|
Gudrun SchneeklothTræk af Livet paa Askov. |
 |
Søndag 5-1-08
Jeg vilde af Sted med Toget 8,30 og skulde følges med Kristoffersen og Svenskerne. Da kun den første kom, besluttede vi at vente til 9,05. Karin kom alene - Elsa var syg af Mæslinger, og Ingrid havde været et Par Dage i Byen. Hende saa vi intet til før Færgen - hun fulgtes med en anden Aars Elev, Viggo Cavling, Søn af Politikens. Hos os var der Karin, Ingeborg Holck en Frk. Thoussieng og Kr. og jeg. Vi spiste i den Grad af Knas. Ved Stationerne samlede vi flere op.
Paa Færgen sad vi paa Dækket og drak Kaffe og hilste paa en Del Kammerater. Over Lillebælt traf vi endnu flere. Alle hilste saa straalende glade paa hverandre. I Frederits var Signe og Therkelsen og Oversergeanten. Dejligt at gense dem. Ogsaa Musse fandt vi der. I Toget til Vejen var vi rent ovenud jublende.. Vi havde nu ogsaa faaet Gjørup ind, og han og Musse morede os paa Kraft. Vi lo og sludrede. I Vejen myldrede det ligefrem. Karle og Piger, som man aldrig før havde haft noget at gøre med, kom henog trykkede ens Haand til glædeligt Nytaar. Alle lod til at være vilde af Glæde over at komme hjem til Askov igen. Slig Stemning der dog var over det hele. Da vi endelig havde faaet Tøjet, gik vi af Sted mod Askov. Det sidste Stykke begyndte det at regne, og da vi stod i Gaarden i Mørke og ledte efter Tøjet, styrtede det ligefrem ned, saa vi naaede "Askovhus" aldeles gennemblødte. En hjertelig Modtagelse. Oppe hos os var der saa rent og varmt. Godt at faa sig gjort lidt i Stand og saa faa spist.
Vi laa nu en Timestid og hvilede paa Sengene, inden vi gik til Juletræ.
Nede midt i Salen stod Træet - lysende og pyntet. Først gik vi rundt om det og sang "Nu har vi Jul igen", og derefter talte Appel og Prof. Vi maatte staa op. Ved yderste Viljesanspændelse lykkedes det mig at undgaa at falde om - ellers manglede der intet i Besvimelsen - fortvivlet var jeg. Musse førte mig ud i lidt koldere Luft og gav mig Vand, saa hjalp det lidt. Jeg fik nu en Stol at sidde paa, mens vi spiste Knas. Saa snart Musse nu havde drukket Kaffe, styrtede vi hjem i Seng. Ligesaa højt oppe, som jeg havde været hele Dagen - ligesaa langt dalede jeg nu ned om Aftenen ved mit Ildebefindende. Men nu bare sove.
Mandag. 6-1.
I Dag har jeg det godt igen. Skolen gik som sædvanligt. Men for et Vejr. En ren Orkan med Sne. Saa har det frosset desuden, saa Vejen var en Isflade. Det var næsten umuligt at faa Fodfæste, og stærkere og stærkere fart fik vi paa ved den voldsomme Storm. Slemt var det ogsaa at komme hjem mod Vinden nu i Aften - saa glat og vaadt og saa forfærdelig uhyggeligt at være ude i. Men nu sidder vi rart alle fire sammen og arbejder.
Tirsdag 7-1.
Grusomt Vejr - daarligt Humør.
Onsdag 8-1.
Sne - Sne og atter Sne. Fygende Blæst - kort sagt en voldsom Snestorm - anden Dag den varer. Endnu er jeg ikke falden ind i Livet her.
Torsdag 9-1.
Sne, Frost og Togstandsninger anden Dag. Snestormen vedvarer.
Der er valgt en ny Fornøjelseskomité, hvor jeg er bleven Medlem. Den bestaar af: Andreas Grau, Sønderjyden, Laurits Hansen og Steenbæk og desuden Ebba Boyesen, Marie Didriksen og jeg. Der er grusom kedeligt i den. Vidt forskellig fra den forrige.
"De to" har vi intet set til. Humøret er for øvrigt daarligt. Signe svigter mig. Hendes forandrede Opførsel har pint mig saadan, lige siden jeg kom hertil efter Jul. Deri ligger Grunden til det sorte Humør.
Efter Te var vi nede. Der var to Pigebørn fra Skolen. Først syede vi, og siden sad vi i Pejsestuen.
Inden vi gik i Seng, havde vi et svært Mas med at skrabe Vinduet og Karmen rent for Sne, der var trængt ind gennem det lukkede Vindue og havde lagt sig over alt ved Vinduet. Vandet i Glassene var frosset og saa videre i den Dur.
Fredag d. 10ende Jan.
Ved Gymnastik fortalte Fru Appel, at nu var det afgjort med, at Kvinderne faar kommunal Stemmeret, og vi sendte jublende en mægtig Raket til Vejrs.
Efter Te gik vi en Tur, Musse, Signe og jeg. Vi skulde have Kr. og Th. med, men den sidste var optaget af andet - i hans Sted kom Frode Sjølund. Vi gik nu til Vejen i det dejligste Maaneskin. Langs Vejen laa høje Snedriver, og overalt straalede det af den hvide rene Sne. Mildt i Vejret var det. Dernede gik vi paa Biografen. Det var ganske sjov. Derefter gik vi op i Højskolehjemmet og drak Kaffe. I Stuen ved Siden af var der nogle Askovitter, og Musse undersøgte paa det grundigste deres Tøj, som laa hos os, for at klare sig, hvem det nu kunde være, og henrykt var hun, naar hun genkendte noget af Tøjet. De spillede Kort - derinde. Vi havde ingen Tid at give bort, og satte snart efter Dampen op hjemad. Lidt hjemmefra traf vi Th. I det hele havde vi det overordentlig rart.
