. Det var nu ikke tabt. Der var udviklet sig en selvstændighed gennem århundrede, så det var ikke kommet slet så pludseligt, som det så ud til. Siden den tid har det også vist sig hvor ejendommeligt den norske udvikling har været, så det er et af de fornøjeligste kendinge på, hvad frihed kan føre til, hvorledes på alle mulige områder det norske folk arbejdedes dygtighed kan gøre sig gældende, hvorledes de lidt efter lidt gennem fattige kår har arbejdet sig frem til at have en godt bestyret stat og i dette øjeblik rummer verdens største digtere: Ibsen og Bjørnson, og hvorledes de på kunstens og videnskabens område gav os noget af det mest beundringsværdige, hvorledes de har gjort deres land følgeværdigt, og det land, der før lå uænset hen, blev opdyrket og fabrikker byggede. Men hvis nogen 1814 vilde sagt i Vien eller et andet sted, at det græske folk levede, og også vilde røre på sig, ti det stod sikkert for folk, at grækerne var ikke mere til. Nå det er jo også længe siden, over et århundrede før Kr. Der havde nok siden efter været levninger af en gammelt kejserrige, der kaldte sig det græske kongedømme, og under korstogene havde man valgt en græsk kongeslægt; men det var kun talemåder. Og det der gik under 1453 var ikke græsk, men det gamle romerske. Dette hellenske folk, der boede på disse kyster, var bleven med mange stammer, alt dette havde gjort, at man troede, det græske folk var udslettet, blev mere fri og gik op i det tyrkiske rige, og tyrkerne bandt dem som sådanne. Tyrkerne har altid været grusomme. Skønt de aldrig fik lavet dem til muhamedanere, så behandlede de dem skammeligt og nederdrægtigt, særlig de unge fanger tog de og solgte; mon det græske folk levede! Hvor på kunde man kende det? Ja, hvorpå kan man kende, at det danske folk lever? Vil I ikke være så gode at læse efter på de danske runestene, og vil I så høre, om det er det, vi taler endnu? Det sprog der taler til os fra de gamle runestene, det er det, vi taler, og det sprog, vore ældste viser er sungne i, er det samme som nu! Og hellenerne talte endnu græsk. De vil jo sige: nej, at Gorm den Gamle stod og talte dansk?! men De vilde have vanskeligt ved at forstå, hvad han sagde. Ja, jeg vil gå videre! Hvis en mand fra kong Hans´s dage, stod op og begyndte at tale sit danske, så vilde man ikke forstå ham. Og hvis en bornholmer stod imellem os og talte sit danske, så vilde de fleste studse og sige: hvad? Så er det da ikke så sært, at det har sin vanskelighed at sammenstille det. Derfor kaldes det nygræsk. Endnu kalde de deres børn op efter de gamle navne, man træffer Alkibiades?, Miltiades, Leonidas, og.s.v. Men derfor er det ikke sikkert, at de huskede, hvad disse mænd havde gjort, de havde glemt meget af dette. Hvor når mon der kom liv i dette? Naturligvis unde Napoleon. Og jeg vil betro Dem, at N. havde øje med disse gamle grækere.
