Del I:

[Oldtiden og vikingetiden]

Første gang Mennesker begyndte paa at bebygge Danmark, var der naturligvis Skov over det hele. Det er derfor en Selvfølge, at de kun kunde bosætte sig omkring ved Kysterne.
    Disse første Mennesker havde kun Stenredskaber, hvorfor man har kaldt den Tid Stenalderen, indtil man fandt paa at lave Redskaberne af Bronce, en Sammenblanding af Tin og Kobber. Stenalderen deltes i den ældre og den yngre Stenalder. For at studere den Tid, da jo ingen Historieskrivere fandtes, fordi der ingen Skrift fandtes, har man benyttet de saakaldte Køkkenmøddingerne, det vil sige, Dynger af Affald fra deres Maaltider. Deraf ses, at de har levet af Jagt og Fiskeri. Man finder der en stor Mængde Knokler, baade af Dyr, som vi kender, og Dyr, som vi ikke kender. En stor Mængde Muslinger har de spist. Deres Redskaber er af Flintesten, og for den nyere Stenalders Vedkommende forbavsende fint forarbejdet. Det var Vaaben, c: Pilespidser, Knive, Økser og mange andre Ting.
    Somme mener, at Overgangen fra Stenalder til Broncealder, og fra denne til Jærnalder, er foregaaet derved, at nye Folkeslag have indvandret og fordrevet de gamle, men dette er ifølge de nyere Granskninger forkert. Overgangen er foregaaet jævnt og langsomt. Dog er det højst sandsynligt, ja sikkert, at der er sket Indvandring, men suksesiv, Tid efter anden, som det jo foregaar den Dag i Dag. Hele Kulturstrømningen er kommen fra Syd, fra Asien, og vel ogsaa fra Grækenland og Ægypten.
    Med Hensyn til Tiden, Tidspunktet, da de forskellige Overgange fra den ene Tidsalder til den anden er foregaaet, da har man opstillet følgende omtrentlige Tabel. Men den er selvfølgelig meget usikker, det kan være Hundreder, ja maaske Tusinder af Aar fejl.

Lidt om den yngre Broncealder.
Det er klart, at i d. y. B. har der været Kvægavl, og man sporer ogsaa en svag Begyndelse til Agerbrug. - Som Følge deraf er de blevet nødt til at bygge bedre Boliger, og de har i d. y. B. havt Træhuse, hvorimod de jo før boede i Jordhytter. Efter Gravhøjne at dømme har de i den Tid havt pæne og nette Boliger. Med Hensyn til Klædedragten, da har de i d. y. B. brugt Uldklæder. De maa altsaa have kunnet væve og sy. Mændenes Dragt var en Slags Jakke, og uden over den en lang Kappe. Benklæder havde de derimod ikke. Paa Grund af Uldbeklædningen har Faar været et af de vigtigste Husdyr. - - I de gamle Urskove har det været opfyldt af udhulede Træstammer, og i dem har Bisværme taget Bolig, og lavet Honning, som Folk har forstaaet at bruge til at lave Mjød af, som var deres vigtigste Drik. Øl har de ogsaa drukket, følgelig har de dyrket Byg og Hvede, hvorimod man ikke har fundet Spor af Rug. Bierne lavede tillige Voks, som har været af meget stor Betydning for Nordboerne. D. y. Bs. Folk lavede nemlig uhyre fine Sager i Br., og dette var alt sammen støbt. Til Støbeformer brugte man Voks. - Af Gravhøjne ser man, at de ogsaa har havt ordentlige Skibe, da Billeder er indhugne i Stenene forestiller Skibe, ja ofte hele Flaader. Med disse Skibe har de sejlet til fremmede Lande, og har byttet Rav, som fandtes i stor Mængde ved Jyllands Kyster, bort for Bronce og Guld, som der i den y.B. har været meget af i Danmark. Rav forarbejdede de ogsaa meget fint, f. Ex. lavede [de] lange Perler med Huller langs igennem, og sligt betalte Udlændinger i dyre Domme, da det var smukt og enestaaende. Man finder store Smykker af rent Guld til umaadelig Værdi. Med Hensyn til Smykker og Udsiringer i Bronce, da findes der allerede i d. y. Br. noget originalt, særegent nordisk, og det bragt til en saadan Fuldkommenhed, som ingen andre Steder i Verden. Intet Sted har man fundet saa smukt Broncearbejde som i Danmark. Men det kommer for en stor Del af, at det bedre Metal Jærn først langt senere trængte ind her. I d. y. Br. spores allerede Folkeforskelligheden, Aristokratiet. Dette ses paa de finere og simplere Gravhøje. -
    Ogsaa spores der Gudsdyrkelse, og det er Dyrkelse af Odin, Tor og Frej. Disse tre forskellige Guder har hver sit Mærke.

