|
Foredrag af Højlund d. 20-12-1918
Ungdommens Tid, hvor er det en stor og lykkelig Tid, da alt omkring os lyser med Solskin og glade lyse Forhaabninger til Fremtiden, ja, det er i Sandhed en Stortid. Men nu kommer Spørgsmaalet: "Hvordan tilbringer du din Ungdom?" Vi husker vel paa, at dem, der meget gives, kan der ogsaa meget kræves. Hvortil tegner nu Opgaven for den nuværende danske Ungdom, vi kan jo se paa den sociale Udvikling. Det danske Folk er delt i Lag, f. Eks de store Pengemænd regerer og sidder inde med Indflydelsen, dog synes det at Bondestanden vaagner og vil være med i Konkurrencen. De danske Bønder har erfarer at jo bedre vore Produktionsmidler hævder sig i Udlandet, des mere Agtelse og Respekt bliver dem tildelt, og nu gælder det om at sætte Kræfterne ind, hvis vi da ikke vil resikere at blive kørt ud af Dansen, sørgeligt vilde det være, om det skulde siges, at mens Folk rejste sig til Kamp for dets Eksistens, da var der i Danmark en Befolkning, der paa Grund af Magelighed skød disse opgaver og Byrder fra sig. Det er en stor Opgave for vor Ungdom, og der skal lyde et højt "pas paa", skønt vi lever i en Forfalskningens Tid, en Tid da der ikke tages Hensyn til Loven. Forstaar i ikke at det skader Moralen, lad os ikke faa vores Karakter svækket, men vær paa Vagt, det uægte har en vældig Magt i vore Dage. Tænk paa hvor frygteligt det vilde være, naar engang vor Dom lyder, og du hører falske Varer, uægte Varer, jeg kendes ikke ved eder. Ja, her ligger den største Opgave for Ungdommen, og lad os derfor kun fabrikere ægte Varer, baade aandelig og materiel. Konkurrenterne skal tage Kampen op med Krigsmændene naar de vender hjem, og de unge derhjemme, har lært at tage Livet og Tiden nøje i Agt, lad os derfor komme bort fra det der mange Steder raader til større Løn og mindre Arbejde, større Rettigheder og mindre Pligter, lad os stræbe efter at gøre hvad Pligten kræver, da virker vor Karakter opdragende paa andre. Vær varsom med at skubbe Smaating af dig, du mener ikke det betyder noget, men sandelig det har meget at sige. Det du ikke har Kærlighed til i det smaa, kan du aldrig i det store vente at naa, for den alvorlige og pligtopfyldende Mand vil i Fremtiden faa den største Betydning. Mange Afgørelser bliver ofte tankeløst besluttet, og bliver derfor tit saa skæbnesvangert, det er nu nærmest Ungdommen, jeg her tænker paa. Mange af eder forstaar vel nok min Tale, da der mange voksne imellem eder, men jeg ved ogsaa godt, at der er mange, af de mere unge, der ikke forstaar mig, fordi de mangler de store Oplevelser. Læg Øret til Livets Puls og hør, hvordan den banker, lad os tænke alvorligt og ikke fylde vores Stuer med Pjank. Vældige Ting sker, Troner falder som Korthuse, Folk bliver mindre, og vi ser alt i Forfængelighedens Tegn. Hører vi ikke Hejmdals Lurer blæse op til den store Arbejdets Dag, vi haaber derfor alle, at den store Verdensbrand maa være sluttet, og nu har Folk begyndt at regne ud, hvad der er tabt og vundet i denne krig, men ingen kan beregne det, for vel har de ret der siger, at vi har været uden for det hele, men jeg tør sige, har vi ikke været af dem der har tabt mest materielt, saa maa vi dog spørge med Uro hvordan gaar det med vort aandelige, har vi ikke mærket rundt om i Hjemmene, at Tankerne gaar i den forkerte Retning; det drejer sig i Virkeligheden kun om dette ene; det kære Mammon, Penge, Penge, og det er gruelig at gaa med den Tanke, at vi har solgt vore Sjæle for Guld, jeg tænker meget paa Børnene i saadanne hjem. Meget er tabt, men lad os haabe om end det ser sort ud, saa med alt det tabte dog faar reddet Livet. Det bedste skal