Del II:

[Ansgar og hans tid]
Ansgar er nærmest kommen hertil Danmark som Hofkappelan. Ved Kirkemødet i Ingelheim kom det som bekendt paa Tale om at finde en Mand, som kunde følge med H. K. som Hofkp. Abbed Vale fremsatte da Ansgar. - Haralf Klag fik et Len "Hrjustri"^[1] i Flandern som Tilflugtssted, hvis han ej i Danevang være kunde.
    Han behandlede først Ansgar daarligt. Men saa traf det sig, at en Biskop undervejs til Danmark forærede ham et prægtigt Skib. Derfor fik H. K. Agtelse for ham, og behandlede ham kongeligt. Da H. K. kom hjem blev han beundret, for nu var han jo frankisk Ridder og s. v. Men det varede ikke længe, inden han ogsaa blev hadet, og maatte rømme af Landet til sit Len Hrjustri. Men saa paaførte Ludvig d. f. Danmark Krig, og under denne kom H. K. atter tilbage og plyndrede paa Danmarks Kyster. Haarik, som troede at det var en fra. [frankisk ?] Hær, tog hele den fr. Hær som var i Landet. For den Fejltagelse maatte han gøre en Undskyldning, og som Straf derfor blev H. K. atter indsat som Konge, og regere sammen med Haarek og hans Brødre. Ansgar følger hele Tiden H. K. Denne kunde imidlertid dog ikke være herinde, rømmede til Hrjustri og kom aldrig mere tilbage til Danmark igen. Hvad Ansgar har udrettet disse 2 første Gange, udenfor Hofmesserne, meldes der ikke noget om.
    Vikingetogene fortsattes ivrigt, til Hindring for Kristendommen. Sverrig har da været et samlet Rige, men det vides ikke, hvornaar eller af hvem det er blevet samlet. Man ved, at i Byen Dursted [Dorestad]^[2] blev der holdt Markeder, som var meget store og berømte. I Hovedstaden Bjørka [Birka] boede Kong Bjørn. Denne Kong Bjørn sendte et Gesandsskab til Danmark med det Ærinde, at de gerne vilde have Missjonærer derover. Ansgar var bedst skikket til en saadan Rejse, hovedsagelig fordi han kunde Sproget. Han blev derfor sendt af Sted, Harald Klag fik en anden Sjælesørger, og Ansgar blev fuldstændig løst fra Harald Klag, sikkert til stor Gavn for Norden.
    Fremskyndet dertil af en Drøm gik Ansgar saa om Efteraaret til Sverrig med Gesandterne. Men paa Rejsen over Kattegat blev Skibet overfaldet af Sørøvere, som tog alt, hvad de havde, bl.a. hele Ansgars store Bogsaml., 40 Bøger. Efter megen Kummer og Besvær kom endelig Ansgar til Sverrig. Her viste Forholdene sig at være meget gunstigere for ham end i Danmark. Kongens Raadgivere lod sig kristne og døbe, og ved Bjørka blev saa den første kristne Kirke i Norden bygget.
    Alt lykkedes her udmærket, og da han havde været der en Tid lang, rejste han tilbage til Frankrig for at resultere, hvad sket var. Men havde Forholdene forandret sig saare meget, siden han rejste bort. Abbed Vale var falden i Unaade. Ved en stor Kirke- og Rigsdag fremsatte Ludvig d. fromme, at hele Verdensriget skulde samles til ét under en Hersker, ligesom Kirken. Herredømmet skulde gaa i Arv, ergo skulde Ludvigs ældste Søn have det hele efter Faderen. Men det kunde Dronningen og mange Høvdinger ikke lide, og deriblandt Vale. Der blev stiftet en Sammensværgelse af Kejserinden og Høvdingerne, og denne bragte Kejseren paa andre Tanker, og han delte Riget nationalt. Hans ældste Søn blev forbitret over dette, sluttede sig til Gejstligheden og gjorde Oprør mod sin Fader. Det kom til Krig, men Kejser Ludvig sejrede, og straffede Oprørerne og deriblandt Abbed Vale, som blev fængslet i et Kloster. Nu blev der sluttet Fred mellem Danmark, (Haarek) og Ludvig den fromme. Der blev envidre oprettet et Bispedømme i Hamborg, og Ansgar blev indsat som Bisp med Norden og Venden som Missjonsplads eller Virkeplads. Han fik Pavens Stadfæstelse derpaa, (Gregor den fjærde). Han skulde ikke lægges ind under nogen Ærkebisp, og han blev indviet af Pavens Ærkekappelan. Endvidre føjede han to Ting til. 1) Ansgar fik et Dokument, (det første hist. D.) hvori Hovedsagen var Tilfredshed med Bispedømmet o. s. v. og at Biskopperne der skulde være Legater, det vil sige, have Ret til at oprette nye Bispedømmer, dog kun foreløbig for Ansgar personlig. 2) Ansgar skulde være Ærkebiskop. Derpaa tilbage.