Sjølund er morsom. En bred Sjællænder. Hvert Øjeblik udbryder han: "Aa Herregud Frederik" og ryster paa Hovedet af Kr´s Ungdom og glade Livslyst.
Lørdag 11-1.
Ved Samklem havde vi i Dag Koncert. Intet særligt.
Søndag 12-1.
I Stedet for at gaa til Oplæsning paa Skolen syede vi hjemme, mens Signe læste højt i "Kærlighedens Komedie". I Eftermiddag talte Pastor Helweg om Gade - aldeles udmærket. Siden har vi haft Diskussion om "Sønderjylland i Forhold til de unge". Grau indledte og bebrejdede os meget heftigt vor Dovenskab og Træghed i Kongeriget. I selve Diskussion kom der ikke synderligt frem. Cavling, Politikens Søn, talte og den unge Fr. Schrøder - det er helt velgørende engang imellem at høre lidt dannede unge Mennesker tale. Kristoffersen udtalte sig ogsaa - ikke saa tosset endda.
Bagefter gik vi ud ad Skibelundvejen. Vi mødte der Schrøder og hans Ven, en Student Lomholt. Therkelsen præsenterede mig for mine to Kolleger, og vi talte lidt sammen alle fire. Efter at de havde forladt os, gik vi lidt længere ud og saa hjem i Seng.
Mandag 13-1.
Det har været det mest bedaarende Maaneskin, saa vi maatte ud og gaa Musse, Signe og jeg. Efter en halv Times Forløb vendte vi igen hjem og tog Sne med op paa Værelset, hvor vi lavede Hindbæris ved noget Saft. Det sad vi henne ved Vinduet og spiste. Lampen var slukket - vi havde kun Maaneskin. Saa hyggeligt man kan sidde og passiare. Vi kom ind paa Barndomsforelskelsen og derfra paa ulykkelig Kærlighed. "Jeg tror, jeg vilde dø af det", siger jeg. "Aa, gid jeg saa maatte faa det", udbrød Musse begejstret, "for saa vilde jeg da nok tabe 10 Pund". Næh hvor vi lo af hende.
Jeg glemte i Gaar at omtale, at vi havde fremmede til Aften herhjemme. Familien Laursen og desuden Appel. Han sad ved den modsatte Ende af Bordet, saa vi fik god Lejlighed til at betragte ham. "Hvor han er förtjusande", udbrød Ingrid varmt, og jeg saa derhen. Hans Blik var rettet ned mod Bordet, saa man saa intet til Øjnene. Men selv uden dem saa han vidunderlig ud. Aldrig har jeg set ham smukkere end den Aften, og aldrig har jeg set noget smukkere. Der hvilede over ham en saadan Skønhed, at man næsten blev syg - blev svimmel deraf. Alle var vi rent betagne af ham. Han var noget af det skønneste skønne - en Gud. Og naar Øjnene kom til, ja saa kan Ord ikke udtrykke det.
Tirsdag 14-1.
Efter Middag havde vi Fornøjelsesmøde. Paa Søndag er det Schrøders Fødselsdag, og vi skulde sørge for en Gave fra Eleverne. Det blev bestemt, at Grau - Laurits Hansen og jeg skulde rejse til Kolding og se paa et Billede til Foredragssalen om Eftermiddagen. Nu skulde jeg lige gaa over og faa et godt Raad hos Fru Appel angaaende Billedet. Jeg tog Marie Didriksen med. Vi blev budt ind i Dagligstuen paa en Appelsin. Han foreslog Billeder fra Viborg Domkirke - saa skulde han nok skrive til København efter to. Det var jo det letteste, men saa blev der desværre intet af Koldingturen. Vi sammenkaldte nu et nyt Møde og forelagde Resultatet. To mandlige gik ind og talte med Appel, og hele Flokken blev hentet ind for at bestemme hvilke to. Saa nu ligger alt i Appels Haand.
Til sidst endte vi inde hos Bageren og trøstede os der for den mislykkede Udflugt.
Det var lige i Begyndelsen af Gymnastiktimen - vi havde gjort nogle Øvelser, da jeg tilfældig ser op paa Pallen. Forfærdet farer jeg sammen - er det ikke Kristoffersen, der staar der. Han var der med en amerikansk Ven. Og selveste Fru Appel klatrede op og underholdt dem. Der var engang jeg skulde klatre op i et Tov, der hang 2 Alen fra ham. Jeg masede og masede, men blev hængende paa Halvvejen. Hvor han morede sig.
Senere gik Musse og jeg en Tur alene i det henrivende Maaneskin.
Onsdag 15-1.
Vi skulde med til Diskussionen paa ældre Hold om de politiske Begivenheder i 1907. Brødrene Martin talte godt, Cavling var meget overlegen og ikke absolut tiltalende. Ellers var der ikke synderlig ved den. Det var jo navnlig Hebronsagen der blev behandlet.
