|
Gudrun SchneeklothTræk af Livet paa Askov. |
 |
Torsdag 5-3
Jeg vil forsøge at skildre Lærerne lidt nu, da jeg kender dem (lidt) mere. Den, jeg sætter højest, er Appel. Voldsom energisk er han og glimrende begavet. Der er næsten ikke den Ting, han ikke er inde i, og det er ikke overfladisk. Til sine Foredrag forbereder han sig uhyre. Forleden fik vi et om Giordano Bruno, det havde han været 10 Timer om at udarbejde. Der er aldrig et overflødigt unødvendigt Ord i, hvad han fremsætter. Hans historiske Foredrag drejer sig i Aar om England. Der er det saadan, at man maa have hvert Ord med - for det maa med alt sammen for at udgøre den støbte, smukke Helhed, han altid faar ud af det. Og saa kan han komme med sin personlige Mening om en Sag. Saaledes havde han forleden talt om Forholdet mellem Marie Stuart og Bothwell og endte med at sige, "Se, det er det, jeg har faaet ud af det. De maa ikke tage det for fast paa det, for det er altsaa kun det, jeg har faaet ud af de Kilder, jeg har haft. Muligvis vil De ved nærmere Efterforskning finde noget andet". Det er saa paalideligt, hvad han fremsætter som givet.
Han har en meget aparte Maade at tale paa. Hans Stemme er kraftig, men han støder sine Sætninger frem. Liv og Bevægelse er han, naar han taler - bruger sine Hænder og Arme meget til at illustrere med og hælder sig ud over Kathederet, naar han bliver rigtig ivrig.
Hans fysiske Foredrag minder om de historiske. Men bedst er de matematiske. Der er han i sit Es. Hans Fremstilling er overordentlig klar, og er der noget vanskeligt, han har taget igennem, visker han ud. "Saa skal vi med hinanden se paa det en Gang endnu", og saa begynder han forfra. "Det er da klart - ikke sandt?" ender han gerne med. Eller han siger "Nu skal De se noget overordentlig smukt", og henrykt viser han de smukkeste geometriske Ting, og bagefter kan han saa i sin Begejstring løbe helt ned paa Gulvet og staa og gnide sig i Hænderne, spørgende, om vi ikke finde det smukt, og hans Jubel griber os alle. Han lever og aander i sin matematiske Fremstilling. Har man set og hørt ham der, kan man tilgive ham meget.
Mine private matematiktimer er jeg ogsaa glad for. Hos ham slipper man heldigvis ikke over noget, man muligvis ikke selv har lagt Mærke til. Ved sine Spørgsmaal skal han nok faa det udtømt og klaret alt sammen. Og nu de sidste Gange har vi talt lidt sammen personligt.
Endelig er der hans Timer i Sjælelære paa ældre Hold. Hvad vi faar, har mest en direkte Anvendelse paa Livet. F. Eks. var det kun de vigtigste Love i Logik, han tog igennem - langt mere lægger han Vægt paa Sjælelæren, hvor han altid kommer med noget, som vi kan have godt af at huske og anvende i Livet - saa mange gode Raad. Og saa er det Samtale - vi skal være med og svare under hans Gennemgang.
Selvfølgelig har han ogsaa daarlige Sider mellem alle disse gode. Det er undertiden hændt under et Foredrag, at en har siddet lidt uroligt. Pludselig holder han inde og bare stirrer haardt op imod Synderen. Hans Blik er saadant, at alle i et Par Alens Omkreds fra den skyldige faar Hjertebanken og røde Kinder, for det er, som Øjnene ogsaa anklagende ramte dem. Og naar saa Ofret er tilstrækkelig beredt, tordner han løs om, at det er en Skole for voksne, saa han kan aldeles ikke forstaa deres Opførsel - vil de ikke sidde roligt, maa de hellere gaa. Det er en lovlig barok og haard Maade at tage det paa.
I Begyndelsen dømte jeg ham anderledes - langt haardere. Da var det, som hans Blik skulde knuse en, bare han saa paa en - nu er jeg derimod slet ikke bange for det - kan godt lide det. Jeg vilde godt kunde gaa til ham med, hvad jeg havde paa Hjærte - aldrig vilde jeg være bange for at sige ham min Mening. - Jeg mente ogsaa den Gang, at han ikke havde Hjærte og Følelse. Jeg mente ikke, at han kunde føle Sorg over Schrøders Død, men det har jeg rigtignok senere i mit Hjerte maattet bede ham om Forladelse for. Nu ved jeg, at han kan føle. Forholdet til Fru Appel var heller ikke godt, fandt jeg. Nu er ogsaa det bedre. Inden Schrøders Død var han som en Fugl med stækkede Vinger. Der var noget tungt, forpint over ham som over hende. Nu er det langt lysere.
Sine Børn elsker han. Blot at se, hvordan hans Blik kan hvile paa "Pip" - den ældste - en saadan Følelsesrigdom. Eller ogsaa se ham med den mindste lille. Det var en Dag til Psykologi - vi læser i hans private Lejlighed. Inde i den anden Stue begyndte Børnene at gøre Spektakel. "Næh, det her gaar ikke", udbrød han, gik rask hen og aabnede Døren. Da blev han tavs staaende og stirrede ind. "Næh det er næsten Synd og forstyrre dem", vendte han sig til os, "kom her skal I se". Og vi trængte os sammen om Døraabningen. Midt paa Gulvet stod "lolle" med den mindste paa Armen, mens "Bom" med Hænderne i Lommen, grinende saa paa dem og os.. Nu trippede den lille hen til Appel, der løftede hende op paa Armen og jublende viste hende til os. Den yndigste lille Pige med Øjne omtrent saa dejlige som Faderens - store og straalende. Aldrig har jeg set ham saa tiltalende smuk som da han stod med hende paa Armen og Lykken over at eje hende ligesom straalede ud fra ham. Han var i det Øjeblik saa rig, at den Stemning bredte sig til os alle - vi var saa underligt betagne.
Naar jeg tænker paa, hvordan han er i et saadant Øjeblik, da glemmer jeg alt, hvad jeg kan indvende imod ham. Da maa jeg vente med at skrive derom - for det maa jo med til et sandt Billede - til en anden Gang. Nu forstaar jeg, at han er bleven Forstander. Det gjorde jeg ikke inden Jul.
Fredag 6-3.
Ogsaa Fru Appel er en ejendommelig Personlighed. Med hende synes jeg ogsaa, der efter Schrøders Død er foregaaet en glædelig Forandring. Hun ser ogsaa lysere og lykkeligere ud nu - tidligere var der saadan et forpint Udtryk over hende. Som Leder af Gymnastikken er hun knusende dygtig. Kommanderer paa en rolig behersket Maade, og hendes Sammensætning af Øvelser er fortrinlig. Det er sandelig ikke saadan at have Taget paa en hundrede Piger. Børnene er gerne nede i Timen og gaar rundt med hende i Haanden under Tropsøvelserne, eller hun leger lidt med dem imens.
I Sundhedslære kan man ikke tænke sig en bedre Lærerinde - hendes Timer hører til de allerbedste i Ugen. I Samtalerne er der mange, der er grusom tungnemme, men hun tager dem altid mildt og hjælpende.
Det, som jeg mest vil indvende mod hende, er, at hun er alt for tilbageholdende. Af sig selv gaar hun aldrig hen og taler til nogen. Og i Forholdet mellem Karle og Piger er hun absolut ikke god. Baade hun og han ser meget ugerne, at Karle og Piger taler sammen til Samklem. Paa det Omraade er de absolut ikke heldige til en Fællesskole. Ved deres Syn paa og Forhold til det Spørgsmaal i Forbindelse med Skipperen bliver der noget uheldigt over det. Der er ikke de Tilstande, som der kunde være. Noget skævt og utiltalende - desværre. -
Energisk det er hun, ligesom han, men ikke saa umiddelbart vindende - aa langt fra. Og saa er der lidt hysterisk over hende. Der mangler Harmoni. Mange bryder sig ikke om hende, men jeg kan ikke andet end holde af hende, skønt hun aldrig taler til mig af sig selv og jeg forholder mig paa samme Maade.