Han vilde drage over til Konstantinopel og tage den og drive tyrkerne ud, og så skulde grækerne være hans støtter. Så mærkværdigt går det til, at dette gamle folk begyndte at røre på sig; men N. faldt, og den hellige alliance passede på al ting, og grækerne lå og krigedes under tyrkernes regimente. Men pludselig stiger de op! somme tider sker der sådan noget på Jorden, som man tror, er digt! Sådan skete der 1820 den underlige begivenhed, at en bonde går nede på en eng, og der træffer han på en sten, der klirrer, og så tager han en stor sten op; der står hun: Afrodite, Venus fra Milo! Hvordan er hun kommen her? Måske skjult? Og nu kommer man ned, og der står hun pludselig op fra de døde og får folk til at slås om hende. Franskmændene, russerne, tyrkerne sloges om hende. Så købte fransken hende for 22.000. Ja hun var det værd! Det er en skabning af høj kunst, og den er formodentlig også rejst for fædrelandskærlighed. Det var et varsel om, hvad der skete, ti det selv samme år rejste det græske folk sig. Hvor? ja det var over hele de vide egne på én gang! Man ser efter, hvem der står i spidsen, så er det måske en fyrsten et sted, eller en greve, eller en biskop, eller en abbed i et kloster, eller en handelsmand, eller landsmand, ja om det så var røvere, så var de med, disse levede i bjergene, man kaldte dem tyveknægte på græsk, sådan en hel mængde boede i bjerge, og på en gang væltede de op af jorden, alle var med! Som her i 1848, da rørte alle stænder på sig, lige fra kongen til dem, der sad i tugthuset. De skænkede der store penge til de efterladte efter de faldne; det minder om forårstiden! her og der og alle vegne. Således er det med det græske folk; på en gang spirer det op i alle ender og kanter. Nu er der mange grækere, der lever i udlandet, da de ikke så godt kunde være hjemme, i England, i Østrig, og de stod alle i forbindelse med deres landsmænd, og de dannet dem nu fastere venskabsforbund, de samlede penge i svære mængde, og så gør hver noget, kom bare på benene. Nu levede der en græker, der var fyrste i Rusland, og de stolede på, at han vilde rykke Alexander i øret, og det gjorde han. De vilde have tyrkerne af vejen fra hele Balkanhalvøen; det havde ellers kejseren af Rusland altid arbejdet for. Og nu sagde han: alt det, de gør der nede, gør det for dette. Og i tillid til kejseren valgte de en græker, der var oppasser i den russiske hær, og de gjorde regning på, at kejseren skulde række dem en hjælpende hånd! Men til al ulykke var kejseren stævnet til en af disse ulykkelige kongresser, og der sagde Metternich: "Deres Majestæt, lyt ikke til dette oprør!" Og dette gjorde Alexander, og han strøg den oppasser af sin liste. Det var dumt, for hvem? havde fulgt fortidens store, så skulde han hjælpe denne; men nu måtte denne bevægelse hjælpe sig selv. Og politiet og Metternich tog ham i nakken og satte ham i fængsel. Men han var nu ikke manden, og tyrkerne så med forfærdelse, at de gik dem på livet. Hvad gjorde da tyrkerne? De gav ordre til at sætte flåden i stand. Det var en rigtig rådden flåde, de havde; men de måtte ud, ti grækerne kunde sejle, og nu tropper, dem kunde sultanen ikke ret stole på, selv sultanens fyrster brøde han sig ikke om, hvad der kom til, hele Levanten var i oprør, og en sammensværgelse mod sultanens liv, og nu blev der oprør, og de væltede hen mod ærkebispen, der styrede som en pave, ham tog de og hængte ham i fuld ornat uden for sit eget palads! Og hvad gjorde alle de kristne? de puttede sig, alle søgte at komme af vejen, og på en lignende måde overalt i Lilleasien, hvor de har de kristne aldrig kendt de rædselsfuldeste vildskab, de gik løs på de kristne, og der var ingen grænser for, hvad der skete. Det var som i folkevandringens dage. Men hellenerne da, de søgte at få samling på det, og alle mennesker samlede sig våben, og alle skibe blev til krigsskibe, og kvinderne gik med, mange sådan? gjorde sådan, hele store mængde af græske skibe blev lavet til krigsskibe, og dog var der mange stæder, hvor grækere sagde enda, nej, lad os i fred, hvor handelen går så udmærket; så skælde de andre grækere dem huden fuld. Og det endte virkelig med at de, der vilde nægte, vilde komme med om, det så var en ? måtte hejse flaget: frihed eller døden. Og tyrkerne fandt sig alle vegne drevne tilbage, og det skulde nu betales tilbage, og så sendte de en af disse rådne flåder ned til den ø, og de gik i land på øen og angreb og myrdede og tog til fange, og det var i hundredvis.