Knokgaard fulgte os lidt hjemad og ned ad Skibelundvejen. Saa gik vi ind og han hjem. Kl. var omtrent 101/2, men Familien var ude. Th. havde aftalt med Signe, at vi sammen med ham skulde gaa Kr. i Møde - han kom fra Dalhus. Vi gik da ud og fandt Th. Da Kl. omtrent var 11, og vi endnu ikke havde mødt ham, sendte vi Th. af Sted, mens vi saa smaat gik hjemad. Der var ingen at se i nogen Tid - saa gik vi hjem. Omtrent uden for Haven mødte vi Kr. og Frode Sjølund. De var gaaet en anden Vej hjem. Da vi nu kom ind, var Døren laaset. Ulykkelige blev vi. Signe om og kaste Sne paa Ingrids Vindue. Inden hun kom tilbage til os, lød der Trin i Gangen, og lidt efter blev Lyset slukket. Vi var krøbet ind i Mørket og saa ikke, hvem det havde været. Men nu hørte vi Ingrid aabne Døren og lægge Fingeren paa Munden til Tegn paa Tavshed. "List jer op i en Fart", hviskede hun sagte, og vi op med alt Tøjet paa. Saa fortalte hun, hvordan det var gaaet hende. Hun var kommen 5 Minutter før os, og der var laaset. Forgæves havde hun kastet Sne op paa vores Vindue - intet Svar. Saa var Bis og Charlotte - den ældre Datter kommen ud i Entréen - Ingrid havde pikket lidt paa Ruden. Det hørte Bis og saa hende. I en Fart fik hun Ch. med op paa Værelset og løb saa ned igen og lukkede Ingrid ind, uden at nogen mærkede det. De sad nu og talte lidt sammen, da Signe kastede Sne mod Ruden. Bis gik nu ned og laasede fra og slukkede, og saa underholdt hun dem saa livligt i Dagligstuen, at ingen mærkede, at Ingrid gik ud og lukkede op for os, og vi listede op.
Vi var henrykte over, at Fru la Cour intet mærkede til det. Ellers kunde det være bleven lidt ubehageligt for os.
Torsdag 16-1
Om Aftenen talte Provst Holck fra Brøndshøj. Det var over, at vi skulde være som Kilden i Ørkenen for dem, der mødte os paa vor Vej gennem Livet. Det var udmærket. Efter Te var vi nede - Bis var alene hjemme.
Fredag 17-1.
Intet særligt
Lørdag 18-1.
Om Aftenen var Overlærer Stenberg fra Horsens her. Han holdt foredrag om Bøger og Bogsamlinger, og efter Te var der Diskussion. Vi gik nu lidt ud ad Vejen med Kr., mens Signe og Bis gik ind. Da vi omtrent var hjemme, kommer Signe mod os. "Der er sket noget forfærdeligt hjemme", siger hun, "Bis har faaet en Hæklenaal ind i Siden". Vi skyndte os jo straks ind - forfærdelig bange. Lyttende stod vi ude paa Gangen. Da hørte vi Fru la Cour le, og saa kom Bis. Det havde ikke været saa slemt - hun havde taget sit Hækletøj under Armen, og saaledes havde hun trykket Naalen ind. Det kunde have været ganske forfærdelig.
Søndag 19-1.
Schrøders Fødselsdag. Kl. 10 hjemmefra. Først gik vi til Gartneren og købte Blomster. Paa Vejen mødte vi den mandlige Fornøjelse, der fra Morgenstunden havde været i Skibelund for at skære Grangrene. De gik til Bageren, mens vi var hos Gartneren. Da vi nu kommer hjem igen, ser vi en Haand med et Glas Vand vinke ud af Bagervinduet. Det var Grau. Laurits Hansen kom ud og kaldte os ind og fodrede [?] os af. Nu skulde vi se Billedet. Med stor Højtidelighed blev Kassen aabnet. Der var kun eet, og det var endda alt for lille til Salen. Vi var fortvivlede. Det var jo Appel, der havde paataget sig at skaffe de to, saa vi var jo ansvarsløse, men ulykkelige var vi. Vi kom med de vildeste Planer om at rejse til Kolding o.s.v., mens vi ventede paa, at Appel skulde komme fra Kirke. Imidlertid gik vi over til Arnum, Boghandleren, for at se, om han skulde have nogle, men der var ingen. Endelig fik vi dog fat i Appel. Ja, saa maatte vi sige, at det andet skulde komme - var udeblevet ved en Fejltagelse.
Nu travede vi da af Sted til Schrøder - lidt benauede. Med Grau i Spidsen kom vi ind i en tom Stue - lidt efter viste han sig. Vi gav ham Haanden og ønskede ham til Lykke, overrakte ham Billedet, hvorpaa vi igen gav ham Haanden til Farvel. Saa var det overstaaet.
Efter Middag tog vi fat paa at pynte Salen med Gran og Flag. Det tog 3 Timer, men saa var det ogsaa aldeles nydeligt. Da alt var færdigt, spillede Therkelsen, og Kr. og jeg dansede. Han havde troligt hjulpet hele Dagen.
Kl. 4 holdt Appel et Foredrag om Schrøder, og efter det gik Kr. og jeg lidt. Vi havde tidligere bedt ham lave os en Reol. Forleden havde han spurgt mig, om jeg vilde spille Filipine med ham til Lørdag. Jo. Saa vandt jeg den i Lørdags. Jeg vidste nok, hvorfor han vilde spille med mig. Og nu i Dag gav han mig den. Aldeles nydelig - brun med udskaaret Mønster og Aarstallene 1907-08. Jeg blev forfærdelig glad over den. Det er derfor, han har været saa meget paa Dalhus i den sidste Tid. Ja, han er storartet.
81/2 mødte vi igen paa Skolen. Først blev der afsunget en Sang, men før den sagde Appel et Par Ord til Tak for den ualmindelig smukt pyntede Sal. Andreas Grau holdt Hovedtalen - lidt sønderjysk Præg. Schrøder takkede, og endnu en Sønderjyde takkede. Festen havde et nationalt (sønderjysk) og skandinavisk Præg. Vi fik derpaa Chokolade, og til Slut sang Schrøders ældste Søn og Pastor Richter fra Vejen Gluntarne - forfærdelig morsomt, og Esther Hansen spillede Violin.
Kr. og Drejer fulgte os. Signe var lidt i det gamle Lune i Gaar heldigvis. Det er ellers lidt tungt for mig med hende. Inden Jul var vi saa fine Venner, saa jeg haabede, vi rigtig vilde komme hinanden nær nu, men aldrig har hun været længere borte for mig end nu. Det er saa svært at se hende saa uvenlig, naar jeg holder saadan af hende. Det bedste vilde vel være at tale rent ud, men jeg er ligesom bange for at faa Klarhed. Nu har jeg da Lov at haabe. Men det gaar ikke i Længden.