Lørdag 7-3.
Til Samklem læste Axelsen højt et Digt af Tennyson.
Sprudlende livlig er han - noget aristokratisk, men det Præg er der jo næsten over hele Skolen. Der siges om ham, at han aldrig er sig selv, naar han holder Foredrag. Noget underlig nervøst er der ogsaa over ham, som han staar der efter
|
Sangen og gnider Panden og ruller med Øjnene, inden han tager fat. Men der er noget sluttet over hans Foredrag - altid et godt samlet Hele. Og saa faar han som oftest Nutidens Spørgsmaal frem mellem alt det gamle. Skuespillerblod har han i sig, og det fængsler. Men da falder han ofte for den fare, der ligger i at have Evne for komisk Fremstilling. Han kan rive os fuldstændig med og faa Humøret højt, men saa ligger han ofte for meget derpaa, saa han mest dvæler ved det, der kan bringes noget morsomt ud af. Derved kan der komme noget uheldigt ensidigt. Men hvor vi alligevel elsker hans Foredrag, for der er altid noget stort og genialt med. De fremkalder aandeligt Liv i os.
I de historiske Samtaletimer søger han altid at faa personlige Svar - ikke Bogens, men ens egen Mening. Og saa stadige Sammenligninger med Nutiden eller tilsvarende Personligheder og Begivenheder i hele Historien, f. Eks. hvem der kan samstilles med Jeanne d´Arc. I Slutningen af Timen viser han os ofte Billeder eller fortæller om Tidens Digterværker.
De danske Timer er knusende fornøjelige. Grammatik drives med et sandt Liv og Lidenskab. Forbavsende saa flinkt han kan faa et Hold. Oplæsning lægger han en Del Vægt paa og faar os paa Vej til at blive helt smaa Skuespillere. Det falder saa naturligt - helt uden Skaberi. Den sidste Del af Timen bruger han til at læse højt for os. - For Tiden i Mariagers: Antike Fortællinger.
Men ind i det alt sammen fletter han et sprudlende Vid. Alt hvad han kan sige og gøre. Vi kan sidde i en Latter over ham alt hvad han kan finde paa. Han koketterer nu lidt med sin Popularitet blandt Pigerne - Karlene bryder sig ikke saa meget om ham. Som ægte Pigebørn kan vi sidde og se paa hinanden, naar han nu er kommet med et eller andet, med et Blik, som siger: han er nu ligegodt storslaaet. Der er noget forkælet - "Tanternes Dreng" over ham. Han har Frisprog. Og vi beundrer ham. Tidt føler vi os som de ældre, naar vi smilende til hinanden ryster paa Hovedet og hvisker, "Hvad han dog kan finde paa" - da er han som en lille Dreng, hvis Spilopper man beundrer - set ovenfra. - Som Lærer er han nu aldeles ideel. Man kan ikke tænke sig en paa samme Gang mere frisk og dygtigt Menneske. For ved Siden af al denne Humor besidder han virkelig Dybde. Paa Bunden ligger der Alvor og Religiøsitet - netop derfor er han saa stor.
Han har jo en lille Dreng, som naturligvis i hans Øjne er et rent Vidunderbarn. Og Karen - hun overgaar naturligvis alle andre. Hun har været borte nogen Tid, da hun endnu er svagelig. Men hvor var han lykkelig, da hun saa kom hjem. Han maatte dele sin Glæde med andre og gik rundt og spurgte, om vi havde hørt, at nu var hun kommen, og at Drengen var vokset saadan og slet ikke kendte ham - men det skulde rigtignok ikke vare længe. [U?] Imodstaaeligt rives man med af hans egen overstrømmende Lykkefølelse.
Søndag 8-3
Efter Kaffe var vi ude og se Korsgaards Samling. Han bor her i Askov - ganske alene i et lille Hus med en stor Have. Helt normal er han ikke - til Tider endog vanvittig.
Ligesom vi kom ind i Huset, saa vi ham med en ulden, rød Nissehue paa Hovedet og en sort Skindfrakke. Stuerne var fuldstændig som i et Museum. Skabe med gamle Økser og andre tilhugne Sten langs Væggene. Fra det hellige Land myldrede det med tørrede Blade med Indskrifter om, hvor de var plukkede, sjældne Stene, forarbejdede Sager mest i religiøs Retning. Under Loftet hang Silkefaner med Madonnabilleder. Og midt paa Gulvet stod Kister med tyrkiske Vaaben. De vidunderligste Ting mellem hinanden.. Enten stod de Forbindelse med Jødeland eller med Nordens Oldtid. Desværre var der saadan Trængsel at vi ikke fik set det rigtigt.
Men ude i Haven gik han selv og forklarede. Han borede efter Vand til en Brønd, men han fik næsten intet. Da kom der en Lærke og satte sig paa Jorden og sang, og det slog ham, at det maatte være et Varsel fra Gud om, at der paa det Sted skulde han ikke lede forgæves. Dog prøvede han andre steder først uden Held. Da forsøgte han paa den viste Plads og se - der fik han vand - mange Gange mere end de andre Steder. Det var Gud, der havde aabenbaret ham det. Og ved flere Gange paa den Maade at faa Tegn, følte han en saa stor Taknemlighed, at han vilde give Gud et Offer, synligt for alle Mennesker. Og han byggede et mærkeligt Monument. I Midten en stor Halvkugle med et Kors paa. Uden om den fire høje Buer og ovenpaa dem igen 4 mindre. Paa Toppen sad en Stjerne, der stod i Forbindelse med en Klokke, der tonede, naar Vinden blæste tilstrækkeligt. I den hang Engle med Basuner, og rundt om sad Lærker paa smaa Knipper af Klokker, som ogsaa ringede for Vinden. Og paa Buerne religiøse Indskrifter og Skriftsprog. Rundt om dette Hovedparti staar store Natursten ogsaa med Indskrifter, f. Eks. "Antikrist haanede, Gud favnede mig", "Paa dette Sted Varslet set af 3 Mænd", "Gud helligede dette Sted" o.s.v. Midt imellem dem stod en Post fra Brønden, og over den sad en Lærke paa et Bæger med Vand - symbolsk. Rundt om voksede sjeldne sydenske, stedsegrønne Træer og Planter. Det var underligt at høre ham gaa og fortælle ham om alt det og se, hvordan han havde arbejdet for at samle det hele. Selve Midterpartiet var kavet af graat Cement. Med Klokken ringede han Solen op og ned og nøjedes for Resten ikke med de to Gange.
Og han fortalte videre om, hvor længe han havde ledt om et symbol paa Gudsfreden paa Jorden. En Vinterdag var han gaaet ud til sin gamle Moders Grav, og paa en (lille) Plet, hvor der var tomt for Sne, skød en enlig lille Vintergæk frem - den eneste paa hele Kirkegaarden. Der havde han jo Symbolet - den spirede jo ogsaa trods Kulde og Vinter saa ren og skær. Paa Stenene havde han siden ladet Vintergækken hugge ud, og paa alt hans Brevpapir var de ogsaa. Men nu havde han ikke Tid til mere - en anden Gang, naar det blev mildere, kunde han fortælle os noget mere.
Musse, Ingrid, Kr. og jeg gik en Tur ud til et lille Krat, hvor han og Musse spillede Pind. Pim og jeg slikkede Solskin og lo af dem.