og maa ikke gaa tabt i dette Kaos, dette Liv som har sin Rod i det onde, men dette som dog maa sejre tilsidst i den virkelige Form for Liv. Hvad er mit Liv, saaledes udkom der en lille Bog, givet af Johan Boyer, "Den store Hunger". Liv er Arbejde, dette at kunde mestre Naturkræfter det er et Jag en spænding; siger nogen, men lad os dog tro det er anderledes. Et Menneske kan miste alt, men alligevel eje den kostbareste Skat, den største Rigdom som ingen Menneskehaand kan tage fra ham, nemlig den aandelige Rigdom, og det skal hvert Menneske erfare, at lykkelig er den der faar denne Rigdom i Eje, ham kan ingen skade, men maaske I ikke vil tro det, men prøv og lev efter din Villie, efter dit Legemes Trang, nyde Livet som du lyster, da kunde det maaske hænde, du stod ved en Ven, din bedste Ven som laa paa det sidste, eller maaske var det en Søster, Fader eller Moder som ønskede at tale med dig, og da maa du sige til dig selv, her er det største reddet. Hvorfor er vi her, er det ikke for at faa Del i det som har evigt værd. Det aandsbaarne løfte vore Sjæle til fuld Harmoni med Gud, og alt det vi møder paa vor Vej som har Evne til at bøje os i Hjertet, det er livsførende Magter, som skal hjælpe os i vor Vækst, ikke i enkelte Stunder, men i det daglige Liv. Har du ikke noget du sætter højere end Penge. Lad ikke dem have ret som siger, Penge skaber Lykke, vi ved dog at Penge og Guld ikke kan hjælpe os til det højeste Maal. Lad Hjemmet have mistet noget af sin fordums Lykke, alligevel ejer det noget, som kalder det bedste til Live. Minderne fra Barndomstiden, hver Krog er talende, og der lød vor Moders kære Stemme. Naar vi drog ud fra Hjemmet, var man altid sikker paa at have Moders bedste Tanker med paa Vejen. Hun kunde til Tider være alvorlig, men altid kærlig mild og opofrende, og I stod maaske ved hende for sidste Gang og Tankerne arbejdede, og I saa nu rigtig for Alvor hvad hun havde været for eder. Lev i saadanne Minder og glem dem ikke, thi de har opløftende Kraft og aandsfødende magt. Sælg derfor ikke eders Fædres Hjem med de mange Minder. Du kan maaske tjene en Del Penge, men husk paa at du samtidig stryger de Kilder, som vil hjælpe dig at huske det bedste, og naar I nu rejser hjem i Julen da tænk paa dette, og hold Jul paa rette Maade med Tanken henvendt paa dette, og Tanken om hvad Julen har bragt os.
Foredrag af Højlund.
Indholdet af et Digt af Henrik Vergeland.
Henrik Vergeland en af Norges største Digtere, og den Mand der er rejst flest Mindestøtter for, og som har gjort mest for Almuen.. Han skrev et Digt til Myndighederne, om hvor uretfærdigt det var at drive Jøderne ud af Norge, naar de ikke overtraadte Landets Love. En Juleaften sent, kom en gammel Jøde møjsommelig vandrende, med sin Krampose paa Nakken. Der var falden en Del Sne den Dag, og den gamle Mand var træt, da han havde gaaet hele Dagen, og han gik nu og spejdede frem for sig om der ikke var Lys i et Hus, men der var intet, og saa sagde han til sig selv, det maa jo være Guds Villie, at jeg skal dø i denne Julenat. Da han havde gaaet saadan og spekuleret en Tid, saa han paa en Gang en Bylt ligge i Sneen foran sig. Han bøjede sig ned for at se hvad det var, og han saa da til sin Forskrækkelse et lille Pigebarn stivfrossen og tilsyneladende død. Saa maa jeg lade mine sidste Ejendele blive her, tænkte han ved sig selv og lagde Kramposen fra sig. Han knappede sin Frakke op, og lagde den lille Pige ind til sit Bryst, og fortsatte træt og med megen Besvær sin Vandring igennem Sneen, idet han tænkte, nu kan jeg se det ikke er Guds Villie, at jeg skal dø denne hellige Juleaften, for jeg skal bringe denne