Mandag 20-1.
Da Musse og jeg var ude paa Tur, mødte vi Kr. Vi væddede om, hvis Ur der gik rigtigt, og det gjaldt en Omgang Kager i Skibelund. Han tabte, og vi vilde gaa derned om Aftenen.
Signe gik i Seng, men Musse, Ingrid og jeg drog af Sted med Kr. og Sjølund. Let Frost - Stjerner og Maaneskin. En stærk Fart havde vi paa, og saa sang vi. Undertiden sang Kr. og jeg alene - ellers de andre med. Inde i Krattet vilde vi gaa ad en Sti til Modersmaalet og brød ud fra Hovedvejen. Snart ophørte Stien, og vi rodede rundt mellem Granerne. Snart i en Retning, snart i en anden. Over dybe Kløfter og høje Bakker gik det aldeles i det uvisse. Vi pressede os igennem, hvor vi kunde. Fra det dybeste Mørke mellem Graner ud i Maanelyset i Skovaabningerne - ustandseligt. Saa over Pløjemark og atter ind i Skov. Omsider fandt vi en Vej mellem en Række høje Graner. Der saa helt overjordisk ud med Maaneskinnet ind mellem Træerne.
Nu stod vi ved Modersmaalet. Fra Siden saa vi hende tegne sig som en fin Silhoet op imod den lyse, stjerneklare Himmel. Dejlig var hun. Og ved Magnusstenen hvilede vi. - Saa hørte vi Stemmer. Det var Askovitter. Helst vilde vi undgaa dem og fandt paa at gemme os i Grankrattet paa Skraaningen mod Sønderjylland. Træerne var smaa. Vi satte os mellem Grenene paa hver sit. Desværre var det langs en Lysning mellem dem, saa vi kunde nemt opdages. Trykkede saa langt ned som muligt sad vi lyttende. Nu var de andre ved Stenen. Det var Helga Engberg og flere andre. De begyndte at tale - vi at le.. Musse kunde naturligvis ikke holde tæt, men gav et svagt Grin fra sig. "Jeg syntes, der var en Hane, der galede", sagde en af dem. Og det blev endnu værre at dæmpe Latteren, men værst er det, da Frk. Weinschenck i Henhold til sidste Bemærkning udbryder: "Tænk, er det ikke rædsomt - jeg hader at danse Lanciers. Lige fra jeg var lille har det altid lydt for mig under den: "Og ret som Midnatshanen gol, blev Jakobs Stjerne til en Sol". Det snurrer rundt i Hovedet paa mig hele Tiden ved de Ord, saa det er ganske grusomt". Vi kunde næsten ikke holde den ud længere dernede.
I Træet ved Siden af mig sad Ingrid og gyngede og overfor Kr. og Sjølund paa hver sit og lidt længere ned Musse.
Da opdager de os deroppe, for pludselig hører vi en sige, "Men der er jo nogen nede i Krattet". "Løb alt hvad I kan", hvisker Kr., og vi med Musse i Spidsen i vildeste Trav ned ad Skraaningen. Vi bøjede os ned saa langt som muligt for ikke at blive genkendt og for saa springende over smaa Grantræer og gennem snedynger. Først helt nede standser vi. En mægtig, brølende Blok ligger spærrende i Vejen. Kr. og jeg hang paa Hovedet ud over den i hver sit Grantræ. Det var Musse. Vi fik hende samlet op og gik ud paa Vejen lige ved.. Der stødte ogsaa Ingrid og Sjølund til. Nu saa vi en fremmed stikke Hovedet ud af Krattet og se hvem vi var. Men et Øjeblik efter lød der Larm af vild Kamp. "Tag ham Kammerat, denne Vej og bind ham", raaber Kr. til en i den Tro, at det var Sjølund, mens det var Fjenden og saa fulgte et Slagsmaal mellem dem. Den nye, Lars Larsen, kæmpede som paa Liv og Død uden at genkende Kr. Han og de andre af hans Selskab, som stod deroppe, troede, det var en bølle eller en Gendarm. Men nu opklaredes det. Den voldsomme Bragen fra Grenene hørte op, og Kr. viste sig til stor Glæde for Sjølund, der var meget ængstelig. Lars Larsen gik op til de andre. Nu besluttede vi at gaa ad Landevejen op til dem og hilse paa dem for at bekende Kulør. Men da vi kom til Magnusstenen, var de borte. Vi lejrede os saa om den og spiste Kager og Studenterhavre[?], mens de andre henne ved Modersmaalet sang "Vort Modersmaal er dejligt".
Lidt efter kom vi hen og hilste paa dem under stor Jubel og gik saa hjemad. Denne Vej var fuld af Snedriver - den ene efter og højere end den anden. Nu og da sank vi i til Knæet i Løbet over dem, men som oftest slap vi for at gaa igennem. Det var utrolig morsomt. Et Sted var der en stor flad Snemand. Der dansede vi. Mens Kr. dansede den toppede Høne med Ingrid og mig, valsede Musse og Sjølund rundt om os til stort Grin for os. Vi byttede nu om, til vi alle havde danset med hinanden, og saa gik det videre hjemad. Til sidst mødte vi Therkelsen, der naturligvis havde været ude med "lille Bertha", men nu fulgte os hjem. En fornøjelig Aften havde det været.
Tirsdag 21-1
I Eftermiddags gik Signe og jeg til Vejen efter Medicin til hende. Nu talte jeg med hende. Men Resultatet blev, at jeg indsaa, hun aldrig vilde forstaa mig eller kunde blive noget for mig. Kr. og Th. kom os i Møde paa Hjemvejen.
