Del IV:

[Svend Estridsen og hans fem sønner]

Knud d. stores Søn, Hardeknud sluttede den bekendte Fred med Norges Konge, Magnus den gode, som saa blev Konge fra 1042-47. Derefter kom Svend Estridsens lange Regering fra 1047-1075, og hans Søn var Knud den hellige. Først blev dog hans Broder Harald Hejn Konge, men da han 1080 døde, blev Kdh. Konge. I hans Tid var Evropas brændende Spørgsmaal og nye Tanker (ved Pave Gregor den syvende) kom herind til vort lille Danmark. I Europa var der paa den Tid en sørgelig Tilstand. Stormandsvældet og Undertrykkelsen af de Smaa rasede, og alene Kirken kunde hæmme en lille Smule paa Galskaben. Derved fik Kirken mere Magt, Munkevæsenet fik et vældigt Opsving, og ud af Munkenes Rækker kom Verdens dygtigste og kraftigste Mand frem, Hillebrandt eller Gregor VII. Han har lagt en stor Plan til en Folkeopdragelse og gjort store Ting. Han arbejdede meget for Kirkens Magt og Fremgang baade i Kirker og Klostre. Han satte ogsaa Korstogene i Gang. Kirkens Uafhængighed var hans store og stadige Tanke, og bl. a. ogsaa Kirkens Uafhængighed. I den Anledning maatte Præsterne ikke faa Løn og de maatte ej giftes.
    Oldtiden er Statstiden, Middelalderen Standstiden, den nyere Tid Enkeltmandstiden. I Middelalderen var der følgende Stænder:
Riddere, Gejstlige, Munke, Borgere og Bønder.
    Knud den hellige lagde paa en Maade Grunden til Gejstligheden her i Danmark. I hans Tid var der dog kun et af de mange Midler til Folkeopdragelse, og han indførte ikke Gejstligheden som Stand. (Knud dh. er et udm. Tragedieemne). (Betydningen af græsk Tragedie).
    I denne Tid blev bygget en umaadelig Mængde Stenkirker, baade store og pragtfulde; ca. 500 af de ældre Landsbykirker i Jylland stammer fra dette Tidspunkt, og en Mængde pragtfulde Købstadskirker, bl.a. Viborg, Ribe Domkirke og fl. Domkirker. Det var hovedsagelig Munkene, som byggede Kirkerne.
    Før havde Gejstligheden ikke været nogen særskildt Stand. Hvis en Biskop var født Træl, saa vedblev han at være Træl, selvom han ogsaa var Bisp. Men nu blev Gejstligheden en Stand, og en Bisp blev en saare mægtig Mand.
    Knud havde mange Grunde til at foretage et Tog til England. Den norske Olav Kyrre sendte ham Skibe, som kom og lagde sig i Limfjordens Munding. 1086 samlede Knud hele Flaaden, men maatte saa til Synderjylland, for der trængte Fjender ind fra Syd. Det var nemlig da, at den forfærdelige Strid stod mellem Kejser Karl den store [Kong Henrik den 4.] og Pave Gregor VII. Karl blev bandlyst. En forfærdelig, grusom Bandstraale rettedes ud imod Tyskland. Modkejser og Modpave. Karl d. st. maatte gaa barfodet til Karnossa. Men i Tyskland rasede Striden. - ^[1]
    Men medens Knud farter omkring dernede i Synderjylland ligger Flaaden jo ledig deroppe i Limfjorden. Det er ikke heldig, og der blev da ogsaa Kiv og Strid i svar Mængde, og en meget stor Del af Flaaden deserterede. Da Knud kom op og saa dette, gav han Resten af Flaaden Hjemlov, men vred blev han selvfølgelig. Da han senere paa sin Kongerejse kom til Vendsyssel, var der stor Misfornøjelse med ham.
    (Vendelboerne ligner Skaaningerne, begge to ligner Katten, naar man træder dem paa Halen, vender de Kløerne til.)
    Han vilde som rimeligt var, have Erstatning for Leddingsbrudet. Bønderne var forbitrede og samledes til et Stort Oprør. K. rejste saa hurtigt til Biskoppen i Thy. Dertil forfulgte Vendelboerne ham, og vendte saa tilbage, men de havde nu rejste en Folkestorm imod K. K. tog Ophold paa Børglum Kloster, men forlod den strax igen, og saa snart han var borte, plyndrede den forbitrede Hob Bønder dette Kloster. I Thy samlede de sig da Vendelboerne var dragne bort, og gik til Bispegaarden ved Søen og forlangte Knud udleveret. Knud indsaa, at slig vilde det nok gaa over det hele, og forlod derfor i al Hast Thy