Peder R. Jelsbak

Foredrag af Jens Nørregaard
på Testrup Højskole 1900-01


Den 29' marts 1901

"Herren han har besøgt sit folk!"

[Grundtvig - hans liv indtil 1825]

Når man kommer sejlende til København oppe fra Helsingør, vil man i mange miles afstand se kuplen og spiret af en vældig kirke: Frederikskirken, eller, som den kaldes: "Marmorkirken". Den stod i ruiner i over 100 år, og når man i min barndom vilde gøre nar ad et menneske, sagde man: du skal være præst ved marmorkirken! så var man vis på, at han blev aldrig præst, og der gik det sagn, at grunden kunde ikke bære. Det er nu simpel hen løgn. Grunden er, at man havde ikke penge til at føre det til ende, indtil der kom en mand og købte hele stadsen af staten. Han vilde opføre en kirke derpå oprindelige tegninger. Det har han ført igennem, og efter at have spenderet noget over en mill., skænkede han staten hele denne kirke, og den dag den blev afleveret, stod han selv frem og talte og skænkede kongen den på det danske folks vegne, som hans kones forfædre havde begyndt, men ikke kunde fuldføre. Det var mærkeligt. Men det mærkeligste var, da menigheden, som var indbudt til at tage sæde der, da menigheden løftede sin røst og sang, de sang den salme? af Gr. Jeg var med. Det var den mand, der havde bygget den kirke, havde mange år iforvejen drømt, at den var færdig, og at han hørte, at den sang blev sunget, det var i 94. Hvorfor kunde nu den mand have hørt det i drøm? Hvorfor var han sådan optaget af kærlighed til den salme. Det er det, jeg skal fortælle Dem om i dag! For det er knyttet til Grundtvigs navn og til året 1825, til det åndelige syn, der brød frem i ham, og da han skrev den salme. På den ene side af kirken står Ansgar, og på den anden side står Grundtvigs skikkelse i præsteklæder, for det er hans forkyndelse og lovsang der skyldes, at denne kirke blev rejst, og når jeg nu vil fortælle Dem om ham i disse dage, så er det, for som han selv har sagt. Jeg vil fortælle Dem, mine unge venner, hvorledes jeg selv fandt de gamle kirkestier. Salmen var bleven brugt, ved? De, vil nogen høre hvordan de blev fundne. Nu skal De jo lægge mærke til, at jeg har levet i en tid, hvor folk levede? efter de  [?]  Mynster og Kirkegård. I lande som Schveits, Norge ledte efter de gamle stier, så det var ikke mærkeligt, at han ledte; men det mærkværdige var, at han fandt den sådan.
Grundtvig var født i Udby 1783, hans fader var præst, og det havde hans forfædre været i mange led; hans moder var en slægtning af Bang, hun var en kraftig og djærv kvinde, og hans fader var en af de få, der ikke nogen tid lod være at prædike om Jesus Kristus. Han var en af de gl. lutherske præster. Gr. havde en hel del ældre søskende, og man fortæller, at da hans moder gik og bar på ham, sagde en af præsterne i en konvent: "sæt det bliver en dreng, så skal han vel holdes til bogen?" Ja, det skal han (om så min sidste kjole skal springe) og hun holdt ham til bogen lige fra han kunde begynde at læse, og han var ikke mer end 4-5 år, da han skulde begynde at lære læsning; men han kunde ikke lære at stave, og hun tænkte ofte, der bliver såmænd vist ikke noget af det, indtil hun en dag sagde, kan du da ikke læse det, der står der? Så læste han det! Forundres vi ikke så meget over, at børn lærer det hele ord ad gangen, man lærte ikke børn at stave ved at lære dem (at dele) a. b. men hele ord ad gangen; men man har lagt mærke til det, fordi det passer så meget til Gr. Han kunde ikke lide pindehuggeri, men helheder. Havde hans moder haft øje for det, så havde hun måske sagt: "der sidder jeg kønt i det!" Men hun læste meget med ham, og når de ikke kunde forstå kirkehistorien, så hentede de faderen, og han forklarede, hvad han kunde; det har præget sig dybt i Gr.s sind, det er noget, børn ikke glemmer, den dag har gjort indtryk. Men der var noget andet. Der levede en gammel barnepige på sognets brød. Hun havde haft en stor hjertesorg i sit liv, og den havde drevet hende til Gud, og hun gik og sang på nogle gamle salmestumper: ... for Jesus for din pine ... og i din salige død var Jesus frelser ... Og det sank ned i drengens modtagelige hjerte, og der groede en salmesang op, hvortil der ikke findes mage til på Jordens kloder. Det vil jeg sige Dem, som nu blev sungen af mennesker. Hele den rige opvækst, der kom af disse små stumper, der er faldet ned der. Og jeg siger til pigerne, kan I nu se, det er ikke så dårligt at være barnepige, sikken en udsæd, sikken en frugt.