lille Pige til et Hus, hvor hun kan faa nogen Varme og komme i en varm Seng. En Stund efter kunde han mærke at der var ved at komme Liv i den lille, nu da hun blev varmet op ved den gamle Jødes Bryst, og da han havde gaaet et Stykke til, kunde han se et Hus ligge ene for sig selv, men det var ogsaa paa høje Tid, for han kunde næsten ikke slæbe sig og sin Pige hen til Døren. Da han endelig naaede derhen og bankede paa, hørte han Manden raabe hvem er det. Den gamle kunde daarlig Tale for sin Udmattelse, men med megen Anstrængelse han fik fremstammet: En gammel Jøde, og da han lige vilde til at sige en lille Pige, udbrød Manden i Huset, en Jøde ind i et kristent Hus paa en hellig Juleaften, du som slog Kristus ihjel, nej Gud fri bevares for at faa en Jøde i Huset Juleaften. Den gamle Jøde satte sig træt og bedrøvet ned paa Trappen, og tænkte jeg har da ikke slaaet Kristus ihjel, jeg kan da ikke gøre for hvad mine Fædre har gjort. Han sank nu helt sammen paa den kolde Trappe, og syntes han saa ind i Himlen, og Sneen lagde nu sit bløde Tæppe paa ham og hans lille Pige. Da Konen aabnede Døren næste Morgen, og saa den gamle sidde stivfrossen og død, kom Manden til i det samme og raabte: Det var da ærgerlig, nu har vi Uulejlighed med at sende Bud efter Sognefogden, ja se hvor de Jøder er begærlige, se hvor han trykker Kramposen ind til sit Bryst, lad mig se hvad der er i den, og han knappede Frakken op, men hvilken Forfærdelse stod der ikke malet i hans og Konens Ansigt, da de saa deres egen lille Pige stivfrossen, med Armene om den gamle Jødes Hals. Den lille Pige var nogle Dage i Forvejen sendt til nogen Slægtninge, for at være der i Julen, og var en Dag begyndt at gaa hjemad, uden hendes Familie havde lagt Mærke til det.
Foredrag af Højlund
En anden af Norges store Digtere er Ibsen, som er født 1828 og han beskrives som den mørke Grubler. Hans Fader var en rig Mand, og Ibsen kom i sine første Børneaar ikke sammen med de andre Børn i Byen. Da Ibsen var 8 Aar, gik hans Fader fallit, og det var et meget haardt Slag for hans Moder, og ikke mindst for ham selv, den før saa fine og forvænnede Dreng, som nu maatte ud blandt Gadens Børn, og blev ubarmhjertig drillet ved enhver Lejlighed, og maatte høre mange Spydigheder fordi hans Fader var gaaet Fallit. Det lagde Tungsel paa mit Barnesind; sagde han senere, som ældre Mand. Hans Hjem laa omgiven af Kirken, Arresten og Sindsygehospitalet, Kirken tog alt Lys fra hans Hjem, og over mod Arrestens Vinduer saa han Forbrydernes stive Blikke, og over mod Sindsygehospitalets Vinduer de sindsyges fortruknes Ansigter, det var ikke underlig at der blev en mørk og indesluttet Karakter ud af dette Barn, men ikke desto mindre havde han høje og store Idealer i sin første Ungdom. Han lagde Mærke til, at det ikke altid var saa fint og humant med de fornemme Folk i Byen, som de gav det Udseende af. Han satte mange smaa Pjecher i Byens Avis, hvor de fine og fornemme fik deres Skrøbeligheder at vide, og da de opdagede det var ham, maatte han høre mange Forhaanelser, og blev ilde set af mange, og da han vilde udgive sine første Digte, var der ikke en eneste Forlægger i hele Byen der vilde antage dem. Det tog han sig meget nær, og følte sig saa ensom. Ved en Fest hvor der blev danset sagde han, idet han saa paa de dansende: Jeg gad vide hvor mange der danser for at glemme. Det er slemt at skulle op til en Eksamen og ikke kan huske, men det er værre at gaa ind til Livets Eksamen med Tanken om at glemme. Nogle af hans bedste Digte er Vildanden, hvor han skildrer sig selv, og Kongs Emner - Brand og Edderfuglen. Han døde 1906.
Foredrag af Højlund.