Om Eftermiddagen holdt Axelsen et glimrende Foredrag om Tolstoj og de Kvinder der havde faaet en særlig Indflydelse paa ham: Moderen, Tanten og hans Hustru.
Om Aftenen gik Luftskipperen op. Den var bedre end sidst. Alt det vamle var borte men til Gengæld var der desværre flere grimme Ondskabsfuldheder. I Begyndelsen var der morsomme Ting men den blev snart bundkedelig. Om mig og Kr. var der forholdsvis lidt. En af dem lød "Frk. Sch. interesserer sig for Stoffer. Men det er de videnskabelige?" - Selvfølgelig var det meste alligevel om Erotik.
Paa Onsdag er det Musses Fødselsdag, saa skal vi jo have Selskab. Der var stor Strid om om Th. skulde med eller ej. Jeg stemte for, de andre mod og saa bøjede jeg mig. Vi har nemlig i den sidste Tid eller rettere efter Jul næsten intet haft med ham at gøre da han bruger al sin Tid til at være sammen med "Lille Bertha". Men Musse er nu alligevel ikke helt glad ved Tanken om, hvad Th. vil sige til, "men naar du nu beder ham med til Oversergeanten, saa maa det da være nok - ikke sandt?" spørger hun ængsteligt. Hun faar meget let Skrupler over, hvad hun har gjort.
Mandag 9-3.
Om Aftenen var vi bedt til Ingrid Steenberg. Vi var vel en Snes Pigebørn. I Begyndelsen syede vi, mens Ingrid St. spillede Dansemelodier paa Harmonika og var lige ved at gøre os skøre af Danselyst. Efter lidt Appelsin med Flødeskum legede vi "Lad Ringen gaa", "Oprigtighedsleg" o.s.v., men Tiden var ikke lang - vi skulde jo være hjemme til 101/2. Engang imellem er det morsomt at være med til disse Kasserneselskaber.
Tirsdag 10-3.
Kr. plagede i Aften saadan, om vi ikke vilde med ham til Vejen, og da det i Morgen er Musses Fødselsdag, besluttede vi at gaa derned og drikke Chokolade. Signe og Ingrid var for trætte til at gaa med, men saa gik vi tre. Og havde det forfærdelig hyggeligt - sad og lagde Planer for Paasketuren til Sønderjylland. Aftenen mindede lidt om den sidste inden min Fødselsdag - ogsaa saa hyggeligt.
Onsdag 11-3.
Musses Fødselsdag! Moder skulde jo komme i Dag, saa vi stod op Kl 6 for at vaske Gulv og gøre pænt rent. Det var et forfærdeligt Vejr - Storm, Regn eller Sne og Kulde. Jeg havde haabet at komme til at køre med til Vejen med Vognen, der skulde hente Mor men den var bestilt i Vejen gennem den stedlige Vognmand saa det viste sig at være umuligt. Der var ikke andet for end at trave af Sted, og Musse fulgte mig Halvvejen, saa gik hun hjem for at feje for tredje Gang. Der skulde da være rigtig pænt hos os. Jeg travede videre og sang "Stræk din Fod" o.l. Jeg ventede ikke saa længe - saa kom Toget og Mor med. Ufatteligt at det var over to Maaneder siden, jeg saa hende sidst. Vi gik straks op paa Højskolehjemmet og drak Chokolade, mens jeg skildrede de forskellige Minder, der knyttede sig til Bordene dernede, og vi i det hele taget snakkede om alt muligt.
Herhjemme modtog Fru la Cour os meget venligt, og nu var der jo en visen frem af Stuer og Møbler. - Skole var i Eftermiddag paa Ladelund til Foredrag, men vi var hjemme og spiste tidlig til Aften, vi skulde jo have Selskab.
Lidt over 8 begyndte Gæsterne at komme. Lad mig straks nævne, hvem der var: Ingrid Steenberg, Misse Bech, Stefanie Jörunsdottir, Marthe Christensen, Anna Hegelund, Astrid Appel, Fru Jørgensen, Oversergeanten, Kristoffersen, Haakon Jørgensen, Pastor Jessen, Sjølund, Foasnes og Axelsens Broder - Dreier. Musse, la Cours og jeg havde inviteret. De blev jo præsenteret for Moder og stod derpaa i smaa idiotiske Klynger og snakkede om ingenting, saadan som et rigtigt Selskab altid begynder. Men saa tog vi fat paa at lege "Blinkeleg". Efter den fik vi lov at gaa ned i Sommerstuen, den ny store Veranda og lege Rundlege. Imens sad Mor og Fru Jørgensen paa den anden Side Glasdørene og morede sig over os. Der var koldt nede hos os. Men vi holdt jo mageligt Varmen, hoppede rundt i Kreds eller Dansede Parvis. Som det var morsomt og frisk. Det er jo nu saa længe siden, vi har leget sammen, saa der var en saadan sprudlende Friskhed og Munterhed over det.
Noget efter fik vi Chokolade og Kager. Nu kom Oversergeantens over til mig og ønskede mig Tillykke. Næh jeg havde ikke Fødselsdag. Jamen det var jo alligevel et Fødselsdagsselskab for mig ogsaa, saa jeg maatte da have en lille Erindring om dem, og de gav mig en lille Sølvflakon til at hænge ved Uret. Aa hvor er de da søde.
Efter Chokoladen havde vi igen Sanglege og endte med Lanciers, som vi selvfølgelig ogsaa selv sang til.
Nu hentede Fru la Cour os ind til Pejsen. Prof. var desværre i København. Vi sang den ene Sang efter den anden og til enkelte af dem spillede Jørgensen paa Fløjte, og ind imellem spillede han selv til Bis´s Akkompagnement. Først 111/2 brød de op, og jeg tror, de alle var glade over Aftenen - Mor og jeg var da.
For Musse var det alligevel ikke en helt nem Dag. Hvis hendes Moder havde været helt rask, var hendes Forældre kommet over. Nu fældede hun jo i Dagens Løb en Del Taarer af Længsel.
Og saa skulde jeg ligge inde i Gæsteværelset sammen med Mor. Tænk hvilke Festdage, at vise Mor hele Livet herovre og alle mine gode Venner.
Torsdag 12-3.
Jeg var paa Skole fra 8 - Mor kom først ned til Frokost. Pastor Koch talte i Stedet for Axelsen - heldigvis og desværre. Vi løb nu rundt og saa paa Lokalerne og endte med alle at sidde og sludre ved et Haandarbejde oppe paa Værelset. Efter Middag vilde vi have været paa Visit hos Appel. - Efter Kochs Foredrag kom han op til Moder og bød hende uhyre elskværdigt Velkommen, og han haabede da at se lidt til hende dernede - Pastor Koch var imidlertid ikke rejst, saa vi gik til Oversergeantens. Hyggeligt der som altid. I Gymnastiktimen frøs Mor den ene halve Time paa Pallen - den anden i Avisstuen. Prof. talte om Aftenen ualmindelig godt.
Allerede tidligere havde vi slæbt en hel Kuffert med Kager og Frugt ned til Jørgensens, hvor Gildet skulde staa den Aften. Kr., Th., Haakon, Sjølund og Pastor Jessen og saa vi Møllepiger og Mor. Det gik som sædvanligt. Først syede og passiarede vi. Og Jessen fremviste Nyrops Plan til sin nye Højskole. Det var meget interessant at se. Men vi gjorde jo den stakkels Mand aldeles fortumlet ved at overdøve hverandre med Spørgsmaal og gode Raad. Den var af Træ, Skolen med smukke Farver "Pacific-Højskolen i Staten Oregon - Amerika".
Til Mors dejlige Sandkage fik vi baade Chokolade og Kaffe. Derefter læste Th. højt i Rugens Sange, og siden sang vi alle.
