Claus Peter Clausen

Referater af foredrag på
Ryslinge Højskole 1918-19
af forstander Alfred Poulsen

Foredrag af Alfred Poulsen.

Alfred Poulsen

De evige uforgængelige Love som gælder for hvert eneste Menneskeliv er: "Du skal herske, hjælpe og tjene". Du skal herske i den Egenskab af Jordens ypperste Skabning, for Mennesket er skabt i Guds Billede, og ligesom Gud har haft en Plan med at skabe Jorden og alt hvad der er paa den, saaledes har han ogsaa en Plan med hvert eneste Menneske. At der er en Plan og Hensigt med hele Tilværelsen, kan man let bevise, og ligesaa en Udvikling, men at Gud er til, kan ingen bevise det er kun noget vi tror, fordi vi i vor Sjæl har en uimodstaaelig Trang til at tro, og fordi vi føler det tilfredsstiller os, det giver Fred og Ro i vor Sjæl, og derfor maa vi være saaden. Vi kan ikke tilfredsstilles paa anden Maade en ved at tro, der er en Gud som staar bagved det alt sammen, og vi føler det er sandt, og denne guddommelige Evne vi har til at træde i Forbindelse med Gud, den gør at vi fornemmer Guds Tilværelse, men vi kan ikke bevise at han er til. Gud har selv sagt til Mennesket at det skal gøre sig Jorden underdanig, det skal herske over Naturen og alt hvad der rører sig i den, altsaa ogsaa Dyrene. Naturkræfterne trænger ind i Guds Storhedsværk, og derved fornemmer vi hans Skaberkraft, og se hvor glimrende det hele er. Man skal ikke herske over sin Næste, det ene Menneske skal ikke herske over det andet, derfor er betegnelsen Kejser og Konge i Grunden en uheldig Form, for de skal ikke herske over Folk, men være Folkets Tjenere.
Den anden Lov der gælder for mennesket er: "Du skal hjælpe". Den Lov betinger i meget høj Grad det gode og frugtbringende Samfundsliv. Hvis Mennesker ikke hjælper hinanden kan Samfundslivet ikke udvikle sig sundt. Du skal hjælpe dine Medmennesker, saaledes at der opstaar et Broderforhold mellem alle Mennesker, hvad enten de hører til den ene Nation eller den anden. Hvis dette Broderforhold kan sejre overalt vilde Krig være umulig, og vi vilde være kommet Fuldkommenheden nærmere.
Endelig er der den tredje Lov: "Du skal tjene". Mennesket skal tjene, først og fremmest sin Gud, og Gudstjenesten gaar forud for alt, men ligesom vi skal hjælpe hinanden, ligesaa skal vi og søge paa at tjene hinanden, og paa den gode Villie ses lige saa meget som paa det gode Resultat. Alle Mennesker der har rettet sig efter disse Love, har erfaret hvilken Velsignelse der følger med Overholdelsen af dem, men hver Gang menneskene kom bort fra disse Love, ja, saa gik det galt, saa kom de bort fra Gud, og saa vandt Ondskaben Magt over Sindene. Hvis vi rigtig vil give os til at studere Israels Folks Historie, saa har vi rig Lejlighed til at lære Menneskeliv at kende, thi det er Guds udvalgte Folk, det er det Folk der har forstaaet at rette sig efter disse Love, det kan vi se i det gamle Testamente. Vi kan saa tydeligt som vel muligt se, at naar det Folk fulgte og rettede sig efter disse Love, saa gik det efter Guds Villie, saa var det paa hans Veje, og saa gik det frem, hvorimod det gik tilbage hver Gang det tilbad Guldkalven, og hvor tydeligt gentager sig ikke Israels Historie igennem Tiderne, og Folkene lige op til vore Dage, og derfor vil vi følge dette Folks lærerige Historie, og ud derfra tale om Menneskelivet. Det gudeligste af alt dette er Hjemmet. Hjemmet er det der grundlægger Samfundet, giver Betingelser for Samfundet, thi dette bestaar af de mange Hjem. Er de enkelte Hjem gode, ja saa bliver ogsaa Samfundet godt. Israels Folks Historie er vistnok den eneste Historie der begynder med Skildringen af Hjem, nemlig Abrahams Hjem, det var et Hjem; der kendte de menneskelige Love og fulgte Guds Veje. Her møder vi det rette Forhold mellem Mand og Kvinde, (Abraham og Sara) og naar vi kommer ind paa Talen om Kærlighed mellem mand og Kvinde, da gælder det om at det sker i rette Øjeblik, og ikke for tidlig, tillige gælder det om at Drifterne beherskes. Loven om at du skal herske, strækker sig ikke blot til det der ligger uden for os, men det angaar i Sandhed ogsaa os selv, thi vi skulde herske over os selv over vor Natur og vore Drifter. Selvbeherskelsen skal komme til, at vi paa andre Omraader skal komme til at herske over andre. Mennesket skal altsaa herske over sine Drifter, og særlig gælder det de dyriske Drifter, der hos de unge ofte vaagner altfor tidlig, men de maa dæmpes og skal holdes nede for at de ikke skal for Overgreb, og det vil uvægelig blive Resultatet, hvis vi giver efter, men de skal holdes nede til Tiden kommer, da vil de udløses ganske af sig selv. Der var et glimrende Forhold mellem Abraham og Sara, det var et ideelt Ægteskab, men dog ikke fuldkomment, thi vi læser jo om Abrahams Forhold til en Tjenestepige.