Unge Mennesker har ofte Ønsker og Udlængsler, men hvis jeg skulde ønske nu, da vilde jeg ønske Selvbeherskelsens Gave. Der er en Overgang fra den yngre til den første Ungdom, i den Tid er det mest Udlængsler og Videlysten Lyst til at komme ud i den viden Verden, og se alt det store og skønne. Ud vil jeg, ud og se langt over de høje Fjælde, som der staar i Sangen. Fra Ungdommen til den første Manddom, da opdager den unge en ny Verden, en Verden i ham selv, man vil tænke og leve paa eget Ansvar. Enhver kan selv maale hvor langt han er kommen, naar han ved hvad der interesserer ham. Den modne unge stræber ikke saa meget udad, men stræber indad, han vil kende sig selv, han er kommet over den Alder, da han nøjes med at høre efter andre. Aandsliv kan ikke leve uden paa ens eget Ansvar, og den Følelse kender vist ogsaa de fleste modne unge. Selvbeherskelsen er et ubedrageligt Tegn, paa Manddommens Begyndelse. Menneskene kan ikke blive modne før Tiden er der til. Det er bedre at komme for sent end for tidlig paa Højskole, og man kan bedst give sig af med at dømme Alderen, ved at maale sin Sjæls Udvikling, saalænge et ungt Menneske ikke har haft aandelig Udvikling, faar han intet ud af Højskolen. Det faar han først naar den aandelige Trang vaagner i ham. Menneskekundskabens Ager faar man bedst at se igennem Historien. Lær dine Omgangsfællers Tanker og Handlinger, og byg dig selv op deraf. Vi er meget tilbøjelig til at fælde Domme over andre ved at høre deres Ord, men hvis ens Handlinger ikke svarer til hans Ord, da er det ikke en Mand vi skal tage Lære af. Man skal ikke lære en Mand at kende ved at høre andre Dom over ham, men ved at høre hans Dom over andre. Den Mand der ikke er tro i det smaa, bliver det heller aldrig i det store, den Mand vi heller ikke skal tage Lære af. Vi har det saadan med os selv, at det onde som vi ikke vil det gør vi, og det gode vi gerne vil, gør vi ikke, hvorfor? fordi vi mangler Selvbeherskelsens Gave. Der kan saa ofte blive Misforstaaelser blandt Folk, og den stammer som Regel fra at have for lidt Menneskekundskaber. Paa Menneskekundskabens Ager vokser en lille Urt der hedder Takt. Det taktfulde Menneske, kan ikke begaa noget ufint, fordi de ejer Selvbeherskelsen. Vore Fængsler er fyldt med Mennesker, der kunde have været en Pryd for Samfundet, da det jo tit er de bedst begavede, men er blevet til det de er, fordi de i et ubesindigt Øjeblik ikke har kunnet beherske sig selv, og vilde ikke have havnet saadan vis de havde ejet Selvbeherskelsen. Man hører ofte i en Gymnastiksal Læreren sige, pas paa Nedspringet og gør Øvelsen færdig før i forlade Madrassen; det kunde tyde paa at vi mistede Energien for tidlig, den Udtalelse af Gymnastiklæren kunder der vist være Grund til at huske paa i det daglige Liv. Den der aldrig har haft store og lyse Drømme, kommer aldrig til at øve Daad, men jeg giver ikke ret meget for den unge mand, der kun tænker paa at spille Kort, eller faa en god Gaard, for han bliver sjældent til stort her i Livet. Blomsten forsvinder, men den er nødvendig for at danne Kærne. Kan vi faa Herrens Velsignelse over os og hvort Arbejde, da skal vor Løn nok blive i Forhold til vor Indsats.
Foredrag af Højskoleforstander Brestorf, Roskilde
Emne - "Oplysning skal være vor Lyst".