Æblerne og Nødderne gjorde stor Lykke. Jessen og jeg sad i Sofaen eller rettere Sengen og, mens jeg skrællede Æbler til ham, knækkede han Nødder til mig. Vi var voldsomt fine Venner og holdt et Styr sammen.
Lidt i 11 sang vi "Fred hviler" og brød op. Det havde været helt besværligt for Mor, at faa Fru la Cour til at give os Lov at blive ude saa længe.
Det var knagende Frost, saa Vejen var god at danse paa, og lige uden for os selv lagde vi alle Sager fra os og "kørte i Skoven". Mor og Jessen var naturligvis ikke med, men hvor de morede sig. Og hvor vi jublede. De fulgte os hjem alle sammen, saa vi var jo en større Kreds.
Netop saadan, som vi havde det sammen, var Mor saa glad for det. Det, at vi paa den Maade kunde ende med en fornøjelig frisk Svingom, var saa dejligt. Og saa at vi kunde sidde saadan og passiare og synge. Ja, det faldt fuldstændig i vores begges Smag.
Fredag 13-3.
Efter Formiddagsforedraget var Mor og jeg til Chokolade hos Svenskerne paa "Veum". Som altid bar det hele et uhyre æstetisk Præg.
Efter Middag gik Mor og jeg paa Visit hos Appels. Hun var alene hjemme - venlig og elskværdig. Vi spiste med dem Kl 5 til deres private Maaltid. Appel var knusende flink.
Ved sidste Foredrag blev det meddelt, at der intet Samklem skulde være i Morgen, men derimod Folketingsvalg baade Lørdag og Søndag. Vi blev meget skuffede over, at Mor ikke skulde faa Samklem at se og over, at jeg maatte rejse midt i Valgene. Der afholdes nemlig aarlig et Prøvevalg, hvortil vi alle har Stemmeret.
Det endte med, at vi besluttede at rejse til Esbjerg Lørdag Eftermiddag, da jeg alligevel ikke kunde deltage i Valget. Ellers gik vi tidlig i Seng.
Lørdag 14-3.
Straks i Morges begyndte Musse at være Venstre-Reform, men efter at Ingrid havde faaet hende lidt under Behandling, blev hun Rebel. Stor Jubel vakte det derfor, da hun til Frokost kom som Socialist.
Nede paa Skolen herskede det vildeste Liv. I Haven blev der uddelt trykte Programmer, og i Salen var der ogsaa fuldt af Valgsedler. Alle stod samlede i raabende, lidenskabelig ivrige Klynger, og der var en Agiteren, saa det var rent utroligt. Selv i Appels Time vovede de i Dag at sende Breve.
Det var jo lidt drøjt at rive sig løs fra alt dette - det er jo næsten Vinterens vigtigste Begivenhed, men der var jo intet at gøre, og vi kørte til Toget kl. 4.
Selve Opholdet i Esbjerg omtaler jeg ikke her.
Tirsdag 17-3.
Kl 1 var jeg igen i Vejen, hvor Musse, Haakon og Kr. var. Musse var forkølet og gnaven over, at Kr. ogsaa var med, men det var nu alligevel morsomt at se dem igen.
Næppe havde jeg aabnet Døren til mit Værelse, før Ingrid flyr mig ivrig om Halsen. Det gør saa godt at faa saadan en Modtagelse. Musse var ogsaa glad for at have mig hjemme.
Onsdag 18-3.
I Aften var jeg til Diskussion om Ernæring. Vores tykke Vegetarianer Frederik Madsen indledede. For Resten havde han ganske gode Ting med. Han er en ægte Type paa en "Bundekaal". Et barnligt, rødmosset Ansigt med opadstaaende Næse, gult strittende Haar, tyk og rundrygget. Hvor man kan se ham staa i en Ladedør med Hænderne dybt nede i Bukselommerne og Hovedet nede mellem Skuldrene. Selv spiser han kun eet Maaltid om Dagen og befinder sig glimrende. Til Slut fremviste han noget nyt og praktisk Undertøj, som man nemt selv kunde strikke.
Musse har for Resten hostet saa meget, saa vi har puttet hende i Seng. Glad er hun ikke.
Torsdag 19-3.
Kl 6 vækkede Musses kraftige Hoste mig - saa maatte jeg op og koge Mælk til hende, og Værelset skulde jo ogsaa helst være i Orden inden jeg skulde paa Skole.
Det var grusom svært at holde hende i Sengen. Hun farer op hvert Øjeblik og kaster sig rundt; men værst - at hun klager og stønner, som var hun Døden nær. Og saa er hun selvfølgelig rasende gnaven. Men vi er enige om, at hun pædagogisk set har udmærket godt af at prøve det.
Efter Te var vi nede. Prof. læste Hostrups "Feriegæsterne" højt. En af de morsomste Aftener, vi har haft nede.
Fredag 20-3.
Musse havde Feber i Gaar og ogsaa i Dag. Signe har ligget noget af Tiden med ondt i Halsen, saa det staar jo elendigt til. Fru Jørgensen er ogsaa alvorlig syg. Musses Humør var daarligt. Al den Tid, jeg kunde faa i Morges, for og fløj jeg for at opvarte hende og faa fejet og tørret Støv af - men lige meget hjalp det. Men saa i Formiddags vaskede jeg Gulv og gjorde rent og hentede Ting til hende. Det tog 11/2 Time, men saa lo hun da lidt igen. Efter det var jeg paa Sygebesøg hos Fru Jørgensen.
Vi skal have en Folkedanseopvisning en Søndag, og jeg er med. Saa Fritiden efter Middag brugte vi til Øvning, og nu efter Te gik Ingrid og jeg i Mulm og Øs i Byen efter Medicin og Rødvin til Patienterne. Paa Skolen er der megen Halsdaarlighed nu ved Temperaturforandringen fra mildt Foraar til barsk Vinter med Sne og Frost.
Lørdag 21-3.
Underholdningen til Samklem var der ikke noget ved. Axelsen læste Grundtvigs Digt om Willemoes højt, og det blev indrammet af 4 Sider Sang om ham. "Emilies Hjærtebanken" var da lidt bedre.
Søndag 22-3.
Vores Kakkelovn har røget saa grusomt hele Morgenen, saa vi maatte have "lille Sine" til at rense den. Musse blev flyttet over i Ingrids Seng. Jeg havde glædet mig til at faa en rolig Søndagmorgen, da jeg havde gjort hovedrent i Fredags. Men nu fløj der Sod hen over alt. Saa fik jeg Lov at begynde forfra og var først færdig til Middag. Det var nu alligevel ganske morsomt at tage rigtig fat alene. Jeg tror at baade Musse og jeg har haft rigtig godt af hendes Sygdom hver paa sin Maade.
Om Aftenen talte først Pastor Jessen om sit Skibbrud med "Danmark", da han første Gang skulde til Amerika. Lige straks, han kom op, klappede de af ham og raabte "Hør" o.l. til alt, hvad han sagde. Jessen tog det udmærket og sagde, at det ikke var for deres Fornøjelse paa den Maade, han stod og talte. Saa blev der virkelig Stilhed. Til sidst endte han med, at han vidste jo ikke, om han havde fortalt dem noget, der kunde interesse dem. Da lød der Jo fra alle Kanter, og vi rejste os alle op. Han er ikke saa tosset endda - Jessen.
Nu kom Edvard Nielsen ind udklædt som Børstenbinder. Han fremsagde et længere kedeligt Digt. Han var Mormon.
J. C. skulde derefter læse højt. En dum pjanket Vaudeville havde han valgt. Flere gik, inden han begyndte. Hans Ansigt var modbydeligt. Lidt efter, at han var begyndt, gik Bis og Ingrid Steenberg - noget efter Svenskerne og et Par andre. Som tredje Hold forsvandt Ingrid og jeg. Det var da en god Protest mod den Flab.