Det var jo ikke saa fint et Træk, men det førte dog til det gode for Abraham, og ligesom Forholdet er godt mellem Mand og Kone saaledes bliver Hjemmet godt af sig selv, og Børnene faar derved en god Opdragelse.. Lad os saa gaa over til at tale om Opdragelsen, vi har Eks. paa hvordan Isak blev opdraget. Han kom til at elske sine Forældre overalt i Verden, og hvorfor? Fordi de saa op til ham, og fordi han snart mærkede at de ventede noget stort af ham. Han saa op til sine Forældre og beundrede dem, og som naturligt var kunde han som Barn kun se godt ved sine Forældre, det lægger man mærke til, at et Barn ser i sine Forældre det største og bedste det kender, naar det da er et godt Hjem vi behandler. Først senere faar det Øje paa de Fejl Forældrene har. Naar Talen bliver om Opdragelsen af vanskelig Naturer eller dybt sunkne Mennesker; da ser vi at de Mennesker der ser lyst paa Tingene altid kan se det guddommelige, som er i hvert eneste Menneske, men derimod skjuler sig hos den dybtfaldne. Her er til Middel for Opdragelsen Arbejde, Tillid og Ros. Der er Masser af Folk, der kun skælder ud og krediserer altid, og kun kan se andres Fejl, men de er svært beskedne med at uddele Ros. Det er rigtigt at man ikke skal rose for meget, det kan skade nogen, men der er Masser af Mennesker der vilde arbejde ganske anderledes godt, naar den foresatte saa det gode, og bar over med det slette, saa vilde vedkommende faa den Fornemmelse og Tanke, at det skal dog blive bedre næste Gang. Ethvert Menneske hvor dybt det end en sunken kan drages op igen og reddes, hvis han-hun selv vil. Blandt andet var der f. Eks. en Mand, der fandt en elendig sølle Stakkel, som han tog med sig hjem og gav ham noget at spise, men sagde ingen Ting til ham, skældte ham ikke ud og dadlede ham ikke, men talte med sin Kone. Da han skulde gaa, gav han ham Klæder og sagde til ham, at hvis han trængte til Hjælp kunde han komme igen. Efter nogen Tid kom han igen med Tøjet lige saa laset som før. Han fik nu baade Tøj og Mad igen, og Værten snakkede nu til ham om hans Tilstand, og nogen Dage senere mødte han ham med hvid Krave paa. Han følte altsaa, at han maatte gøre noget igen, naar de vilde vise ham Venlighed, og det var det eneste han kunde gøre, men det var ogsaa nok. Denne Mand blev senere en ivrig Hjælper af andre sunkne Mennesker, ligesom han selv en Gang havde været. Det der bestemmer Forholdet mellem Mand og Kvinde er det centrale i Samfundet, ligesaa Opdragelsen et godt Ægteskab skaber et godt Hjem. Ved Tyendeforhold træder Hjemmet i Forbindelse med Samfundet, Afhængighedsforhold til Samfundet. I store Hjem kræves Hjælp af Samfundet, saa kommer Tyendet for at hjælpe. I denne Tid kan vi ret føle hvad det betyder, naar vi ikke faar Hjælp af andre, vi er afhængig af hinanden. Hvordan er Forholdet mellem Husbond og Tyende, naar det er som det skal være. Det hjem der er fortalt bedst om i Historien er Abrahams, det giver et godt Eks. Grundvig sang om Saras Død, og Isaks Hustru Rebekka gives et godt Indtryk herfor. Den ældste Tjener betros til at hente en Hustru til Sønnen. I den Sæd skal alle Jordens Slægter velsignes, havde Gud sagt til Abraham, og det huskede han. Det Herren havde sagt til Sara om at Isak hendes eneste Søn skulde have en god Hustru var hendes Trøst. Forældre ser gerne at Børnene træffer Valget paa den rigtig Maade, de ser om den Søn eller Datter der skal knyttes til Brud eller Brudgom om disse er gode. Tjeneren faar den største Opgave, fordi Abraham har Tillid til ham, Abraham var ikke i Tvivl om at han vilde gøre det godt. Her er et ideelt Forhold mellem Husbond og Tjener, og hvordan blev det til? Det var en Dag da de var fremmede for hinanden, ligesaa saa fremmede som enhver anden Herre og Tjener der ser hinanden første Gang. Det var Arbejdet der knyttede dem sammen og slog Baand om dem, og det gælder om at dette Baand kan blive et regelmæssigt Baand imellem de to Parter. Hele Hemmeligheden løst i to Ord: "Tillid og Troskab". Hvor Husbonden viser Tillid, og Tjeneren Troskab, da er Baandet stærkt, og de er begyndt at arbejde sammen.. Det gaar