Jeg har hørt flere Udtalelser af forskellige Seminarie-forstandere som tyder paa, at det er Tiden vi skal have rettet paa den Maade, der undervises paa. Naar en 7aars Dreng bliver sat i en Latinskole, og derved er afskaaret fra al Leg, og hvad der er bedst for en Dreng. Naar f. Eks, de har Historie paa saadan en Skole, saa er det kun om at de kan remse en hel Del op, enten de forstaar det eller ej, det er jo hele Tiden at huske, hvornaar den og den Konge regerede, det bliver jo terpet ind i dem, det er noget lignende som i et Trykkeri, hvor Bladet bliver ført ind ad den ene Ende, og kommet ud af den anden fiks og færdig, det bliver saadan et maskinmæssigt Menneske alle Dage, det kan vi se paa alle vore Embedsmænd, har de ikke noget militaristisk ja endog prøjsisk over sig. Det var bedre naar de paa Latinskolerne eller Gymnasier som de nu kaldes, hvad de nu ikke bliver bedre af, kunde faa Kundskaber efter Haanden de var modne til at tage imod den. Jeg saa for en Tid siden paa en saadan Skole en Stil, en 16aars Pige havde skrevet. Stilen hed Kvindens Stilling i Samfundet, det var en Stil for sadan en Pige at svare paa. Hvad Begreb har en 16aars Pige om Kvindens Stilling i Samfundet. Der vil selvfølgelig mange sige, lad os være fri for Højskolepædagogi paa Seminarierne. [fortsætter i højre spalte]
------------------------
Til toppen af højre spalte
|
Var det ikke bedre om de unge Mennesker kunde blive behandlet, som de unge Planter om Foraaret, at de skiftevis efter som de trængte til, kunde faa Solskin og Regn, og saa kunde udvikle sig frit og naturlig og udfolde sig efter som deres Evne var, saa blev der ikke alle disse gammeldags Latinskoleelever. Mange Forældre ønske at deres Børn skal have Realeksamen, og det var rart om de ogsaa kunde taget Studentereksamen, saa tror de at de er lykkelige. Blot vi kunde naa hen til paa disse Skoler at faa en mere fri og naturlig Undervisning, saa at det noget oftere blev Eleverne der spurgte Lærerne, i Stedet for at det næsten altid er Lærerne der spørger Eleverne. Hvad lærer de om Stjernerne og Astronomien paa en saadan Skole. Jeg garanterer for, det er ikke ret mange af dem, der om Dagen har haft en Time i Astronomi, men ved en Spadseretur om Aftenen, kan komme til at se op paa den prægtige Stjernehimmel som dog er betydelig bedre en de tørre Bøger. Naar Poul la Cour paa Askov havde Time med os om Astronomi, saa forstod han at fortælle det saadan, at Eleverne kunde se deres egen ringe Magt og Ubetydelighed, og den store prægtige Stjernehimmel som Gud har skabt, og saa kunde vi om Aftenen paa en Spadseretur komme til at tale om Stjernerne, saa var det som Grundtvig sagde: Astronomi skal være gule Prikker paa blaa Bund, og ikke sorte Prikker paa hvid Bund, og selv om han aldrig havde sagt andet, saa maatte vi dog elske ham for saadan en Udtalelse. Kunde vi komme bort fra at have disse gammelkloge Latinskoleelever og faa nogen mere naturlige og menneskelige unge Mænd, da var der vundet meget. Vi kan ikke paa en Latinskole eller Højskole skabe, for det kan kun Gud, men vi kan hjælpe det frem som gærer og bryder i ethvert Menneske, og det kan bedst ske ved en saa fri Undervisning som muligt, og ved at Eleverne faar efterhaanden som de er modne til at tage imod den. Paa den Maade der undervises paa de højere Skoler, og den Maade de virker paa, saa var det bedre om Eleverne købte dem et Leksikon, som de kunde gaa hen og slaa op i, naar der var noget de var i Tvivlæ om, naar de blot fik lidt Færdighed, i at slaa op i et saadant Leksikon, kunde det næsten klare det samme.
Foredrag af Højlund
Emne (Troskab)
Vi mangler noget af den gammeldags Tro og Retsind. Troskab er det Baand, der binder lettest sammen. Er det ikke noget af det smukkeste at se Troskab imellem et Par Kammerater, hvor den ene bøjer sig for den anden, ja endog kan lide for ham. Hvis et Menneske har alle gode Dyder, men mangler Troskab; saa bliver han i det lange Løb dog ikke til stort, om han saa er nok saa begavet og dannet. Det er slemt naar en Bygning er halvt færdig, og man saa opdager Grunden ikke er stærk. Vi skulde se at faa vor Fremtidsbygning bygget paa Troskabens Grund.. Det skal nok vise sig, naar et Menneske bliver stillet over for Prøvelserne i Livet, om hans Grund er Troskab. - Troskab er ikke noget man saadan skaffer sig ved et Snuptag, det er ikke noget man kan erhverve sig i fem Maaneder ved et Højskoleophold, men hvis man i de fem Maaneder kunde faa Øjnene op for at der er noget, der er større en alle Verdens Behageligheder, da har man i Sandhed faaet noget for Pengene. Man vil gerne høre mange gode Ting om vore Børn, det tør jeg nok sige paa eders Forældres Vegne. Der er ikke noget de hellere vil høre om deres Børn, end at de