    Der herskede i denne Tid ligesom en hedensk Rationalisme. Der var ingen Ærbødighed for de gamle Guder, man vilde snarere gøre sig lystige over dem, fortalte lystige Myter hvori der jo dog var dyb Grund alligevel. Det kan man sammenligne med et Sagn om Trolden Grændel^[3]. I denne Tidsperiode før Ansgars Fremtræden herskede og Grændel Trold i Form af Magelighed. Kristendomsforkyndelsen kom altsaa for saa vidt paa et meget heldigt Tidspunkt, just da Hedenskabet var i saa stærkt Forfald, og det er naturligvis ogsaa Grunden til, at den saa hurtig, let og lempelig fik Indpas. Ansgar var jo ogsaa den rette Mand til den Gerning. Grundtvig mener for Resten, at han var (efter Navnet) af nordisk Herkomst. Ansgar skulde nemlig være det fortyskede "Aasgeir", som betyder "Asaspyd", og det kan jo for saa vidt være rimeligt. -
    Under Ansgars Fremtræden gik Vikingetogene deres vante Gang, snarere stærkere end svagere. Svenskerne var vistnok mere fredelige paa deres Vikingetog end Danskerne, som har været haardere og kraftigere.
    I Irland var der en stor Latinerliteratur. De var saare ivrige Kristne, og skrev meget. Angelsakserne havde og en rig Literatur, men det var paa Modersmaalet. Hele den keltiske Stamme var rige Stemningsmennesker, ypperlige Sangere og Musikkere, men de manglede den stærke Samfundsfølelse, og derfor naar de aldrig at komme ud over det gamle Klanvæsen og Stammevæsen, og disse Klaner ligger idelig i Strid med hinanden, ergo: de kunde ej bestaa i Længden.
    Vikingerne var paa mange Maader meget oplyste Folk, og ej vilde, raa og uvidende Barbarer. Baade i politisk og geografisk Henseende stod de meget højt. Danskerne havde længe haft Herredømmet i Irland, men 830 bliver Nordmændene Eneherskere der. Irlænderne kunde jo nemlig paa Grund af deres indre Stridigheder ingen Modstand gøre, og Vikingerne sloges da om Magten.   ("Niavlsaga", af islandsk og irlandsk Oprindelse). -
    Ansgar begyndte Danmarksmissjonen igen fra Hamburg af. Ansgar og Ebbo er nu fuldmyndige Legater. Ansgar opretter en Kristenskole for Ynglinge i 14-15 Aars Alderen fra Danmark for at de siden kan udgaa som Missjonærer og virke blandt deres Landsmænd. (Man hører rigtignok ej siden til dem). En prægtig Domkirke bygges i Hamburg, men naturligvis af lutter Træbjælker. Til denne Kirke gav Ludvig d. fromme store Gaver. Der blev ogsaa oprettet et Kloster i Hamburg, og mange andre Ting, f. Ex. Skoler baade for Vender, Danske og Svenske. For Resten klager Ansgar til sin Dødsdag over, at "alt gaar sent og alt gaar smaat, lidt af Ondt og lidt af Godt, ingen Martyrkroner". -
    Første Gang man har Navn paa en Vikingehøvding er i Aaret 835, og denne var en Nordmand, som hed Torgets [Torgeis]. Samfundsforholdene i Norge var meget mere høvdingeagtig og despotisk end i Danmark. H. var mægtere, men den enkelte Mand havde mindre Ret og Frihed. - Torgets var en klog, mægtig og dygtig Høvd., som forstod at benytte sig af Klanstridighederne i Irland.
    Paa denne Tid sker der atter et mægtigt Oprør i Tyskland. Ludvig d. f. bliver afsat, og hans Søn Lothar kommer paa Tronen. Han er imidlertid dum nok til at mishandle sin gamle Fader; thi derved vækkes manges Harme, og der blev Oprør mod Lothar. L. d. f. gaar frem, slaar ham og kommer atter paa Tronen. Ebbo falder i stærk Unaade og maa flygte ud paa Vikingeskibene, hvilket han dog ikke naaede, men blev fanget og fængslet. Dermed er hans Saga forbi, og det gjorde et meget stærkt Indtryk paa Ansgar. (Han sad i Klosteret Fulda). Han [Ebbo] blev tvunget til at indgive et frivilligt Andragende om at faa sin Afsked som Legat og al anden Værdighed m.m. -
