|
Gudrun SchneeklothTræk af Livet paa Askov. |
 |
Torsdag 16-4.
Meget tidligt i Morges stod vi op og gjorde os i Stand til Turen. Min Nederdel, der var gjort i Stand ned i Byen, skulde være bragt op i Gaar Aftes, men var der ikke. Jeg maatte saa med Tungen ud af Halsen styrte ned og faa dem banket op og hente den. Heldigvis naaede jeg det dog. Efter at have skyllet en sidste Kop Blaabærsuppe ned, begav vi os af Sted ned til Torvet, hvor hele Flokken samledes og derfra begyndte saa Fodturen, som jeg en anden Gang vil beskrive.
[Dagbogen fortsætter umiddelbart efter med hjemkomsten den 20. april, mens skildringen af rejsen - som nævnt i indledningskapitlet - først må være skrevet senere. Men her er den altså sat ind, så det danner en sammenhængende helhed.]
Turen til Sønderjylland.
Paasken 1908. -
Torsdag. 16-4. Skærtorsdag.
Kl. 61/2 mødtes hele Flokken ved Torvet i Askov næsten alle med Ransler paa Ryggen. Vi var 14 nemlig: 1) Ingrid Mellgren, 2) Karin Wendel, 3) Elsa Steffen, 4) Signe Taaning, 5) Martha Christensen, 6) Ellen Dahl, 7) Inger og 8) jeg + 9) Frederik Kristoffersen, 10) Haakon Jørgensen, 11) Jens Jensen, 12) Jon Ryan, 13) Otto Valentin og 14) Ejnar Dyggve. (1, 2, 3 og delvis 14 hører hjemme i Göteborg, 4 i Ranum, 5 Viborg, 6, 7 og 8 og 13 i København, 9 i Haarlev (Sjælland) 10 i Wisconsin U.S.A., 11 i Flensborg og 12 i Tröndelagen.) Til Kolding rejste Frk. Appel sammen med os. I Lunderskov skiftede vi Tog og i Ventetiden gav vi os straks til at "køre i Skoven" og danse Vals. Alle Hoveder kom frem i Kupévinduerne, da vi begyndte vore Ringlege rundt om Lygtepælen - vi synger jo til. Det var det første Udslag af vort straalende Humør. Vi havde alle Højskolesangbøger, saa vi sang hele Tiden i Toget lige til Kolding.
Der lagde vi straks Bagagen op i Højskolehjemmet og gik hen til Slotsruinen. Tykke røde Mure med store Vindueshuller, hvorigennem der var den dejligste Udsigt. Hist og her tittede lidt grønt frem mellem Revnerne - de første Foraarstegn. Jens Jensen fortalte Slottets Historie. I ham havde vi en glimrende Fører. Da vi nu havde været henne paa Torvet og se paa et gammelt Hus, vendte vi tilbage til Højskolehjemmet. Et Par Stykker blev sendt ud for at købe Brød til hele Dagen. Paa Fælleskassens Regning blev der bestilt Kaffe. Vi gav os nu Tid til at tage al den smurte Mad frem af Ranslerne, for den skulde spises først.. Nu var der ikke noget, der hed, at den havde det med, og den intet havde, for først spiste vi hele det tillavede Forraad op. Brødet blev fordelt i Ranslerne - Københavnerne havde Smør og Paalæg med. Otto og Ejnar havde slet ikke været med. Da vi havde spist lidt, blev der telefoneret, at de havde truffet Bekendte, men nok skulde støde til os. Vi ventede lidt paa dem og undersøgte Lokalerne. I det ene stod et Klaver, og Ellen spillede Agathe Bacher - Grøndahls Serenade for os. Men nu maatte vi gaa, saa fik de andre indhente os.