er tro i smaat som i stort, det er et Karaktertræk der betyder noget. Man siger nok det er de store Afgørelser der bestemmer, men hvis vi ikke er tro i det smaa, kan vi aldrig komme iblandt de Folk man regner med. De som er trofaste faar ikke magelige Dage, men det er heller ikke det de sætter Pris paa. Da Nansen paa sin Ekspidion havde gaaet hele Dagen, og der absolut skulde gøres en Rekonnoncerin frem over Isen, udtog han to af sine bedste Mænd til at følge ham, og de følte det var som en Hæder, skønt de for deres Troskab blev udsat for endnu større Anstrengelser. Troskab betyder aller mest i aandeligt Liv og Arbejde, søgen efter aandelige Værdier er et Slid, det er ikke noget man erhverver sig ved at sidde ligegyldig og høre efter en Gang imellem, og saa ellers side og pille ved et eller andet. Den der maaske har Hovedpine efter et Foredrag af Anstrengelse, han faar noget for sit Slid. Paa en Højskole kan den unge Mand blive sat i Gang, han kan faa Øje paa Vejen til det Maal, som er Højskolens Formaal, og saa kan han rejse hjem med Udbytte, enten han er naaet saa langt frem i Regning eller ikke, det er kun Smaating naar han har faaet det der er bedre. Der skal slides, men det er derigennem man dannes. Europas Folk har hidtil set paa hinanden som Konkurrenter, men det vilde være mere sundt om vi kunde betragte andre Nationer som vore Arbejdsfæller, og arbejde sammen med dem i Troskab og Sundhed. Det kan nu ikke komme paa en Gang, men naar hver enkelt vilde gøre sit, til at det blev bedre, saa kunde Krig maaske næsten blive umulig i Fremtiden. Inde inderst i os vil vi alle gerne være gode, naar det kommer til Stykket, og det er i de Øjeblikke vi føler det, der er bestemmende, om vi bliver til noget. Skete det første Gang i Samtale med en god Kammerat, at du sagde til dig selv "det maa blive anderledes". Først Drøm og Længsel, og saa Daad og Handling. Du skal være tro mod det som kaldede paa det bedste og dybeste i dig. Er Sædekornet lagt, da skal det have Ro og Fred til at spire i. Aandeligt talt er det ikke alene for at saa vi er her men ogsaa for at høste. Vi skal rejse vor Bygning paa de gamles Grund, for den har vist sig at kunde bære. Det trofaste Menneske kan forandre sin Paaklædning, men ikke sine Idealer. Man skal vise Troskab mod det hvide Hus, hvor vor Moder bar os hen paa sine Arme. Naar jeg i Kirken ser en ung Moder komme til Daaben med sit lille Barn, da kommer jeg til at tænke paa, saadan har min Moder ogsaa staaet med mig paa Armene, og har haabet det bedste for mig. Vis troskab imod det bedste, og du skal se det vil bære velsignelsesrige Frugter.
Johannes Monrad
|
Foredrag af Monrad.
Enkelte Bemærkninger om Kristen Kold. Paa et stort Møde i København, spurgt Biskop Monrad Kold om, hvad han vilde med sine Højskoler, og hvortil han svarede at han vilde vække det kristelige og det danske i det unge, han vilde Guds Villie og Danmarks Lykke. Kold havde en tungnem Pige i sin Skole, som ikke kunde lære udenad, men forstod godt naar Kold fortalte. Ved en Overhøring spurgte Biskoppen om han ikke brugte Balles Lærebog, hvortil han svarende nej. Biskoppen spurgte da om, om han vilde gøre det for Eftertiden eller ikke. Da Kold fik saadan et Spørgsmaal svarede han absolut nej. En Tid efter kom der en Skrivelse til ham fra Biskoppen, hvori der stod, at fa nu af skal Balles Lærebog læres udenad i Skolen, men maa dog ikke staa i Vejen for den højere Religion. Kold fortalte meget om Ingemanns Romaner, og han standsede altid paa de mest spændende Steder. Da Kold kom til København og stiftede Bekendtskab med Grundtvig og Lindberg, sagde han, at de var de første han havde truffet der var klogere en ham selv. Kold foretog en Rejse til Konstantinobel, hvor han opholdt sig 11/2 Aar, og tog saa derfra og hjem efter igennem hele Europa. Da han naaede Ribe, mødte han en Kone, som kom løbende, og Kold spurgte da hvad der var i Vejen, hvortil hun svarede, at hendes Mand havde hængt sig. Nu kan jeg se at jeg er kommen hjem igen sagde Kold, for saadan Smaating vilde ingen tage Hensyn til i Konstantinobel. Det var 1848 han kom hjem, og han meldte sig straks frivillig, og naar der senere nogen spurgte ham hvad han havde lært, svarede han, at han havde lært at faa Respekt, som da Provst Sparre hørte at Frederik den Syvende kunde Latin. Kold sagde at han stadig vilde gøre sit til at Danmark stadig kunde beaandes, ogsaa i det store, det saa han noget af i 1848. Den 1 Nov. 1848 flyttede Kold til Ryslinge som Huslærer, han skrev et Brev til sin gamle Huslærer Algren, at hans Formaal med hans Ungdomsskole var, at vække det bedste i de unge, og at de skulde leve et rigt Menneskeliv, han vilde med andre Ord vække det bedste i Menneskene. Han døde 1 Marts 1870.