------------------------
Til toppen af højre spalte
Mandag 23-3.
I Dag har Signe lagt sig. Hun faar maaske ogsaa Influenza. Fru la Cour ligger nu med Feber paa over 39. Musse er lidt oppe i Dag.
Tirsdag 24-3.
Da Ingrid og jeg gaar til Skole i Morges, ser vi Kr. fare forbi paa Cykle. I Forbifarten raabte han blot, "I skal paa Dalhus i Aften". Saa for han videre. Vi var forfærdelig kede af det, for muligvis kom hverken Musse eller Signe med. De gik først paa Skole efter Frokost, og det var jo første Dag, Musse var ude. Men det kunde jo ikke ændres.
Efter Aftenforedraget begyndte Musse at tale om, at hun vilde med. Der blev jo en Drøften af Spørgsmaalet. Det vilde være ufornuftigt, mens paa den anden Side - vi havde jo glædet os saa længe til den Dans.. Men da hun fik Lov af Fru la Cour mod at tage en ulden Kjole paa, var der jo lutte Henrykkelse. Omtrent kl. 81/2 var vi i Stadsen og fulgtes derud med Kr., Haakon og Sjølund.
Det var en stor Gaard med lavloftede Bondestuer. Vi ventede ikke ret længe, før Musiken begyndte. Vi havde selv to Violiner og en Fløjte med fra Skolen. Kr. bød mig op til første Dans. Vi vandrede nu alle ind i Værkstedet. En stor firkantet - et lidt ujævnt Trægulv, der saa ud til at være slemt at danse paa. Loftet var baaret i Midten af en Træstolpe. Langs Væggene var der lavet Bænke ved at lægge Brædder hen over et Par Stole. Rundt om hang Snedkerværktøj. Hvor det saa lovende og fornøjeligt ud.
Det viste sig nu, at der vist var 8 Damer flere end Herrer. Nogle af Pigebørnene besluttede at gaa til Askov og hente Herrer, hvad de havde faaet Tilladelse til. Men da Kr. hørte det, tilbød han - just ikke henrykt ved det - at gaa i Stedet for. Vi fortsatte Dansen. Det varede en Evighed, inden de kom igen. Saa havde han fem med sig, og der var selvfølgelig vild Jubel paa begge Sider.
Efter at have drukket Chokolade fortsatte Dansen med voldsomt Liv. Vi var i et Humør saa straalende. Der var en Jubel over Dansen - nu har vi jo saa sjeldent Lejlighed dertil. - Gulvet blev danset til, saa jeg sjeldent har danset paa et bedre. Fra Begyndelse til Slutning var det, som om man blev baaret i Dansen af sin egen Glæde. Der var noget svævende, saa Fødderne knapt rørte Gulvet. Naar Dans kan gaa paa den Maade, ved jeg knap noget bedre. Der var en Stemning, som man kan møde den paa de første Foraarsdage. En Følelse af at have opnaaet noget savnet og godt.
Vi dansede i Grunden ikke saa længe, men netop, fordi al Skønheden blev bevaret, var det saa storartet. Friskt, hyggeligt og naturligt gik det til. Jeg har sjældent oplevet en bedre Balaften end den. Vi var alle rent berusede af Glæde. Og saa Hjemturen med den dejligste mørkeblaa Stjærnehimmel. En Skønhedsnydelse fra først til sidst.
Onsdag 25-3.
I Dag gaar vi alle rundt nærmest i den saligste Tilstand fra i Gaar. Det er, som kunde man flyve, saa let føler man sig i Sindet. Vi har ogsaa det mest straalende Foraarsvejr, saa det gør det ikke mindre. Slet ingen Fortvivlelse - bare Følelsen af at eje hele Verden.
Torsdag 26-3.
Igen i Dag det mest straalende Foraarsvejr. Til Gymnastik havde vi Opvisning for de Karle, der rejser til April. Therkelsen og Kr. havde bedt fru Appel om Tilladelse til at være med. Det gik rigtig pænt.
I Aften var den store astronomiske Kikkert stillet ud,, og vi var nede og se Venus - som en Halvmaane. Og saa var der det dejligste Nordlys.
Fredag 27-3.
Det har endnu ikke været saa sommeragtigt som i Dag. Vi laa alle paa Skraaningen ved Vandtaarnet sammen med Th., Kr., Haakon og Sjølund. Uden Overtøj lige i Solen - saa varmt som om Sommeren. Alle var rent vilde rent berusede, for nu følte vi, at det var Alvor, at vi gaar mod Sommer.
Lørdag 28-3.
Igen i Dag laa vi ved Vandtaarnet. Kr. havde Kort med over Sønderjylland, og vi begyndte saa smaat at lægge Planer. - Til Samklem Musik.
Søndag 29-3.
Lige efter Kaffe gik vi ned paa Skolen i vore Folkedansedragter. Lidt nervøse stod vi og trippede inde i Omklædningsværelset til Klokken var 21/2, og vi kunde begynde. Hele Pallen var stuvende fuld, og langs Væggene stod der ogsaa en Mængde. Vi var jo ikke helt stive i det, men det var der ingen, der mærkede. Efter hver Dans lød der et bragende Bifald, og til Slut blev vi kaldt ind igen. Der var almindelig Begejstring over de smukke Dragter og den fornøjelige Dans. Det eneste, der manglede, var Karle, men det gik jo ikke.
Straks efter var der Tur til Estrup Skov - vi gik med, men var dog for trætte til at lege.
Om Aftenen gik Skipperen op. Det var absolut den netteste, mest vittige, taktfulde, der har været hele Vinteren. Det var rart, at vi sluttede med en saa god. Kun en Brøkdel Erotik - og en mængde forskellige deri.
Mandag 30-3.
Intet særligt.
Tirsdag 31-3.
Efter Te talte en Nordmand om, hvorledes man er begyndt at udvinde Luftens Kvælstof til Gødning oppe i Norge. Det var virkelig interessant at høre, og saa havde han mange gode Lysbilleder til.
Onsdag 1-4.
Paa ældre Hold en kedelig Diskussion om "Ungdom". - Vejret har i de sidste Dage været daarligt, saa vi har ikke kunnet ligge ude ved Vandtaarnet.
Torsdag 2-4.
Hvor underligt! I Morges kom der Bud fra Ladelund, at Nordmanden Bjarknes, der talte for i Tirsdags, var falden død om efter sit Foredrag i Gaar Aftes paa Ladelund. Efter at have talt, var han gaaet alene ind i Niels Petersens Kontor, hvor han var falden om af et Hjærteslag.
Om Aftenen var vi alle inviterede til Selskab hos Frkn. La Cour paa Veum - vi var i alt en 50 Pigebørn. Det var et ganske nydeligt Hjem, saa smagfuldt og kunstnerisk indrettet. Vi legede Ordsprogsleg og opførte rene smaa Komedier, saa det var forfærdelig morsomt. Til Slut fik vi lidt Vingele og gik saa hjem.
Fredag 3-4.
I Dag skulde vi selv have Selskab. Hele Fritiden brugte vi til at lave Cotillon, dels smaa Bøger med Vers, dels Buketter med Vintergækker.
Vi naaede knap nok at blive færdige, til de andre kom. Saa snart vi alle var samlede, gik vi ned i Verandaen og legede forskellige Lege med at bindes for Øjnene. Saa fik vi Lov til at danse. Ingrid Steenberg havde en Harmonika - den lange Svensker en Violin med, og de skiftedes til at spille. Og ind imellem havde vi Ringdansene. Snart efter spiste vi Æblekage, og saa skulde vi have Cotillon. Ingrid var klædt ud i sin elegante Geischadragt og gik rundt med Sagerne i en Kurv - de gjorde megen Lykke. Men næppe var de brugt, før vi skulde ind til Pejsen. Prof. havde været borte, men kom hjem nu og sang for os. Selv sang vi naturligvis ogsaa. Kl. 111/2 gik de, og vi endte med at "køre i Skoven" sammen med Kr., Haakon og Therkelsen. - Det havde været en god Aften, men dog bedre, da Musse og jeg havde Selskab.
