|
Den 8' nov. 1900.
Om følelse.
"Ord, som kan flagre".
I går hørte De om vort legemes ernæring! Vil jeg vise Dem, hvordan ernæringen foregår i legemet, svarer det til et lignende i sjælen: vi bruger det udtryk, at vort hjerte bevæges deraf, det vil sige, den følelse, som bevarer, er oprindelig ikke andet end en følelse af lyst og ulyst, ligeså i vort ernæringslov, i sjælen den evne, som drager til os eller støder fra os. Og hvad, der går til vort hjerte, det tilhører os, hvad ikke går dertil, skaffes bort igen. Jeg havde en ven, mens jeg gik i skole, og indtil jeg var 20 år, stod vi i venskabsforhold; men da skiltes vi ganske stille fra hinanden, da han blev jurist og jeg teolog. Han havde kun berørt min fantasi. Det er De alle udsat for i deres ungdomstid. Tro ikke, den kvinde, som vækker lyst i eder, at det er den, I skal have at leve med for livet, giv kun tid, tidligere eller senere kommer adskillelsen, og er man så gift, så kommer ulykken. Man kan ikke leve med den, man kan more sig af at danse med. Nej det må synke til bunds, det er vort! Og ved al følelse varme, og det nærer vore følelser, og når vi elske det, da er det, det vi lever af. Her er det af den største vigtighed, at det er noget skønt, man elsker, og ikke noget ondt. Her en anden lille fortælling om en ung ven: han fortalte, om hvilken lyst, han havde af at drille en religionslærer, og han sagde: "Jo mere man hører om alt dette vrøvl, jo mere grinagtigt bliver det". Jeg var da ikke sådan kristelig opvakt, men det var som et stik i mig, og vi mødtes aldrig mere. Nu er han død. Gode kvinder lukker døren til for sladder; og dette skulde alle gode mennesker. Det var følelse. Men alle vi mænd kan ikke hamle op med gode kvinder, de har en sådan medfødt følelse, som vi ikke har, ligesom deres følelse straks tager mærke deraf. Derfor plejer jeg altid at tale med min kone om, hvad jeg har set og hørt, og hvad hun siger, slår aldrig fejl. En ung mand var i Århus kommen i selskab med svirebrødre, og han skulde da følge sin søster hjem, og var da beruset; hun sagde kun. "godnat!"
Og det ord vendte hans hele liv. Han blev en god mand. Søren Kirkegård siger, at af 100 mænd, der bliver frelst, skyldes de 99 kvinder, som har påvirket dem. Nu er der mange slags følelser. For mere end 2000 år siden blev følelserne ornet i 4 måder: 1' åben og lys, imødekommende. 2 lidt tvær. 3 stærk 4 rolige. Den 1' den sangvinske, blodstærke. 2' trodsig, langsom, flegmatisk. 3 kolerisk 4 melankolsk. Lucas: Herren vilde de ikke modtage, da han gik mod Jerusalem. Tordensønnerne var koleriske. Herren: "Menneskenes Søn er ikke kommen for at fordærve, men for at frelse!" En mand kom og sagde: "jeg vil følge dig!" Herren sagde: "Menneskenes Søn har ikke det hvortil han kan hælde sit hoved". En anden mand sagde Herren til: "kom, følg mig!" "Herre må jeg ikke først gå hjem og begrave min fader?" Det er det flegmatiske temperament.
En anden siger Herren til: "vil du følge mig, da se dig ej tilbage, men kom og følg mig!" Dette har Lucas stillet op ved siden af hinanden. Herren drager dem alle til sig, støder ingen bort. Hvis De nu vil gruble over, hvilken af de 4 temperamenter, De hører til: vi er blandinger! Jeg er sangvinsk-kolerisk, min kone er sangvinsk-melankolsk og flegmatisk. Og når nu jeg lærer Dem at kende, giver jeg Dem et eller flere af disse 4 temperamenter. Hos Jesus Kristus vil alle 4 kunne findes som det fuldkomne menneske.
I en hver følelse er noget lignende, i alle vemodige minder, er der noget, der bedrøver os, noget der glæder os. Jeg sagde til en af vore kunstnere: "det billede, jeg gav til en god ven, er melankolsk, med lys over fjerne og mørke over det nære"! Han svarede: "naturen er melankolsk". "Nej, naturen er vemodig!" Det indrømmede han. Der kan være noget vemodigt ved det hele menneskeliv. Medlidenhed, det er velsignet at kunne nære medlidenhed; det skal man ikke give fra sig. For noget over 100 år siden rejste ingen til bjergene for at more sig; de havde ikke lært at forstå, at der kan være noget skønt derved. Det er de blandede følelser. Jeg gik i Norge i sommer i en hård, barsk natur.