Kl. 8 var "Fornøjelsen" og et Par andre bedt til Schrøder. Først passiarede vi lidt - Studenten, Frederik, var hjemme. Men saa legede vi Ordsprogsleg og Tøffelleg. Efter en Portion Romfromage fik vi lidt Musik - sang en Aftensang og gik.
------------------------
Til toppen af højre spalte
Onsdag 22-1
Kl. 8 til Diskussion paa ældre Hold - om "Skolesagen". Bag mig sad Jens Chr. Petersen og talte med Agnete Fog. Nu hørte jeg, at han var Oplæser og rejste rundt særlig paa Sjælland, Laaland og Falster.
Et kort Referat af Foredrag og Diskussion tog jeg, og her vil jeg gengive en Del af det ret frit. Knokgaard indledte.
Efter en kort Omtale af Skolens Aarstal og nogle alm. Bemærkninger om, at Opdragelsen for Fremtiden vil falde mere inden for Hjemmet end Skolen end hidtil, gik han over til, at Læreruddannelsen burde være 4 og ikke 3 Aar, og Staten egnede sig bedst dertil. Der burde indføres mere Sprogundervisning. En fyldig Statsskole vilde være ideel. Man burde udregne, hvad et Barns Opdragelse koster og give Forældrene Beløbet, saa de kunde sætte Børnene, hvor de vilde. Det vilde være en Tvang for daarlige Forældre. I det hele var Skoletvangen god. Staten bør sørge for Udbredelsen af Kundskaber - for at alle saa vidt muligt faar samme Undervisning. Der bør intet gejstligt tilsyn være, og Forældrene skal selv vælge Lærerne. Fremtidens Skole bør være saaledes: Maalet en almenmenneskelig Uddannelse. Ingen Fagskole. En blidere Overgang mellem Hjem og Skole. Uheldigt er det, at Eleverne følges ad i Undervisningen - at de dygtige maa vente paa de dumme. Nej, hver enkelt skal undervises efter sine Evner. Lærerne maa derfor kende de enkelte, saa Klasserne ikke bør have over 15 Elever. Det vil give mere Arbejdsglæde. Selvfølgelig heller ingen Karakterer. Af nye Fag bør særlig Sundheds- og Samfundslære frem. Desuden ingen Religionstvang. At et Menneske er Fritænker, skal ikke hindre hans Ansættelse. ! Times Religionsunderv. om Ugen og til den skal Børnene møde frivilligt. Om ingen Lærer kan, saa vil nok Præsten eller en Mand i Sognet tage den Time. Lidt mere Tolerance i Trossager for Fremtiden! Og nu, da Pengeforholdene staar godt, nu bør der ofres noget paa Skolevæsenet".
Efter en Tak til Knokgaard (Gartner) gav Ordstyreren, Anthon Jensen (Maler "Tinny" kaldes han - har været i Chikago) Ordet til
Johs. Jensen (Seminarist).
"Der bør ingen Undervisning finde Sted i Hjemmet, før Børnene kommer paa Skolen. Der bør gives Karaktér". - En lidt vigtig overlegen Maade talte han paa.
Margrethe Kristensen (Forskolelærerinde)
"Nej ingen Underv. hjemme inden. Kristne Forældre skal have en kristen Lærer. Der kræves baade Evner og Tro hos Læreren, og Præsten vil kun skade i Skolen".
Laurits Hansen
Friskole + Statsskole. Begge samme Understøttelse. Maalet maa være at lære Børn at se tænke og forstaa. Man bør udvikle Personligheder - om de saa ogsaa har Huller hist og her, saa skal de nok komme ud over dem, naar de har Karakterfasthed. Ingen Rel. i Stats-, men Friskolen. Alle bør have lige Ret til at faa Evnerne udviklede.
Frederik Schrøder (Student)
Hvis der er noget om, at Friskolen er lavet for de finere, saa er det Kommunestyrelsens
Fejl. Der bør kun være frie Skoler med flydende Skolepenge. I Barneskolen har Sundheds- og Samfundslære ikke hjemme. Personudviklingen kommer først i Ungdomsskolen. Forstaar godt, at man paa Højskolen vælger studerede frem for self-made Mænd. - Mod al Eksamen - . Fri Religion. Underv. bør hvile paa samme aandelige Grund som Forældrenes.
Helga Engberg (Fremskridtskvinde og Folketaler paa Askov)
Lærerne vælges af Forældrene. Mere Hensyn til Evne end Tro. - Kun Sundhedslære. - Mange Forældre, som er imod Eksamen, er dog nødt til at lede deres Børn ind paa det for at faa dem frem i det offentlige Liv. - For Højskolelærerne skal der være større Uddannelse.
Knokgaard.
En self-made Mand bør ikke søge Eksamensmænd til Højskolelærere. I det hele maa Skolesagen ikke blive Partisager. 1) Stats- 2) Friskole. Et vist Maximun (Hør! Jubel!) af Kundskaber bør enhver have. Hvis man har Sund- og Samf. I Barneskolen, saa meget mere kan man faa paa Højskolen. Samf. i Alderen 12-14 Sund. tidligere.
Ejnar Martin (Socialist)
Frihed! Staten skal betale Skolegangen. Ingen Statsskole. Man lærer, at man skal ære sin Fader og Moder, og derunder lægger man Lærere, Konge, Rigsdag, og hvad alt det Skrab nu hedder. Og saa ved de ikke engang, hvad en Højskole og en Forbrugsforening er. Det burde de have i Stedet for Balslevs Katekismus. - Højskolelærere skal ikke have Eksamen - ikke Kundskab, men Oplysning. Folk med Teologikum (!) har nok - - ikke - - "Den skallede Laurits Hansen", . . .
saa kom han ikke videre, for alle lo og han med. L. H. er nemlig bleven klippet og fuldstændig raget. Da han viste sig med dette første Gang i Foredragssalen, klappede alle af ham. - Ejnar selv er 18 Aar. Et meget barnligt Ansigt - blødt i Formerne. Han ligner en stor Hund. Henrivende i sine voldsomme lidenskabelige Taler. "Vi Socialister", brøler han ud over Forsamlingen, og saa dundrer han løs.