til paa den Maade, at Tjeneren stiller sig over for de Opgaver og de Ting som betros ham, at han tager paa det, som om det var hans eget, han skal være overfor Husbonden som han gerne vilde have Husbonden skal være over for ham. En daarlig Tjener ser paa sin Herres Fejl og Mangler, men det er Trællesind. Jeg vilde gerne at at de var gode imod mig og bar over med mine Fejl, og saa vil jeg ogsaa være saadan over for dem, at jeg kan have min Ryg fri. Samvittigheden skal være fri, Abrahams ældste Tjener har været af den Slags. Vi kan ikke vente de skal vise os Tillid med det samme, men vi skal vinde det. Hvis vi er overbærende over for dem der gør os Uret, saa tvinger vi dem til at vise os Tillid, saa maa de anerkende os. Det staar i en god Tjeners Magt, at gøre et daarligt Hjem til et godt Hjem. Historien har vist naar det kniber, saa kommer den tro Tjener og spørger til Raads. Det kan ikke forlanges af unge Karle og Piger, men det er det største at gøre under alle Forhold hvad der er Ret, og behandle disse Menneskers Gods, som det var vort eget, vi skal føle Tab som om det var vort eget vi mistede. Trællesindet kom i os naar vi er ligegyldig med Herskabets Gods, dette Trællesind maa vi ikke behandle som vort eget. Hvis han tænker det er ligegyldig, det er ikke mit, det kan jeg sjuske mig fra, saa er han en daarlig Tjener, saa har han Trællesindet. Vi er alle Tjenere, vi har alle noget som vi skal gøre for andre. Naar jeg bare kan opløse Opgave paa bedste Made, tænkte Abrahams Tjener, det vi har med at gøre er stort alt sammen, hvad enten Mennesket kalder det stort eller smaat, og saa maa vi bede Gud om at det maa lykkes.. Det er ikke blot Fraser, men alt vi skal bede Gud om, og gør en Tjener det saa er han lige saa god som en Fyrste, og faar den gode Samvittighedstrøst. Jeg arbejder ikke for Gud, men for Guds Ansigt, og saa faar jeg en rolig Samvittighed. Arbejder du for Guds Ansigt uden at bryde sig om Menneskers Tale, saa er dit Arbejde stolt og adeligt. Elieser er bleven saadan ved at betragte Abraham, Herrens Tjener, han har lært af Abraham at man skal lære at lyde, før man skal byde, man maa ikke klage paa Tjeneren, uden man selv har været en fuldkommen god Tjener, og det er sjældent. Vi vil gerne møde Tillid som unge, naar vi skal ud at tjene, vi trænger til at der bliver [vist] os venlighed og Anerkendelse. Det største Forhold er, at man gør sig uafhængig af Ros og Daddel, hvad et Menneske er, det er han for Gud, vi skal kunne undvære Ros og blive taget under Armene. Det er svæørt naar man lige har gjort noget med sin gode Villie og saa blive beskyldt for, at have gjort det daarligt, men man skulde tro at vi slet ikke spurgte efter det, men hvad siger din Gud og din Samvittighed. Den der kommer saa vidt, at han siger det er lige meget, enten jeg bliver godt eller daarligt behandlet af min Husbond, men tænker, jeg er den samme for Guds Ansigt, han er en god Tjener. Som Bevis paa den gode Tjeners Arbejde, kan jeg give et Eks. Nogle Turister var kommet til Køln, for at se Domkirken, men denne var endnu paa dette Tidspunkt ikke færdig. Det var lige efter Krigen med Frankrig, 1870-1871 at Frankrig maatte betale Tyskland en Masse Penge, og det var disse Penge der blev bygget for. Højt oppe i et af Taarnene sad en gammel Stenhugger og arbejdede. Da Turisterne kom op i Taarnet, saa de den flittige gamle Mand i Færd med at udhugge Ornamenter og Skulpturer i en sten, der skulde anbringes udvendig paa Muren til Pryd. De saa hvor ivrig, han sad og arbejdede, med at udhugge Ansigtstræk kunstfærdig. Og saa var der en af de besøgende, der spurgte hvorfor han gjorde det saa omhyggelig, der var jo ingen nede paa Gaden der kunde se hvordan det saa ud saa højt oppe, det gjorde jo ingen Ting fordi der var nogen Fejl i Arbejdet, naar det var saa højt oppe. Men saa sagde den gamle, idet han pegede op mod Himmelen, "Gud ser det, "Gud kan se det". Denne gamle Mand han arbejdede ikke for Gadens Folk, men han arbejdede for Guds Ansigt. Han vidste at Gud saa hans Arbejde, han vilde have ren Samvittighed, han var i Sandhed en god Tjener.


