Skolens vinterkursus på den tid var fælles for unge mænd og unge piger og varede 6 måneder - fra begyndelsen af november til slutningen af april. Ifølge den officielle statistik var der denne vinter 112 kvindelige og 141 mandlige elever, i alt 253.
På skolen var situationen endvidere, at den gamle forstander, Ludvig Schrøder, i forbindelse med hans kone, Charlotte Schrøders, død tre år forinden var blevet afløst som forstander af svigersønnen, Jacob Appel. Men Schrøder medvirkede fortsat med nogle foredrag. Af andre lærere nævner Gudrun Schneekloth Poul la Cour og dennes datter, Anna, Jenny la Cour (søster til Poul la Cour), Appels kone, Ingeborg Appel, f. Schrøder, H. Axelsen-Drejer, Dr. Marius Kristensen, S. Fenger og valgmenighedspræsten, Axel Helweg. Hun omtaler også Ludvig Feilberg, som ikke nævnes i skoleplanen for dette år. Desuden nævnes Poul Bjerge et enkelt sted, og Heinrich Nutzhorn nævnes i forbindelse med hans 75 års fødselsdag.
Det blev i øvrigt et vinterhold af både bevægende og skelsættende betydning for skolen, idet den gamle Schrøder i begyndelsen af februar blev syg og døde, 72 år gammel.
Nogle få dage før slutningen af vinterskolen blev Poul la Cour imidlertid også alvorligt syg af influenza med høj feber. Der stødte andet til, formentlig lungebetændelse, og den 24. april døde han så også - hvad der var aldeles uventet blot få dage før. Han blev kun 62 år. Begge dødsfald er udførligt omtalt i dagbøgerne.
Endelig skal det nævnes, at påsken dette år faldt inden for de sidste to uger af opholdet. I de dage foretog Gudrun Schneekloth sammen med en halv snes kammerater og fire venner fra København en rejse i Sønderjylland, der som bekendt endnu hørte til Tyskland. Denne rejse har hun beskrevet særskilt til sidst i hefterne - muligvis først efter opholdet på Askov - men her er skildringen sat ind i sammenhængen som hovedparten af 6. del.

For Gudrun Schneekloth var et højskoleophold imidlertid ikke noget, der lå lige for i hendes familie. I et brev fra hendes moder til faderen - som også findes i arkivalierne, og som ser ud til at være skrevet under en ferierejse - hedder det således:
"Gudrun skriver jo til Dig idag om noget som ligger hende meget paa Hjerte og jeg vil bede Dig læse hendes Brev nu, før Du fortsætter mit for saa kan Du bedre forstaa hvad jeg skriver. -
Naa - ja! hvad siger Du til de Planer, - ja Du bliver vist ligesaa forbavset som jeg over den Tanke. Straks hun talte om det, blev jeg lidt stum; det var mig ogsaa lidt svært at skulde undvære hende hele Vinteren, - men - det rystede jeg snart af mig. Og som hun siger jeg tror hun kunde have forfærdelig godt af det. Kære - jeg er saa bange for at støtte hende i noget, naar jeg ikke ved, hvad Du vilde sige, da jeg alligevel altid synes, det er bedst, som Du bestemmer det, og det er mig saadan imod at Du skal sige, det er mig der arrangerer Børnenes Sager. Jeg vil kun sige, jeg tror Du skal sige ja til dette . . . jeg tror det vil friske hende meget at komme sammen med et Par unge Piger saadan et Sted. Din væsentligste Anke vil være, at hun skulde sinkes i sit Studium; - men - der er vist ikke det mindste i Vejen for Matematikundervisning der, da der er en af vore første Matematikere; og hvad Filosofikum angaar saa tror jeg hun vilde være glad ved ikke at være sammen med sine Kammerater . . . - Ja! nu haaber vi jo omgaaende at faa Dit Svar, da Gudrun jo gaar i stor Spænding. Faar jeg ikke Lov til det, siger Gudrun, tager jeg et andet Sted hen, da jeg vil lidt bort".

------------------------

Til toppen af højre spalte