    Nu dukker Missjonærern Gangbert [Gauzbert]^[4] op. Missjonen blev nemlig delt; Ansgar fik D. og Venden, Gangbert fik Sverrig. Gambert [samme Gauzbert] blev tillige Legat, og alt dette Stadfæstedes af Paven. Han blev ogsaa Ærkebiskop. Denne Gambert er vist nok en noget ængstelig Natur, hvilket ses af forskellige Ting; men han rejste dog, ledsaget af Nidhardt og flere til Sverrig, hvor han blev vel modtaget, og der var god Fremgang med Kristendommens Sag i Sverrig. Men paa denne Tid var det, at Nordmændene fik Herredømmet paa Irland, og Danskerne tager da rigtig for Alvor fat paa andre Lande og Vikingetogene tiltager stærkt i Størrelse. De bliver tillige planmæssige, man begynder at overvintre i Udlandet, Kvinder og Børn tages med, og deraf følger en Kolonisation i England, Frankrig, Frisland og mange andre Steder (omkring ved 834). Torgets gør større Tog med to betydelige Flaader at sejle ud og erobre. Han besætter Landet ved Dublin, rige Klostre udplyndres, ja han tages endogsaa selv Bolig og Residens i et Kloster. -     834 landede en Vikingeflaade ved Noirmoitier (udt. Noarenotjé)^[5] og derfra vidre. 835 plyndrede Danskerne Durstedt [Dorestad]. Haarek blev tiltalt for dette Uvæsen, men han lod ikke [til] at kunne gøre noget ved det, da det ikke kom ham ved. Siden lod han dog nogle Vikingehøvdinger dræbe, men det hjælper ikke, ja Vikingetogene bliver endogsaa meget voldsommere.
    Novgorod var oprindelig en svensk By. Svenskerne er ad den Vej trængt langt ned sydpaa, (altsaa ad Ruslands Fastland). Grækerne har en længere Historie i deres Krønniker om et Gesandtskab, som kom til Konstantinopel ad Landvejen fra Sverrig eller Novgorod. Denne Vej gennem de store russiske Steppeørkener har dog syntes dem alt for svær, og de valgte derfor Søvejen tilbage. Grækerne kaldte disse Nordboer for "Rus". De fulgte med et græsk Gesandtskab, som blev sendt til Ludvig den fromme. Da denne hørte, at de var Vikinger, blev han bange og lod dem fængsle, indtil de kunde skaffe tilfredsstillende Oplysninger om deres fredelige Hensigter, og mere melder Fortællingen ikke. Men man ser deraf, at der ogsaa har været fredelige Handelsforbindelser mellem de nordlige og de sydlige Lande, og at man ligefrem har gjort større Handelsrejser. Kejseren klagede jo over dette danske Vikingevæsen, for hans Kyster kunde ingen Steder have Fred. Men saa sendte Haarek et Gesandtskab til Kejseren med Bøn om at overlade ham Frisland, thi saa kunde han beskytte den Kyst, som var stærkest plaget, da de jo ikke vilde plyndre deres egne Landsmænd, og heller ikke de Kyster, som disse beskyttede. Der var dog Kejseren for kortsynet og dum, for han afviste det meget brat. Derover blev Haarek vred, og nu foretoges der meget stærke Plyndringstog til forskellige Steder. - Men nu skete det, at Oppetritterne^[6] gjorde Opstand, saa L. d. f. maatte kæmpe med dem, og samtidig dermed gjorde Vikingerne et rasende haardt Angreb paa Frisland. Maaske dog H. har fortrudt det, thi endnu samme Aar sendte han et meget fint Gesandtskab af fornemme Mænd, ja Kongens egen Broder, til Kejser Ldf. med Undskyldninger og store Gaver til Ldf. Denne modtog Undskyldningerne og Gaverne og nu sluttedes der en saakaldt evig Fred, (som dog eje varede ret mange Aar.) Friserne hadede Frankerne og gjorde derfor ofte Ledtog med de Vikinger, der kom der for at plyndre. Af denne og flere Grunde blev Frankrig nødt til at maatte have en Flaade og en Søhær. Dette vilde selvfølgelig vare længe, for der var ingen, som forstod at bygge og føre Skibe. Derfor indsatte nu Ldf. Nordboer til Herrer i Frisland for at beskytte Kysten. Harald Klags Søn Rorek blev indsat til Lensherre med Sæde i Duerstedt [Dorestad]. Harald den yngre kom ogsaa til Magt og Værdighed i Frisland. Disse to med mange flere havde tjent som Væringer i Konstantinopel. (840)