og gik længere sydpaa over Viborg for at træffe sin Dronning og føre hende i sikkerhed til Øerne. Da han var kommen over Limfjorden drog Thyboerne hjem, og Jyderne rejste sig, men forfulgte ham dog ikke, som somme vil have det. Han kom derfor til Odense i Ro, og der strømmede Folk sammen om ham, en stor Del uden at nære onde Hensigter. Man vilde dog nok forskrække ham, for at gøre ham lidt mere føjelig, men det var næppe Meningen at ville slaa ham ihjel. Hvis han nu ikke vilde lystre lidt, saa kunde de endda jage ham ud af Landet. Han har næppe følt noget usædvanligt de første Par Dage; han gik til Messe som sædvanlig. Erik (Ejegod) varede ham rigtignok ad og vilde have ham til Sjælland, men han vilde ikke. Sandsynligvis er Erik dog rejst.
    Den 10' Juli begyndte de dog at lave Spektakler, og han var gaaet i Kirke tillige med ca. 20 Hirdmænd. Der blev Opløb udenfor Kirken (Albani Kirke); man vilde trænge ind i Kirken, og der opstod Kamp i Kirkedøren, hvor Knud selv kæmpede med. Kæmperne kunde holde dem Stangen, saa de ikke kunde faa trænge ind i Kirken. Men herover er Forbitrelsen naturligvis bleven stor, og nogle begyndte at ville sætte Ild paa Kirken. Da først, i denne Forbitrelsens Afsindighed eller Rus er Tanken om at dræbe ham opstaaet. Et vældigt Regnskyl slukkede imidlertid Ilden, saa det fik de ingen Fornøjelse af. Der skulde saa føres Tvekamp, men de faldt begge to. Benedict, Knuds broder kom haardt saaret ud og døde strax af Saaret. Knud havde ogsaa faaet Saar. Han gik nu op til Alteret for at modtage Dødssakra-mentet, men da han laa der, og Sten og Vaaben kastedes ind ad Vinduet til ham, kom der et Spyd og satte sig fast i hans Side, og en Sten ramte ham i Tindingen. Endelig blev Hirdmændene overmandede, og Folket gik op og gennemborede Knud med Sværd. Derefter fik de fat paa Benedict, slæbte ham ud paa Gaden og mishandlede og dræbte ham. - Da de kom hjem efter denne Daad, og havde sundet sig et Par Dage, fortrød de, hvad de havde gjort. - Budskabet kom til Edle, og hun rejste strax til Odense for at faa fat paa Liget; men hun saa Lys ud fra Kisten, og tog ham da for en Helgen og lod ham derfor blive i Odense. Den tanke, at Knud skulde være Helgen, fængede straks, og han blev ogsaa kort efter kanoniseret og gjort til Helgen. Knud den hellige udrettede mere ved sin Død, end ved sit Liv.
    Hvem skulde nu være Konge? - Det blev nok Olav, men han sad jo fangen i Flandern. Han blev købt løs for store Løsepenge, og saa blev han Konge. Det sidste af Olavs Regeringstid var der stor Hungersnød i Landet, men det er ved Overdrivelse bleven gjort til hans hele Regeringstid. Derfor blev han kaldt Olav Hunger.
    Efter ham kom Erik Ejegod paa Tronen, og han stod paa Knuds Side. Han tog atter fat paa Helgenvæsenet med K.
    Korstogene griber i dette Tidsrum meget stærk ind i Historien, og ikke alene ind i Danmarks Historie, men i hele Evropas Historie. Sylvester II, [pave 999-1003] en Franskmand, var den første, som havde fattet Tanker til Korstogene. Men han blev myrdet i Udlandet. Hans Tanker var det, at Urban II og Gregor VII satte i Værk. Urban II var en højtbegavet og tiltalende Personlighed og i Besiddelse af en glødende Veltalenhed, som kunde opflamme og begejstre hele Landet og som gjorde, at han havde saa stor en Tiltrækningskraft. Det franske Ridderskab begyndte. Det var noget for Urban, for han forstod det, og han forstod at benytte det. Han rejste en vældig Begejstring for Korstogene, særlig sin første og mægtige Tale i Clermong (?) [Clermont].
    Norden har ogsaa stærk og dirikte deltaget i Korstogene. Erik Ejegod havde i Begyndelsen af sin Regeringstid ikke Tid til at tænke paa disse. Han arbejdede paa Knuds Grund, og paa at faa gjort Knud til Helgen, da han allerede havde gennemgaaet Ildprøven og var skrinlagt.