Men på den tid var der en ung fisker, der hed Kanaris, han sagde: "hør kammerater, det vil vi ikke finde os i, kan vi ikke sætte en pram med krudt ind mellem tyrkerne?" Og det gjorde de; der blev just holdt en stor fest til ære for sultanen, og det var en mørk aften, med masser af lys på skibet. Og der gled Kanaris ind med sin pram og fik den fastgjort ved admiralens skib, og de roede af, og et øjeblik efter sprang hele admiralskibet i luften med 2000 mennesker, hele redeligheden gik ikke op. Denne Kanaris, der gjorde det, han blev optaget til at være en kæmpe for friheden. Jeg har set ham gå på Københavns gader 1861, da havde han spillet en stor rolle, og som Kanaris gjorde, så gjorde grækerne rundt om, og tyrkerne var rasende.. Sultanen sagde: "slet mig den ø ud af verden!" Og de gik i land og myrdede over 40.000 mennesker, og de andre blev solgt rundt om i Lilleasien, og hele øen blev ødelagt fra at være en dejlig ø; og nu begyndte der en grusom krig, som man kan sige om man bed hinanden i struberne, der blev myrdet 5000, 6000, 20.000 - 22.000 o.s.v. Under dette er det, at sådan navne rejser sig, den ene efter den anden, og sådan gik man løs på hinanden til lands og til søs. Det er det, at tyrkerne var ikke blot deres undertrykkere, disse tyrkere var vantro, så blev folk som rasende; det er som en slags kirkekamp, der kommer igen midt i frihedskampen. Jeg har talt med en dansk mand, der havde været her nede hos tyrkerne for at være missionær. Jeg spurgte ham, hvordan det vat at gå dernede, grækerne spurgte om, jeg var en kristen så spurgte de om jeg var troende, når jeg var i Italien med ven eller fjende! Denne modsætning mellem de vantro mod de kristne, den kommer jo sammen med frihedskampen. Og sådan går det løs helt til 24-25. Men grækerne sendte bud til de kristne folkeslag om hjælp, da de var kristne og sloges mod muhamedanere, og de sendte bud til den hellige alliance: der er kun to ting: vi vælger frihed til at dyrke Gud, men at de vantro forhindrer os,, og vi værger vore døtres ære. Og den hellige alliance svarede: bøj jer først for eders tyrkiske overhøjhed, så skal vi se, hvad vi kan gøre for eder. Det er et af de skændselsfuldeste svar, der er givet!
------------------------
Til toppen af højre spalte
|
Men grækerne knyttede deres næver og bad Gud om hjælp; men give sig, det vilde de ikke; ser De, dette her, det virkede nu rundt om i verden, man kunde mærke helt op mod nord! skal det græske folk virkelig leve; og op i Grækenland virkede de meget. Og der var en stor digter: lord Byron; han havde været i Italien og været i Grækenlands egne. Da han hører, hvordan det gik - han havde ellers lyst til alle skælmsstreger - solgte han alt, hvad han ejede, og drog ned og blev græsk kæmper, og i Meselomi? underkastet han sig hele krigstugten, og han fik sådan indflydelse, usædelighed? og indbyrdes splidagtighed florerede?. De havde største vanskelighed ved at forliges, og selv der, sloges mod fjenden, sloges indbyrdes, og denne Byron måtte stifte fred. Han havde før ment, at en fri mand havde lov til at gøre, hvad han vilde! Er du så fri? Hvad vil du så sige, når jeg siger, at der sidder en fjende inden i dig, der slæber af med dig ved sin hestehale. Og nu kommer B. ned og opdager en ting, som han aldrig havde lært før! Det at være fri, er at have lært at lyde!
"At være fri er: at kunne og ville, det man skal!" Glem det aldrig! Så længe man ikke vil det, så er man ikke fri! Det lærte Byron? der nede, og han endte sit liv af sygdom der midt imellem dem. Da tyrkerne ikke kunde få grækerne slået, sendte de bud til Ægypten; der sad en meget myndig mand. Og tyrken lovede ham guld og mere myndighed; og så blev der udrustet en hær på over 20.000 mand, brune, sorte afrikanere, og de blev forskrevet for at tæmme de frie hellenere. Vil De nu tænke Dem, de tog M[orea] og udryddede hver eneste mand der i byen, og de slog ned for fode og gav ingen pardon. Og det syntes at være ude med Grækenland, og hele den hellige alliance sidder og ser derpå, og siger, de skal holde sig rolige, dette ustyr kan vi ikke have med at gøre, lad tyrkerne om det, så er der altid tid til, at lægge et godt ord ind for dem bag efter! Og det så ud til, at tyrken skulde knuse dem! Til alt held var den tyrkiske sultan omgivet af fjender. Han var omgivet af janitsharer, og de syntes nu, de fik for lidt.