------------------------

Til toppen af højre spalte

    Kejser Ludvig den fromme døde 840, mens Sagerne stod som ovenfor anmeldt. Men nu blev der Strid mellem Sønnerne om Riget. Med sin første Dronning havde han 3 Sønner. [?] man opstille følgende Stamtavle.

Lothar lod sig udraabe til Kejser, men Ludvig kom til, og det saa ud til et Slag imellem dem. Det kom det dog imidlertid ikke, thi Ludvig var for svag, da han kæmpede med sin Brodersøn Pipin. Det frankiske Rige deltes efter mange Krige og megen Spektakel i Aaret 843, og der begynder Frankrigs Historie. Det deltes i 3 Riger, Tyskland, Frankrig og Lothringen. Karl den skaldede fik Frankrig, Ludvig fik Tyskland og Lothar fik det mindre Land, som siden den Tid har baaret Navn efter ham. Disse indre Stridigheder og Kampe benyttede Vik. [sig af] under en Høvding, der hed Aasgejr, men de var dog ogsaa ædle og ordholdende naar de havde lovet noget.
    Der var en stor Kraft i Vikingerne, og det paa Grund af deres udmærkede Samfundsordning, som var meget fremskreden og forud for Tiden. Dertil var det meget udmærkede Søfolk, langt forud for noget andet Folk eller Rige paa den Tid.
    Ansgar havde jo nu i længere Tid virket som Ærkebiskop i Hamborg, og han havde haft Tureholdt Kloster^[7] til at leve af og virke for, og det var et meget stort og rigt Kloster. Men da han nu mister Ebbo, tager Karl den skaldede uden vidre dette Kloster fra ham, hvilket var saare uforskammet. Saa havde han da nu ingen Indtægter, og levede en Tid i stor Nød og Fattigdom men han blev dog siden hjulpet igen. Det var en daarlig Tid for Kristendommen, men en god Tid for Vikingerne. Før havde Vikingetogene været ligefrem Næringsveje, men nu blev det mere Lyst til Æventyr og Ære og sligt noget, der drev dem der. Store Rigdomme vandt de, og nu fik de Smag paa Vinen fra Frankrig. De blive derfor dristigere til at sejle omkring i de sydlige Lande. Aasgejr sejler til Tulus i Spanien [Toulouse i det nuværende Sydfrankrig], og der bliver nogle af dem boende. V. kommer ogsaa til Lissabon, og der kommer de i Berøring med Maurerne, de arabiske Muhamedanere, som de kaldte "De sorte", men disse "sorte" var et meget oplyst Videnskabsfolk, dristige til at tage Kampen op mod V., og disse har lidt voldsomt dernede. (Herkulestaarnet c. et Fyrtaarn.)
    200 Mennesker er ogsaa en Foræring. Vikingetogene mod Syd har været en stor Begivenhed. Ved Loirmoutier^[8] var der Liv i V., og der udrettede de store Ødelæggelser. (845 kom de tilbage efter deres Æventyrrejse mod Syd. V. taber et Slag ved Irland m.m. Kamp i England og Irland; uheldig Kamp i England. Kamp i Frankrig under Regnar Lodbrog, som er en historisk rigtig Person. Han drog bl.a. til Paris og plyndrede og ødelagde Vor-Frue-Kirke. - Der findes mange mystiske Sagn om V. fra den franske Side, om at Gud skulde have slaaet dem med Sygdom, Blindhed o.s.v. o.s.v. Sikkert er det dog imidlertid, at der har været Blodgang og anden Sygdom i Hæren, begrundet paa Sult, Varme og Kulde og mange andre Omstændigheder, ja at den en Tid lang har været i en elendig Tilstand. Dumt var det, at ikke Karl d. skaldede angreb den i slig ussel Tilstand. Men i Stedet indgik han et aldeles taabeligt Forlig med dem, og det er første Gang, at V. slutter Forlig med Fremmede. De blev for Resten siden skyldt for at have brudt Forliget, men fra deres Standpunkt set gjorde de det ikke, thi det var jo kun denne Vikingehær, som havde sluttet Forlig, og ikke én der muligens kunde komme næste Aar. Senere havde V. f. R. Uheld i England. -