Lørdag 4-4.
I Formiddags spurgte Appel, om vi om Eftermiddagen vilde over til Ladelund og følge Kisten lidt paa Vej, da der næsten ingen Elever var mere paa Skolen der.
Kl. 6 drog vi hjemmefra i store Flokke. Vejen tog vel en Timestid. Inde i Gymnastiksalen var der dannet en Halvkreds af Graner og midt i den stor Kisten. Forrest laa en dejlig stor Krans fra Askov Højskole.
Først talte Niels Petersen, Forstanderen derovre. Efter ham den afdødes eneste tilstedeværende Slægtning, en Fætter. Der var noget saa gribende over det - saa tungt, at han er død her alene borte fra sit Hjem. Bedst var næsten det, Prof. sagde, hvorved han bad Fætteren overbringe hans Hustru og fire Børn en Hilsen og Tak for, hvad han havde virket hernede. Han var ikke død mellem fremmede, men mellem Venner.
Til Slut talte en af hans tidligere Bekendte, varmt og djærvt - man fik det Indtryk at Bjarknes maa have været et sjældent godt og levende begejstret Menneske. Og det svarede til, hvad vi havde faaet ud af ham den Dag, han talte her.
Mellem hver af Talerne blev der afsunget Salmer. Til sidst blev Kisten baaret ud af lutter Nordmænd - Elever fra begge Skolerne under Afsyngelsen af "Kirkeklokke". Vi fulgte med et Stykke efter Vognen, saa gik vi alle hjem.
Vejret var henrivende at gaa i. Stjernerne tændtes den ene efter den anden og desuden den smukkeste Nymaane. Vi begyndte snart at synge, og flere og flere stemte i med, saa vi snart var en hel stor Skare, der travede af Sted i hurtig taktfast Gang. Hvor det er godt at gaa i en rigtig bestemt kraftig Marsch. Den ene Sang efter den anden - der var gerne en, der kunde alle Versene og saaledes førte os andre med igennem dem. Det var ligefrem helt trist, da vi naaede hjem, saa god en Gang var vi komme i.
Der blev lige Tid til at sluge lidt Mad, saa ned til Samklem, hvor der denne Aften intet særligt blev foretaget, da det allerede var sent, da vi kom hjem.
Jeg kom ind i en lang Passiar med Dr Marius. Men hvor de andre drillede mig imens. Musse og Svenskerne stillede sig op i Nærheden og viftede og lavede Ansigter til mig saa, det kneb at bevare Alvoren. Saa jeg lige ud, sad Therkelsen der og grinede, og til den anden Side stod Bis med Kr., saa jeg vidste snart ikke, hvor jeg skulde gøre af mine Øjne. Men værst blev det, da Musse, Signe, Bis, Kr, Haakon og Pastor Jessen dannede en lystig Gruppe lige ved. Nu og da kaldte Musse paa mig, men jeg lod som intet. Men pludselig ser jeg Pastor Jessen vifte ad mig og kalde, og et Øjeblik efter bliver han puffet hen til os og begynder undskyldende at bede, om jeg maatte komme hen til de andre, for jeg skulde afgive min Stemme til noget - det blev allernaadigst bevilget, og Dr Marius fortrak.
"Vi skal til Ribe i Morgen - vi skal til Ribe i Morgen ikke sandt, Pastor Jessen" raabte Musse straks. Jeg blev selvfølgelig henrykt ved Planen. Saa skulde Musse, Pastor Jessen og Pim tage med Toget, vi andre tre, Haakon og Kr. paa Cykle. Jessen havde for nylig faaet 400 Kr. sendende og saa saare vi hørte det, mente vi naturligvis, at han burde gøre et Gilde for os. Han lod ogsaa til at tro, at det var hans Pligt, for han gik ret villigt ind paa Ideen. Nu har Appel imidlertid nærmest forbudt os at gaa til Vejen, saa der kunde vi ikke saa godt lave det. Jeg fik da den Ide, at vi kunde faa det i Ribe en eller anden Søndag, og nu havde de valgt denne. Vi var alle rent skøre af Glæde. Jessen skulde saa give Middag. Paa Hjemvejen var vi inde hos Cyklemanden, der nok kunde leje os et Par Cykler. Saa skulde vi mødes ude ved Vandtaarnet i Morgen Kl. 7 og træffe nærmere Bestemmelser. Med det inderligste Haab om godt Vejr gik vi saa i Seng.
Søndag 5-4
Allerede Kl 6 var vi paa Benene. Alt var graat endnu, men stille. Saa begyndte det til vor Rædsel lidt efter at regne, kun fint endnu. Og da vi mødtes ved Vandtaarnet, regnede det endnu. Bis inviterede de andre ind til Morgenmad, saa skulde vi se det an. Om ti minutter maatte de, som skulde med Toget, gaa. Det regnede dog stadig, saa vi opgav at cykle. Dog mente vi nok, Vejret vilde klare, og vi gjorde os i Stand til at gaa til Vejen, alle med Galoscher og Regnslag, mens det øsede ned. I Horisonten lysnede det lidt. Det var jo tilsyneladende aldeles vildt at gøre Udflugt i det Vejr, men vi stolede nu saa sikkert paa, at det vilde blive godt, naar vi først kom til Ribe. Kun Signe var ikke saa sangvinsk og undrede sig over, hvor det kunde falde os ind at gaa i saadant et Vejr. Vi satte bare Farten og Humøret op, og saa gik det rigtig godt. Haakon travede rundt rundt ude paa Vejen gennem alt Mudder og Søle og sang "Kun Regn af det høje". Jessen gav mig imens en udførlig Skildring af Klimaet i Kalifornien og dens Omgivelser og dettes Indflydelse paa det menneskelige Helbred. - I vor Angst for at komme for sent, havde vi skyndt os saadan, at vi maatte tilbringe 20 Minutter paa Stationen. Det regnede selvfølgelig stadig. Nogle satte sig til Tørring ved Kakkelovnen i Venteværelset - vi andre stod under Tagskægget og spejdede rundt efter Lysningen. Det varede saa længe, inden Toget kom, at vi allerede frygtede, de skulde faa Tid til at kalde os tilbage hjemmefra. Men vi kom da ind - det øsede selvfølgelig stadig ned.
Vi fyldte en Kupé sammen med to Askovelever, der skulde til Holsted. Tiden faldt os sandelig ikke lang. Vi fik Jessen og Haakon til at synge amerikanske Sange. Haakon kunde ogsaa en utrolig Mængde morsomme danske. Han var i et Humør, sagde den ene Vittighed efter den anden og holdt et Styr. Vi havde næsten sunget den halve Højskolesangbog paa Udvejen. I Ribe var Regnen hørt op, det vil sige, det havde slet ikke regnet endnu.
Først vilde vi have en Kop Kaffe og vilde da endelig hen i Weis´ Vinstue. Men ganske vist var det en morsomt gamle Bondestue at se, men det kunde dog ikke overvinde vor Ulyst ved det snavsede Indtryk, alt gjorde. Et Par bajerdrikkende Kuske var heller ikke indbydende, saa vi nøjedes med at købe nogle Postkort og derefter forsvinder over til Greisens Hotel. Efter at Spejderne havde undersøgt dette Sted, vovede vi os ind. Der var saamænd rigtig pænt. Inden vi kunde faa Kaffen og Chokoladen var der en Skriven Postkort. Vi skulde selvfølgelig alle underskrive Kortene, vi sendte af Sted.