Jon Ryan (Nordmand)
"Skolelovene er forældede. Folket hviler paa Skoleundervisningen - er den daarlig, falder det. Statsskolens eneste Fordel er bedre Materiale og Lokale. Det er forfærdeligt med Ansættelsen. Lærerne sidder fast. I Friskolen falder de uduelige. Forældrene bør have Ret til Indsigelse mod umulige Lærere. - Eksamen har ingen Betydning - ofte kan Lærdommen ikke anvendes, og der er Fare for Ensidighed. Den eneste Fordel er, at man maaske lærer at arbejde. Friskolen skal hjælpe paa Statsskolen. Kun Lærere, der føler Kald, bør ansættes".
Ryan er en kæmpestor Nordmand - svært og gigantisk, en pæn Fyr.
Dog vil jeg ikke gaa nærmere ind paa Resten af Diskussionen af Mangel paa Tid. Der fremkom ikke noget særlig nyt ud over det nævnte, blot Angreb paa forskellige Meninger. Det var ikke af de bedste Diskussioner.
Torsdag 23-1
Nede om Aftenen. Der var fremmede: Ernst Triers Datter, Esther Fink - hendes Mand og Svoger, Erik Fink, Kristoffersens Sluf og et Par andre. Pejsen var tændt.
Fredag. 24-1.
Fru la Cour bad os om at gaa ned og hente Bis ved Toget 81/2. Musse Kr. og jeg travede af. Han fortalte lidt om sit Liv. Hans Fader var Tømmermester, men døde for nogle Aar siden. Selv elsker han sit Haandværk og har givet Tegning til flere Huse. Han skildrede ogsaa lidt af sit Liv i Hamburg. I Norge har han ogsaa været. Det var overordentlig morsomt at gaa saadan og tale med ham.
Lørdag 25-1.
I Dag Drachmann-Aften. Musik fra "Der var engang -", forskellige Sange og Oplæsning fra "Tordenskjold". Længe talte jeg med Kr. og fortalte bl.a. om Brevene fra J. C. Det kunde han i Grunden godt tænke sig, for der var en Dag ved den Tid, da han gik over Gaarden, at en kom over til ham og omfavnede ham aldeles umotiveret og spurgte, om det ikke var Fr. Kr., hvorpaa han atter heftig trykkede ham ind til sig. Saaledes var det hvert Øjeblik, naar de mødtes, at de fik en Omfavnelse af ham, navnlig Kr. og Th. Som en af Grundene til sin Glæde over Kr. havde J. C. angivet, at han ogsaa var fra Sjælland.
Søndag. 26-1.
Det var en ordentlig Rengøring, vi foretog os i Dag - her har vist aldrig været saa pænt før. Men det blev ogsaa Middag, da vi var i Orden. Der skulde være Tur til Grænsen, men paa Grund af Vejret fik vi Lov at lege i Salen til stor Jubel for hele Skolen. Det Budskab bringer næsten Vanvid, hvor det kommer, saadan Glæde vækker det.
Den meste Tid havde vi to Violiner og en Fløjte. Sjældent har jeg moret mig saa godt til Dansen. Jeg dansede med et Par Nordmænd og en Islænder - det var morsomt at tale lidt med dem. Den norske Kæmpe, Ryan, var meget interesseret i de københavnske Skoleforhold, saa der havde vi et Tilknytningspunkt, og saa danser han ganske storartet. Efter Dansen var vi hos Bageren med Kr. og "Madonna" - Signes amerikanske Fætter, Haakon Jørgensen. Hele Butikken var stuvende fuld, og lige saa snart nogle gik kom andre ind. Til Trods for Regnen fulgte de os hjem.
Indtil Aften syede vi og læste "Hærmændene fra Helgeland" højt. Siden har vi haft Diskussion om "Georgeismen". Den var grusom kedelig. Men vi fik da syet, og saa havde vi det ganske morsomt oppe paa den øverste Bænk sammen med "pojkerne".
Mandag 27-1.
Første Aften hjemme i længere Tid. I Morgen er det Fars Fødselsdag, saa vi holdt Gilde for ham i Aften, da vi skal ud i Morgen. Musse løb efter Sandkage og Kiks hos Bageren. Hjemme lavede vi Te og smurte Mad. Vi har nemlig lavet os en egen lille Husholdning nu. Et stort Ceres-Rugbrød, 3/4 Pund Margarine og lidt Ost til 14 Øre Pundet. Brødet vil vare i mindst 3 Uger, og det andet til det fordærves, saa det kan jo ikke siges at være for dyrt. Saa sparer vi Kager, for vi kan ikke gaa saa længe ad Gange uden noget. - Dette Maaltid var storartet. Midt paa Bordet stod Fars Billede og saa paa det hele.
Tirsdag 28-1.
Det kan nok være, at mine Tanker søgte meget hjem i Dag. - Lige efter Te gik vi ned til Oversergeanten med Sytøj. Vi fik først Kager og Kaffe og siden Æblekage. Vi syede, sang og passiarede, og han blæste paa Fløjte. Der var kun os "Møllepigerne fra Blæsenborg".
Onsdag. 29-1.
Stor Travlhed med at tælle Stemmesedlerne til "Fornøjelsen" - der kommer jo en ny Komité nu. Det tog 11/2 Time - saa maatte vi da ogsaa ind til Bageren og styrke os bagefter. Det er helt kedeligt at gaa af, for vi har haft det saa udmærket efterhaanden i Komitéen.
Torsdag 30-1.
