Del V:

[Fra Valdemarstiden til Kalmarunionen]

Alle de forskellige Vender havde kun Svantevitdyrkelsen fælles, som havde sit Brændpunkt i Arkona. Denne By var det altsaa, som Valdemar d. st. grumme let erobrede.
     Denne E.[robring] vakte stor Opsigt i Evropa, og ikke mindst i Rom, hvor det blev betragtet som et herligt Korstog. Den saa dog vist større ud, end den i Virkeligheden var. Valdemar den store fik gjort Knud Lavard til Helgen (den 2' danske og den 4' nordiske H.). Vald. blev kronet og salvet, og han [blev] den første Konge, som døje [?] det her i Landet. Det foregik meget højtideligt i Pindsen 1179, samtidig med, at KL. blev sat paa Altret. Saa fik han sin Søn Knud Kronen sikret. I Pindsen 1179 blev holdt et mægtigt Rigs- og Kirkemøde i Ringsted. (Eskild var en stor Mand). Vs. Dronning blev og kronet, første Gang.
     Valdemar Sejr blev opdraget i Norge.
     Der var kun en Mand, der ikke vilde anerkende V. d. sts. Søn, Knud, som Medkonge. Det var Prins Buris, som ikke har noget at gøre med liden Kirsten eller begr. i Vestervig, men han sad i Fængsel fra sit 21' Aar til sin Død (omtr.). -
     Absalon forstod vel, at det var kun Kampen for Fred, der virkelig var noget ved, saa det var hele Tiden Danmarks Fred og Vel, han kæmpede for. Derfor byggede han ogsaa Slotte og stærke Fæstninger rundt omkring. Saa kæmpede han jo ogsaa for Kristendom og Oplysning, og fik virkelig ogsaa meget sat igennem. Den første nedskrevne Lov er Kirkeretten i Skaane, hvor Kampen med Abs. nye Tanker var den haardeste. Derefter den verdslige sjællandske Lov og skaanske Lov kom strax efter, men den tidligste er skreven med Runer, og det er det eneste Skrift i Verden, den eneste Bog med Runebogstaver. Det er vistnok den ældste Bog i Norden. (Sirligt afskreven ca. 1300.). - Saa kom i Valdemar Sejrs Dage "den jydske Lov", særlig for Jyder og saa for Fynboer. Den elskværdige gamle Gunner fra Viborg var hans Hjælper med denne Lov. - Om ham fortælles der, at han var af jævn og simpel Stand, hvilket var en Særdeleshed. - -
     Universitet nu og da var to meget forskellige Ting. Det var det meget private Indretninger, omtr. som vor Højskole.
     I Knud d. stores Tid var Benediktinerklostre kommen herind. Eskild indførte Cistercienserklostre flere Steder. Det var store Klostre og oplyste Folk, disse C.Munke. - Lærd Oplysning. Nogle B.Klostre blev omdannede til C.Klostre.
     Gunnar var en klog, godmodig og saare munter Mand, der paa en forunderlig Maade kunde forene "Alvor og Gammen".
     "Jydske Lov" er det sidste store Lovværk i Valdemarstiden. (Først langt senere fik man Rigslove). "Jydske Lov" udkom først 2 Maaneder før V. S.s. Død og blev vedtaget paa forskellige Ting og Kongens Hird.
     Foruden den udmærkede Lovgivning og Oplysning maa nævnes Historieskrivningen, og det som det, der kastede størst Glands over det 12' Aarhundrede. I Island paa Modersmaalet ved Snorre Sturlason og i Danmark paa Latin ved Saxo Gramaticus. Bevægelsen har arbejdet hen imod Historieskrivning, og denne er saa blevet fuldført ved Saxo. Vel er Knud den helliges Hist. skrevet, men meget kort, og flere forskellige Ting er ogsaa kortere bleven beskrevet rundt omkr. i Klostre og Bispegaarde. Dagene, da store Mænd er døde, er blevne indført i Almanakker for at der paa de Dage kunde blive holdt Sjælemesser for Vedkommende. Eskild har ogsaa optegnet nogen Oldtidsverdenshistorie. Mange mærkelige Samtidsbegivenheder findes opførte paa Pergament. Roskildekrøniken, skreven et Par Menneskealdre før Saxo. Denne Rosk:Kr. er dog kun til Fordel for Saxos Bagdel og for den sande Historie. Svend Aagesens lille Danmarkshi: er ogsaa før Saxo, men alligevel henviser han til Saxo, og de maa altsaa have været samtidige. (NB).