Foredrag af Poulsen
Ægypterne vil med Vold og Magt gøre Israelitterne til deres Trælle, men i Stedet for at de skulle blive underkuet og opløses, saa fik Tugtelsen et helt andet Udfald. Der var Levekraft i Israelitterne, og der var Aand over det Folk, det var aandeligt vaagent og derfor holdt det sammen, ligesom vi kan se i Sønderjylland, hvordan Folk har holdt sammen der, i Tro til Retfærdighedens endelige Sejr, ja netop i Tro paa den gode Sag, og nu ser vi hvorledes deres Maals Opfyldelse nærmer sig, de vil være danske, og skal nok blive det. Ja denne Tro paa den aandelige Sejr, Troen paa Guds Hjælp gennem Trængselstiden, den havde Jødefolket ogsaa i Ægyptens Land, da de trællede for Farao, de havde den aandelige Tro der gjorde det levedygtigt, og fik talrige Børn, og følte derved Herrens Ord bekræftet til Abraham Gang paa Gang "I din Sæd skal alle Jordens Slægter velsignes". De havde levet paa de Ord, de kunde aldrig glemme hvad Herren der havde sagt til dem, og det var det der bar dem oppe. Ægypterne fik ikke mange Børn i Slægten, og det er Tegn paa Tilbagegang og begyndende Opløsning, men de taalte ikke at Israelitterne fik saa mange Børn, thi de indsaa at Forholdet til sidst vilde blive saadan, at Israelitterne vilde blive de fleste, og de selv de færreste, og saa begyndte de Forfølgelsen, af de jødiske Smaabørn, som Farao befalede skulde druknes. Og saa er vi naaet frem til Moses Fødsel og eventyrlige optagelse i Faraos Gaard, og vi maa undre os over Guds Kraft og Villie, ham der skulde blive deres Fører i Kampen, og Leder i Ørkenen, han opdrages som man saa tit siger i Ulvens Gab, i Faraos Hof. Denne store Skikkelse, denne jordiske Helt, han er den største Folkefører, den største Fører Historien har set. Han var først og fremmest af Folkets Race og Slægt. Det er nødvendig for en Folkefører, at han har den samme Natur og Sindelag, han maa kende sit Folks hele Natur, dets Styrke og Svagheder ja alt. Han maa være af samme Aand, og have Betingelsens [begejstringens?] Glød; altid være varm og glødende for den store Sag, og det var Moses. Han havde Troen, Visheden, der var Aand over ham. Han kendte Ægypten til Bunds, han var opdraget der og havde som Grundtvig siger i sin Sang: "Oplært i Visdom og Kunst". Han slog Ægypten ihjel, med den fyrige Lidenskab, der var i hans Sjæl, men saa skulde han dannes til Folkefører af Gud, og det var nødvendig, at han i 40 Aar maatte gaa i Ørkenen, saa lang Prøvelsestid maatte der til, ja Taalmodighedsprøve det var nødvendig. Som der staar i Højskolesangbogen, om Aagaards Skildring af Ungdommen [sangen gengives nedenfor], det havde Josva hos sig, ham som skulde føre dem ind i Kanaans Land. En Ungdomsflok af unge Ørne med fyrige Blik, og ensidige Vingeslag opdraget i Ørkenen, hvor de havde lært Nøjsomhed, lært at flytte at holde ud, og taale Anstrengelse og det lige fra de var smaa. Her kan vi ogsaa se det som vil gælde, at en streng opdragelse sætter rigest Frugt, men en forkælen Ungdom giver efter, den mangler Mod og Styrke der hvor det kræves. Det er en Lyst at se en frisk og vaagen Ungdom, der ser med frejdig Syn ind i Fremtiden. Den var fri, fordi den var bunden af Lovene, og fri for Underkuelse af Drifter og Lyster, Kødets Lyst bundet ved Guds Lov, ja Frihed og Fromhed hører sammen. Det er Fromhed at bøje sig efter Guds Villie og ikke at sætte Lid til egne Kræfter, og stole paa sig selv, men give sig i hans Varetægt. Herren er med os, denne Vished lyser for det unge Folk, intet kan standse det, og saa fortælles det hvorledes Murene falder, det bliver en Lyst at leve og arbejde, naar man har det saadan, at det hele lyser i ens Færd, kun fremad, her er intet der kan staa imod. Man kan undertiden se en Ungdom, der har en Spænding i sig. En der ikke skaber sig selv, har en saadan Sikkerhed i sig. Om Arbejdet hedder det: "Det skal gøres, jeg skal gøre det, det er Guds Villie", og saa bliver det gjort, fordi Guds Aand er over dem. Respekt for dem der siger: "Jeg vil blive paa min Post og holde ud". Men i Kraft af hvilken Ret erobrede Israel Kanaans Land? Med den stærkeres Ret. Kan det være tilladt, at en Røverbande bryder ind og tager Landet? Er det ikke det samme som da Tyskerne brød ind i Belgien 1914, var der ikke rejst samme Harme mod Israel som mod Tyskerne, fordi de erobrede et fremmed Land, er al Erobring ikke Røveri og Overgreb. Dertil kan man svare, at intet Folk kan siges at være i Besiddelse af noget af denne Jord, ingen kan sige, dette Land er mit, denne Ejendom og denne Jord er min, og enhver der vil tage den eller det fra mig er en Røver. Det er rigtignok, at hvad jeg har og ejer er mit, men kun saa længe jeg vil passe det, og røgte om det, kun saa længe jeg har en saadan Magt over det, saa ingen kan gøre det bedre.. Man kan ikke sige denne Ejendom er min, for bestandig, det gælder kun timelig, saa længe jeg kan passe den, og svare Skatter og Afgifter. Vi kan ikke tale om Erobring af Kanaans Land som en Forbrydelse i Smug, som den Tyskerne øvede mod Belgien, fordi at der hvor der kun leve et Par Hundrede Mennesker, der kunde være flere tusinde, og saa fik mere ud af Jorden, som de der havde andre Berettigelser til at trænge sig frem, fordi de kunde gøre det bedre. Israelitterne kunde røgte og forvalte langt bedre en dem der boede i Kanaan, men naar Tyskerne erobrede et dygtigt Folks Land, var det en Forbrydelse af Rang, men hvis Belgien havde været et slapt udueligt Folk uden Aand og Levekraft, saa havde man ikke nogen Grund til at harmes over, at et dygtig og livskraftigt Folk trængte ind, og erobrede deres Land. Folkekraften skal afgøre om Landet skal leve, vokse gaa frem, eller det skal bugge under.