Først gik vi til Raadhuset. Riddersalen var nydelig. Det er jo alt sammen restaureret for nylig. En Træstue med blyindfattede Ruder. Nydelige Farver overalt. To aparte Lysekroner, der forestiller Borge med Mure, om lavede efter tyske Modeller. Nedenunder fandtes en lidt større Sal, hvor de forskellige Amtmænds Billeder hang. Til Slut saa vi en Del Vaaben, Bøddelsværdet, Morgenstjerner, Faner, Haandværkerskilte, Lænker og Haandjern og endelig en Mængde Dokumenter og den berømte Riberret.
Mens vi var her, besøgte Jessen sin Plejemoder - hun er nemlig fra Ribe. Vi havde nu lidt Tid at drive rundt i, inden vi skulde møde ham ved Domkirken. Vi gik derfor ind i Kathrinekirken, som vi ikke havde ventet os noget af. Men den var helt interessant. Et stort Rum, en Basilika. En mægtig udskaaret Træaltertavle, ormstukne Munkestole, forslidte Ligsten og alt, hvad man finder i saadan en gammel katolsk Kirke.
Vi fik ogsaa Tid at løbe lidt rundt i Smaagaderne og endelig til at se Kirken grundig udvendig. Jeg var svært glad over alt, hvad der var af Tufsten. Mens vi ventede, kom der nogle andre fra Skolen. De var taget hertil paa Cykle og kørt fra næsten al Regnen. Da Jessen omsider viste sig, gik vi ind. Jeg havde aldrig troet, den var saa smuk med det frie prægtige Alter mod den lyse Runding til Baggrund. Vi fik nu forklaret alle Enkelthederne og gik ogsaa selv rundt og saa. I 90erne havde Prof. Amberg restaureret den. Farverne var endnu enkelte Steder for skarpe nær ved, men paa Afstand virkede de godt. Over Skæringen mellem Skibene var den dejlige ufarvede lyse Kuppel - den var ganske dejlig i Farven og saa Alteret. Man skal syd for Alperne for at finde deres Mage.
Desværre maatte vi snart gaa op i Taarnet, da vi skulde se det inden Gudstjeneste i Kirken begyndte. En Mængde Trapper, inden vi naaede derop. Saa var der jo en Udsigt helt til Askov og over til Fanø. Og nedenfor laa den gamle By med de røde Tage og de morsomme Gaarde. Ja her var en Del af Middelalderen bevaret. Hvor jeg mindedes Raadhustaarnet i Rothenburg. Pludselig faar vi Øje paa en Stork, og der blev vild Jubel - Ingrid har aldrig og Haakon ikke i 15 Aar set en Stork, saa vi gav os straks til at synge "Storken sidder paa Bondens Tag", imens kom der flyvende to til, og idet vi sang "Stork, Stork Langeben", steg Stemningen knusende. En lille Vals inden vi igen gik ned i Kirken, hvor Folk allerede var komne. Vi satte os stille bagerst ventende paa Orgelspillet, som snart begyndte.. Det var Glanspunktet for mig - den dejlige Musik i de smukke Omgivelser. Saa dejlige rene Linier oppe ved Koret og de smaa Vinduer foroven i Kirken. At se alt dette sammen med dem alle - jo, det var noget af det bedste fra Vinteren.
Jessen blev for at høre Prædikenen, vi andre vilde hen at se Museet, hvor der fandtes nogle virkelig gode Malerier.
Vi mødtes igen ved Middagen. Bøf med Rødbeder og Syltetøj til. Dette Festmaaltid var det højeste for Jessen, men det var jo ogsaa ham, der gav det. Inden vi gik, endte vi med Kaffe og Kager. Paa Vejen til Stationen saa vi Krygers og Anders Sørensen Vedels Mindesmærker. Jeg mødte for Resten undervejs en af Eleverne fra Latinskolen, jeg havde været sammen med ham paa Ladelund, "en Balkavaler". Vi hilste naturligvis henrykte paa hinanden.
I Toget sang vi naturligvis igen. Haakon var aldeles uimodstaaelig, Jessen rasende kaad og lystig og Stoffer flink som altid. I Holsted kom de samme to Askovitter fra om Morgenen ind igen og med dem Axelsen. Da vi naaede Vejen, havde vi omtrent sunget alt tænkeligt og brugeligt fra Højskolesangbogen. Vi havde næsten heller ikke Stemmer mere igen.
Hjemturen gik i Møllermarsch stadig med Sang. Lige til det sidste var Humøret straalende. Alle var vi enige om, det havde været en af de dejligste Dage, vi havde oplevet herovre.
Efter Te var vi bedt hen til Fengers af Gerda Hansen. Vi var en tyve Pigebørn - begyndte med at skrive Sedler og legede senere andre Lege. Desværre var Fenger selv ikke hjemme. Deres Lejlighed var aldeles nydelig. De blev jo gift i Oktober. De herligste Gengivelser af Mesterværker paa Væggene og saa enkle smagfulde Møbler i dejlige Farver. Der hvilede saadan en æstetisk Ro over det hele, saa det var en Nydelse bare at sidde og se paa det.
Mandag 6-4
Da det var storartet Vejr til Aften, gik Prof. ned og tog den store Kikkert frem, og vi fik alle paa Skolen efter Tur set Maanen. Det var sandelig morsomt - jeg har da aldrig set den i saadan en stor Kikkert før.
Tirsdag 7-4.
Haakon har tabt et Væddemaal og inviterede derfor Ingrid, Kr. og mig ned til Vejen.
Saa kunde vi samtidig lægge Planen over Turen lidt nærmere. Vi gik paa H2 - det forbudne Hansens Hotel. Først sendte vi Kr. ind som Spejder for at undersøge, om der var nogen i det røde Værelse. Da det var tomt, gik vi ind. Der var rigtig nydelig udstyret. Ved en stor Portiere var det skilt fra et større Værelse. Denne trak vi for og havde det rigtig rart for os selv. Haakon gav Æggetoddy, der dog for Ingrids og mit Vedkommende indskrænkede sig til Æggesnaps. Det var helt rart at prøve den slags igen.
Nu kom der nogle ind i Sideværelset, og der var nogle, der stillede sig op lige ved Portieren. Kr. springer op og giver sig til at træde med sin Fod ind under den til stor Morskab for os. "Er du paa Musejagt, Stoffer", spurgte Haakon.
Men vi maatte desværre snart bryde op for at være hjemme til 101/2. Det var det dejligste Maaneskin, og vi gik hjem gennem Vejen Skov. Hvor det kneb at skulde ind i Stedet for at gaa en Tur ad Skibelund til.
Nu har jeg da opnaaet at komme paa H2, hvor der er saadan en daarlig Tone, som Appel siger.
Onsdag 8-4.
I Aften var der Diskussion om Pressen. Jakob Martin indledte og gjorde det udmærket. Ellers gik vi tidlig derfra og spadserede lidt.
Torsdag 9-4.
Efter Middag kørte Bis og jeg en Tur med Kr. og Haakon ud til Stenen ved Tirslund. Stærk Modvind paa Udvejen. En dejlig stor Sten midt i Lyng og Granplantage. Den var ret stor og vanskelig at bestige. De prøvede at tage godt Tilløb og naaede saaledes virkelig at komme op paa den. Vi andre fandt nogle smaa Revner, hvor vi kunde hale os fat, og saaledes fik de trukket os op. Det var forfærdelig morsomt at sidde der paa Toppen og spise Chokolade, men hvordan skulde vi komme ned igen. I vildt Løb tog Kr. den. Siden var helt glat og hælder 80° mod Jorden, saa vi maatte ikke foretage det Vovestykke. Der var Forslag om at hente Cykler og stable op o.l. Kr. skar et halvt Træ løs og kastede det op til Haakon, der sad hos os. Det skulde vi holde fast i - saa skulde han derved sænke os et Stykke, og Kr. tage imod os, men vi var da raske Kvinder og klatrede selv ned, blot støttede han os til sidst. Hvor jeg tænkte paa Alperne, for her var der ogsaa kun smaa Revner, hvor man lige kunde faa Fæste for det yderste Fingerled.