     Saxos Danmarkskrønike er sluttet i Valdemar Sejrs største Glandstid, omtr. 1210. Man kender ellers ikke noget til Saxo. Den langt senere Kristiern Pedersen fastslaar, at S. har været Domprovst, men det passer vist ikke. Han har næppe været gejstlig. Maaske har han været Ridder, for hans Bog er en Ridderbetragtning, men det kan ikke bevises. Han siger selv, at han var "Samulus" hos Absalon, men det er et meget elastisk Udtryk. Sandsynligvis har han været af en høj Stand, thi han stod i Forhold til den højbaarne Svend Aagesen.
     Han vilde egentlig kun have skrevet Absalons Hist:, men denne fik ham til at skrive en hel Danmarkskrønike, skønt han trykker sig ved det. Mange af Sagnene har han fra Islænderne. -
     Elmoldt, den fortyskede Vender, skrev Slavernes Historie.

          [Fra Erik Plovpenning til Erik af Pommern]
Den opdragende Magt, som Kirken havde faaet, blev siden brugt til stor Skade. Ligesaa Ridderskabet, det blev forældet og daarligt, for mægtigt og til Skade for Landet efterhaanden. Midt i Aarhundredet begynder det at gaa tilbage med det hele, hvilket begyndte her i Danmark. Ex: den ene Konge efter den anden kommer skævt af Dage siden Valdemar Sejr. Erik, Abel, Christoffer, Erik Glipping, Erik Menved, Christoffer Udenland o.s.v. I denne Tid længes de bedste Mænd efter den forsvundne Riddertid, og da avles de bedste Kæmpeviser. 100 Aar før Reformationen mærkes allerede Begyndelsen til denne Bevægelse (Joh. Huss m. fl.), som gik langt ud over det kirkelige. Det var Renecansetiden. - Det maa betegnes som Opgang.
     Den hellige Birgitte var en svensk Kvinde. Hendes Ungdomstid er Ulykkernes Indvandring i Sverrig. Hun er født i en god Tid, men levede i en daarlig. Hun er født under Magnus Ladelaas - (Dette Navn fik han, fordi han værnede om Folkets Ret). Hendes Fader hed Birger Person, og var af gammel, høj Kongeæt. Hans Gaard hed "Finstand", ved Upsala. Birger var en højt anset og dygtig Mand, ogsaa Lagmand. Han var ogsaa en god Lovgiver for alle Herreder i Upland. Der var stor Fromhed i den Slægt, fordi Kong Birger var en Broder til Sverrigs Helgen Erik den hellige. - Der var stor Forfald i Pavekirken. - Birger var gift med Ingeborg, som var en Cousine til Kongen og i Familie med Knud den hellige fra Danmark. Hun var ham en værdig Hustru. - Baade nationale og kristelige.
     Birger var i Grunden Rigets første Mand og havde meget at bestille. Birgitte opvoksede i en rigtig ædel Ridderborg mellem ædle Riddere og fromme Kvinder og for R.[esten] under stor Fromhed og Oplysning. Hun kunde ogsaa læse Latin. Hun har rigtig * (Mangler aabenbart noget) de kongelige prægtige Riddere. Hun var tidligt inde paa religiøse Skrupler, men til al Held døde hendes Moder, og hun blev sendt til Tante Ramberg, som paa en underlig god Maade forstod at forebygge disse uheldige Ting for hendes Udvikling. Marsk Knudsen forebyggede Kirkens skadelige Magt, thi han saa Tidens Svaghed. Han styrkede Kongemagten paa Kirkens Bekostning, hvilket var saare vel gjort. I Birgers Tid var der i S. stor Kamp mellem Kongen og Kirken, men ved Forræderi fik man Kørtel Knudsen styrtet, men han blev siden hædret. Dermed var Sverrigs gode Tid forbi, og nu kom en rasende Tid med rystende Optrin og Mord i Kongeslægten. Birger Magnusen var ikke nogen duelig Mand. Han havde 2 Brødre Erik og Valdemar, den sidste Hertug i Suomi. Erik var baade begavet og ærgerrig. Han er vistnok den første "Skandinav". Birger og Erik Menved var gode Venner og dobbelt Svogre. Erik var s. s. ærgerrig og magtsyg og vilde gærne være skandinavisk Konge. Det var ham, der fik K. Knudsen dræbt. Birger var bange for sine Brødre, men det fik ham gjort tryg og derved fængslet, hvorpaa de delte Sverrig mellem sig. Den norske Konge Haakon blev trukket med ind i Kleresiet, snart paa Hertug Eriks Side, snart paa den løsladte Birger. Erik Menved var ogsaa lidt med Hensyn til Halland.