------------------------

Til toppen af højre spalte

Her i Danmark maa vi være paa Vagt, for at Folket aldrig skal tabe sin aandelige Ret og Kraft. Har vi Visheden om at vort Produkt kan hævde sig iblandt andre Landes Produkter, Visheden om at vi stadig kan levere gode Varer, og hvis vi har Mænd der kan frembringe aandelige Værdier, saa er vi ogsaa sikre paa at blive anerkendt af andre Lande, og saa har vi Ret til at bo i Landet, derfor maa vi bestandig være paa Vagt, mod enhver fremmed Element, der vil trænge vore egne Mænd tilbage. Der maa og skal være en saadan Kraft i det danske Folk.


Foredrag af Poulsen.
Kan det forsvares at gaa i Krig.
Efter en saadan Verdenskrig maa vi uvilkaarlig spørge os selv, kan det forsvares at kristne Mennesker gaar i Krig og udgyde hinandens Blod. Har de kristilige Militærnægtere saa ikke alligevel Ret, naar de siger at deres Tro forbyder dem at gaa i Krig, og lige ledes Kvækerne, som heller ikke vil gaa i Krig, fordi de siger at Kristus har selv sagt at den ene maa ikke udgyde den andens Blod. Hvis vi tager Kristi Ord aandløst, saa er det at handle ilde. Har jeg ikke Lov at værge dem der staar mig nær ved at slaa Voldsmanden ned, det skulde jeg mene, men der kan ikke stilles nogen bestemt Regel derfor, men der skal man handle ud af vore egne Følelser. Jeg kan ikke staa stille og se paa, dem jeg elsker blive krænket, vi kan jo bare tænke paa da Bulotti slog Manden ihjel. Jeg kan ikke se der er noget forkert i at hans Hustru havde slaaet Røveren ihjel, hvis hun derved kunde frelse sin Mand. Det vilde have været en Kærlighedshandling. Maa kristne Folk værne om deres Fædreland? Ja der kan komme Øjeblikke, da det er vor Pligt at gaa i Krig for Fædrelandet, du maa være stærk til at forsvare det du elsker. Kvækernes og Militærnægternes Betragtninger er ikke sunde men sygelige. Det er ikke Meningen med de Ord: du skal elske, at vi skal holde Haand over Røverne. Hvis vi ikke vil værge om vort Land var det det samme som vi ikke elskede det. Vi elsker heller ikke vore Forældre, hvis vi ikke vilde værge om dem. Verden er jo et stort Anarki, saa vi maa værge det vi elsker naar vor Tro skal bevares. Den Magt der optræder som Voldsmand, skal vi gaa i Krig mod, men gaa i Krig mod en Magt vi i Forvejen ved har Retten paa sin Side, er vanskelig at gaa med til med en rolig Samvittighed. Skal der være Krig i Verden til det sidste? Vi skulde dog tro, efter som Udviklingen skrider frem kunde Folk ordne det saadan, at der da i det mindste ingen Voldskrig blev. Det har Betydning, at vi faar Sønderjylland tilbage, særlig for dem, saa kan de først komme til deres Ret. Det vilde være meget uheldigt om vi fik mere tilbage en det der er dansk, for vi vilde derved krænke en anden Nation. Men det Spørgsmaal er kun en Bagatel ved siden af Spørgsmaalet om et Nationernes Forbund, men det er der mange der ikke tror kan lade sig gøre, særlig blandt de Stater der ikke har været med i Krigen. Prøv at spørge de Mennesker der har været med og set Krigens Rædsler og hvad det fører til. De føler at det maa ikke gentage sig, der maa gøres noget for saadan en Krig ikke skal ske mere. Gud været lovet, at der er Mænd som tror det kan lade sig gøre, dermed menes jo ikke, at der ikke skal være Soldater og Politi, som Redskab for Retsmyndighederne. Tiden er inde til at danne et Nationernes Forbund, vi kan nu kalde det hvad vi vil, men jeg kalder det nu helst et Verdensparlament. Alle Mennesker som er virkelig kristne maa give det sit Bidrag, ja - tro paa dets Kraft, jo lykkeligere bliver det Samfund. Vi kan blot se hvor det i Øjeblikket ser mest sort ud, det er der hvor Bøndernes Lænker sidst blev løst, og der hvor det ser lysest ud, er der hvor de først blev løst. Naar vi ser alt det syndige i Verden, er der mange der siger, det kan vi ikke finde os i. Kristne Mennesker maa tage Verden som den er, men det er dermed ikke sagt, at de skal forholde sig rolige, de maa forsøge at gøre den bedre hver i sin lille Kreds; og som han evner. Jeg maa i det Land jeg lever, bøje mig for den Tilstand, jeg er inde under og de Love Landet har bestemt, vi maa gaa ind under Krigens Vilkaar, naar vi har en Verden der forkynder der stærkeres Ret som det er i Øjeblikket. Hvis en enkelt Stat vilde sige, vi vil ikke have noget der hedder militær, saa vil den Stat med det samme blive taget af en anden der er stærkere, og