|
Den 12' nov. 1900
[Historiens begyndelse - skabelsesberetningen]
Når jeg nu idag vil begynde at tale til Dem om menneskets historie, vil jeg for det første gøre Dem opmærksom på,, at det kun er mennesket, der har en historie; dyrene har kun en legemlig afstamning. Vi kan ved at undersøge de efterladte mindesmærker, af dem læse historie, i Ægypten, i jorden, i vore køkkenmøddinger, i vore kæmpehøje. I Ægypten, i det gamle lande ved Eufrat og Tigris, finder man lertavler og papyrusruller, af alt dette er der frembragt en hel mængde skrifter, og en hel del af dette må man kende for at kunne tyde menneskeslægtens historie. Bag dette ligger der en hel mængde mundtlige overleveringer. Nogle af dem er bleven skrevet ned, men mange af dem går endnu til vore dage. Af disse overleveringer er der én, der rager himmelhøjt op over alle de andre med større værdi, end alle de andre. Det vil jeg nu læse for Dem: (1' Mose Bog 1' kapitel.)
"I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden - - o.s.v. " indtil Eva blev skabt.
Hvornår er denne beretning blevet til? Nogle mener, at Moses har skrevet den ned ved år 1300 f. Kr. Men sådan som jeg nu læste den for Dem: ( I Begyndelsen havde Gud skabt Himlen og Jorden - - - - ) er den formet år 500 f. Kr. Det gør intet, når den er skreven. Men husk, at den er en gammel overlevering, som havde gået i årtusinder. Den er oprundet ved Eufrat og Tigris, hvor også mennesket er oprunden. Det kan man se i vore dage; der er opgravet ristede optegnelser; der fra menneskets tro. Den er ikke dalet ned fra Himlen, men er, hvad vi vil kalde et sagn. Der er mange sagn om menneskets oprindelse; men de blegner alle ved siden af denne! - - og når man har vejet og søgt rundt, der er ikke andet at falde til hvile i end, at det er gået sådan til.
Mennesket stammer ned fra et par, og de er oprundet der nede. Om det har har varet 6 dage eller 6000 år, kan ingen indflydelse have. Når jeg læser dette (for Dem), er det ikke for at læse kollekt; - - men hovedpunktet er: "Gud sagde": Se Himlen åbner sig for vand, planter, dyr, og sidst for mennesket!
Gud sagde, og Gud talte, og så skete det. Der er nogle af vore egne, der siger: "Vi véd ingen ting!" Eller også må vi sige: "Gud talte, så skete det". Så er det nu, vi kristne tror: "blandt alle verdens sagn har Gud sat sit stempel på dette, og ladet sin enbårne søn sige: "Dem kan I holde fast på!" Men af mennesker er den lavet. Den er oprunden, prøvet af tanken, og så siger jeg: "det er en pålidelig tale!" Skønt det ikke kan bevises! Men har De lagt mærke til, at der er et ord, jeg endnu ikke har sagt:
Det er ordet "Ånd"! ----
Det træffer vi fra: "Guds Ånd svævede over vandene!" Gud er Ånd! Derfor skal dem, der beder, bede i ånd og sandhed. Det er ånden, der kan tale; og når Gud har sagt, at han vil mennesket i sit billede, at vi er skabt i Guds billede, har fremfor alt dette, at mennesket kan tale, det vil sige, de kan udtrykke sig, det kan aflytte Guds ord, så Gud kan tale til dem. Vi havde aldrig fundet på at tale, om ingen havde lært os det. Sådan med alt, ligesom der aldrig er en flod, som ikke udspringer af en kilde.
Mennesket kan tale i hans lignelser. Det er kærlighed. Men dette skulde ikke dreje sig rent om udvortes ting; men menneskets tro har det mål, at vi skal udtrykke det usynlige. Denne tale gennem denne lille simple indretning: strubehovedet - det vidunderlige, der kaldes menneskets ord! Det er vidunderligt! Her vil jeg da nu slå fast, at ånd og ord, de hører sammen, som Guds ånd og Guds ord.. Her må jeg nu stoppe lidt og tale lidt om, hvad ånd er. Jeg kan ikke sige Dem redelig og tydelig, hvad ånd er!