     Forbund, Eder og Besværgelser og Løsladelser og kortsagt en grænseløs Troløshed. For en stor Del gik det jo ud over det stakkel udpinte Land. Borge og Fæstninger blev bygget i det uendelige. Erik blev efter tre Ophævelser gift med en norsk Prinsesse Ingeborg. Valdemar blev gift med en anden norsk Prinsesse. Det saa ud til, at Sverrig skulde splittes ad i tre Riger og maaske enda værre. Saa gru-somt var det hele med Forræderi, List og Svig, at næsten ikke kan skildres (i hvert Fald ikke i et Referat af et nutzhornsk Foredrag). Tilsidst blev dog Erik og Valdemar ved Svig overmandede og sat i evigt Fængsel. Magnus Smek kom frem i Birgers Sted som Konge 1319.
     Paa samme Tid døde Erik Menved og Kristoffer II blev Konge, og nu fulgte en grusom Rædselstid for Danmark.
     Ved denne Tid var det, at Birgitte voksede op. Moster var død 1318, og derefter kom hun - 13 Aar gammel - hjem til Faderen. Hun var trolovet med en Mand, der hed Ulf, og da Faderen ikke vidste, hvad han skulde gøre med hende, saa blev de gift, og Bryll: stod paa Finstann. Ulf var en Mand paa omtr. 30 Aar og var allerede Lagmand. Br. stod 1318.
     Birgitte var rigt poetisk begavet, skønt man just ikke har noget Digt fra hende. Dette blev stærkt udviklet hos hende i den poetiske Egn, hendes Barndomshjem. Hun var ogsaa vokset op i Politikken, saa da hun var 15 Aar gammel - blev gift, var hun i Grunden halv Politiker. Hun var derfor tidlig saa vel udviklet, at hun kom til Hove 1338 - 40, i den Tid, da Grev Gert og Johan rasede her, og hun havde stor Medfølelse med Danmark. - Hun vilde have Skaane, Halland og Bleking gjort svenske, og hun hilser med Glæde, at det kommer under Sverrig. (Det skaanske Ridderskab havde opgivet, at Danmark atter kunde blive et Land, og derfor gik de til Sverrig). Forøvrigt siger hun skarpt, at de tre nordiske Riger skal staa hver for sig, selv om de har en fælles Regent. - Hun hilste med Glæde Niels Ebbesens Daad. Det er nemlig en verdenshistorisk mærkværdig Ting med N. Ebbesens Rejsning og det er et stort Lysglimt.
     (Det 14' Aarhundrede er et Kræmmeraarh., thi ved Korstogene fik man Forbindelse med det rige Østerland, og derved kom den umaadelige Pragthandel frem fra Indien og andre Steder) (o.s.v.) (Hansestæder og Hansehandel). Borgerstanden var i Vinden; (f. Ex. Reformationen foregik i Schweitz i Borgerstanden) Kræmmeraanden kom desværre ind i Riddervæsenet og den gejstlige Stand: ved Lejetropper og Salg af Embeder. Kræmmeraanden gennemsyrer alt og er dens Skyggeside. Bestikkelser blandt Kannikerne, den smitter lige op til Pavens Stol, ja i Grunden vil man bestikke Himlen selv: nemlig ved Aflad. Ikke et eneste ordentligt Slag i det 14' Aarh., man kræmmede. Der er kun to Lyspunkter i dette Aarh., og det er Niels Ebbesens Heltedaad og Schweitzernes Frihedskampe i Alpedalene. Det var Bønder.
     Birgitte er ogsaa et Lysglimt. Valdemar Atterdag havde hun ikke meget tilovers for, han var hende for ræveagtig. Hun kaldte ham Fuglefængeren med sin liflige Fløjte, med hvilken han lokkede Fuglene i sit Garn. (Johan den milde en ægte Kræmmer udaf første Skuffe). V. A. var ogsaa en rigtig snild Kræmmer. Efter NEs. Død trak hun sig tilbage fra Hove, for hun kom lidt paa Kant med Magnus Smek og Blanka. Hendes 2 Sønner var vokset til og nogle Døtre gift. Hun holdt mest af Katrine, som fik noget at sige. Hendes Slægt drog hun stærk til sig, saanærsom sin Svigersøn, der var en Skurk og var myg og bange for hende.

