Del VI:

[Fra Kristian den 1. til Frederik den 1.]

Med Kr. I kom en ny Kongestamme paa Tronen, og han oprettede et Universitet men alt i den gamle Aand. Han er som en Afslutning paa den gamle Tid. Under Hans begyndte den ny Tids Frembrud. Det er Videnskabens og Humanismens Begyndelse. Dermed Bogtrykkerkunsten. Det var noget saare stærkt dette, at Bogtrykkerkunsten kom frem.
        (Opfundet af Guttenberg??)
    Den kom først hertil efter al Sands. under Kong Hans. (Grundtvig har dog gættet paa, at det kom i Kristiern Is Tid (Rimkrøniken). Under Snell kom den hertil 1482. Han var omrejsende Bogtrykker, men blev i Odense, som var en meget videnskabelig By med Albani Kloster. Det første han trykkede var en lille ubetydelig latinsk Beretning om Tyrkerne.
    Hans blev hyldet i Norge 1483.
        (Americas Opdagelse og Søvejen til Indien).
Derved sank de østlige Hansestæder i Betydning, thi
Handelsstrømmen kom til at gaa vestpaa i Stedet for østpaa. Hans fik en Del udvirket til Gavn for Danskerne paa Hansernes Bekostning, (hvad Ret og Billigt var). Hans vilde genoprette Kalmarunionen, og den s. Gejstlighed var med, og det lykkedes i Aaret 1497, skønt Adelen var stærk imod. Kristiern II blev saa valg til Medregent i alle tre Riger. - Ditmarskslaget.
    I Hans´s Tid levede den mærkelige Mand Kristiern Pedersen, som maaske var fra Skaane eller Fyn. Først ved man, at han var i Lundebiskoppens Domkapitel. Han har gaaet i Roskilde og er født omkring ved Hans´s Tronbestigelse. Han var en lærd Mand og en god Latiner, men frem for alt en Mand, der kunde skabe et Modersmaal. Han var vel en folkelig, men dog stuelærd Mand. - Han var i Paris de sidste 4 Aar for at faa en Del Bøger rettede og trykte. (1510-11). Efter at han havde faaet det trykt, han skulde, fik han en hel Del danske Bøger skrevet og trykt 1514, og det er for Menigmand. Han er en Banebryder for det danske Prosasprog. Han fik ogsaa Saxos glemte Bog frem for Dagens Lys og fik den endelig trykt efter mange Bryderier og megen Bekostning. Kr.II hjalp til, og interesserede sig saare meget for Sagen. Den udkom 1514. Han fik trykt Per Laales danske Ordsprog, gode og gamle. Han udgav ogsaa en Prædikenbog.

1482: Joh. Snell i Odense.   1486: Arndes i Slesvig og   1489: Gotfred af Glemen [Ghemen]^[1].   1493: Columbus.   1498: Vasco de Gasme. -
Kr. P. lod trykke i Paris bl. lat. Ordb. en Kirkeb. til Roskilde 1511.

            Kr. I og Kr. II

1514: En Messebog til Lunds Domkirke, men paa Dansk.   1514: 1) Vor Frue Tider, 2) 1514: "Om Messen"; derefter 1514 den første lat. Udg. af Saxo Gramaticus.   1515: Per Laales Ordsprog og Jærtegnspostillen.