Så lærte han så meget, som han kunde hjemme. Men de havde ikke råd til at holde huslærer, men hos en tidligere huslærer, præst v. Vejle i Tyregod, der kom Gr. over og lærte lektier på ramse, dem hadede han som pesten, men han skulde jo lære, og så lærte han det. Så kom han til Århus at gå i latinskole. Medens han sad i Tyregod, sloges Balle i København med fritænkerne, og Balle udgav et tidsskrift: Biblen forsvarer sig selv", og Gr. syntes, det måtte være herligt at være våbendrager for sådan en gammel kæmpe. Men det lærte han snart ikke at tænke på, da han var bleven latinskoledreng i Århus, glemte han biblen, Balle o.s.v. for latinreglerne?       ?       og så en gang imellem blev de kommanderet i kirke for at synge, og han faldt så forfærdelig i søvn, så han brød sig ikke om nogen verdens ting og ud over sit eget hoved; men en fornøjelse havde han i et skomagerværksted, og dem syntes han, at det var en fornøjelse at læse højt for, og så havde han fat i nogle gamle krøniker, Holger Danske, eller Karl d. Store, og ved den tid foregik der noget andet inde i ham, det var svendesproget, det var ikke just det smukkeste dansk. Ude i Tyregod var det jydske gået ham ind i øret, det holdt han af. De gamle salmer, og det jydske og svendesproget bidrog siden efter til, at han kunde tale og skrive et sprog, der hængte sammen med det levende talesprog ude mellem bønder, svende og købstadsfolk. Men det drømte han jo ikke om, han drømte ikke om at komme over til København. Samtidig med at englænderne ødelagde den franske flåde ved Abukir, kom han til København. Men der var ingen kristendom i ham, og han brød sig ikke om kristendom, han gik aldrig i kirke, den første gang var, da en familie blev begravet. Men De ved nok, at dem, der kommer til begravelse, kommer ikke sikkert til kirke. De kommer ikke, når de skal lovsynge den levende frelser. Det har de ikke brug for. Han stolede på sit gode hovede. Hvad er det, I læser, når I skal læse til præst? Å, det er nogle forelæsninger, dem gider jeg ikke høre! Nej, jeg lejer nogle afskrifter, dem lærer jeg, det er nogle kedelige, dårlige, men dem lærer jeg. Og da han så havde studeret sådan 3 år, fik han bedste karakter, han kunde professorens forelæsning, men der var ingen kristendom i mig, men det var der heller ikke nogen der spurgte om. Sådan var tiden. Avlsbruget, præsteavlsbruget blev bestyret af præsterne. Men han talte stadig om dem, så hvis han havde fået lov at skrive, så skulde det blive bedre. Men så en dag hørte Gr. en mand tale med ånd. Det havde han aldrig hørt før. Det var Henrik Steffens. Han vakte Gr. op; og da Gr. på en måde var halvfætter til ham, lærte han ham at kende; men han syntes, at han var en forvoven krop, som sagde noget, som aldrig var hørt før. Han sagde, vi har ingen digtere! Han gjorde en forfærdelig alarm ved sin dristige tale, siger Grundtvig; men han kunde ikke lade være at lægge mærke til ham, det var mennesketale ud af ånd. Så fik han en god ven fra Bornholm, som havde fået fat i nogle gamle krøniker. Det var gamle (Sakse) Saxo. Nej, vil du se til om kan læse dem. Kender du dem? Det er Snorre! Nej, duskulde skamme dig, skulde du, vil du se du kan læse dem. Og sådan fik jeg fat i disse gamle oversættelser. Men de var vanskelige at læse. Så oplevede han den 2' april [slaget på Rheden]. Så mente han, det var bedst at komme ud på landet og blive huslærer. Han kom til Langeland og blev huslærer for Steensen de Leth. Det var et let arbejde, men eleven? blev ikke så taknemlig som Molkte. Men der oplevede han noget, som fik en forfærdelig indflydelse, som tog ham