Stort Afskedsselskab hos Schrøder for Studenten. Vi var vel en Snes Stykker. Straks vi kom, underholdt jeg Professoren. Saa tog vi fat med at lege mange forskellige Lege, "Elementerne", Telegrafering uden Traad", "Gesandtleg", "Tøffelleg", og hvad de nu alle hedder. Der var saadant et Liv i Forsamlingen, saa det var en Fornøjelse. Kr. var der ogsaa. Jeg sad rigtig og iagttog hans Ansigt i Sammenligning med de andres, ladende som om jeg ikke kendte noget til det indre. Man vilde efter det ikke forbavses ved at finde en skarp og bitter Ejermand, for der er noget vist spidst over det - jeg vilde vist næsten være bange for at gaa i Lag med det - men interessant var det dog.
Efter Desserten spillede Esther Hansen Violin, og vi endte med "Fred hviler - ". Kr. fulgte mig hjem.
Fredag 31-1.
Forleden havde Kr. taget mit Fingerbøl og vilde ikke udlevere det igen. En Uge efter vilde han give mig det paa Hjemvejen efter sidste Foredrag. Det faldt ud af min Haand, inden jeg havde faaet fat paa det. Blæst og Mørke hindrede os i at finde det i Mudderet, og saa skulde han nok se efter det næste Dag. Da var det imidlertid knust, fortalte han. Men jeg skulde nok faa et andet. En Aften gav han mig et. Det saa ud som et Benfingerbøl, og jeg takkede derefter. Da jeg kom ind saa jeg imidlertid, at det var en Fejltagelse. Sølv saa det ud til at være med en rød Sten foroven.
Lørdag 1-2.
Paa Vejen til Skole hører jeg Ingrid tale om, at Th. skal smides fra Skolen, fordi han ikke kan komme op om Morgenen. Signe har været fortvivlet over det og bad Bis tale med Prof., som saa skulde gaa til Appel. Da husker jeg pludselig, at Kr. i Gaar Aftes havde sagt, at Th. for Spøg havde bildt Signe det ind, og jeg fortalte altsaa, at der intet var i det. Ingen af de andre havde i Gaar talt et Ord til mig om det, saa jeg anede ikke noget om alt, hvad der var foregaaet. Nu var det imidlertid for sent - Prof. var gaaet.
Ved Frokosten hørte vi, at Prof. havde været inde hos Th. og ogsaa hos Appel, der var bleven meget vred over det. Sagen er nemlig, at Svend Gjørup ikke kunde komme op om Morgenen før Kl. 11. Da han ikke kunde faa Lov at ligge saa længe, foretrak han at rejse. Nu havde Th. spredt det Rygte ud over skolen, og det blev troet af mange, at han skulde jages bort.
Senere paa Dagen hørte vi af ham selv, hvorledes alt var gaaet. Mens han ligger bedst og sover Kl. 91/2 for laaset Dør, banker det. "Hvem er det", brøler han - "La Cour" svares der til hans Rædsel. Med en vis Fart fik han hevet lidt Tøj paa sig, og Prof. kom ind og satte sig paa hans Kulkasse, selv sad han i Sofaen. "Er det ikke en Misforstaaelse med det, at De skal jages væk fra Skolen", begyndte Prof. "Skal jeg jages bort?" spørger Th. forundret. "Ja min Datter - " saa gik der pludselig et Lys op for ham. Saa maatte han jo til at gøre Undskyldning baade til Prof. og Appel og os, hvem han havde bragt en stor Ubehagelighed.
Om Aftenen havde vi indiske Lysbilleder til Samklem. Jeg talte senere længe med Student Schrøder - det var ganske morsomt. Kr. var der ikke.
Søndag 2-2
I Morges i Malt Kirke. Pastor Hjortkær er ganske glimrende. Efter Middag var der Tur til Grænsen. Lidt Syd for Kongeaaen sang vi flere danske Sange, mens de to tyske Toldbetjente stod og gloede paa os. Kr. var ikke med. Saa traskede vi hjem igen.
Skipperen gik op. Musse og jeg sad nede paa første Bænk - Kr. ved Siden af mig. Saa begyndte Bombardementet mod ham og mig, og det fortsattes med Mellemrum hele Skipperen igennem. Først var det om hans Sorg ved min tidlige Afrejse i Julen. Dernæst om, hvorledes han skulkede i Timerne fra 5-6 for at se paa Pigernes Gymnastik og da særlig paa mine Ben.. Det tredie var ganske modbydeligt. Det var i en "Klemmesang", der kun handlede om Kys og Omfavnelser, hvor vi var med blandt en Del andre Par. Den var noget af det raaeste, simpleste. Og værst var det, at Jens Chr. Petersen fremdrog det hele om mig. Navnlig var hans modbydelige illustrerende Gestus ved den sidste Sang nærmest uanstændige, og det Ord betegner i det hele hans Optræden, udklædt som han var i hvidt Matrostøj.
Nu kom Jacob Martin udklædt op og spaaede om de forskelliges Fremtid. Da fik Kr., at han vilde blive Professorinde, for Schneekloth blev da nok Prof.
Der var ogsaa et Juletræ, og paa det hang der to Ringe, en til Therkelsen og en til Bertha. Dem maatte de ned og modtage og veksle.
Saa holdt vi for igen. Det var ved en Diskussion, at Kr. havde siddet øverst oppe, var saa svinget ned paa Kathederet, derpaa tilbage, men kun et lille Stykke paa Grund af Tiltrækningen fra første Bænk, hvor Frk. Sch. sad, lidt op igen og endelig til Ro paa første Bænk. Dette interessante Forsøg havde han besluttet at kalde det Schneeklothske Pendulforsøg.