Vi begyndte med en glimrende frisk Marsch, og snart havde vi tilbagelagt en Mil. Otto og Ejnar havde nu omsider indhentet os. I Begyndelsen gik vi selvfølgelig i en tætsamlet Klynge og sang. Men det varede ikke saa længe, før vi spredtes i smaa samtalende Grupper. Ved Milepælen var der nogle der foreslog Hvil, men nu var vi da først kommet rigtig i Gang, saa det blev til, at vi skulde gaa direkte til Skamlingsbanken. Der er to Mil fra Kolding dertil.
I en lille Landsby fik vi Vand og Appelsiner, ellers var der ingen Stands. Vi sang naturligvis hele Vejen nu. Naar vi ikke kunde flere Sange, tog Haakon fat alene, og hans Forraad var uudtømmeligt. Efterhaanden som Vejen steg, blev Udsigten stadig smukkere, men dejligst dog oppe fra selve Banken. Store Græssletter hist og her afbrudt af Krat skraanende ned mod det dybtblaa solbeskinnede Vand. Til de andre Sider var der ogsaa Bakker og Plantninger. Oppe fra Støtten skraaner det fra alle Sider ned mod en tragtformet Fordybning, hvor Talerstolen er. Da vi havde set paa den og læst Indskrifterne, lejrede vi os i Græsset ude i Solen med Udsigt til Havet. Efter Afsyngelsen af "Der pløjed en Bonde paa Sønderjyllands Grund" talte Jens Jensen om Sønderjyllands Historie efter 1864, men navnlig dvælede han ved hele Skamlingsbankens. Det var en djærv, ildfuld Tale af den Slags, der ikke straks faar en til at blusse op, men som ligger og gærer ganske stille, indtil den en skønne Dag uventet bærer Frugt.
Nu var Erik Fink, Kristoffersens Sluf stødt til os. Han havde lovet at skaffe os ind, enten hos sin Slægt eller paa et Hotel i Kristiansfeld. Selv kunde han desværre ikke huse os, da de havde Gæster i Forvejen, men hos hans Onkel skulde der være 4 Pigebørn, paa en anden Gaard ligeledes 4. Resten skulde bo hos private Familier i Kristiansfeld - de to Gaarde laa en halv Mil derfra paa Vejen.
Solen var jo endnu ikke saa stærk, saa vi var blevet lidt kolde af at sidde stille paa Grønsværet under Talen, saa vi tog os nu nogle Løbeture til de forskellige Statuer. Da vi lige var kommet til Skamlingsbanken, hvilede vi for Resten lidt. Lige ovenover Restaurationen var der en flad Halvkreds, hvorfra det gik skraat op til alle Sider. Her laa vi nu i en Kreds med Benene op ad Skraaningen for at hvile hurtigere ud. Imens skiftedes vi til at gaa ned i Restaurationen og tage Fodbad.
Da vi endnu havde to Mil igen at gaa, blev der bestilt Chokolade til hele Flokken. Medens den blev lavet, smurte vi Mad til dem alle og satte det hen paa store Fade. Vi fik paa den Maade det hyggeligste Maaltid, hvor Jens Jensen, Fink og Haakon holdt smaa Taler. Nogle af os havde straks inden Turen aftalt at gøre den saa billig som muligt ved at stemme imod al unødvendig Flothed. Da der derfor blev rejst Forslag om Chokolade, blev det stemt ud, da vi jo havde faaet Kaffe en Gang og fik Mad, naar vi naaede Hjemmene. Da et Par af os imidlertid var henne og se paa en Statue, blev der af Karlene øvet saadant Valgtryk paa de tilbageværende, at Chokoladen gik igennem ved en ny Afstemning. Men vi kom heldigvis ikke til at fortryde det. Til Slut sendte vi en Del Kort af Sted til Venner i Askov, og derefter brød vi op.
Farten var stadig god, og vi naaede snart Grænsen. En underlig Dobbelthed. Til venstre den tyske Grænsepæl i kold Skygge - til højre den solbestraalede Kongeaa, hvor hvide Svaner gled af Sted, mens Træerne fra begge Bredder spejlede deres Grene i Vandet. Der blev ikke sagt noget, kun peget tavs paa de tyske Farver.