Nu kom Stoffer med en stor Sten og spurgte, om jeg ikke vilde have den med hjem, for han syntes altid, Københavnerne plejede at slæbe Sten hjem som Minder.
Vi var i et straalende Humør, og havde lagt os hen paa en Høj med en Flagstang. Jeg havde et Par røde Vanter paa. Dem tog vi og satte fast i Flagsnoren ved hjælp af Cykleklemmer og hejsede til Vejrs, saa de lignede smaa Vimpler helt oppe i den blaa Himmel.
Paa Hjemvejen vilde vi ind og drikke Kaffe. Stoffer kørte i Forvejen og bestilte den. Vi kom først ind i en Spisestue. Men inde i Dagligstuen var der paa selve Væggen malet store Billeder. Dem maatte vi jo straks ind og se paa. Der stod to Sofaer, og selvfølgelig lagde Drengene sig paa hver sin og nød Livet. Nu vilde vi da se den Familie, vi besøgte, og fik fat i et Album. Der var flere Soldaterbilleder, som Kr. gavmildt forærede Bis og mig. Han havde nogle af sig selv i Lommen - dem kunde han sætte ind i Stedet for. - Noget Træ fra Indgangsdøren, som han ogsaa vilde give mig til Minde, endte i et tomt Etui paa Buffeten. - Saa begyndte han at hive alt muligt frem af Skufferne og vise os. Alting undersøgte han og holdt et Sjov. Hvor vi dog morede os. Stoffer var rent Klovn.
Hjemme til Aftenforedraget talte Begtrup om Grundtvig. Jeg har aldrig hørt ham før. Han irriterede mig, som han stod der med Hænderne i Bukselommerne og paa sin tørre Maade rev Vittigheder af sig. Der var saadant noget overlegent over ham. Han var saa underlig selvbevidst og beregnende.
Fredag 10-4.
Vi var i Dag ude at gaa en Træningstur, Ingrid, Stoffer, Haakon og jeg ned i Skibelund. Vi øvede os i at bryde igennem tætte Granskove, vade i højt Sand, og saa kom vi da ogsaa ind i en lille fattig Gaard og bad om lidt Vand at drikke. En snavset Kone kom ud og gav os en Spand, saa kunde vi selv hejse Vand op af en Brønd ude i Gaarden. Vi holdt et ordentligt Styr.
Om Aftenen var vi bedt til Axelsen. Det er en ganske henrivende Lejlighed, de har, næsten alt for elegant, som en fuldendt Møbeludstilling. Ellers legede vi de sædvanlige Lege og havde det rigtig fornøjeligt.
Lørdag 11-4.
Efter Te talte Fru Birgitte Berg-Nielsen. Lidt madamagtig er hun og rask paa det. Appel og Begtrup var aldeles som kaade Drenge. Hver sad de med et mægtigt stort Brystsukker i Munden og lavede Sjov med hinanden. Hun talte om at slagte en Okse, og hvad man bruger de forskellige Stykker til. Da det var færdigt, og hun var gaaet ned, gaar Begtrup op til Tavlen, hvor der var tegnet en stor Ko og sætter et Horn paa Næsen af den. Selvfølgelig vakte det den vildeste Jubel.
Vi gik nu over i Gymnastiksalen, men da jeg ikke var rask, gik jeg tidlig hjem.
Søndag 12-4.
Jeg prøvede at staa op efter en næsten søvnløs Nat. Det var en stærk Maveforkølelse, jeg havde faaet, men nu kom jeg paa den strængeste Diæt og gik i Seng. Og Begtrup talte om Eftermiddagen og om Aftenen var der Gymnastikopvisning. Musses Moder kom for Resten i Morges - hun fik Telegram om det i Gaar.
Mandag 13-4.
Jeg var blot til een Time i Morges - saa lagde jeg mig atter. Det er i Dag Professorens Fødselsdag. Til Te var Begtrup her efter at have holdt et efter de andres Sigende glimrende Foredrag. Jeg kunde ligge og høre dem le nede i Stuen. Efter Te kom alle Lærerne til Chokolade, og de andre var nede. Blot af Forsigtighedshensyn blev jeg liggende alen oppe i Mørket og faldt i Søvn ved Lyden af de glade Stemmer dernede fra. Det var lidt drøjt, men Paasketuren
Tirsdag 14-4.
I Dag gaar det meget bedre, men jeg dog endnu kun paa Vandgrød og Blaabærsuppe. - Musse er rejst. Der er saa tomt ovre hos os og saa uhyggeligt. - Nu begynder jeg at haabe paa at blive rask nok til Turen.
Onsdag 15-4.
I Dag er det bedre. Men hvor vi har haft travlt. Lige efter Middag Generalforsamling paa Vandtaarnet. Først blev Haakon og Kr. valgt til at bestyre Pengesagerne ved hemmelig Afstemning. Hver betalte 10 Kr. til Fælleskassen. Men nu dukkede atter det ulykkelige Spørgsmaal op, hvordan skulde vi faa nogle flere Karle med. Vi var efterhaanden blevet til en mægtig Bunke Pigebørn - i sidste Øjeblik bestemte Signe sig endelig til at tage med. Der var Forslag og Afstemning om forskellige - endelig blev en vedtaget og adspurgt, men kunde ikke. Ja, saa maatte vi nøjes med dem, vi havde. De lovede da ogsaa at være saa flinke som muligt.
Nu travede Ryan, Kr. og jeg sammen ned for at tage imod Københavnerne. Vi var bange for at komme for sent til Toget, og derfor løb Kr. i Forvejen. Det var imidlertid ikke det rigtige Tog, vi havde hørt, og maatte derfor gaa og vente paa Stationen. Pastor Jessen var der og Haakon. Da vi nu har ventet et Kvarter, og jeg har staaet og talt med de to, ser jeg pludselig Otto staa lige foran mig. "Otto", raabte jeg forfærdet og for hen til ham. Jeg kunde næsten ikke forstaa, det var Sandhed - han, som paa det bestemteste havde nægtet at tage med, da han ikke kunde være hjemmefra.
Toget var endnu en halv Time forsinket, saa vi fik jo Tid til at tale sammen, inden de andre kom. Da Toget saa endelig var der, løb Kr. og jeg fortvivlet om og ledte efter dem, de var ikke til at finde noget Steds. Jo, omsider kom de dog ud af den allersidste Vogn, og vi faldt jo henrykte i hinandens Arme. Det var Inger, Ellen Dahl og Ejnar Dyggve. Nu styrtede vi hjem mod Askov, hvor vi lige fik Tid at lægge Ranslerne op i Højskolehjemmet for saa at løbe ned til Akselsens Foredrag. Ryan havde imidlertid taget sig af de to andre, og vi mødtes nu alle fire i Foredragssalen. Hvor det dog var morsomt at se dem sidde der og synge. Akselsen talte heldigvis godt.
Efter Te gik de med hjem og spiste Aften hos la Cours. Hun var saa flink - han kom først hjem, da de gik og fik lige hilst paa dem. Saa styrtede vi rundt nogle Ærinder i Byen og derfra ned til Oversergeantens, hvor vi drak Kaffe og havde det rigtig hyggeligt. Vi diskuterede nærmest Rejseplanen. Efter en Aftensang fulgte vi de to ud til Højskolehjemmet - de to andre laa paa Skolen. Men til Afsked "kørte vi i Skoven" ude paa Fodboldpladsen.
| SAMs højskolehistoriske Arkiv |