vil af denne Stat blive tvungen til at gaa i Krig. Vi kan ikke unddrage os Verdenstilstanden, vi har set i denne Krig Folk, der er blevet tvungen til at gaa med imod deres egen Villie. Vi maa se at komme bort fra disse Krige som føres mellem Nationerne, ligesom vi er kommet bort fra de Krige der føres imellem Religionen. Engang førtes der jo Krig imellem Protestanter og Katolikker, det har jo været saadan, at en luhteraner og en Katolik ikke kunde leve i samme Samfund. Vi maa taale hinanden, som Luther sagde engang: Det er en Forbrydelse at tvinge et Menneske til at tro andet, en hvad hans Hjerte føler er bedst. Hvis Troen ikke var en fri Sag, saa var Bødelen jo den bedste Præst, man kan ikke kyse Folk ind i Himmelen. Det er langt bedre at et Menneske farer vild, en han tvinges fra sin Overbevisning. Ved Reformationen fik vi en Statskirke som ogsaa brugte Trostvang, og det blev bare Kongen med sine Ministre der overtog Pavens Arbejde. Det var først med Folkekirken, man fik Religionsfrihed, men den har jo ogsaa sine Symboler og Sætninger, som skal overholdes. Der vil alle Dage være forskellige Opfattelser af Religionens Sandheder. Den Aand som er sat i Bevægelse ved Luther, har Frihedens Præg, at enhver kan bekende sin Tro, som han føler er bedst for ham. Med hvad Ret, stempler man en Retning inden for Kirken? Det gør man frem for den vi føler er bedst. Der er Mangel paa Forstaaelse af at Mennesker der staar paa forskellig Udviklingstrin, han maa ogsaa have Lov til at se forskellig paa det. Vi maa gaa ud fra, at der er nedlagt en Trang i ethvert Menneske til Sandhed, og saa maa de ogsaa føle naar den kommer til dem.


Foredrag af Poulsen
Fortsættelse af side 14.
Der maa være en saadan Kraft i det danske Folk, at vi snarere trænger ud over vore Grænser og udvider os end at formindskes baade i Hensigt til Land og Anseelse blandt andre Stater. Der er i denne Sag meget at lære her i Danmark og det eneste der kan sikre os er at vi træder frem som en Folkepersonlighed. Vi ved at Striden om mit og dit er det værste her i Verden. Søskende som ellers kan føle for hinanden kan blive helt forandret naar Talen bliver om at dele hvad enten det er Arv eller andet, saa kommer Striden vanskelighederne og ofte Fjendskabet ja Hadet saa at Mennesker der før forstod hinanden nu bliver fjærnet fra hinanden. Hvis de har den Tanke naar der skal deles kun at holde sammen og være som en Enhed saa kommer det rette Resultat og det rette Forhold. Det er det første og største at holde sammen at bevare Venskabet og Broderkærligheden. Dette Sind havde Abraham dette Storsind at han kunde sige gaar du til højre saa gaar jeg til venstre. Selv om de andre ikke havde dette Sind og jeg selv har det og ved hvad Ret er saa giver jeg Afkald paa det jeg skulde have for at bevare Freden og Enigheden. Det er det eneste der kan hjælpe naar man siger værsgo tag bare hvad i vil have der skal ingen Strid være om det. Dette Sind havde Israels Folk det ordnede sig efter Moses Planer. Vismanden fra Ørkenen havde bestemt hvordan de forskellige Stammer skulde bosætte sig der var ingen Strid om Jorden skønt det laa nær her. Israels Folk havde dette Storsind de delte landet imellem sig og der var ingen der sagde til sin Nabo: Din Jord er bedre en min der er ingen Mening i at jeg skal slide haardt for Føden vi maa slaas om Jorden. Der var Broderskab i det Folk og handler man ud fra det Sind selv om man døjer ved det selv om man føler jeg er tilsidesat saa skal man dog nok faa en stille Glæde og Fryd i sit Hjerte. De sagde vi har en Gud som baner Vejen for os og derfor skal det nok gaa godt. De vidste gaar det dig godt saa gaar det ogsaa mig godt vi deler og hjælper hinanden. At denne Lov gjaldt var paa dette Tidspunkt en Stortid for Israel. Her er et godt Eks. og Israel var og skulde dannes i et Samfund. Der var ingen Forfatning under Josva men hvad var det da der holdt Stammerne sammen? Det var Moseloven som Moses havde givet dem fra Gud og den Lov kendte hver eneste Israelit den var spredt over hele Landet og Præsterne eller Levitterne som de kaldes havde den Opgave at undervise i Loven men der er ingen Politi Rigsdag eller Myndighedsforanstaltninger som vi har nu. Hvad er nu bedst enten Statsforfatning som vi har i et moderne Samfund eller saadan som det var i det gamle Israel. Staten er det organiserede Samfund og betyder en fælles Ordning. Hvis