Før havde vi gaaet spredt og talt, nu var der ligesom noget, der drev os sammen i fælles Sang. Hvor vi drog frem, kom Folk ud af Husene for at se efter os, og vi raabte muntert Goddag til alle, som vi antog var Danske. Toldbetjenten lod os roligt passere - vi havde jo kun Rejsegods paa os.
Under Afsyngelsen af "Fremad, fremad Fædres høje Hærtag var" svingede vi ind i den første Gaard, hvor Martha og de tre Svenskere skulde bo. Familien lod til at være storartet. De saa paa os som kendte kærkomne Gæster.
Efter endnu en Snes Minutters Marsch stod vi foran Stentrappen til "vort Hjem" og sang "Takt, Takt", medens det myldrede ud med Mennesker inde fra Huset. Det var ikke nemt at vide, hvem vi i Grunden kom til, for alle Aldre var repræsenterede, og alle bød de os Velkommen. Karlene blev budt ind paa lidt Vin og Kage, mens Inger, Ellen, Signe og jeg blev vist ind paa to Gæsteværelser. Paa Vejen gennem den store Stue, hvor Bordet stod dækket, hang paa Væggen et dejligt stort Dannebrogsflag. Det var Symbolet paa hele det Finnemannske Hjems Præg. Inger og Signe blev vist ind i det ene, Ellen og jeg i det andet Gæsteværelse. Vi kom jo varme og forsvedte fra Turen, saa vi blev jo lidt bestyrtede over at finde Kakkelovnen rødglødende og Luften kvælende varm. De to hvide Senge svulmede af Dyner. Med et forfærdeligt Mas lykkedes det omsider at faa aabnet et af Vinduerne. Vi begyndte nu at gøre os i Stand, men kunde ikke holde det ud for Varme. Efter et Kvarters ihærdig Hamren gav det andet Vindue omsider efter, og nu hjalp det da lidt. - Det var et rigtig gammelt Herregaardsværelse. Et mægtig smaarudet Vindue der vendte lige ud til Haven, hvor Frugttræerne stod med store svulmende Knopper paa de grønne Plæner. Kakkelovnen var aldeles storartet, men bare den ikke havde været gloende - en af de ægte gamle med den ene Afsats over den anden med aabne Mellemrum. Ved Døren hang en perlesyet Klokkestræng og paa Bagsiden af Børsterne paa Toiletbordet var der ligeledes Perler. - Da vi var færdige, saa vi de andres Værelse. De havde ingen Kakkelovn, men derimod et gammelt udskaaret Skab.
Nu antog vi, det var bedst at vise os for Familien. Vi ventede lidt inde i den store Stue med Dannebrogsflaget. Tværs over hele Gulvet var der dækket et mægtigt Bords med en Del kolde Retter. Heldigvis kom der nu en af Damerne og fandt os, for vi vidst jo ikke selv hvor, vi turde gaa hen. Vi blev nu ført ind i en Dagligstue, hvor der overalt sad broderende Damer - kun Damer. Nu blev vi da klare over, hvem der var Værtinden, nemlig den gamle Fru Finnemann. Det var en hvidhaaret, stærktbygget gammel Dame. Et glimrende Ansigt med den krumme Ørnenæse og de skarpe Træk - saa fast og bestemt. Man kom til at tænke paa de ædle gamle Vikingekvinder i Oldtiden. Hun var dog ikke den ældste - der var paa Besøg en rigtig gammel "Oldemoder" en Tante til dem. De øvrige var mellem 30 og 50. Vi satte os ned og talte lidt med dem, indtil vi blev kaldt ind til Middagen. Hver skulde vi tage en af Damerne til Bords, for vi skulde hver sidde mellem to Sønderjyder. Oppe i Sofaen sad "Oldemor" ved Siden af hende "Bedstemor" d.v.s. Fru Finnemann. Der var Ellen kommen til at sidde, mens vi andre var anbragt ned langs den ene Side af Bordet, hver mellem to af "Tanterne". Paa den modsatte Side sad alle Herrerne. Det var ikke til at afgøre, hvem der var Manden i Huset, eller om der overhovedet var nogen. Endelig var der tre smaa Drenge.