Det går som med kraft, lyd, bevægelse, men først og fremmest kan vi kende, at hvor der troes, der er en ånd bag ved. Jeg håber, De nu ved, at der er en kraft, som holder alle kloder sammen, så de ikke løber fra hinanden: tyngdekraften, denne usynlige kraft. Der er noget, der ligner denne, det er ånd! Den holder alt sammen, og ved af sig selv at sige. Denne kaldes ånden. Vi bruger den usynlige vindkraft som billede på ånden. Hvis denne blev blæst ud, da vilde det falde sammen alt.
Der levede her en mand, som talte om ånd. Henrik Steffens. Tysk far og dansk mor, blev åndelig vakt, hl. professor; denne Steffens har gjort rede for sit liv i 10 bind; de er meget morsomme at læse. Det vil jeg fortælle Dem lidt om. Denne mand havde som dreng stor lyst til at samle stene, og han læste i sin faders bøger om dem. Da gav tre af hans lærere ham en sten hver, og han så efter og så, at den ene var fra 1' periode, den anden fra 2' periode, og den tridie fra 3' periode. Og han blev så bevæget, at han gav sig til at græde. Hans mor lå syg, han blev kaldt ind, og hun fik alt at vide. Hun sagde, at hun forstod ham, og sagde: "Tak du Gud for hver gråd (glæde)!" Da sagde han til sig selv: skal jeg da fortælle for menneskeheden? Men så lagde han sig efter naturvidenskaben. Og han var den første, der tog eksamen i den slags. Denne eksamen blev ligefrem indrettet for ham. Da vilde han rejse til Norden for at studere lignende i Norges fjelde. Men han kunde ikke finde tråden deri, og brugte sine penge, og kunde ingen få.
------------------------
Til toppen af højre spalte
|
Så rejste han til Tyskland for at komme til en mand, som han havde hørt om. Men skibet kæntrede og alt gik til bunds. Så kom han til sin far i Rensborg hvor hans far var en fattig læge. Der blev han lidt og skæmmede? sig. Så rejste han til Kiel og kom til en professor. Der kom han til at holde foredrag og tog doktortitlen. Derefter rejste han til København, og derefter til Tyskland igen. Han var ikke fornøjet, men vilde have sammenhæng i de dele. Kom så til Tvilling? [filosoffen Friedrich Schelling], og de hørte ham tale. Han talte om, hvordan alt på Jorden hænger sammen, og at der var sammenhæng i hele menneskets historie. Det at kunne opfatte, det er at få ånd. Så rejste han til Danmark og fik samlet en hel mængde om mennesker, og han fortalte om vor ånd. Det er ikke tilfældigt, alt hvad vi ser. Der er sammenhæng, og denne stammer fra en usynlig kraft, og denne usynlige kraft er ånden, sammenhængens kraft i hele livet.