helt, og det var ulovligt. Hun var en dejlig kvinde af min hustrues familie. Der kunde ikke være tale om, at han kunde lade hende mærke det, hun vilde jage ham ud af huset, derfor måtte det skjules, og han forsøgte det nogen tid, men det gærede og kogte i ham, og han gav sig luft i det ene digt efter det andet, som ingen fik at se. Der blev Grundtvig digter for den lidenskab, som han skammede sig over selv. I vore dage er man ikke så ømtålelig, men gør det glat væk. Men han vidste ikke af at anskaffe sig en robust samvittighed. Så går det op for ham, at der er noget der hedder synd, som mennesket er forpligtet til at aflægge. Da han der gik og led, fik han fat i Oehlenschlægers digt, så kom der sådan åndelig bevægelse i ham. Gr. har sagt: når man bliver rørt på det ømme sted, så kommer gamle minder op; og når en sådan digter som Ø. kommer med disse minder, og da nogle af præsterne bad ham om at hjælpe ved at prædike, så sagde han, ja, i disse kirker, hvor folk sad og sov. Men Gr. siger, at når han prædikede, så sov de ikke; de kunde ikke lade være at høre efter. De sagde, han var en gammel rettroende luteraner. Men han var ikke engang digter. Han gemte til sin dødsdag, fordi han vilde have, det skulde huskes både nu og i eftertiden; det var dydslære og pligtlære, fremsat med en vis begejstring; men kristendom var det ikke. Sådan begyndte han ikke med at prise Jesus Kristus, men nok at love Gud, som havde skabt mennesket til at gøre sin pligt; men under dette blev han digter. Og Ø. digte satte ham i Bevægelse, til at søge til det gamle Norden; jeg har læst for Dem nogle af disse optrin, hvor han drager de gamle minder frem, ikke for at mennesker blot skal more sig ved det, men for at mennesker skal se, hvilken kraft, der er i disse gamle? minder. Og der fik han fædrelandssind noget lagt på sinde: englænderne tog vor flåde, og han lærte Villemoes at kende, ham, der lod sig sprænge i luften 1808, og han var med at indrette en slags kystvæbning på Langeland. Men da han så havde gjort drengen færdig, rejste Gr. 1809 til København. Og hvis nogen nu spurgte ham, hvad vil du nu? Jeg vil leve af at undervise folk, så vil jeg være forfatter, digter, professor i nordiske sprog, der hører jeg hjemme. Det gjorde han egentlig også mellem sådanne mænd som A. Ørsted       ?       ; to blev særlig hans venner, Sibbern og Molbeck, imellem dem syntes han, at han skulde leve, men på nordisk vis, som nordisk skjald, men med en tone dybere end Ø. Men der var nu det ved det, at flere af disse mænd kunde ikke lide Gr., ti de syntes, som er der noget stejlt og kantet, men det fandt Gr. sig i, og pegede? frem for at blive en lærd digter og professor; men 1810 sendte hans fader ham bud, at han vilde have ham hjem at være kapellan. Hvad tænker fader på, stå der og præke for gamle mænd, der sover, og gamle kvinder, der mumler, når man er skabt til at blive professor? Han havde mest lyst til at sige nej til faderens ønske. Den tids mennesker var ikke indrettet til at rejse hovedet?; nej så vigtigt var det ikke den gang, det er noget, der er forbeholdt det ny århundrede. Så må jeg se at hjælpe fader; så må jeg se at gøre mig færdig, han skulde holde en prøveprædiken og høre børn i kristendom. At holde en prøveprædiken er noget rædsomt noget; men det består da endnu, man får opgivet, hvad man skal prædike over, så kommer man hen i en tom kirke og holder en prædiken, der bliver ikke sunget salmer; men der sidder nogle der nede og tegner op, når der er noget at indvende! Uden sådan en kan man ikke få lov til at søge som præst i den danske kirke. Den består endnu.