Kristiern Pedersens Huspostilles Hovedunder: Ihukommelse af Kristi Blod. (Det samme som Bernhard af Clairvou). Denne Jærtegnspostille er hans eget Værk, og det er meget papistisk, men det er jo paa dansk. Den er skrevet ypperligt og har en mærkelig Fortale. Det er hovedsagelig Teksten, han vil have oversat paa godt dansk, saa alle kunde læse det. Der var ellers Forbud mod Oversættelse af Bibelen. Han gav dog korte og fyndige Begrundelser derfor. - Saa var der en meget kort Udlægning og en lille Historie (Legende) i hver Prædikener; disse Ex. kaldtes Jærtegn, og det er vist derfra, at Bogen har Navn. Der var altsaa mange udmærkede kirkelige Eventyr. (Brandts Legender paa Vers).
    Kr. II har gjort meget ud af K. P. og denne har gjort meget godt. Kr. II var jo en saare mærkelig Blanding af Godt og Ondt, hans gode Vilje og Kærlighed til de Smaa og hans sære Lune. Der var en god og en ond Natur, som førte en sælsom Kamp i ham. Og saa var han jo en Overgangsmand. Han var i Grunden to Personer. (Han har haft en Hjærnesvaghed, og den er nedarvet af hans Søn i meget højere Grad, hvilket noget forklarer hans dobbelte Natur, at han altsaa periodisk var vanvittig.).
    Efter Hans´s Ditmarskertog løsrev Sverrig sig og indsatte Sten Sture. Prinds Kr. var Statholder i Norge. Der var han jærnhaard mod oprørske Stormænd; han slog mange ihjel. Da var det, at han i Bergen paa et Bal første Gang saa Dyveke og hendes Moder Sigbredt fra Holland. (Dette har stor Lighed med Tovelillevisen)^[2].

[Midt i et afsnit har han skrevet nedenstående oversigt på tværs på siden]

Efter Faderen Død lovede man sig meget af Kr. II. da han besteg Danmarks Trone i Aaret 1513. - Han kom herned, og Dyveke kom med, men hun kunde selvfølgelig ikke blive hans Dronning. Han vilde da gøre et rigt og rigtig fordelagtigt Giftermaal. Han blev gift med Kejser Karl Vs. Søster Isabelle, og hun var en elskelig Kvinde. De blev gift 1515. Hun kom jo saa ind til noget forfærdeligt, thi Kr. havde jo sin kære Frille Dyveke og meget daarligt gik i Svang ved det danske Hof. Det skønnede Is. efter faa Dages Forløb, men hun har baaret sin grusomme Skuffelse og Skæbne paa en ligefrem engleagtig Maade. - -
    Kr. II var da beskæftiget med at fremhjælpe Landets Vel; ved Sigbreths Hjælp fik han meget godt gjort, særlig med Hensyn til Kysterne. Han indkaldte ogsaa en Del Udlændinge, (Hollændere til Amager), og gjorde meget for at fremhjelpe Havebruget. Det, der var ham mest imod var, at han var saa lovligt valgt i Sverrig og saa at Sten Sture dog var Rigsforstander. Han greb som en Lejlighed til, at Afladskræmmeren Arcemboldus kom her til Danmark. Dette under Leo X, som var en fin Kunstnernatur, Hoffmand, Humanist o.s.v. etc., men han havde ikke noget med Kristendommen at gøre. Det var ham, der begyndte paa Pederskirken; han var nemlig en stor Bygningsynder og -kender. For at faa den bygget var det, at Afladskræmmere blev udsendt.