------------------------
Til toppen af højre spalte
|
Min kone og jeg gik alene. Da måtte jeg sige: "I, hvor er her dejligt1 og dog rædselsfuldt!" Ligeså med en digtning; der skal i hver digtning være blandede følelser. Men vort følelsesliv kan blive sygeligt, som med fantasi, følelses sygdom er noget andet, enten voldsom, som med vrede, som man ikke kan beherske. Dog er der en slags vrede, som er sund.. Tænk kun på Moses, da han gik ned ad bjerget! Der er noget, der hedder den hellige vrede. Det skal De se i Århus, når vi beséer musséet. Der gives en sådan vrede, som er god. Jeg har selv følt det. Hun var en ung pige, som var her på skolen. Jeg talte med hende: "tror De måske ikke på Gud?" "Nej!" "Beder De ikke?" "Nej". "Hvornår holdt De op med det?" "Kort efter min konfirmation!" "Hvorfor?" "Fordi jeg syntes ikke, han gav mig, hvad jeg vilde have!" Da blev jeg vred og sagde: "te Dem nu ikke, så jeg skal få grund til at klage, for da skal De ud herfra!" Jeg gik rystende af bevægelse, og jeg spurgte, om jeg havde været for hård ved hende? Nej sagde hun. Siden mødte jeg hende, og hu var bleven et kristent menneske. Hun kommer nu på skolen til sommer for anden gang.
Det der da har raset i mig, må have været den hellige vrede, så jeg halvt modstræbende bøjede mig. Der er ikke stort ved et menneske, som ikke kan blive vred på andres vegne; men en sygelighed er det, når vi blive vrede på egne vegne. Derom siger apostlene: "lad ikke Solen gå ned over eders vrede!" Det gælder mere mænd en kvinder, vi mænd har anlæg til at blive brutale. Jeg kender en sådan mand, som ikke kan styre sin vrede, men bagefter angrer. Også en omskiftelighed. Det ene øjeblik er man glad og det andet bedrøvet, så de græd. Jeg kendte en ung pige, som snart græd og snart lo. Det er sygelighed. Ingemann var i sine unge dage en sådan følelsessyg som et bølgende hav. Han kunde endog tænke sig at dø af lykkelig kærlighed. Det er en sygelighed. Det er latterligt. Jeg læste om en mand, som døde af glæde over at få titel af kammerråd! Hvad skal man gøre for at regere et hæftigt sind? Det har jeg selv prøvet. Give tid og vente og bede! Et omskifteligt sind, en jævn og rolig omgang og bøn! Det kan blive roligt gennem bøn. Følelse er altid en bevægelse, som man blottede.
Når jeg nu har sagt Dem dette, hvornår er hjertet blevet fast, så man kan sige: "det er denne følelse som behersker Dem?" Det er ikke i den alder, De nu er i. Det svinger hos eder. Men hos den modne kvinde 25 år, hos manden 30 års alderen. Denne følelse kan bære det utroligste, den stærkeste følelse kan bære de største byrder. Et par unge folk kom og takkede mig for sidst.. De havde lidt meget; men deres stærke følelse havde båret alt. De unge kan bære alt, blot deres følelse er stærk. Jeg har læst om en ung pige, der reddede sin kæreste fra at drukne.. Den stærkeste følelse er fromhed, den kan bære alt. Alt arbejde er båret af en sådan stærk følelse. Derfor hvorledes hænger det sammen med hans følelse? er den ægte? eller er den løjet? får den tilførsel fra de bedste kilder? eller fra grøftekanten. De mennesker som kommer til at udføre noget godt, er de, som får tilførsel fra det højeste. Derfor siger jeg til Dem: "var Deres følelse, var Deres hjerte!" Se nu til, at De kan modnes, uden at Deres følelse besmittes - - - -
Der er en tid i "Menneskeslægtens Levnedsløb", som er behersket af følelsen. Det var i korstogenes tid, det var middelalderen.
Tidligere var fantasien herskende i oldtiden. Følelsestiden var, da man gjorde så meget for Guds Rige, som aldrig før eller senere, dette er ikke mere. Det er dette, De skal komme til at se af historien, at alle de stærke følelser førte handling med sig - - -
Den tid, vi lever i, er tankens tid; der har vi vor styrke og vor svaghed, som følelsen var middelalderens, hvor de udførte alt i kraft af deres stærke følelse og bar Jesu Kristi liv frem.
Nu vil jeg fortælle Dem om hele det liv, som er Dem betroet, det hele mærkelige liv -
Og til slut en sang af Ingemann om guldstrømmen - dette stærke følelsesliv har han ment, at den guldstrøm i og omsmeltes hos.
"Der strømmer en flod mod det evige hav"
|