Tors mærke er

Odins

Frejs

Disse stilles ofte i en         Trekant, således

De bleve bemærkede og berømt af Romere for deres Gæstfrihed, Sædelighed, Blodhævn, Pengebøder og Agtelse af Kvinder. De fejrede vilde Gæstfrihed og elskede Krig og Jagt, men foragtede Landbrug, som Kvinder og Oldinge måtte besørge.
    Den romerske Konge Cæsar, som paa Krigstog i Nordtyskland kom lidt i Berøring med Ndb., skriver sin Forundring over, at de ikke havde Guder. Senere romerske Historieskrivere har dog opdaget Gudsdyrkelsen, og en af dem har benævnet [dem] med de romerske Gude eller Halvgudenavne.
    Folkene inddelte sig i Stammer, og hver Stamme havde en Høvding. En Stamme regner man at kunne omslutte ca. 3 a 4 Landsbyer, men forøvrigt var det jo meget forskelligt til de forskellige tider. - I hver Stamme var ofte en Klan, d. v. s. en Slags Ældste, Præster eller Patriarker. Enhver Høvding var Enehersker, og havde stor Magt. Efterhaanden voksede Stammerne selvfølgelig, og det blev til Delinger, og deraf Riger. Saaledes til Kristi Fødsel.
    Romerske Historieskrivere har for en stor Del gjort os bekendt med dette, og én af dem har rost Nordboerne i høje Toner. - - Man deler dem senere saaledes:

Om den ældre Jærnalder i Særdeleshed.
Naar en ung Mand kom saa vidt, at han selv kunde bære Vaaben, stod han ikke længere under Forældres Herredømme, men var selvstændig og sin egen Herre i alle Maader. Iøvrigt var der meget stor personlig Frihed og Selvstændighed, hvilket medførte Kraft. Dette i Modsætning til den Romerske Stat, som jo var udpræget despotisk. Omtrent Aar 70 eller før begyndte Folkeforsamlingerne, hvor hver fri Mand møder for at forhandle fælles bedste. Dog kun de vigtigere Sager, Smaating saasom personlige Uenigheder, dømtes af dertil an-satte Dommere. I den ældre Jærnalder daler Skønhedssansen meget, og ombyttes for Kraft og polittisk Liv. I Slutningen af denne samles Danmark til ét Rige.
    Til Oplysning om Jærnalderen har man fundet store Masser at Jærnsager, Vaaben. Denne Strømning maa være kommet østlig fra, for man finder de første Jærnsager (altsaa de mest primitive) ovre paa Bornholm. Disse ligger ikke i Gravhøje, men ligefrem i Lag under Jordens Overflade, og ved Siden af Urner og brændte Lig. Det er kun mindre Vaaben; større, saasom Sværd findes ikke.
    Med Jærnalderen kommer Sølv og Glas i store Mængder. Mange Smykker. Smagen var i Begyndelsen klassisk-romersk, siden paa Overgangen til nordisk germansk-barbarisk. Romerne begyndte at hverve Soldater, og der har ogsaa Nordboer ladet sig hverve. Sandsynligvis maa disse der havde tjent store Rigdomme, for i den mellemste Jærnalders første Tid findes umaadelige Masser af Guld. Store tunge, massive Guldringe og mange andre Guldsmykker er fundne fra den Tid.
    Man har i Moser og forhenværende Søer fundet hele Skibe fra den Tid, fulde af Rustning og Vaaben, men altsammen itubrækket eller bøjet. Ogsaa store Samlinger af slige Vaabner, Rustninger og Hjelme. Man maa deraf slutte, at det store Pres fra Syd, grundet paa Folkevandringen, har foraarsaget voldsomme Kampe, hvori Skarer af sydligere Beboere er blevet ødelagte af Nordboerne. Som en Slags Offer til de gode Aander, som har givet Sejr, har man saa itubrokket og beskadiget de Overvundnes Vaaben og sænket dem ned paa Søens Bund.
    Flere forskellige Kulturstrømninger fra Syd er vedblivende kommet efterhaanden. Tre Hovedstrømninger er kommen fra Sydøst, Syd og Sydvest. Dette medfører Runer, som jo ogsaa kom fra Syd. Disse Hvdst. var ligesom Begyndelsen til Skandinaviens Adskillelse fra de sydligere Lande, baade i Sprog og Sæder. Kravkamrene blev firkantede, og i dem fandtes meget fine Jærnklinger, Pragtklinger med Flammeforciringer s. l. Her findes tillige Ride og køretøj, og mange Slags Smykker og Vaaben af alle Slags, saa fint og kostbart, saa det er forbavsende. -
    Et Folkeslag - Kelterne - kommer frem i dette Tidsrum, men af dette er der nu kun svage Rester i Irland. Kristendommen har ogsaa i Slutningen af den mellemste Jærnalder Indflydelse paa Nordb. Allevegne hvor de kom paa deres Handelsrejser til Søs, som var meget hyppige, traf de paa Kristne. Ikke saa, at de vedtog Kristendommen, men de blev mere ivrige Hedninger. Dog bevirkede det, at Gravhøje blev afskaffede, og Kirkegaarde i Stedet. Flere Kristne har været bosatte i Skandinavien som Handelsmænd paa denne Tid.

------------------------

Til toppen af højre spalte

          Den historiske Tid.

    Danske Konger.

Det er jo Mellemjærnalderen, som vi nu beskæftiger os med.
    Efterhaanden er de sydligere Lande mere og mere blevne kristnede. Angelsaksen holdt haardt imod men Vilibrorth [Willibrord] kristnede baade dette og store Stykker af England. Han maatte døje meget, flygtede og kom ogsaa her til Danmark, hvor han henvendte sig til Kong Yngvin^[1], som vistnok er den første danske Konge, man ved at nævne. Han gav Vilibrorth Lov til at prædike og omvende saa meget han vilde. Men han blev kaldt bort, led for Resten senere Martyrdøden, og Kristendommen i D. fæstede ikke Rod. - Imidlertid blev alle omliggende Lande kristnede, og da Danskerne have en stor Søfartshandel, kom de meget i Berøring med Kristne, hvilket ikke var uden Betydning. Det bragte dem til Eftertanke, og det er fra den Tid, at alle disse Myter, som vi nu kender dem, er opstaaede. Karl den Store regerede, huserede og kristnede i den Tid i det halve af Europa, og blandt hans Mænd nævnes Holger Danske som en Høvding (Kongesøn) fra Danmark. For Resten meldes ej andet om ham, end at han opbyggede et Kloster.