Arcemboldus kom som en Fyrste, - pavelig Kardinal og Legat, og blev alle Vegne modtaget med stor Pragt. Dog blev det jo til jammerlig Kræmmeri. Kr. II stod Paven meget nær og vekslede mange Breve med ham.
    Arcemboldus skulde agetere for, i Sverrig, at de skulde jage St. St. bort og vælge Kr. Det forpligtede han sig til skriftlig. - St. St. var en temmelig voldsom Mand, han lagde Haand paa Gustav Trolle og saa kunde han blive dømt som Kætter.
          Dyvekes Død. Peder Oxes Drab.
Ole Johan Samsø har digtet om Dyveke. (O.J.S. levede i forrige Aarhundre, døde temmelig tidlig og var forløber for Oehlenschläger). For Resten ved man jo kun lidt om Sammenhængen med P. Oxes Dom og hele den Historie. P. Oxe blev dømt af 10 Bønder og 2 Borgere.
    Kr. II brød Haandfæstningen, og fra den Tid kommer det ene Grundlovsbrud efter det andet, saa det er ligesom Begyndelsen til det stokholmske Blodbad; altsaa: det er et Vendepunkt i Kr. IIs. Liv og Regering. Det var det samme Aar, 1517, som Luther opslog sine Sætninger paa Kirkeporten i Wittenberg. Kr. II havde sit Øje vendt stærkt paa Luther, for han mente, det var noget, som man ej kunde overse, men de kunde maaske nok bruges til Fædrelandets Gavn. Det var ogsaa paa den Tid, at han (skønt indirikte) fik Povl Helgesen til Universitetet. Denne store Humanist P. H., var en god Theolog og Skribent paa Dansk. Han kæmpede haardt imod Pavedommen, og siden kæmpede ham lige saa haardt imod Luther, hvorfor man med Urette kaldte ham Povl Vendekaabe. Han kunde nok rejse sig mod det bestaaende, men Luthers "byggen op", det kunde han ikke været med paa. P. H. havde besøgt den lærdeste, berømteste og mægtigste Humanist Erasmus af Rotterdam, og de var Meningsfæller. - De vilde ikke have sat Folkemasserne i Bevægelse. Hvad Forstand kunde en Skomager og en Skrædder have paa de aandelige Ting? paa Bibelen? Derfor kunde de self. heller ikke være med paa Luthers Galskaber.
    I Begyndelsen saa det lovende ud med P. H. Han talte om Romerbrevet, og det var jo imod Pavedømmet, og mange strømmede til, og Kr. II glædede sig.
    Penge værd mellem Kr. og Beldenak eller den store Studepranger, fynsk Biskop [?]. Jens Andersen Beldenakke. Arcemboldus skulde ordne det og skaffe Kr. Pengene. Dette gjorde han daarligt, og Kr. blev vred og B. blev indirikte sat fast i 2 Aar. Siden blev dog B. Kr. IIs trofaste og ivrigste Tilhænger.
    Sten Sture fik dog Arc. til at virke for sin Sag ved at betale mere end Kr. II. Denne tog Hævn over ham paa anden Maade. (Sagnet om Skibene ved Ystad.)
    Sten Sture slog en dansk Hær ved Brændtjørka [Brännkyrka] d. 22 Juli 1518, og der var den unge Adelsmand Gustav Vasa med. Flaaden havde nær gaaet til Grunde, men rededes. Vaabenstilstand og GV. som Gidsel, brød V.st.[våbenstilstanden] og sejlede til København, og Gidslerne kom med. GV. blev sat fast paa Kalø Slot.
    1519 voldsom Udrustning af Hær og Flaade: nu skulde det briste eller bære.