Dette vakte Øhlenschlæger og Grundtvig, Br. Ørsted. Grundtvig har sagt: "Det er en mand, man kan høre uden at falde i søvn!" Sådan blev Steffens. Ånd må opfattes i sammenhæng. Vi kan ikke sige, hvad ånd er. Vi kan øjne sammenhæng og opfatte. Det er den kraft, som binder vor ungdom og alderdom sammen. Den kraft, som løfter os op over Jorden mod Himlen. Ser De, dette kan intet dyr, vor ånd vil til vejrs. Har De lagt mærke til, at De nu kommer til en ny egn, så går De lidt ud på vejene, ser på vejstene, på en måde fordyber Dem i det. Men det er nu ikke over ånd, men man bruger sine øjne, ører, tanke, fantasi, og De kommer til at holde af stedet, så kan der noget synke ned i Deres hjerte, og De kan komme til at elske det. Det gør vi ved hjælp af følelse og hjertelag. Så går De op på Jelsbakke. Den sér jeg på hver dag. Den er så nydelig, altid forskellig! Der skulde De gå op i klart vejr, og se på alt, og når De kommer ned, siger De, at nu har man så sét et landkort! Nu har man så sét et landkort, nu véd vi sammenhængen! Sådan er det med ånden, den vil så se vort liv ovenfra, før bliver den ikke tilfreds. Men der [er] ting, som holder sig skjult i denne evne. Det er vor åndskraft altså. Der er en planlagt sammenhæng i hele naturen, som ikke har lavet sig selv. I Davids salmer 10 står: Gud har skabt al verden, ikke os selv, og dette kunstværk er frembragt af Guds Ånd. Så havde mennesket en afbildning at se, og denne viser sig i, at vi kan frembringe noget, der ligner f. eks. en statue, en digtning, og, hvis det lykkes, er det en skabning af dets ånd. Og toner kan frembringes, alt muligt i det udvortes. Og denne kraft, vi havde fået til dette, kaldes ånd; men: Gud er ånd! og har en hel uudsigelig åndeverden, der bærer alt, hvad der sés. Og at vi har en ånd, der råder i os. Men nu kan det jo være, at vor ånd vil råde sig selv, vil ikke underkaste sig, vil ikke lade sig råde med, hvad Gud har givet. Den vil have lov til at råde sig selv. Og sådan fortælles, at den lyseste ånd rev sig løs og dannede efter onde forbilleder ånder til riget, og sådan med mennesker. "Jorden er min og alt; hvem vil hindre mig i det?"
Så er der forvildelse! De ved allesammen, at magneten viser mod nord med den ene ende og mod syd med den anden spids. Men det kan ske, den kan blive gal, kommer både her og der. De fleste kasserer dem, men man kan samle dem, og sætte dem på ruller og hænge en stor magnet op over dem og lader dem så stå i nogle timer. Den store vil da kurere dem, så de alle viser mod nord. Sådan med os mennesker. Hver af os har en sådan lille magnet ånd.. Men den kan komme på afveje, så er den syg. Så kan man kureres ved at komme ind under Guds ånds mægtige påvirkning, ved at en taler, så vi ikke kan værge os. Det kan ske i en kirke, i en skole, på en stor plads, i en lille vrå. Der hvor der er en åndelig kraft, der taler til folket. Det fik Steffens lov til omkring 1803-5. Han talte med ånd. Så det vil jeg nu råde Dem til, at De ikke skal værge sig imod. Hver af Dem har en kraft, (som kan virke). Men jeg er ganske vis på, at der er nogle af Dem, der har en ånd, som er ved at komme på vildspor, og derfor kan det ske, at hvis Gud vil lægge sin velsignelse til, at de kan komme ind under Guds Ånd, og hvis dette sker, vil De komme til at elske dette sted og takke Gud derfor. Paulus: "Vor ånd vidner sammen med Guds ånd, at vi er Guds børn!" Guds Ånd har talt: "Kommer hid til mig - - - - ". Og når Guds Ånd og vor ånd følger hinanden, så er vi kureret. Så foregår Guds Ånds indvirkning på mennesker ved at menneskeånden bliver sat i virksomhed. Jo mere noget synker i os, og når vi ved at elske, hvad der er af ånd, så er det, at vor ånd påvirkes, så oplades den, og at lade sig styre ad Herrens veje, er vejen til Guds Ånd; sådan tror jeg. Jeg har oplevet, at åndelig tale er gået mig til hjertet, så jeg måtte tale om det med mine gode venner. Så fik den magt til at tale om det, som er af ånd. Jeg sad, da jeg var 17 år og talte med min lærer om, hvad jeg skulde blive til. Da sagde han: "De skal følge Deres hjertes røst, og lade Gud om resten!" Og det slog mig. Jeg var den gang så ude af stand til at tale, jeg kunde ikke, jeg vilde ikke. Men så har ånden givet mig magt til at tale om vor ånd, i slægt med Guds Ånd; og til alle de unge, som her kommer: se at komme til, at Guds Ånd vidner med min ånd, at jeg er et Guds barn.
|