Til Slut, da Kl. var næsten 101/2, og man var træt af den lange Skipper - møder J. C. op med en lang, lang Sang om Kr. og mig. Min Afrejse - hans Længsel - tager til sidst til København. Stævnemøde paa Gammeltorv - i Theateret derefter. Siden morer vi os sammen et Par Dage - rejser sammen herover. Saa giver han mig Reolen. En lang Sludder om, at det ikke var ham selv, der havde lavet den. Saa en lang Smøre om, hvordan jeg i lang Tid havde gaaet og prøvet ham, fordi jeg vilde have ham udelt, hvordan Ingrid Stenberg en Gang havde truet, men Faren var gledet over, og nu var det hele endt i Fryd og Gammen. Selv havde jeg ikke meget Indtryk af den, da jeg var helt sløvet og bedøvet ved det idelige Bombardement. Lidt før 11 var vi først hjemme. Desværre fik jeg ikke talt et Ord med Kr. efter den,, saa han gik nok og var ked af det for min Skyld. Dog jeg tog mig det ikke nær, var blot rasende over Tonen i hele Skipperen, saa sanselig og ækel.
Det Indtryk, jeg havde til Slut, da jeg gik til Ro, af det hele var blot, hvor Kr. var flink. Hans hele Maade at tage det paa var i den Grad indtagende, og han saa saa smuk ud, som han sad der ved min Side. Det hele, der gik ud paa at skille os, fik blot den Virkning, at jeg blev fastere knyttet til ham end forud, og Musse fik det ligesaadan. I den sidste Sang stod der, at hun var jaloux, og til Th. sagde hun senere, at hun var bange for, Kr. skulde tro, det var sandt, men det maatte Th. endelig sige til ham ikke passede. Hvor vi lo af hende. Men heldigvis, at Skipperen forfejlede sin Virkning.
Mandag. 3-2
Selvfølgelig blev Gaarsdagen drøftet fra Morgen til Aften. Jeg fik en lang Samtale med Th. Vi gik nemlig en Tur. Han mente, at det var J. C., der selv havde skrevet den sidste Sang om mig. Nu fortalte jeg ham Forhistorien, og at de andre mente, det var som en Tilfredsstillelse for ham at faa alle Sangene om mig at foredrage dem saa slet og ondt som muligt. Nu blev Th. aldeles bestyrtet ved at høre om Brevene. Det var jo aldeles tydeligt en Hævn fra ham. Hans Glæde ved at rakke Kr. ned og mig med i hele Skolens Paahør. Det er dog det tarveligste at søge at komme en til Livs paa en Maade, som ikke kan angribes. Th. var saa forbitret og svor ham den dyreste Hævn. Han havde læst Engelsk med Manden nogen Tid og efter hver Time havde J. C. taget ham om Halsen og danset rundt med ham. Derfor havde han taget hans modbydelige illustrerende Bevægelse for Udslag af hans Sprællemandsnatur, men nu saa han hele Dybden og Meningen med det.
Paa Vejen var vi inde hos Oversergeantens, der nærmest var stumme ved Tanken paa Skipperen. Fruen sagde, at i den sidste Sang var hver Linie den største Ondskabsfuldhed. Og saa drage personlige Forhold og private Handlinger frem. J. C. har sandelig været om sig for at faa Stof. Der siges nu bl.a. følgende om ham. Han havde hørt, at Helga Engberg var ude efter Lukketid og havde derfor ligget en Time skjult i en Busk for at faa se hende kravle ind af Vinduet. Han viste ogsaa deroppe, hvorledes hun havde baaret sig ad.
Heldigvis har vi en hel Del Meningsfæller, der ogsaa finder, at denne Skipper var en ren Skandale, som aldrig skal taales mere.
Efter Middag gjorde vi Indkøb til Gildet om Aftenen hos Oversergeantens - forærede dem desuden en Blomst. Kr. var med os, saa det viser da tydeligt, at vi ikke er bange for at omgaas ham efter dette. Der var flere Karle, der spurgte mig, hvordan jeg havde det ovenpaa i Gaar, men de blev bidt saadan af, at Musse var forfærdet ved at se mig med det roligste Ansigt være saa uforskammet. Men hvor deres medlidende spottende Forespørgsler er irriterende. Og saa se, hvor mange af Pigerne gloede paa mig, som om de tænkte, at nu havde de rigtignok set, hvad jeg var for en Tøs. Men det taber sig jo snart.
Straks efter Te gik vi hen til Jørgensens. Vi syede lidt først, og han læste noget af Avisen højt for os. Omsider kom Th. og Haakon Jørgensen. Vi fandt nu paa, at de skulde hente Pastor Jessen, den amerikanske Præst - han er godt over de 40. Han var henrykt over at komme med og morsom var han. Kr. kom først, efter at vi havde drukket Kaffe, da han maatte overtage et Gymnastikhold for en syg Lærer. Sjølund kom lidt før.
Efter Kaffen blev vi alle fotograferede. Vi maatte jo trænge os meget sammen, saa jeg kom til at sidde paa Skødet af Oversergeanten. Hende holdt jeg i Haanden, saa jeg havde det sandelig godt. Det er de prægtigste to Mennesker i Verden.
Vi sang nu lidt, og han blæste Fløjte. Til Slut spiste vi min Ananas - den gjorde stor Lykke.
Til Slut sang vi "Altid frejdig" og tog saa Afsked. Det havde været en saa hyggelig Aften - inderlig velgørende oven paa den sidste. Ingrid, Kr. og jeg dansede hele Vejen hjem.
 På bagsiden af dette billede er skrevet: Hos Oversergentens. Jöll [?] och Gudrun och Bisse. - Det er dog formentlig ved en anden lejlighed end den ovenfor skildrede. Gudrun Schneekloth er altså pigen, der sidder som nr. 3 fra venstre, mens oversergenten sandsynligvis er manden i uniform, der står op længst til højre. |
| SAMs højskolehistoriske Arkiv |