          [Vikingetiden]
Nu begynder Vikingetiden. Det første Vikingetog foretoges af danske omtr. 775 til Englands Kyster. Man stilede lige paa det rigeste og største Kloster som fandtes, kom meget hurtig, gik i Land og plyndrede Klosteret fuldstændig. De fleste af Munkene blev slaaet ihjel, Resten redede sig ved Flugt. Efter dette forsvandt Skibene ligesaa hurtigt som de var komne. Det var tillige det første Søangreb.
    Næste Aar gik det ligesaadan med Klosteret Egford, ^[2] og flere Steder gik de paa Land, men de blev slagne og deres Flaade ødelagdes. Atter igen næste Aar, men længere sydpaa. Vidre til Irland og Frisland samme Aar.
    Paa den Tid kendte man ikke Krigsskibe. Selv Vikingeskibene var kun beregnede til at fragte mange Folk og meget Bytte. Naar man vilde slaas gik man op paa Land. Endvidre havde Vikingerne en hel ny Methode at kæmpe paa. Efter megen Plyndring paa Tysklands og Frankrigs Kyster oprettede Karl d. st. et primitivt Kystforsvar. Vikingerne farer rundt omkring paa mange af Frankrigs og Englands Kyster, plyndre især de rigeste Klostre. De styrer lige ind mod vedkommende Kloster, som de vil plyndre, gaar i Land, forretter Foretningen [?] og forsvinder igen, alt med meget stor Hurtighed og Overrumpling. Karl d. st. krævede Kong Sigurd til Regnskab for disse Plyndringstog og hele Vikingeuvæsenet, men han kunde ikke svare noget dertil, fordi han aldeles ikke havde noget med disse Tog at gøre.
    Navnet Viking kommer af Vig eller Fjord, én der ligger paa Vagt i en Vig og derfra sejler ud. De har været gode Geografer, hvilket ses af, at de altid kunde styre lige paa det Sted de vilde, og kunde sejle omkring hvor de vilde, og kort sagt altid klare sig paa Havet i geografisk Henseende.
    Grunden til disse Plyndringstog har vist nærmest været Overbefolkning. Man førte ogsaa længere hen Folk med sig hjem og gjorde dem til Trælle. (Paa den Tid begynder Frillevæsenet).
    Gudfred, (nogle mene af norsk Herkomst). I hans Tid førtes store Kampe, bl.a. mod Kejser Karl den Store. Denne var tyrranisk mod Angelsakserne, hvorfor en stor Del af disse flygtede. I Norden var der Religionsfrihed paa den Tid. Karl d. st. anlagde Byen Hamburg med Hovedkirke og en Borg i Aaret 805.

Gudfred angreb Nordtyskland, men maatte trække sig tilbage. Tyskland truede ham, og som Forsvar mod mulige Angreb anlagde han Jordvolden Kurvirke, Tværs over Landet til Hedeby (Slesvig). Karl d. st. anlagde en lignende Vold ved Isehoved (Esefedt)[Itzehoe]. Karl d. st. vilde ødelægge Gudfred, vilde sejle herind med 200 Skibe og en stor Hær. Men Gudfred fik Nys om Sagen, kom ham i Forkøbet og sejlede til Frisland, hvor han hærjede og plyndrede ganske forfærdeligt. Karl d. st. maatte jo saa øjeblikkelig vende sine Vaaben mod Danskerne i Frisland, men førend han kom der, var de borte, og Danskerne kom helskindede hjem med stort Bytte samt Krigsskat. Gudfred havde s. s. store Planer, men blev dræbt just som han skulde til at sætte dem i Værk. Hans Brodersøn Hemming blev valgt til Konge (810). Han opgav Gudfreds store Planer og sluttede Fred med Tyskland ved et stort Grænsemøde. Dog blev Vikingetogene ved at gaa deres uforstyrrede Gang, thi det var jo en privat Fornøjelse. H. døde pludselig (812) og nu opstod der Tronstridigheder. Sigfred og Ring samler hver sin Hær, gaar imod hinanden og kæmper en rasende Kamp. Man siger, at der i det Slag faldt 10.000 Mand. Ring vinder og bliver Konge (812).
Harald Klag og Reginfred Konger 812. Nordmændene gør Oprør, men H. Kl. og R. dæmper Oprøret, og der bliver sluttet Fred mellem Norge og Danmark, som dog ej varer saa overmaade længe. Stærke Tronstridigheder varer i flere Aar, og disse standser Vikingetogene saa længe. Karl den st. drog en i Danmark med en stor Hær, da han vil benytte Lejligheden, men Haarik og h. Brødre, som havde taget fra H. Kl. og R. fik Hjælp fra Sverrig, ruster en Flaade og forskrækker Tyskerne, saa at de stikker af hurtigst muligt. Selendé [?], Synderjylland. Tyske Grevskaber = Forsvarsstillinger. Ligedan her, dog først privat. (Regnar Lodbrog, en Broder til H. Kl. og Reginfred, maaske Regenfred.) Saa indtræffer der en hel Mængde Vrøvl med den tyske Kejser K. d. s.[rettet til l. d. F. - Ludvig den Fromme] og de danske Konger, hvorefter Harald Klag, som var rejst bort, kommer igen, og deler Magten sammen med Haarek og hans 2 Brødre. - Derefter begynder Vikingetogene igen. Ved Irland høres første Gang, at V. bortfører Mennesker, særlig Kvinder.
    Den tyske Ludvig d. fromme vilde i Særdeleshed af politiske Hensyn have Kristendommen indført i Norden. Ebbe af Rhains og en lærd Munk Hatligard [Ebo af Reims og Hatligar] blev af Paven indviede til at kristne Norden.