Kr. II benyttede sig af den Omstændighed, at Sten Sture sad i Kirkens Band og Rigets Act. Han vilde gærne være "den verdslige Arm", som skulde tugte St. Sture. Han sendte i den Anledning et Par Mand af Sted til Rom, og indirikte fik han sin Bøn opfyldt, han blev den verdslige Arm. Men just i de Dage var det, at Gustav Vasa slap ud af Kalø Slot og komme St. St. til Hjælp og Dansken med Kong Kristiern paa Planeten ("Juten på Näsen"!). Han ankom til Sønderjylland som Studedriver med en Flok Stude. Saa kom han til Lübeck, og der gav han sig til Kende for Hanserne, for de hadede Kong Kr. Han blev vel modtaget og taget i Beskyttelse.
    Æb. Børge skulde udføre Bandstraalen, men han døde i Novbr. 1519. Kongen fik Domkapitlet til at vælge sin Skriver Jørgen Skodborg, (og fik ingen siden Børge færdig Stadfæstelse).
    Kr. II sendte saa sin Hær til S. Hærene mødtes i Smaaland, og Bøgesund ved en Sø (Ø ?) sejrede Kr. II i et Slag. St. St. blev haardt saaret og hele Hæren slaaet paa Flugt. St. St. døde i en Slæde paa Flugten. Den danske Hær et Par Uger efter foran Stockholm, men dennes Forsvar var lagt i Hænderne paa St. Stures Enke. Hun holdt Stand i ³/4 Aar. Saa samlede Dalkarlene sig, men den dygtige Otto Krumpen sejrede ogsaa over dem. O. K. samlede alle Stormændene i Upsala, og den 7' Marts hyldede Alle Kr. II som Konge. Amnasti mod alle. Kongen sad dog hele Tiden i Danmark, og han vilde ikke derop, før Stockholm var indtaget.
    Imens havde han mange Ting for, og Jens A. Beldenakke var et vigtigt og virksomt Redskab i hans Haand. - Paa den Tid kom de første danske Wittenbergerstuderende hjem, Peter Litle og Henrik Schmidt o. fl. De gjorde opmærksom paa Luther. Hans Tavsen kom fra Rostok og fik Indflydelse paa Kr. II. HT. var udgaaet fra Antvorskov Kloster som Præst for at studere i Rostok, og blev Lærer i Rostok. 1520 om Sommeren kom han hjem. Povl Helgesen og Kongen søgte ham, og han blev saa Povl Helgesens Medhjælper i et Par Aar. Da han kom hjem, kendte han ikke Morten Luther. Først efter 1520 blev der en rigtig Bevægelse rundt omkring fra ML.
    Kr. II skrev til Frederik den Vise, om han ej kunde sende en Prædikant til Danmark fra Wittenberg. Luther raadede til at sende Martin Reinhardt, som begyndte (1520) at prædike i Nicolai Kirke, med PH. som Tolk. (Luther havde Tro til det høje Nord).
    Kr. II rejste til Sverrig, men samtidig kom Gustav Vasa til Sverrig fra Lübeck paa en liden Baad.