------------------------

Til toppen af højre spalte

Han arbejdede paa Knuds Grund, og paa at faa gjort Knud til Helgen, da han allerede havde gennemgaaet Ildprøven og var skrinlagt. Erik besluttede at rejse til Rom for sin Sag. Der fik han udrettet, hvad han vilde, hvorover han blev saa glad, at han byggede et stort Herberge i Rom for Skandinaver. - Senere kom der en Skrivelse fra Paven om, at Prosessen var vunden for Knud den hellige.
    Langfredag 1101 holdtes det første nordiske Kirkemøde om, hvordan man skulde gennemføre de nye kirkelige Tanker. Her høstede Erik, hvad Knud havde saaet. Erik Ejegod var en rigt begavet Mand, Naturens Kæledægge. Siden stort Møde ved Gøtaelven o.s.v.
    Der var intet, der bragte saa stort Røre i Ridderskabet som Korstogene og Kæmpeviserne. Vi har ikke her i Norden kendt Melodier før Kæmpevisens Indgang, men disse kom med Kæmpeviserne. Messerne blev ganske vist sungne, men det var en overordentlig stor Kunst og et meget højt gejstlig Embede at være Kantor. Kantorene havde ligefrem store Jordegodser som Len. - Kæmpevisen og Minnesangen har ikke Spor med hinanden at gøre, heller ikke har K. noget at gøre med Tombadouren [troubadour]. Deraf rundede Melodier har Evropæerne lært af den keltiske race. (Øjebliksmennesker). Melodien er kommen ind gennem Vikingerne. Disse kom jo nemlig meget i Berøring med Kelterne, og da V. var musikalske, har de med Begejstring hørt paa Kelternes skønne Sang og lært dens Melodier. En sang Ordene, og alle sang Omkvædet med. Med Kæmpeviserne og Sangen fulgte Dands, hvori Kvinderne deltoge. Dermed kom ogsaa en Kulturstrømning, og det var Kvindesagen. Ved Ridderskabet blev Kvinderne jo meget fremhævet og foretrukket. De[res] Stilling havde førhen været i højeste Grad underordnet og daarligt. Men med Ridderskabets Indførelse og dermed følgende Sang og Dands hævedes deres Stilling og Høfligheden mod dem blev stor, ja det blev Mændene, som beundrede K. og blev dem underdanige i mange Maader. - Det bekendte Sagn om E. E. med Spillemændene maa vistnok betragtes som Kæmpevisens Indførelse i Danmark.
    Knud Lavard var den første, som bragte Begyndelsen til Ridderskabet hid til Dnmrk. Han var ogsaa en sand ridderlig Person. Ridderskabet Oprindelse er fra Frankrig. (Flandern og Frisland) (I vor Tid er det en Person, som skal staa i Spidsen for en Sag, i Middelalderen var det en Stand). Alle Kulturstrømninger kom til Dmk. fra Syd. - Knud Lavard siges at være den eneste af Erik Ejegods Sønner.
    Den brave Saxo Gramaticus har vistnok lidt for stærkt Farveskær over E. E., Knud L. og disse Folk, medens Knud, Svend, Niels og Mogens m. fl. er malede lidt for sorte. Der er ogsaa et andet ældre historisk Skrift fra omtr. den Tid, som kaldes Roskilde-Krøniken, og det er til Fordel for Saxos Bagdel. -
    Erik Ejegod var rejst til det hellige Land, s. for at være med i Korstogene. Dernede var han død, og Knud L. havde faaet Efterretning om hans Død.
    Medens man endnu mente at E. E. levede, kom Budskabet om, at Norden skulde have sin egen Ærkebisp. Der kom en Kardinal fra Paven for at udnævne Biskoppen i Lund til dette Embede. Den samme Kardinal hed Asger og var en brav og samvittighedsfuld Mand. Han havde "Pallen" med til ham fra Paven. (Palle c: de ærkebiskoppelige Hæderstegn.)