vort Samfund bestod af lutter Mennesker der vilde tjene og hjælpe hinanden saa behøvede vi ingen Politi og streng Tugt. Den almindelig Befolkning her hjemme kender ikke Lovene der er kun Juristerne og ikke en Gang dem alle der kender dem da der hvert Aar laves over 100 nye Love saa er det umuligt at vi kan kende dem paa samme Maade som Israel. Hvis det var saadan at vi let kunde styre os saa kunde vi nok blive enige om samme Forhold som Israelitterne og saa var Politi unødvendig. Naar vi har alle disse Indretninger i et moderne Samfund saa er det et Bevis paa Skrøbelighed. Aanden er mægtig i et Folk naar der er Enighed i det. Israelitterne kunde leve i Landet uden Strid indbyrdes men kom der Strid saa de maatte værge deres Land saa kom der udsendte Mænd som de kaldte Dommere til at lede Folket. Ved en Dommer forstod de en Fører en Mand der havde hele Folket med sig en Efterfølger af Moses. Disse kom frem ved at Herrens Aand kom over dem og saa fulgte de deres Kald de vidste hvem der havde udsendt dem. Hvis der var en der udgav sig for at være Guds udsendte og ikke var det saa kunde de straks høre om han talte Sandhed. Der herskede en fælles Forstaaelse imellem dem de lyttede alle paa samme Maade og naar en kunde høre det var galt saa kunde de høre det alle sammen. Et vel opdragent Folk skal nok have Øre for Sandhedens Røst derpaa skal det kendes om det staar højt naar det kan finde de rigtige Mænd baade til Stat Kirke og Skole. En daarlig Rigsdagsmand er et Vidnesbyrd om Daarlighed i Folket det maa ikke være Lejesvende vi antager i Statens Tjeneste. Det gælder om at vi straks kan høre de daarlige Aander i Folket og at vi kalder de bedste Mænd frem som ved hvad der er til Folkets Tarv. Det vi skal spørge om naar der skal vælges Mænd ind i et af Tingene og Tillidsmænd det er først og fremmest er det rettænkende Mænd forstaar de at magte sit Redskab. Den Tilstand der var i Israel før Kongemagten er den ideelle det gælder om at den aandelige Kraft er over Folket at den rigtige Fører bliver valgt. Føreren maa være fuldt ud paalidelige i alle Maader ogsaa over for sin Hustru maa han vise Troskab. Han maa ikke vise et daarligt Eks. Usædeligheden følger næsten altid med det pragtfulde Kongevæsen. Kongen maa ikke omgive sig med Rigdom og Pragt og kun komme sammen med Adelsmændene og den Slags han skal færdes imellem alle sine Landsmænd og have den aandelige Magt der kan lyse i Ord Væren og Handlinger. Denne pragtfulde Kongekaabe og alt det glimrende er kun udvortes og hvad kan det hjælpe alt sammen naar der bagved er Tomhed Aandløshed og Sløvsind. Se paa Moses han var midt imellem sine Folk uden Livgarde og al den Stads men han har Myndighed fordi han har Ordet i sin Magt og gør sit Arbejde samvittighedsfuldt.


Foredrag af Poulsen
Jeg vil prøve om jeg kan fortælle jer lidt om min Rejse i Sønderjylland. Vi rejste først til Odense hvor jeg skulde træffes med et Par andre hvis Navne jeg ikke maa nævne den ene var en Kunstmaler en Grosserer og en Arkitekt. Vi rejse saa til Kolding hvor vi boede Natten over. Næste Dag var vi saa oppe og se Koldinghus hvor vi fra Taarnet kan se langt ind over Sønderjylland. Der kom saa en Mand som var Syd fra og skulde hjælpe os over Grænsen. Vi havde ingen Pas og kunde ingen faa saa vi skulde nu se at komme over som Smuglere og saa havde vi to danske Løjtnanter med til Grænsen. Vore egne Vagtposter kom vi jo nemt igennem og kom saa ned til Tab [Taps] hvor Aaen ikke var ret bred. Manden der var med os var godt kendt og han havde et Bræt liggende i en Busk som vi saa brugte at gaa over paa og jeg maa sige det var det eneste farlige Tidspunkt paa hele Turen da der var Is paa Brædtet men vi kom dog over paa den anden Side alle sammen. Oppe paa Vejen holdt der saa en Vogn som vi kom op at køre med efter vi havde gaaet langs med et Hegn for at ingen skulde se os. Vi kørte saa med til Aabenraa hvor Hansen Nørremølle boede og der fik vi saa en god Aftensmad og lagde Planer for vor Rejse. Vi skulde køre med Heste og Vogn da der kun gaar et Tog om Dagen og der var hverken Varme eller Lys i og Ruderne var næsten slaaet itu alle sammen. Jeg glemte at sige at da vi var kommet over Grænsen fortalte Manden at vi maaske kunde have kommet igennem den tyske Vagt men det kostede Penge i Reglen fem Mark og til Tider mere. Vi kørte saa til Kristansfeld som nu er en tysk By og da vi