Foredrag af Schrøder.
Hvis Blodet under en Blodstyrtning er lyserødt er det fra Lungerne og hvis det er mørkerødt kan det være fra Maven eller Næsen. Der er ca. 25 Billioner Blodlegemer i Blodet hos et Menneske og hvis disse Blodlegemer blev lagt Side om Side vilde de spænde 11/4 Gang omkring Ækvator.
Under en Besvimelse skal man lægge vedkommendes Hoved lavt og Benene højt. Et voksent Menneske kan taale 40 Hofmandsdraaber og 20 Kamferdraaber.
For hvert 5 røde Blodlegeme er der et hvidt Blodlegeme. De hvide Blodlegemer er Betændelse Bakterier (Materier). Blodet bestaar af Æghvidestof og Fedtstoffer men de 90 % er Vand. Under Blodforgiftning bliver der røde Striber op ad Armen og som Undertiden kan danne sig til Knuder. De røde Blodlegemer bliver dannet af Benmarven eller Knoglerne. De overflødige Blodlegemer gaar til Leveren, En af de almindelige Aarsager til Gigt er Urinsyre i Blodet.
Hjertet er en Hulmuskel der er delt i 4 lige stor Dele de to øverste er Forkamrene de nederste Hjertekamrene. Forkamret skal drive Blodet ned i Hjertekamret og derfra til Pulsaarene og til Haarkarnettet som er smaa Aarer.
Jo mere Kulsyre man indaander jo stærkere slaar Hjertet. Hjertet lader sig paavirke af Sindsstemning. Gigtfeber er tilbøjelig til at forhindre de smaa Hinder der er i mellem Forkamrene og Hjertekamrene saa der løber for lidt Blod ind i Forkamret. Overanstrengelse af Hjertet fører til at der danner sig Fedt paa Hjertet. Mennesker der aander gennem Munden er mere modtagelig for Bakterier og Sygdom.. Astma er Krampe i Luftrørets Muskler.
Engelsk Syge er Mangel paa Kalk i Knoglerne. Det er Benmarven der skal forsyne Blodet med de røde Blodlegemer.
Naar man skærer paa tværs af en Muskel bliver der et stort Ar hvorimod hvis man skærer paa langs bliver det næsten ikke at se. Der strømmer ca. 9 Gange saa meget Blod igennem den Muskel der arbejder som den der er i Ro. Muskler er de Organer der er mest blodrige. Brok er en Tarmvinding som er trængt igennem Lyskemusklerne. En haard Knude kan være Lymfekirtler som ikke er farlig. Tyfus er altid slem hvor Vandet i Brøndene er daarlig. Den Landsby hvor Kirken ligger højt og omgiven af Gaarde har Tyfus altid været slem og man undgaar bedst Tyfusepedemi ved at koge Vand og Mælk som vi drikker det gælder om at faa Vandet saa dybt nede fra som muligt og ikke for kalkholdig. Æggehvidestof er uundværlig men vi kan ogsaa nok faa for meget. Oksekød er en farlig Spise da for meget af det kan føre til at vi faar for megen Urinsyre i Blodet. Æg Ærter Linser Bønner er æggehvideholdige. Fedtstoffer bestaar af Fedt Smør Laks og Aal. Gulsot kan skyldes en Sten i Blæren. Galdens Opgave er at omdanne Fedtstoffer. Galden virker bakteriedræbende. Tyktarmen begynder i højre Side som knytter sig til Blindtarmen hvis Betændelse kan blive til Bughindebetændelse og er saare farlig. Det ser ud som Blindtarmsbetændelse er en Slægtsarv. Det saakaldte ægte Gigt er Urinsyre i Blodet. Sveden adskiller [udskiller?] en Masse Giftstoffer. Den kolde Sved stammer fra Nervecentret. Det er ikke skadelig at gaa i Bad naar man er svedig eller varm men det er farlig naar man har Hjertebankning.