------------------------

Til toppen af højre spalte

- Hun havde Lyst til Pilgrimsrejse, og hun rejste til St. Jags [?]. Ulf Gudmundsen var med tillige med mange andre Mænd og Kvinder. Med store Indtryk rejste hun hjem (gennem Frankrig). Efter Hjemkomsten gik de i Kloster, ikke som Munk og Nonne, og 1¹/2 Aar efter døde han.
     Faa Aar (Dage?) efter fik hun et Syn en Aftenstund. Hun hørte en Røst fra Himlen, og spurgte hvad det var. Det var Gud, "som fra nu af kaarede hende til Brud og hun skulde forkynde hans Hemmeligheder, og hun skulde raadføre sig med Bisp Mathias, o.s.v." Efter Gentagelser fik hun en Række Syner og Aabenbaringer, og hun skrev Bøger. Hendes ejendommelige Meninger og Anskuelser optegnede hun i Form af en Række Syner og Aabenbarelser. - Hendes Pilgrimsrejse havde meget stor Betydning for hendes Liv og Indflydelse. Før havde hun kun set paa Norden, men nu bliver hun en verdenshistorisk mærkelig Fremtoning. Hun var Kristen som Politikker, noget som er en stor Sjeldenhed. (Gladstone)[navnet usikkert - er svært at tyde]. Hun saa Ridderskabets og Gejstlighedens Bryst [brøst] og hun vilde gerne hjælpe, men det kunde ikke nytte at bringe Reform i et enkelt Land eller en Del af Evropa (Norden), hun maatte tænke paa en Reformation for hele
Kristenheden. Havde hun været bange, da hun fik Kaldelsen, saa var des mere, da hun skulde være Reformator. Hun bad mindelig til Gud om at maatte blive fri for disse Tanker, men det hjalp ikke. Hun spægede sit Legeme og fastede o.s.v., men hun lod siden det være - som Fristelse. -
     I den Tid har hun mange Syner og Aab., men hun siger selv det er ej med sit ydre Øje og Øre, hun ser og hører, det er Billeder, som kommer frem for Sjælens Øje - Tanker. Hun var ikke som Profeterne e. s. t. Naar hun havde sine Syner, mistede Legemet sin egentlige Kraft. -
     Hun arbejdede paa at faa et Kloster frem under et nyt Navn (ogsaa for Ridderskabet). Hun vilde rejse til Rom for at faa Tilladelse til at stifte en ny Munkeorden. Paa Vejen derned har hun et Syn paa Hesten, som hun blev vækket af. Hun er et stort Geni. Hun brugte stærke Ord mod Kongen og Dronningen af Sverrig og Valdemar Atterdag. Hun skrev ogsaa noget om Riddervæsenet, for hun mente, at det var dem, som skulde gaa for, og hun skrev voldsomt om dets Skrøbelighed. 1446 [1346] havde hun et Syn, hvor hun bebrejder "det firbenede Dyr" c: Rid: sin Stilling og der spaar hun om den sorte Død. Det var Guds Plov, som gik over Jorden. Gennemsnt: døde ³/4 af Befolkningen af d. s. D. Hun sendte ogsaa et Bud til Paven med et Syn, og han skulde være Reform:
     Hvert halvhundrede Aar Jubelaar. Pave Klemens var en letfærdig Skurk, som levede fint og utugtigt. Han vilde kun have Jubelaaret, thi derved kunde han faa mange Penge til at more sig for.
     Siden rejste hun selv til Rom for at [få] Tilladelse til at stifte den nye Munkeorden og for at faa sine to Sønner velsignede. Hendes Kloster var der egentlig ikke saa meget nyt i, men der var samlet saa meget Godt i den. Det var nærmest Nonnekloster, men ogsaa Munkekl. De skulde opdrages til at opdrage en rigtig Ridderstand. Mændene skulde være lærde. I et Kloster skulde være 12 M., 8 Lægbrødre og 50 Kvinder. Der skulde lægges Vægt paa Prædiken paa Modersmaalet og simpel, enfoldig og grundig Bibelstudium.