De gjorde opstand og begyndte at plyndre i Konstantinopel, og nu måtte tyrkerne i kamp indbyrdes, disse janitsharer blev slået og splittet. Men det var et stærkt held for grækerne. Dog da det var overstået må man sige, se så, der er vist ikke langt til enden. Men nu skal de bare holde op. I England, som ikke holdt til "den hell. alliance", det forbød parlamentet, var der begyndt at komme en stærkere bevægelse, som forlangte plads. Den omfattede irerne, ti disse rejste sig mod englænderne, og de rakte franskmændene hænderne. Men de blev slået, og deres parlament blev tilintetgjort og måtte samles med englænderne i et parlament. Det var irerne rasende over. Vi ægte irer kan undertrykke ranet, det får ingen ting at sige; vi vil have lov til at være katolikker; vi vil ikke bidrage til den engelske statskirke! Hvad sagde englænderne om dette? Men der var én, der ikke sagde det, det var en udmærket mand, Canning. Han sagde, regeringen handler ilde med irerne, de må have lige så godt lov til at have deres religion! Der er også meget at gøre ved arbejde. Denne frisindede mand er undtagelsen, alle lidt så meget?, som han selv. Uagtet kongen ikke kunde døje ham, blev kongen nødt til at tage ham til minister, og så snart han var bleven udenrigsminister vendte han sit øje ned mod Grækenland, han havde kendt dem siden sin ungdom; og han syntes, det var en stor skændsel, at se grækerne blive søndertrådt på den måde; men med megen forsigtighed trådte han i forbindelse med den russiske kejser, og da han døde blev han afløst af kejser Nikolaj, som var en modig mand, og han forstod, at der var noget, som kunde gøres i orden ved hjælp af grækerne, og nu fik han brev fra Canning, og denne satte sig i forbindelse med Frankrig, og denne Karl d. 10' havde den fornemmelse, at når man bare man drev franskmændene imod, så glemte de deres samme frihed, og han vilde også være med, når England vilde med. Så fik han disse to på gled, og det begyndte med, at han sendte penge ned til grækerne; og henvendte og drejede med disse politikkere, man må være meget omhyggelig! Og der sad Canning og sad og arbejdede, og efterhånden var hans anseelse vokset, så han blev førsteminister. Nu var der en ting, som kom ham meget til gode; hans forgænger, der var en ivrig højremand, han havde taget livet af sig selv, og det anså man for en uhyre skændsel, der kastede skygge over hans parti. Og han fik sådan indflydelse, at han fik Frankrig og Rusland til at sende bud, at hvis ikke [?] fik disse ægyptere ud, så vilde der komme en russisk, engelsk, fransk flåde, og det kom der, de mødtes vesten for Grækenland. Og der sendte de bud til tyrkerne om at række tropperne ud og ikke løsne skud. Men der blev virkelig skudt på englænderne! Så siger den engelske admiral, nu rykker vi frem, og 1828 slog de flåden ved Navarino og splittede den helt ad. Det lød som et signal for grækerne. Så alt ved den tid døde Canning. Men alt, hvad han havde gjort i forvejen, var ikke til at stoppe. Men det er både til at le og græde over, når man hører, hvad den russiske kejser sagde: det er også forbandet, at de ikke kunde lade sig afholde fra at slås og nøjes med at true. Og man glædedes? over det hele Europa. Ja når omstændighederne driver folk til at gøre en god gerning, det er mig en sådan fornøjelse; sådan gik det omtrent; det blev gjort, det var Cannings fortjeneste.
Og nu da dette slag var leveret, gav sultanen ordre til, at disse ægyptere skulde afvejen! Men sultanen var rasende, og han erklærede Rusland krig! "Nå", sagde kejseren, "der skal han få klø!" og hans general gik løs på dem, drog over Balkanhalvøen, og han kom ned lige i hovedet på dem og vilde jage sultanen ud, og sultanen måtte afsendinge [?] ud imod ham. Og så kom russerne, enevældens talsmænd til at hjælpe hellenerne, og det er så morsomt, når en sådan djævel bliver taget i tjeneste til at gøre en god sag. Og nu måtte tyrkerne give rumænerne lov til at være selvstændige, så knytter vi disse riger til os. Nu har de efterhånden fået det gjort. Nu har de fået Serbien gjort fri, og Bulgarien! Vil De se, hvor de rykker på livet af tyrkerne. Russerne forstod ikke rigtig det, Nikolaj gjorde; men han var klog, det var for at få tyrkerne svækket. Og så skulde hellenerne betale en årlig afgift, men være fri. Det er navnlig, det der nu er tale om Kreta.