Foredrag af Rørdam
Ved Daaben er det ikke Vandet eller de Ord som Præsten siger der er det nødvendigste men det er først og fremmest ved Forældrenes Suk til Gud om at faa deres Barn indlemmet i Guds Rige. Fru Ingerslev udtalte engang i en Kreds af Venner som talte om Daabens betydning: Hvis jeg har et spædt Barn i mine Arme som er ved at dø og jeg beder til Gud om at tage imod det da tror jeg fuldt ud at Gud tager lige saa godt imod dette Barn som hvis det var døbt hvis der ikke kunde faas nogen Præst til at døbe det. Katolikkerne mener der sker en Forvandling i Daaben og de reformerte mener det kun er en Form. Ved en Diskustion her i Ryslinge udtalte en Dame at det ikke var det Vand de stænkede paa Barnet der gjorde at Barnet blev indlemmet i Guds Rige og bag efter sagde Rørdam at det heller ikke var Ordene der gjorde det men ved et Suk efter Gud. Da stod en Mand op ved Navn Morten Larsen og sagde den ene siger det er ikke Vandet og den anden siger det er heller ikke Ordene hvad er der saa tilbage hvortil Sine Dejgaard tørt svarede Barnet er da tilbage. Jeg tror ikke Folk skal være saa bange for at gaa til Alters. Der er nok mange der siger at de ikke rigtig ved hvad Betydning Sakramenterne har men jeg tror godt de kan faa Herrens Velsignelse uden de forstaar Betydningen i Enkelthederne naar det er et Suk efter Herrens Velsignelse. Betingelsen for Nadveren er Sukket efter Gud. Det er ikke Værdigheden det kommer an paa men Følelsen af uværdighed. Det store ved Sakramenterne er at vi ikke gør noget men lader Gud gøre det og føle Gud er stor og vi er smaa. Naar Folk har det saadan med deres Gudsforhold at de siger nu er jeg en Kristen nu er jeg oven paa nu er jeg paa det tørre. Dem der siger saadan han er netop aandelig død for Daaben og Nadveren er ikke en Assurance for at komme i Himlen.
Foredrag af Doktor Søderhjelm
Jeg vil nu prøve om jeg kan fortælle lidt om Finland om den Tilstand der har været og er for Tiden. Indtil Aaret 1900 var det godt at være under Rusland vi havde vor egen Hær egen Regering eget Postvæsen og eget Sprog men saa kom der andre Tanker i det russiske Folk nu skulde Finland være russisk alle Embedsmænd blev afskediget og russisk Postvæsen blev indført og det russiske Sprog skulde læres i Skolerne og da den russiske Revolution udbrød skulde der ogsaa være Revolution i Finland. Jeg husker den første Dag jeg havde telefoneret til nogle af mine Venner men de vidste ingenting men saa varede det ikke længe før der kom en russisk Officer og bankede paa min Dør og forlangte at komme ind jeg troede han var fuld og lukkede Døren for ham men noget efter faldt der Skud og da jeg kom ud laa han paa Trappen og var død. Marinesoldaterne stormede gennem Gaderne og skød til alle Sider saa der var ingen der vovede at komme ud. Det gik saadan nogen Dage saa indkvarterede de sig paa det fineste Hotel i Helsingfors og levede som Grever. Der var et stort Befæstningsanlæg under Opførsel men de byggede af Sne i Stedet for af Jord og en Havn som de byggede blev bygget paa Is saa da Foraaret kom forsvandt det hele. Saadan gik det i nogen Tid men saa blev der dannet en hvid Garde men den var ikke stærk nok da alle vore Arbejdere holdt med Russerne og vi havde ingen Vaaben men saa kom Tyskerne og hjalp os og saa kom der ny og bedre Tider men det var alligevel drøje Tider under Oprøret. Vi fik ikke andet at leve af en nogen tynd Suppe og et lille Stykke Brød men det som de hvide beskyldes for mod de røde passer ikke for de fik samme Ration som os.
|