Biskob Ebbe begyndte Missjonen i Aaret 823, men da 2 Grever kom herind for at stifte Fred og rejste tilbage igen, saa rejste Ebbe og Hatligard med tilbage. Danske Vikinger hærjede ligefuldt, trods Kristendommen baade her hjemme og i andre Lande. De røvede ogsaa en mærkværdig hellig Eneboer, som boede paa en Klippe i Irland, og derefter plyndrede de for tredie Gang Irlands største og prægtigste Kloster. Det var en underlig, skærende Modsætning: fra den ene Syd, fra Syd Missjonsvirksomhed og Religionsfrihed, og samtidig disse forfærdelige Plyndringstog. Der har efter al Sandsynlighed den Gang været oprettet en Missjonsskole for 12 Drenge i 14-15 Aars Alderen. - Ebbe har talt med Harald Klag og indvirket saa stærkt paa ham, at han har ladet sig døbe. (Senere har ogsaa Haarek ladet sig døbe, af politiske Hensyn baade fra tysk og dansk Side.) Sydboerne troede at naar Kongen lod sig døbe, som kom hele Folket med. De kendte jo nemlig ikke saa meget til den personlige Frihed i de sydlige Lande. Det vakte derfor uhyre opsigt, da Kong Harald Klag rejste for at lade sig døbe. - Ved Rhinen laa der et kejserligt Slot [Ingelheim], hvor der blev holdt Herredag. Der rejste han til for at blive døbt. Dette gik for sit med umaadelig Pragt i Mainskirken, som var Rigets Hoveddaabskirke. Om denne, som man mente verdenshistoriske Begivenhed har vi en samtidig Beretning, hvis Titel er "Ermold Nigeleus"^[3], eller Harald Klags Daab, oversat (paa Vers) af H. Olrik. Ved denne Fest gav Ludvig d. f. Harald Klag Ridderdragt, Hest, Rustning, og mange af hans Folk og Familie fik Dragter, Rustninger, Heste o.s.v. Han vedtog, at han for sin Part vilde tage Danmark som Len af Kejser Ludvig den fromme. Mærkeligt nok findes hans Navn ikke ved denne Højtidsfest, da han dog efter al Sandsynlighed har været med. Dog nævnes ganske løseligt, at et Par Munke, unavngivne, fulgte med Harald Klag hjem til Danmark.

Noter:
1. Af de nævnte konger findes Yngvin ikke i nyere litteratur. I Niels Baches Nordens Historie, fra 1886 er der fra sagnhistorien dog en Frej, som også kaldtes "Yngve". I forbindelse med Willibrod nævnes derimod en kong Ongendus. retur til tekst

2. Egford. Der findes ikke noget kloster af det navn i den historiske litteratur. Der kan muligvis være tale om en forveksling med en engelske konge, Egbert, som skulle være den første, der fik samlet en større del af England omkring denne tid. retur til tekst

3. Ermoldus Nigeleus var en frankisk hofpoet. Den nævnte skildring er fra et hyldestdigt til Ludvig den fromme, hvori den indgår som en del. retur til tekst