Det var ikke gået som i Cannings dage, dette var blevet gjort til et afhængigt stykke land, og hvorledes sønnen sidder nu ikke er afhængig. Han har sendt bud til stormagterne; men de vil endnu ikke sætte ham løs, foreløbig er det ikke bragt til rede?. Sådan vilde man have, at grækerne skulde være. Nu har grækerne slet ikke kunnet styre sig selv, de valgte K ? og de valgte andre, de kævledes og sloges midt under kampen med tyrkerne. Der måtte se at bringes en vis orden der oppe, men alle, der blev sat til at styre, sagde nej. Så blev stormagterne enige om, at muligvis én, der kom fra et fremmed land, havde mere myndighed, og så sendte de bud efter en prins Leopold, der siden blev konge i Belgien. Han rejste derned og så på sagerne, og så sagde han: jeg siger tak for mig ? men den gård kan ikke forrente sig! Nu var de lige vidt, kan man virkelig betro grækerne at vælge selv, men det turde de ikke. Sådan gik man og ledte efter en konge, med en lygte. Når du bare kan vente, så kan du blive konge i Sverrig. Sådan har man nok sagt der nede. Nu kom man til kongen af Bayeren, og han sagde ja! Nu var der mange vanskeligheder: hele Europa var i færd med at gå op i luer, og den hell. alliance sad der og rådede; så kom endelig denne prins Otto der ned; men han sagde: jeg vil ikke stå unde tyrkerne! Så blev Gr.land selvstændig: 1831 blev dette slået fast, og 1833 kom han derned. Grækenland var omtrent som Danmark ved 1800, knap 1 mill., det mindst mulige fik de. Det var de mangfoldige? græske børn! de trivedes. Nu er der 2-3 mill. Det har virkelig været det land, der har forplantet sig mest af Evropas folk. Og de har altid haft held med sig, de har truet med at kæmpe, og så har de andre stormagter hjulpet dem til at få noget, som man undte tyrkerne at komme af med, selv nu sidst, der blev sluttet fred, som når man siger til en mand, gå nu fallit, så skal du bagefter få hjælp. Lad tyrkerne og jer nu slutte fred, så skal vi bagefter hjælpe jer; og de fik Kreta næsten helt fri. Mon det nu også er blevet dygtigt. Folk sagde, at krigen blev ført udygtigt for 2 år siden; men hvis vi sammenligner dem med, da de kæmpede mod tyrkerne (så var det værre den gang). De er særlig gået frem, da de fik kong Georg: "Min søn! Nu vil jeg give dig et råd! Hold altid dit folks love ubrydelig, og lad folkets kærlighed være din styrke!" Det var nu et udmærket ord, som Frederik d. 7' én gang fik held til at sige. Og kongen har gjort som i England, lade de forskellige partier skiftevis få magten, højre og venstre, som en sømand, der slingrer sig frem. Derfor er det jo ikke sagt, at de stå sig mod tyrkerne. Men frem er det gået, og man tør håbe, at det skal vise sig, et gammelt, gammelt folk får sin anden stortid i verden. Det er mærkværdigt! Når man så vil spørge, hvordan det kunde lade sig gøre? Hvordan er det gået til, så svarer jeg: fordi det græske folk, da det sank ned, ikke sank ned uden kamp, de kæmpede en håbløs kamp, men når de gør dette, så reddes der noget, som kaldes hjerteblodet. Dette hjerteblod var reddet, og det er med dette, det græske folk stiger op, så vi vil håbe med Gud, at det blive til gavn for verden, som det har været. Men det vil bero på, om der mellem dem kommer en kristen bevægelse, det er ikke kommen endnu; de er kristne, men der ventes på, at det skal komme. Kommer det, så skal vi se Grækenland trives, for så vil der være evigheds kræfter virksomme på ny.
"Skal atter vi til forår nå?"
|