Først fik vi Okse- og bagefter Flæskesteg med Kartofler, stuvet Hvidkaal, Sauerkraut, forskellige andre Grøntretter, Agurker, Syltetøjer o.s.v. - dertil flere Slags hjemmebrygget Øl. Det var utroligt, alt hvad de kunde sætte til Livs, men saa talte de næsten heller ikke imens. Vi endte med det kolde Bord.
Næppe havde vi rejst os, før Fru Finnemann kom hen til os og sagde, "at nu skulde vi saa forsøge at faa en Samtale i Gang. Hun hørte jo til den ældre Generation, saa hun havde jo ikke levet med i Højskolelivet, saa derfor havde vi jo ikke saa meget fælles Grundlag, men nu maatte vi jo prøve paa at faa en Samtale alligevel. Lidt benovede for hvordan det skulde gaa os i denne "Samtale", fulgte vi og alle de kvindelige Tilstedeværende hende ind i "Damedagligstuen", mens Herrerne trak sig tilbage til en anden. Vi blev nu anbragt i Sofaen, mens de andre sad rundt om paa Stolene med deres Sytøj og kun nu og da kastede et Ord med ind i "Samtalen", der førtes mellem hende og os. Vi blev meget ulykkelige, da hun indledte "Samtalen" med at spørge os ud om Kongefamilien og Prinsesse Dagmars Konfirmation. Vi vidste da ikke engang saa meget som hun, men den klaredes dog. Og glade var vi, da vi fik hende til at fortælle om sit Liv. Det er vist ikke mange, der har oplevet og døjet saa meget som hun. I fem Aar har de været forvist og boet Nord for Grænsen uden en eneste Gang at se Hjemmet, skønt der knap var en halv Mil dertil. Først nu i Juli Maaned havde hun og Manden faaet Lov at vende hjem. Her havde vi uden at ane det mødt et af Kærnepunkterne i den sønderjydske Tragedie.
Det var imidlertid blevet mørkt, og hun foreslog nu, vi skulde gaa ind i den anden Dagligstue, hvor alle de mandlige sad. Alt var danskpræget lige fra Landsoldaten til Billedet af Kong Kristian. - En af de smaa Drenge, der var paa Besøg, talte hele Tiden om, at han vilde have et stort Dannebrogsflag, som hver Dag skulde hejses ude i Haven. Foreløbig nøjedes han med en lille Dannebrogssløjfe, som han var meget stolt af. Underligt at høre selv saa smaa begynde at leve med i al Kampen og Spliden.
Nu skulde Ellen spille og begyndte med sin sædvanlige Serenade. Men den faldt nok ikke rigtig i deres Smag, for de kunde ikke lide, at vi ikke sang til. Vi fik derfor hurtigst muligt fat i Danmarks Melodibog, og nu sang vi baade "I Danmark er jeg født", "Paaskeklokken", "Kongernes Konge" og flere. Det var saa ejendommeligt at sidde her i denne Kreds af stærke staalsatte Mænd og Kvinder og faa Lov at synge med dem alle de Sange, de elsker.
Klokken var nu 9 og vi dødtrætte. Vi fik derfor Lov at gaa i Seng, men skulde først ind og drikke Kaffe. Denne Gang kom jeg op i Sofaen hos "Oldemor" og "Bedstemor". Vi blev trakteret med alt muligt Bagværk, navnlig var deres Kristiansfeldter-Honningkager glimrende. Min "Samtale" med dem gik rigtig godt. De andre var derimod mer eller mindre paa Vej til at falde i Søvn i den halve Time, vi sad der efter at være færdige. Men inden det skete, hævede de til alt Held Bordet og nu trak vi os tilbage. Nu var al Varmen lukket ud, men da vi opdagede, at Lagenerne var fuldstændig vaade, fortrød vi rigtignok, at vi ikke havde benyttet den bedre. Vi hjalp os nu som vi bedst kunde og laa saa og nød Tilværelsen, saa paa den dejlige Udsigt lige ud i Frugthaven og sludrede om alt det gode, vi havde oplevet den Dag.