------------------------

Til toppen af højre spalte

    (Kr. II forbød, at Luthers Bandbulle maatte læses op rundt om i Kirkerne. Reinhardt var et begavet og uroligt Hoved, voldsom og upassende for Danske, i. S. da det var det gemene Folk. Han brød f. R. siden med Luther, fordi han var ham for langsom, og ikke fanatisk nok.)
    Altsaa var der kun Stokholm tilbage, da han [Kr.II] i Forsommeren 1520 kom til S. Siden rejste han atter tilbage til Danm. Den 15 September (1520) overgaves Stokholm, og nu skulde Kr. II hyldes som Erobringskonge, og Sverrig skulde ikke længere være et Valgrige. Han fik det maget saa, at han ogsaa havde Arveret til Riget. De allerfleste Stormænd var fuldstændig med paa den. - Kr. II var selvfølgelig som Erobringskonge ikke undergiven nogen Haandf. Han var en af de første, som fik dette Baand sprængt. I November skulde Kroningshøjtideligheden foregaa. (Han var dette Aar tre Gange i Stokholm. Fra 1' til 4' N. skulde Højtideligheden gaa for sig. Det var en saare fin Fest, og Kr. var forekommen og venlig indtil den 4', da blev han daarlig tilmode. Hele Natten gik han frem og tilbage i sit Værelse, og der undfangede han, ved velvillig Assistance af den fortræffelige Didrik Slaghæk, den skrækkelige Plan til Blodbadet. D. S. var en Djævel. Han var for vel studeret i Kirkeretten og meget dygtig. Han lærte ham, at Kongen kunde give Amnesti for personlige Fornærmelser, men de, der havde fornærmet Kirken og m. a., det mente D.S. skulde hævnes. Kr. IIs onde Lune blev her næret grusomt, og han fik Lyst til at kappe Hovedet af alle Adelsmænd og Stormænd. Deraf det forskrækkelige Blodbad. - Gustav Trolle rejste Anklager, og de fleste blev dømt som Kættere.
    6' November 1520 faldt 68 Hoveder, deraf 40 i Stokh.
(Rom 84)^[4]     (Senere dæmpede dog Gustav Vasa et Oprør med ca. ligesaa stort et Blodbad, men dette er bare ikke saa bekendt, fordi det lykkedes.)
    Paa Vejen hjem henrettede Kr. 16 a 18 Adelsmænd. Beldenak, H. Gad^[5] og G. Trolle indsattes til midlertidig Regering.
    Aber samtidig var GV. kommen til Dalarna og Calmar. I Calmar talte han Folkets Sag, - men der kunde han ikke faa nogen Oprejs-ning i Stand. Forknyt tog han til D. og led umaadelig meget. Da ham kom op til sit Fædrenehjem, skete Blodbadet, og hans Fader blev ogsaa dræbt. Og saa drog han til D. sammen med sin gamle Tjener, men denne var ham utro og snød ham alle Penge og Klæder fra, saa at GV. stod ganske alene uden noget som helst. Han gik til Siljansøen til Kirken, hvor han vilde tale til Folket. Han talte begejstret og med stor Veltalenhed, men de vilde ikke høre ham. Han fik kun én Tilhænger, og det var en ved Navn Klavs Jyde. Højst forknyt drog han derfra, og næste Dag vilde han tale ved en anden Kirke ved Søen, (der var en K. ved hver ende af Søen). Hans Færd deroppe var i høj Grad eventyrlig, og han led meget. Kr. II hørte Rygterne, og han blev selvfølgelig efterstræbt. Han maatte hjem som Bondekarl, og oplevede mangt et Æventyr. Tidt var han i stor Livsfare og maatte flygte fra det ene Sted til det andet. Han blev stærk forfulgt af Kr. IIs. Folk. Han for rundt omkring.
    Nytaar 1521 fik han sig endelig en Rejsning i Stand og en Dalkarlehær samlet. Just i den Tid synes Kr. II at sidde saa fast i Stokholm, som om han ikke kunde rokkes. Han var jo Arveherre over Skandinavien. - Men hans Blodbad blev alligevel Grunden til hans Fald.
    Jørgen Skodborg maatte forlade Ærkebispeværdigheden, og Didrik Slaghæk holdt triumferende sit Indtog som Ærkeb. i Lund. Bud til Rom i DSs. og Kr. IIs Ærinde. Reinhardt drog tilbage [til] Wittenberg. Det saa ud, som Kr. IIs onde Periode var væk, og han tænkte paa luthersk Oplysning. Han vilde gerne have et Par gode Theologer herind.