------------------------

Til toppen af højre spalte



Dette skulde Gr. underkaste sig; men det tog nogen tid. Så syntes hans fader, det varede for længe, og han søgte sin afsked, og medens han gjorde dette, sad Gr. og brødes med sit eget hjerte. I den tid spurgte han sig selv første gang: er du en kristen? så måtte han til sin forfærdelse svare nej! En dag sad han og læste en bog om korstog, og der stod der så nogle jævne ord om Kristi visne kors, og så blev Gr. så forbitret over, at en mand vovede at sige dette, så han slængte bogen hen ad gulvet og sagde: "det er dog for galt, at man skal læse sådan noget, nu vil jeg være reformator! på en gang reformator i Luters stil! De kan mærke, han er stor i det. Og så gik han et par måneder og grundede over, hvordan han skulde forny den kristne kirke. Så var det spørgsmål kommen: siden du vil være reformator i den kristne tro, så er du vel selv en kristen? Nej! det faldt på hans sjæl som en bjergevægt, og under dette segnede han; han var i omtrent et halvt år ikke ved sin fulde forstand. Det så hans venner godt, og en af hans venner skrev til hans gamle fader, at det var bedst, Gr. kom hjem, og han fulgte ham selv hjem. Jeg skal fortælle Dem et lille træk, som jeg ved er rigtigt: de overnattede i Rønnede kro. Gr. blev oppe, og midt om natten vågnede Sibbern, og Gr. lå på knæ og bad; men om morgenen kom Gr. hen og vækkede S. og sagde: djævelen og Jesus Kristus har kæmpet om min sjæl, men Gud være lovet, Jesus Kristus vandt sejr. Så fulgtes de ad hjem til faderen, og denne forstod det godt. Gud være lovet, så er det kun en anfægtelse, fordi han vidste, at når et menneske lider af en sådan anfægtelse, så er det fordi, det er begyndt at tage det alvorligt, og så kan det ikke slippe, han vilde nemlig have rede på, om kristendom var mere værd tro på Thor. Så mente de, det var bedre end tidens rationalister. Så blev han hjemme stille hos sin fader, indtil han fandt den, og hans fader hjalp ham. Det har været en Guds velsignelse for ham, at hans fader levede og uden støj kunde hjælpe ham til rette. Og så fandt Gr. fred ved at bøje sig for biblens ord, som han nu fik læst for sig af sin fader, og han bøjede sig og gav sig for at få fred, og så fik han fred. Nu, sagde han, nu vil jeg være din kapellan, når jeg bare kan prædike Guds ord! Ja, men kære søn, du kan vist ikke blive det mere, men så må vi se at få det (embede) igen, når du vil blive; og det lykkedes for faderen at blive præst igen, og hans søn blev kapellan. Og således kom Gr. ned og begyndte at prædike for den gamle mand, og nu syntes han ikke, det var for ringe; men der var jo så meget, der lagde hindringer ivejen. Salmebogen var dårlig, men Gr. tog gamle salmer fornyede dem, så kunde han høre, at bønderne sad og hulkede over, at man havde taget disse gamle salmer fra dem. Den unge mand kunde de forstå han talte til deres hjerter. Han skrev i denne tid sin første verdenshistorie; i den skrev han til slutning for begyndelsen ved 1800, hvor han synger om sådanne folk som Ø. og Voltaire og Rosseau, og han lagde ikke fingrene imellem. Men da han læste det for faderen, sagde han, det var godt, og han velsignede ham! Og faderen døde kort efter, og Gr. sad der, til embedet blev besat igen, og han drog ind til København og forsøgte at få alle slags embeder, men han fik ingen. Så prædikede han snart for en præst og snart for en anden; men efterhånden nægtede alle præster ham at prædike, så nær som ham på Frederiksberg; og der kom mange mennesker ud at høre på ham. Men så blev der sagt om ham, at han nok vilde stifte en ny sekt. Da han fik det at vide, vilde han ikke prædike en enste gang mere. Han hadede sekter. Så talte han ikke nogle steder, undtagen i de skoler, hvor han underviste i historie. Han har undervist min fader. Det var en dag han spurgte de øverste klasser: kan De sige mig den vigtigste begivenhed, der foregik under kejser Augustus? Ja, da blev Roms statsforfatning forandret! Ja, det er rigtigt! Men det er nu ikke det vigtigste! Da blev Ægypten indlemmet! Ja, det er også rigtigt, men ikke det vigtigste! Da blev romerne slået af tyskerne under     ?     