kom dertil var der Vagt omkring Byen men saa sagde Hansen Nørremølle til Kusken slaa til Hestene og vi foer nu igennem Vagten og de nøjedes da ogsaa med at se efter os. Vi kørte saa til Haderslev for at se og høre hvordan det stod til der. Det saa nu ikke ret godt ud hverken i By eller paa Land. I Byen gik der mange Soldater som saa gruelig ud i Klæderne og blege i Ansigtet omme paa Torvet stod et Monument af Vilhelm den første hvilket er et Bevis paa Tyskernes Hensynsløshed. Vi tog saa med en Damper ned igennem Alssund til Dybbøl og saa Voldene og der staar ogsaa et Monument men det er af Bismark [*]. Der paa Knivsbjerg sammenkaldte vi saa nogle af Egnens Bønder og nogle faa fra Als. Vi fremlagde saa for dem at bygge en Kirke og en Højskole og da jeg troede Hansen Nørremølle vilde lægge for sagde han nej og forlangte mig til det. Jeg var jo slet ikke forberedt paa det men tog mig dog sammen og sagde at vi vilde bygge Skolen men Kirken skulde de selv bygge og Skolen skal være stor for i maa passe paa ikke at faa en i hvert Sogn da det har vist sig her hjemme at de smaa Skoler er der ikke noget ved og saa skal den være her paa Knivsbjerg. Tyskerne har prøvet paa at samle Folk her men de har aldrig forstaaet at holde Folkemøder det er blevet til Gøgl for dem baade her og i selve Tyskland. Vor Sag blev vi hurtig enige om og vi var glade for det der var ikke mindre end fem af mine gamle Elever med der. Vi rejste saa hjem og var enige om at vi havde haft en meget fornøjelig Dag og Held med os. Hansen Nørremølle fortalte saa om Revolotionen i Berlin. En Morgen jeg kom til Landdagsbygningen traf jeg Haase i Forhallen og jeg kunde se paa ham der var noget i Vejen og han sagde saa til mig nu har vi Revolotionen vi var der saa i to Timer saa kom Zejtemann [Philipp Scheidemann] og Haase og raabte til Forsamlingen kan i ikke vente bare i to Timer saa giver Kejseren efter men fik til Svar det er for sent. Vi gik saa ind og et Øjeblik efter var Pladsen uden for fyldt af Mennesker og vi havde nu en meget ivrig Deputation oppe hos os af tvivlsomme Mennesker. Jeg gik saa ud i Forhallen og sagde vi vilde ikke have dem ind alle sammen men de kunde ikke blive enige hvem der skulde ind og det havde nær blevet til Spektakel men saa var der et vittigt Hoved der raabte paa to Rækker træd an og saa blev hver tiende udtaget men traf det saa en de ikke kunde lide raabte de nej og saa maatte den ellevte af sted. Kun et Øjeblik efter kørte et stort Panserautomobil op foran Bygningen fuldt af Soldater. De forlangte nu at Zejtemann skulde tale til dem og jeg paa en Balkon lige under Taleren men Forsamlingen kunde ikke høre Taleren hvorfor han ned at staa hvor jeg stod. Han stod saa op paa noget for at han kunde ses af dem alle. Han forlangte saa at jeg skulde holde ham i Frakken for at han ikke skulde falde ned og i hele to Timer stod jeg og holdt paa ham mens han talte til dem. Han er nu ingen stor Politiker men han talte saa det fængede.
Da vi rejste hjem kom det til en ivrig Diskution mellem mig og mine Rejsekammerater angaaende naar vi nu fik Sønderjylland tilbage om vi saa skulde lade de tyske Monumenter staa og om vi skal lade dem som er tyske beholde deres eget Flag og der kunde jo være meget saadan at tale om hvorledes vi bedst skulde faa dem gjort danske igen ved at forbyde eller komme dem i Møde.
- - - - - - - - - - - - - - -
[*] Her ser det ud til at han har forvekslet et par ting i forløbet. Knivsbjerg ligger ca. 10 km nord for Åbenrå, og der havde et tysk selskab i 1899 bygget et 45 m højt tårn, hvor der i en niche var en stor statue af Bismarck. Se Trap: Danmark, bind 26 side 882.
Planerne med højskolen og kirken blev ikke til noget.
- - - - - - - - - - - - - - -

Sangen, som Thorvald Aagaard naturligt nok også har skrevet melodi til, er fra 1906, og ser ud til snart efter at være blevet optaget i højskolesangbogen. Her er den gengivet efter en udgave fra 1917:

Modig ungdom, ingen vege sjæle, Tiden er ej til i mag at dvæle. Vi har brug for danske mænd, Unge sener, stærke spænd; Mænd med faste viljer. Frejdig ungdom, ild i ord og öje, Vi skal evne Danmarks jord at plöje, Drage frem det dyre muld, Som kan fostre markens guld Mellem grønne lunde. Vågen ungdom, som sin kraft vil øve, Som er rede til den store prøve, Møder frem med mandemod, Hvor det gælder liv og blod, Slægtens arv og eje.

Thorvald Aagaard