     Hun drog gennem Danm. og langs med Rhinen hvor hun traf en Bevægelse af Bernhard af Clairvou [Clairvaux]. Det var Gudsvennerne med Tavlou [Johan Tavler]. Det var Opvækkelsesprædikanter. Fyrsterne var tidt bange for dem, for de havde stor Magt til at prædike Omvendelse.
     Hun kom til Rom og levede der i mange Aar. Hendes Bedekammer o.s.v. staar der endnu. Der havde hun mange Syner. Hun rasede mod Pavens Ugudelighed.
     Paa samme Tid Dante.
     Mange vilde bort fra Verden, hun vilde bo lige midt i Rom. - -Birgittes Sønner rejste hjem, og Catrine blev ene dernede med sin Moder. Hun vilde absolut have Paven til Reformator, og han skulde absolut rejse til Rom i St. f. Avignon. Den 6.' December 1392 døde Paven efter Birgittes Spaadom [1352].
     Saa kom Inosens paa St. Peders Stol og han rejste en Tid lang til Rom. Han løslod Kolon^[1]. Om I. sagde Birg., at han var af en bedre Malm end Klemens, men han var for veg. Han maatte bøje sig for Kardinalerne og rejse til Avignon igen. - Krig mellem England og Frankrig, og hun maatte give sin storpolitiske Mening ud. Paa denne Tid Jeanne d. Arc. -
     Hun blev dog ved med at være en sand Nordmandinde.
     Fordærvelsen skildres af mange med stærke Farver, særlig ved Pavehoffet i Avignon. Oprør, Mord og Drab og andre Voldsomheder saavel blandt Kirkens Mænd som blandt andre Mennesker hører til Dagens Orden.
     En national Vækkelsestid i Italien. En ny Slags Digtning, Renecence, Kunstens Genfødelsestid, historisk Sands, Sprogvidenskab, Digte- og Billedhuggerkunst. En voldsom Tid, men alligevel med disse smaa begyndende Spirer. Birg. skrev ogsaa Syner, skrev om Roms Ugudelighed. Hun skrev og profeterede om Magnus Smek og Sverrig, thi hun glemte ej sit Fædreland, og hun fulgte de stærke Begivenheder i Norden med stor Interesse. Hun er fremdeles meget forbitret mod "Fuglefængeren" og "det kronede Æsel". 1363 var Valdemar Atterdag i Avignon, i flere andre Lande, Palæstine, Italien o.s.v.
     Et Stridsæble var ogsaa Hertugdømmet Mecklenburg hvor Lübeck laa, og ved snilde Giftermaal [kom] Norge og M. ind i den danske Kongefamilie, men det kom der siden megen Strid ud af. (NB). Urban V fra 1362.
     13' Oktober 1367 flyttede Paven tilbage til Rom, men han var der dog kun i knap et Aars Tid. Saa blev Birg. glad. Hun fik ham til at velsigne sine to Sønner, men Klostertilladelsen maatte forhandles, for det kneb lidt. - Med Sorg maatte hun se, at Paven atter rejste til A. Hun rejste en Tur til Neapel, og ved Hjemkomsten fik hun Bevilling paa sin Munkeorden. Samme Aar døde Paven, og den følgende Pave naaede endelig at flytte fuldstændig til Rom. Det var Gregor XI. 1372 foretog hun en Jerusalemsrejse, og derefter rejste hun tilbage til Rom. Der var ligefrem en Birgittinerretning, og til den hørte Gregor XI.
     23' Juli 1372 døde Birgitte, faa Dage før Paven kom til Rom. Birger var rejst hjem for at faa ordnet Klostervæsenet. Klostret skulde bygges i Vadstena. Siden kom der mange af den Slags Klostre.
     Der skulde s. f. s. i et Kloster være 70 Personer (50 Kv.). Lærde Munke. Midt i laa den store brede Kirke, jævn og ikke meget pragtfuld. Paa begge Sider de to Klostergaarde, Nonnernes den største. Der var altsaa tre Længe og Kirken var den fjerde. Munkegaarden var meget liden. -
     Der blev lagt stor Vægt paa Prædiken paa Modersmaalet. De skulde kunne deres Sprog og indstuderes til dygtige Prædikanter. Det skulde være bibelske Prædikener, og derfor skulde de grundigt studere Bibelen. Ellers var det mest Prædiken over Bodsøvelser og hellige Legender, ofte paa Latin. Hendes Klostre blev i Grunden Forløbere for Reformationen særlig ved Bibelstudiet. Særlig var det Kvinderne, [der] skulde studere Bibelen, (de var mest Hjærtemennesker). Det skulde være meget lærde Munke, og de skulde klare de vanskelige Punkter. De skulde rigtig udstyres med Bøger o.l. Klostrene var store, og derfor blev der ikke saa mange af dem. Der blev to i Danm., Maribo og Mariager, begge to Navn af Mariaklostre, thi saa kaldtes de. Maribo Kirke er delvis den gamle Mariakirke. -
     Magnus Smek og Blanka gav store Gaver, og mange Stormænd gav store Gaver og selv gav hun sit store Gods dertil. Det var altsaa et meget rigt Kloster endnu før det byggedes.