Ja, det er også rigtigt! Men da fødtes Vorherre Jesus til verden i Betlehem! i Davids stad! "Å, ikke andet!" Da blev Grundtvig rasende forbitret og holdt en bodsprædiken for disse drenge, så de sad og rystede, og han holdt op midt i timen, tog sin hat og gik. Og næste dag kom han og sagde, jeg vil ikke undervise mere, jeg har tabt tilliden til dem og kommer ikke mere! Sådan var han hidsig voldsom. Man kunde jo tage sagen noget anderledes, sådanne unge mennesker er ikke så alvorlige; men sådan kunde Gr. ikke se det, det var jo så forfærdelig alvorligt ment. Så læste han, og så skrev han, og ved De hvad han læste og skrev? Så gik han hen og begravede sig næsten 8 år i træk mellem gamle bøger for at oversætte til læseligt dansk: Saxo og Snorre, den første fra latin, og den sidste fra islandsk. Og det var nu et besværligt arbejde. Det var jo tykke bøger, og det tager tid. Og mellem disse bøger begravede han sig, fordi han begyndte at forstå noget af, at det gjaldt ikke så meget om at lære, men det gjaldt det store menige folk, som skulde have lov til at lære deres gamle historie, der var noget at stille op for det danske menige folk. Og så begyndte han at anrette hele sit sprog, så det kunde blive dansk i alle ender og kanter. Og det så han så sin glæde? med , og hvad løn vilde han så få for det? Han blev også til sidst træt af det, men fik det fuldført. 1822 fik han det understøttet af Fr.d.6'. og han fik sendt til alle skoler disse to bøger, og han glædede sig til at høre, hvad folk vilde sige? Og så var der næsten ikke en hund, der gøede! Der var nogle lærde folk, der sagde: det kunde jo være godt, det var jo noget bondesprog og svensk-dansk, men det var jo al hæder værd, bevares vel! Men det, han havde glædet sig til, at menigmand skulde læse det, og blive glad ved det, Nej, de brød sig ikke om det, de brød sig om at få føden og få nye klæder, men man brød sig ikke om, der var en Saxo mer eller mindre, det overhørte? man kun. Gr. sagde, det løb ham koldt ned ad ryggen, når han mærkede så ligegyldige, de var. Når ikke folket levede af sine gamle minder, så så det galt ud. Hvad skulde det dog blive til med dette folk. Han faldt i tanker over dette her, hvordan vækker man et folk? Da begyndte det at gå op for ham, man vækker ikke folk ved bøger.
Han havde sagt det før. Engang, da det engelske bibelselskab vilde sende bøger ud til alle verdens (hjørner og) kanter. Nej, sagde han, det kan ikke lade sig gøre: levende mennesker med bøger ved siden. Nu begyndte det at gå op for ham, sådan er det vistnok også! De skal vækkes ved levende menneskers tale for øret, det jeg fører til dem, det har en anden magt. Først må et mundtligt ord nå menneskehjertet og tale til dem. Det mundtlige ord, det er det, der skal udrette noget. Jeg må se at få fat i ordet, tænkte Gr. Så søgte han embede på embede, men fik ingen ting! Så en skønne dag gav kongen ham et i Præstø! "Ja, Deres Majestæt, nu føjer jeg majestæten ved at rejse til Præstø, men så håber jeg majestæten føjer mig igen ved, at lade mig komme tilbage igen". Det kan vi altid tale om!" Så rejste han til Præstø, og der lukkede han sin moders øjne. Han blev der kun et år. Du må ikke blive her, skal folk vækkes, skal de vækkes i København, og han vilde ind i kampen. Så blev han kaldet til kapellan ved "Frelserens" kirke i København. Det var han glad over. Nu skulde han tale om gammelt liv og gl. kristendom, og den store Frelsers kirke var fuld af mennesker; men det sørgelige var, at han syntes ikke, der kom ikke noget ud af det. Nu taler jeg dog, de kan ikke overhøre det, jeg siger! Hvad er der da