    Nu opstod der en Krig mellem Danmarks Rige og Tyskland, noget, som intet havde med V.togene at gøre. Haarek samlede hele sin Flaade, ca. 600 Skibe med ca. 24.000 Mand, sejler ind ad Elben, gør en hurtig og rasende Landgang i Hamburg. Han brændte Kirken, ødelagde omtr. hele Byen, og jagede Præster og Munke bort. Folk blev aldeles modløse, saa en stor Del flygtede ud, dem der kunde, og de andre blev som lammede. Ansgar var den, som maatte holde igen. Han vilde holde paa sin hellige Ret og vilde forsvare sig og Kirken, kort: sætte sig til Modværge, men alle flygtede fra ham paa 3 Klerke nær, og de var da ogsaa nødsaget til at flygte ud paa Landet. Der stod han da, og havde ikke andet end den Smule Klæder, han havde paa Kroppen. Kirken og hele Hamburg var brændt, og Ansgar maatte i samfulde 2 Aar tillige med 2 Klerke vandre om som Betlere. Samtidig med dette fik han Beretning om Kristendommens Ødelæggelse i Sverrig, hvor de havde brændt Kirken, dræbt en Missjonær og jaget den anden bort.
    Dermed var Missjonen foreløbig standset. Haarek har dog vist-nok siden angret denne Adfærd, viste sig meget venlig mod Ansgar o.s.v. - Denne samlede nogle af sine Klerke sammen paa en Gaard, som blev ham overladt, og der indrettede de sig et lidet Kloster. (Paa den Tid var der tre Kirker i Slesvig og Frisland. Dog var der ogsaa i Danmark mange Kapeller til Afholdelse af Gudstjeneste). Ludvig den tyske vilde dog gøre noget for Ansgar. Han kaldte ham til Biskop i Brehmen, men Ansgar fandt store Betænkeligheder derved. Dog rejste han omsider til Brehmen efter mange Omstændigheder. Mens han var der blev han fuldstændig omstemt formedelst en Drøm, og nu blev han da altsaa Biskop i Brehmen.
    Efter en skarp Bebrejdelse til Haarek (848) blive V.togene meget mindre og slappere.
    Ansgar rejser som Prælat til Haarek. Denne syntes godt om at tale med ham og om hele Personen. Ansgar har der tillige optraadt som Bisp og Prælat. Han fik Lov til at rejse en Kirke i Danmark, og dette blev da i Hedeby. (By er det samme som "Kongsgaard", altsaa meget forskelligt om vort Begreb af Ordet By). Denne Kirke, som blev bygget i Hedeby blev en Daabskirke. Man kunde nemlig ikke blive døbt hvorsomhelst, men kun i Daabskirker, c: Kirker, som dertil var indrettede. Naar en Hedning blev omvendt til Kristendommen blev han heller ikke straks døbt, men først primsignet, c: han blev betegnet med det hellige Korsets Tegn paa Ansigt og Bryst, hvorpaa han blev gjort bekendt med den kristne Lære, og saa siden døbt. (Mange opsatte Daaben til deres Dødsstund, paa det de kunde gaa renere og helligere ind i Evigheden. F. Ex. Kejser Konstantin den store). Ansgar vedblev at fortsætte sin Missjonsvirksomhed her inde i Landet. I Frisland havde der nu i længere Tid ingen Vikingetog fundet Sted, begrundet paa de danske Høvdinger. (Frisland var Lothars Rige). Men saa traf det sig, at Rorek blev afsat og fængslet, og saa snart Vikingerne mærkede det, sejlede de straks til Frisland, op ad Floden og plyndrede og udskrev Skat. De plyndrede lystigt, vidt