Fredag. 17-4. Langfredag.
Vi fik Lov at ligge til 71/2. Kl. 9 skulde vi saa møde de andre i Kristiansfeldt. Vi fik næsten Middag, inden vi gik, Steg med Spejlæg og koldt Bord. Nu var alle Gæsterne væk, saa vi blev klare over, hvem der hørte til Familien, nemlig de to gamle og to Døtre. De andre Børn var rundt om i Verden. Inden vi skulde gaa, var vi rundt i hele den dejlige store Have. Deres Nabo var Tysker, og fra hans Have prangede de tyske Farver, medens de selv kun maatte flage med en lille dansk Vimpel. Vi var ogsaa rundt i alle Staldene - det var en mægtig Besætning, der var. Nu skulde de to gamle køre til Kirke oppe i Kongeriget, saa nu maatte vi tage Afsked med dem. Der blev nu spændt for en anden Vogn til os. Døtrene fulgte ved Siden af paa Cykle.
Her havde vi rigtig faaet Indtrykket af, hvor mægtig saadan en gammel stor Bondeslægt kan være. Hørte man til den, vilde man aldrig komme til at staa alene, men paa den anden Side vilde det ikke altid være helt nemt at være ung blandt dem. Jeg tror f. Eks. Ikke, de vilde kunne gifte sig med en, Familien ikke godkendte. Saa faste og stærke Baand var der mellem dem.
De to stærke Heste dansede i Fart ad Byen til med os. Vi jublede ved Tanken om, hvor de andre vilde misunde os, naar de saa os komme kørende saa flot. Bedst vilde det jo være, om vi indhentede dem undervejs, mens de forpustede halsede hen ad Vejen for at naa Byen i rette Tid. Vi blev jo derfor lidt skuffede, da vi foran os ser langt borte Svenskernes røde Huer paa en Vogn. Da vi svingede ind i Gaarden til Hotel "Frej", stod de der alle og raabte Hurra. Vi søgte nu at overbyde hverandre om, hvem der havde haft det bedst. Vi mente nu absolut, det maatte være os med baade Kakkelovnen og det fine Dynebetræk med unikke Skønheder og smaa vingede Eros´er i dejlige Landskaber. Det var ikke godt at afgøre. I hvert Fald var de andre lige saa glade for deres som vi for vores.
Nu førte Finnemanns og Erik Fink os hen til Herrnhutterkirkegaarden. Den var meget ejendommelig. Alle Ligstenene, der var ens, var firkantede Plader, der med en lille Understøttelse ved den ene Side laa skraat ned paa selve Jorden. Intet Hegn om hver - ingen Blomst. Kun lange snorlige regelmæssige Rækker. Over det hele var der store Træer med mægtige skyggefulde Kroner, saa en Solstraale sjelden forvildede sig ind her blandt Gravene.
Langt Smukkere var nogle Krigergrave fulde af Blomster og Kranse. Finnemanns fortalte, hvor ofte de som Børn havde bundet Kranse med Dannebrogssløjfer og tidligt om Morgenen listet sig ud med dem. Men det varede ikke mange Timer, før de var fjernet af Tyskerne. Nu var det ligefrem forbudt.