    Efter EE.s Død blev Niels Konge, men han var lille baade af Aand og Sjæl. Han var den sidste af Svend Estridsens Sønner, og han var en gerrig Gnidepind, men han giftede sig dog godt, nemlig med den norske Enkedronning Margrethe Fredkulla. Hun var rig, svensk Prinsesse, norsk Enkedr., og nu dansk Dr. Hun havde mest at sige, saalænge hun levede, og hun var i Sandhed Fredkulla. Efter Knud Lavards Ophold hos Skjalm Hvide kom han til Hertugen af Flanderns Hof, og der lærte han rigtig at blive Ridder. Han rejste hjem med det faste, ædle Forsæt at løfte sine Landsmænd op til samme Højde. (Ribe var Nordens Paris). Han optraadte med større Pragt og bar finere Dragter end de andre danske Fyrster og højtstaaende Mænd, og det forargede Mogens [Magnus] i høj Grad, naturligvis fordi han saa, at K. L. var hans Overmand og Mester, og at han kunde ikke naa ham. Ved Korstogene var der kommen Handelsforbindelser mellem Øst og Vest, og fra Orienten kom Silke, Fløj[l], Zobel og Maar til Ridderne at klæde sig i. Ridderen skulde tillige altid være rundhaandet (og rig).
    Det var galt med Vendertyverierne i Synderjylland, og ingen vilde være Grænseværge. Men saa bød K. L. sig til at tage den Plads for intet, som andre ikke vilde have for den dyreste Betaling, ja han gav endogsaa for at være der det første Aar. (Knud Lavard sejlede ad Store Bælt med hele sin Arv, men blev forfulgt af vendiske Sørøvere, og der maatte han lade hele sin Arv gaa i Vandet for at frelse sig, til stor Sorg for den gerrige Kong Niels, som stod paa Fyns Kyst og saa det). (Rid. skulde vise deres Ridderlighed overfor Svage og Værgeløse. I det hele taget fulgte med Rsk. en hel anden Maade at kæmpe og leve paa).
    Den, der forvoldte Syndrj. de fleste Bryderier var Oppetritterhøvdingen Hertug Henrik, som var besvogret med det danske Kongehus. Opp. havde en Gang modtaget Kristendommen, men vraget den. De boede i det østl. Holsten. Hr. Henrik hidsede sine Folk, for Kong Niels ikke vilde betale ham sin Mødrenearv. (1106 et Ulykkesaar over det ganske Nordevropa).
    Før kom det i Kampen an paa Fodfolket, men nu bliver Rytteriet det vigtigste, thi i de tunge Jernrustninger, som nu kommer frem, maatte man kæmpe tilhest. Med en Skare velordnede, panserklædte Ryttere overvandt K. L. den alm. frygtede Henrik, og de blev derefter gode Venner. Her viste Knud sig i alle Maader som en fuld og ædel Ridder, og baade Henrik og Opp. blev saa glade ved ham, at de valgte ham til Oppetritternes Høvding eller Konge, og det var jo en stor Sejr for Ridderskabet. Til Ridderlighed hørte ogsaa fin Veltalenhed, og en saadan lagde Knud Lavard ogsaa tilfulde for Dagen ved Kongsmødet i Ribe.
    Efter at Prins Mogens havde skammelig myrdet K. L. i Haraldsted Skov den 7 Jan. blev Folket dog ved at kæmpe en hel Menneskealder, thi det var jo ikke et personligt Spørgsmaal, men et Principspørgsmaal. Det var noget, som vilde frem i Tiden. -
    Knud Lavards Parti med Erik Emune i Spidsen tabte dog de første Aar, men siden vandt de, (særlig ved et Slag i Skaane, hvor Mogens, 5 Biskopper og 120 Præster faldt). Niels blev straks efter myrdet i Slesvig.
    Under Erik Emunes og Erik Lams Regering var der i Gr. Borgerkrig hele Tiden. EEm og EL var jo af EEjegods og KLavards Æt. Erik Lam var saa grusom og fejg som nogen. I hans Tid var der en Olav i Skaane, og med ham holdt Ærkebispen.
    Da EL. døde, valgtes atter en af Knud Lavards Æt, Svend Grate (Haraldsøn). Den lange Strid gaar vi let hen over. Der var jo en hel Del Vrøvl, og Valdemar kom frem med Absalon, og alt dette, som jo er noksom bekendt. Landet var øde og tomt mange Steder. -

Noter:

1. Canossa, en borg i Toscana i Italien, hvor paven på et tidspunkt holdt til. I striden mellem paven og den tyske konge, Henrik IV, havde paven lyst denne i band. Da Henrik IV af politiske grunde måtte have dette ophævet, blev han ifølge overleveringerne ydmyget af paven, idet han måtte gøre bod og fastende og barfodet stå uden for borgen i to dage, før han blev ladt ind. Folkenes Historie, bind III, side 631.
retur til tekst