     Der blev ogsaa mange Lægbrødre og Lægsøstre, c: nogle, som ikke havde aflagt Løftet, men kom i Klostret. - De fik stor Betydning baade her i Norden og i de andre evrop. Lande. De oversatte delvis Bibelen, og denne Bibeloversættelse har man endnu. De oversatte ogsaa mange andre Skrifter - til stor Gavn. I disse Oversættelser er der Bestræbelse for at blande svensk, norsk og dansk sammen til et Sprog.
     Man vilde gerne have Birgittinerne til Præster, for de forstod selvfølgelig at holde en virkelig Prædiken paa Modersmaalet. Der blev stor Enhed blandt Birgittinerne, og de blev derfor en stor Stytte for Kalmarunionen og Skandinavismen i det hele taget. De blev derfor af meget stor Betydning her i Norden.
     Et Par Aar efter Birgittes Død døde Valdemar Atterdag (1374 (75?)). Ved stor Snildhed og Dumhed fik Margarethe Olav valgt til Konge derved, at hun lod Hansestæderne faa stor Rettighed.
     Dronning M. havde megen Maskepi med Hansestæderne, og hun tog brav ved Næsen. Tilsidst fik hun med megen Snildhed Helsingborg, og det var det samme som at faa hele Skaane.
     Dr. M. kom ind i noget Skiftemaskepi i Sverrig mod Kong Albrekt, og det kom til Slag, men M. vandt. Der faldt en stor Mængde svensk Rytteri i deres tunge Jærnrustninger, da de kom ud i et Morads. Albrekt blev fangen og sat i Fængsel indtil han vilde makke Ret og lystre.
     Olav, Margarethes Søn, paa hvem hele hendes Haab var grundet m. h. t. Samling af de tre nordiske Riger, døde lige i dette uheldige Tidsrum. Hun tabte dog ikke Modet, men blev Formynderske indtil de fandt et Kongsæmne. Hun blev "Sverriges fuldmyndige Frue og midlertidige Regent", og i Danmark og Norge ligeledes. Hun har aldrig selv ved Underskrifter e. l. brugt Tittelen "Dronning". Hun foreslog til Kongsæmne sin Søsterdattersøn, den toaarige Erik, og han blev valgt til alle tre Rigers Konge og Regent. Det blev holdt et Gilde i Kalmar, og der blev Kalmarunionen vedtaget.
     Kalmarunionen her i Grunden aldrig været gyldig, Margarethe har aldrig underskrevet den. Den var hende alt for løs, og hun regerede aldeles uden Hensyn til den, og hun havde alle Stormænd i sin Lomme, saa hun kunde gøre, hvad hun bare vilde, ja hun var saare mægtig. (Hun havde hele den Aandsretning eller Aandsmagt i Ryggen som var den stærke og som havde Fremtiden for sig, og den kunde ikke overvindes. Det var hele den birgittinske Vækkelse, som jo omfattede baade Kirken og Ridderskabet. Det var hendes Styrke. Det var altsaa indirikte Birgitte, der hjalp Margarethe. Hun indmeldte sig i Vadstena Kloster som Lægsøster. (Hun indmeldte sig ogsaa i Sorø Kloster), og hun gav store Gaver til Klostrene. Hun var ogsaa en Sammensmelter og Kirsten Giftekniv af første Skuffe.
     Erik af Pommern var ej saa snild som Margarethe. Under ham Bondebevægelsen under Engelbrekt Engelbrektsen. Kongen afsat.

Noter:

1. Cola di Rienzo, en italiener, som nærede ret fantastiske forestillinger om at genoplive det gamle romerrige. Folkenes Historie, bind IV, side 221 ff. retur til tekst