omkring, baade Frisland og Flandern. Lothar var naturligvis rasende forbitret over disse voldsomme Plyndringstog. Haarek havde Aaret i Forvejen skikket de ved Hamburg erobrede Fanger tilbage, men L. troede dog, at han stod bag Plyndringstogene, og det kom ham underligt for, at han mente et og gjorde et andet. Paa en Rigsdag holdt af de tre Brødre (847) blev der et Gesandtskab sendt til Haarek for at fortælle ham, at hvis han ej holdt sine balstyriske Undersaatter i Ave, saa vilde de alle tre paaføre ham en stor Krig. Gesandtskabet bragte ingen Besked, men V.togene ophørte i to Aar at plyndre paa Frisland, men p. saa til Gængæld saa meget mere paa andre Kyster. Hovedkvarter i Britland 4 Mil fra Havet i en ypperlig Egn, og der kæmpede og overvandt de Brittorne. For øvrigt gjorde de mange store Plyndringstog, og kom ogsaa til at slaas med Jøder. Paa Irland stod en rasende Kamp 848 mellem Danske og Nordmænd, og der skal være faldet 8000 Vikinger. Aasgejr førte den ene Hær.
    Nu da Vikingerne bliver borte fra det ene Aar til det andet, og kommer ikke hjem og opildner Ungdommen, bliver Ansgars Gærning lettere.
    Først i Aaret 849 blev Ansgar formelt indsat i Bremen.
    Aarene omkring 850 hørte til de mærkeligste i hele Middelalderens Kirkehistorie, ligesom 843 i den verdslige Historie.
    (Nogle Dokumenter, som imidlertid er falske, er Grunden til hele den umaadelige verdslige Magt, som Pavekirken fik. - Rom: To be or not to be, that is the question. - It was to be).-
    Ansgar boede saa i Bremen, og gjorde derfra sine Rejser. Som før fortalt gjorde han ogsaa som Bisp og Prælat [en rejse] til Danmark til Haarek, og fik da Kirken i Hedeby bygget. I det hele taget blev Ansgar brugt meget som Sendebud. Fra det Tidspunkt af er Kristendommen en anerkendt Religion.
    Haarek var nu en gammel Mand, og han havde visselig oplevet meget i sine Dage. 850 blev der Strid mellem et Par af hans Slægtninger, som han dog overvandt. Det var mellem Gudfred Haraldsøn, sandsynligvis en Søn af Harald Klag og Rorek, en Brodersøn af Harald Klag, opdraget hos Ludvig den fromme. Men saa udbrød der rasende Kampe, hvori Haarek og hele Kongeslægten faldt paa en ung Haarek nær, som saa 853 blev Konge under Navnet Haarek den unge.
           Ansgar døde Aar 865!
    Derefter kom der en mørk Tid, om hvilken vi ikke ved noget, ikke en Gang Kongerne ved vi noget om. Denne Tid varede fra 865 til godt 900.

Noter:

1. Rüstringen, et grevskab i Frisland. retur til tekst

2. Dorestad lå i det nuværende Holland, dengang en meget stor og kendt handelsby. Her er der utvivlsomt sket en forveksling. retur til tekst

3. Sagnet indgår som en del af Bjovulfkvadet; omtales bl. a. i Anders Bæksted: Guder og helte i Norden; Politikens forlag. retur til tekst

4. Gauzbert ifølge Hal Koch: Danmarks Kirke gennem Tiderne. retur til tekst

5. Ile de Noirmoutier - en ø ved Frankrigs vestkyst lige syd for Bretagne. retur til tekst

6. Abodritter - et vendisk folkeslag, som var bosat i området mellem det nuværende Lübeck og Hamburg. retur til tekst

7. Benævnes af Hal Koch som "gården Turholt i Flandern". Nævnte værk side 21.
retur til tekst

8. Formentlig området omkring Loire-flodens udmunding syd for Bretagne; måske en forveksling med Ile de Noirmoutier. retur til tekst