Men i dette Aar, altsaa 1521, var det, at Luthers Sag blev behandlet i Worms. Da kan man sige, at Luther stod paa sit Højdepunkt. L. blev jo erklæret i Kirkens Band og Rigets Akt, og saa vilde Kr. II dog ikke have nogen luthersk Lære herin. Her kom han dog ikke i Rigets Akt. Der kom ogsaa to Theologer, og den ene blev her, Gabler, og han blev Professor i Græsk. Karlstadt kom ogsaa, men han rejste snart bort igen. Han brød siden brat af med L., for han var en stor Fanatiker. Han var plat umulig her i Danmark.
    Allerede da anede Kr. II Uraad, baade fra GV, Hertug Frederik (Fr. I) og fra Paven. Han drog til Kejseren i Tyskland, som var den eneste, han egentlig turde stole paa. Der fik han noget til Fordel. - Hans værste Fjende var den kloge, gnavne og ondskabsfulde Hertug Frederik. Han udrugede sine sorte Planer, og han satte dem i Værk. Han spandt det Edderkoppespind, hvori Kr. II blev fanget.
    Paa sin Rejse traf han ogsaa Erasmus af Rotterdam.
    GV. samlede 200 Fodfolk, og de tog Vaaben i Falun. (Ved den Lejlighed fik Sverrig sin Fane). Derefter drog de til Stokholm, men det var som en Snebold, der ruller sig i Tøsne. Ved Brinkebæk stod et Slag imod Stokholmhæren, som var samlet. De vandt Dalarne en let og fuldstændig Sejr. GV. kom til Stkh., men den kunde han ikke indtage. Derimod gik han til andre Byer og tog mange af dem. Han blev hyldet i Upsala som Rigsforstander.
    Luther mente næsten selv at kunne komme til Danmark, og det skrev han til Kr. II. Han saa med store Forventninger til den nordiske Kirke og de nordiske Lande.
    Fr. satte saa alt i Bevægelse for at styrte Kr. II, da han var i Flandern, og GV. var naturligvis stærk interesseret i Sagen. Han indførte stræng Mandstugt i sin Hær, og han drog til Upsala og mange Steder sejrende og til Sejr overalt. Borge og Byer faldt for hans Haand, og han hev [?] Folk til sig ved sin mægtige, begejstrede Tale. 24' Aug. 1521 valgtes han i Vadstena til Rigsforstander.
    Dette var jo pinligt for Kr. II, og han søgte sin Tilflugt hos Paven.
(Bisp Ove Bille i Aarhus var en virkelig ærlig og god Mand, den bedste paa den Tid. - Povl Helgesen var en Mand uden nogen fast Karakter. Han blev forsigtigere, medens hans Medarbejder Hans Tavsen blev djærvere end nogensinde før.)
    Just i den Tid udgav han [Kr.II]: "Love for Landet" og "Love for Købstaden". I vore Dage vilde man kalde dem Sociallove og Lov for Kirke og Skole. Disse er meget berømte Love og virkelig gode og store. Man ser paa Stilen i disse Love, at Kristiern Pedersen har hjulpet ham meget. - Det er "Loven for Landet", som kaster størst Glans over Kr. II og hans Regering, og den gjorde ogsaa et stort Omslag i Bedømmelsen af Kr. II.
    Farerne rykkede ham nærmere og nærmere ind paa Livet. Da først opdagede han Fr. I.s Træskhed, og han vilde stille ham tilfreds, men da var det for silde.
    Beldenak kom hjem fra Sverrig, blev fængslet paa Hammershus, men befriet af Hanserne.
    Didrik Slaghæk blev hængt udenfor Lund^[6]. - Han skulde egentlig have været brændt, men da han var saa stor en Skurk, slap han med at blive hængt. - - P. Helgesen og H. T. blev afsat. P. H. drog til Bisperne og fik Beskyttelse, men H. T. drog til Wittenberg med sin Priors Minde.
    21' December 1523 blev Opsigelsesbrevet skrevet og undertegnet paa Viborg Snapsthing [landsting].
    Fr. I blev Konge uden nogen Haandfæstning, men han lovede at være god mod Adelen og Gejstligheden og bekæmpe Lutheriet.
    Kr. II rejste efter mange Betænkeligheder ud af Riget med sin Familie. Københavns Borgere var fortvivlede over hans Bortrejse. - Han rejste til Svoger Karl V og tænkte der paa at faa fat i en Hær, hvormed han vilde erobre Skandinavien. Det var Planen, men den lod sig desværre ikke sætte igennem. Det tog Aar, inden han kunde faa sin Sag frem.
    Fr. I tog Landet uden synderlig Modstand, undtagen Købh. som holdt sig tappert i flere Maaneder (8). Saadan kom han paa Tronen Forsommeren 1523. Han stod i en isuleret, ubehagelig Ensomhedsstilling. Saa stod de to Konger, Fr. I og GV.; ingen anerkendte dem. Særlig GV. havde en stræng Tid. Valgt til Konge St. Hans Aften 1523 holdt han sit Indtog som Konge i Stokholm.