ivejen? Jeg prædiker ud af biblen, jeg siger, hvad der står i biblen. Det er gammel kristendom. Men ulykken er, at der står rundt om mig præster, der siger: ja, men det er nu sådan med den bibel, den kan fortolkes. Så renser de det, og som kristendommen bliver borte mellem fingrene på dem. Hvordan rationalisterne fik kristendom væk, forsyn, dyd og udødelighed, og siger Gr. når jeg siger, det er galt, så svarer man mig, ja, det siger nu du, men den og den siger nej; så det kan vi ikke sådan bøje os for, du er kun én blandt mange! Ja, men jeg vil overbevise Dem om, at min fortolkning er rigtig, medens eders er gal. Han talte og han skrev; men da han havde fået bogen? færdig, sagde han, der er ingen moders sjæl, der kan forstå den, for jeg kommer op på Slejpner, og så kan ingen følge mig, jeg får se at plukke vingerne af. Så skrev han hele bogen om. Så sagde han til sig selv, der er ingen, der gider læse den til ende, den er så rasende kedelig. Nu var han så forknyt. Hans gode ven Ingemann, (1817) de holdt ud sammen hele livet igennem. Den gang var Ingemann alt kommen hjem, boede i Sorø. Jeg ved ikke hvordan jeg skal bære mig ad, sommetider flyver jeg eller kryber jeg, hvordan skal jeg gøre dem begribelig, at jeg har ret? Så skal jeg sige Dem, hvad det var, der skete. Det var i 1825 efter mange gennemvågne nætter, Gr. var oppe næsten hele natten. Det var nok blevet anderledes. Han var gået hen og giftet sig, så får man ikke lov til sådan at sidde oppe. Så en morgenrød gik det op for ham: "har du da været blind på begge dine øjne? Det kan ikke nytte at spørge en bog, men en levende menighed; af levende mennesker, så svarer den ganske tydelig, der samler vi mennesker i kristentro, og der siges dåbspagten. Det er gammel kristendom, det står ikke i en bog, det er bekendelse!
Det er det levende ord, hvorpå Herren kendes i hans menighed,, hvad der stemmer med det, er kristendom. Uden dette er det ikke rigtigt. Med dette i dit hjerte skal du sige til mennesker. Det er dette Gr. kalder sin mageløse opdagelse, men om hvilket han siger, jeg har ikke fundet på det, men bare sét det: På Irenæus´s grav, der har jeg fundet det i dåben, i nadveren og i fadervor! Dette nederst. Oven over det Nye Testamente giver forståelse på dette grundlag. Så var han vis på, at det skulde nok virke, for han var rede til det, helt rystet, og nu mærkede han, at der udrettedes noget ved dette mægtige ord fra Gud! Nu begyndte der et liv, og det var derom han synger: "Herren han har besøgt sit folk!" Ja, det kendtes jo, det blev brugt ved dåbshandlinger, men på ramse. Så var det ord før os, og blev levende i 1825 i Grundtvig. Så forstod han, at bag det skrevne, lå det gamle ord. Så blev han frimodig derved og sagde: "Synger nu med os!" Det var hans eget afgørende ord, det han finder, det som alle menige kristne har fælles med alle lærde. Det er de menige kristenfolks ret, de enfoldiges ret, og i henhold til det, er det Herren engang har sagt: "jeg takker min fader, at du har åbenbaret dette for de enfoldige o.s.v. Lige som han i folkelivet har vendt sig til de menige folks ret, sådan vendte han sig nu til den kristne menigmand, lægfolk, og vendte sig til dem: og så tag da ordet i jer mund og jeres hjerte, så blev der liv igen       ?       . Dette ord døde aldrig på G. mund. Han blev 89 år. Da han en morgenstund havde sunget og prist Gud, så bøjede han sit hovede stille og døde lidt efter, taknemlig for at Gud havde givet ham dette. Det var hans mærkelige ord (Mynster 1803,) men den begivenhed blev af den allerstørste betydning for den danske kirke. Efter denne begivenhed er det, der går i hele den danske kirke, det har fået en anden grund (klang); alle danske kristne er mærket med Grundtvigs stempel, eller hans mageløse opdagelse har sat sit stempel på dem alle!

"En kæmpe han var i al sin færd!"



SAMs højskolehistoriske Arkiv