    Fr. I skulde krones, men der var ingen, som vilde krone ham, af de, som kunde. Endelig kronede G Trolle ham i Roskilde, skønt han var afsat og halvvejs Kr. II.s gode Ven. - Alt imens flakkede Kr. om i Holland, Flandern, Wittenberg o. m. a. St. Et helt Aar hos Fr. d. V. af Saksenland. Forstanderen for Antvorskov Kloster [kaldte] HT hjem, fordi han ej maatte være sammen med Kr. II.
    Fr. Is lidet misundelsesværdige og vanskelige Stilling blev dog til stor Gavn for Kristendommen, c: Reformationen. - - Paa den Tid en stræng kristelig Pave, som vilde en stor Revolution baade paa Hoved og Lemmer. Cardinal Cherigatti [Chieregati] vilde hjælpe ham, men Paven døde og Reformationen faldt bort.
    Der holdtes Herredage rundt om i Landet, hvor Aarets Regeringsprogram blev drøftet og fremholdt. Fr. I vilde have flere Penge til Hæren, fordi Kr. II rustede sig i Tyskland, og derom ragede han uklar med mange Adelsmænd. Han fik dog Penge, men til at bekæmpe Lutheriet. Han blev mere venlig, særlig mod Borgerne i København, for han opdagede, at han ej kunde stole paa Adelen og Gejstligheden.
    PH. talte atter ved Universitetet, aber da var han lønnet af Bisperne. Det var jo nemlig som en Dæmper paa hans Taler mod det Bestaaende. (Forstander Kold og Monrad). Hans Mikkelsen oversatte Bibl. men den slog ikke igennem, for den var daarlig.
    (Søren Norby Herre paa Østersøen. Plyndrede de lybekske Handelsskibe).
    Rejsning af SN. mod Fr. I, hvortil mange sluttede sig. Johan Rantzau drog til Skaane, og i ti (et?) Slag huggede den danske Hær Bønderne ned, saamange som de kunde.
    Bønderne i Tyskland begyndte til Stormændenes Skræk og Forbavselse at rejse sig (ved en Misforstaaelse af Luther). Bønderne var derfor nu ved at ville med som Faktorer, og det kunde Stormændene ikke finde sig i og havde derfor ej andet at gøre end hugge dem ned som Hunde. I Tyskland forrettedes grufulde Blodbad gensidig paa Bønder og Adelsmænd. (Derom vidner de mange Ruiner i Rhinegnenene).
    Siden Herredag i Kolding, hvor han [Fr.I] vilde have flere Penge. Det kunde han ikke faa, men saa truede han med at nedlægge Regeringen, hvorover de blev saa myge som Lam, og han fik Penge. Samme [år] holdtes en Herredag i København, hvor Lybekkerne fik foreløbig Bornholm.
    Nu begyndte Fr. I et Omslag i sin Regering, og han blev nu næsten Borgernes og Bøndernes Konge, ligervis som Kr. II. Han forærede Serritslev Sogn^[7] til Københavns Borgere o.m.a.
    Ved sit Omslag fik Fr. den ligesaa uheldigt stillede Hertug Albrect af Meklenborg til at anerkende ham, og de anerkendte hinanden og kom i Svogerskab.
    Prins Kristiern (Kr. III) var personlig i Luthers Hus i Wittenberg, og han var fuldblods Lutheraner og vilde vise det offentligt. (Han var Fr. Is Søn).
    Frederik I stillede sig saa fuldstændig tollerant overfor Kristendommen, (Lutherdommen), saa der var fuld Frihed.

Sluttet paa Bakkegaard pr. Haslev St.
d. 8' Februar 1896.
            A. Hansen

Noter:

1. De tre førstnævnte er de første bogtrykkere, som virkede i Danmark. retur til tekst

2. Sandsynligvis folkevisen "Valdemar og Tove", som handler om Valdemar den Store og hans elskerinde, Tove.
retur til tekst

3. Stäket, en middelalderborg ved Mälarens nordlige bred. retur til tekst

4. Muligvis hentydning kejser Neros henrettelse af et stort antal jøder, som blev beskyldt for at have påsat en storbrand i Rom - ganske vist ikke i år 84, men 64 e. Kr.
retur til tekst

5. Ifølge Politikens danmarkshistorie, bind 5, side 328, var Hemming Gad ikke med i triumviratet. Det var derimod Didrik Slagheck. Hemming Gad var sendt til Finland for at sikre det for Kristian II, men han faldt også i unåde og blev henrettet lidt senere i Finland. retur til tekst

6. Ifølge samme værk, bind 5, side 405, blev han både hængt og bagefter brændt, men det skete på Gammeltorv i København. retur til tekst

7. Landsby på det nuværende Nørrebro lidt vest for Fælledparken. retur til tekst