Desværre kunde vi ikke faa Lov at komme ind og se Herrnhutternes Kirke og øvrige Bygninger - vi maatte nøjes med at staa udenfor og betragte det store Kompleks. Alle Samfundets kvindelige Medlemmer var meget nemme at kende - de bar nemlig smaa Huer, hvide og med kulørte Hagebaand. Vi vidste, at de forskellige Farver betød, om de var gifte og forlovede o. l. Men det var alligevel ikke saadan at hitte Rede i, for da vi nu havde fundet ud, at de mørkerøde betød: Forlovelse - vi havde kun set unge Piger med dem - saa dukker der pludselig nogle gamle op, som sandelig bærer mørkerøde. Der var ogsaa ældre med lyserøde Barnesløjfer. De lyseblaa bæres vist af de gifte Koner.
[Senere tilføjet i marginen:] rød: indtil 18; lyserød: ugift; blaa: gift; hvid: Enke
Mejeribestyreren Jensen havde hørt om, at vi skulde komme, og i den Anledning havde han anskaffet sig en stor Bog om Byens og Herrnhutternes Historie, for at han kunde give os grundig Besked. Nu var han desværre bleven syg og havde derfor skildret Grundtrækkene for Jens Jensen, som nu gengav os dem.
Tidligere havde det været saadan, at en Mand blot behøvede at skrive dertil for saa straks at faa en af dem til Kone. Vedkommende blev valgt ved Lodtrækning.
Ellers var der ikke noget særligt at se i Byen. Vi blev nu trakterede med Sodavand paa "Frej" af vore Værter, mens vi ventede paa Vognen. Det var nemlig bleven bestemt, at vi skulde tage med Vogn til et Stykke Syd for Haderslev.
Efter at være bleven fotograferede et Par Gange paa Vognen kørte vi viftende bort. Vi maatte sidde saa tæt sammen-pakkede at der kun blev Plads til os, da Otto og Stoffer satte sig med Benene ud til hver sin Side - Jens Jensen, der havde Cykle med, kørte paa den. Nu kom Højskolesangbøgerne frem, og vi sang den ene (Sang) efter den anden. "Københavnerne" skulde høre alle dem, vi holdt af.
Haderslev saa vi ikke meget til; kørte blot igennem. Overalt tyske Indskrifter. Ved Frimenighedskirken stod vi af og var inde at se den. Kort efter at den var bleven fuldendt, blev den lukket af Tyskerne. Nu havde de imidlertid faaet Tilladelse til at prædike i den igen. Først havde der hver Gang siddet en tysk Embedsmand lige foran Talerstolen for at passe paa, men nu var de dog blevet sig selv igen.
Lige derved laa en almægtig prøjsisk Kæmpekaserne, hvor det myldrede med Soldater. Hele Bygningen røbede straks: Prøjserne.
I den lille By Hoptrup stod vi af Vognen, og derfra skulde vi saa gaa til Aabenraa. Først saa vi det danske Forsamlingshus. En rigtig dejlig Sal. Selvfølgelig kunde vi ikke modstaa Lysten til at danse selv med fuld Oppakning. Værst var det at passe paa, at Ranslerne ikke knaldede sammen.
Vi marscherede nu til Dels syngende en lang Vej, til vi naaede Knivsbjerg. Der staar en rigtig modbydelig prøjsisk Kolos til Mindesmærke over Bismarck. Et vældigt Granittaarn med en Kæmpestatue af ham selv. Fødderne er her næsten hans egen hele Længde. Det er deres stolte Nationaldenkmal fra 1864 med Indskriften "Wir Deutschen fürchten nichts in der Welt als Gott" i skinnende Bogstaver. Det er det højeste Punkt, og der er ogsaa en ganske dejlig Udsigt derfra.
Inde i Pavillonen drak vi Chokolade og holdt et stort Maaltid. Vi havde selv endnu baade Æg, Ost, Leverpostej og desuden en stor Kristiansfeldter-Honningkage til hver.
Langs alle Væggene var der Guirlander og Flag i de prøjsiske Farver. Og selvfølgelig Billeder til Forherligelse af hele den tyske Kejserfamilie. Og saa myldrede det med Tyskere med deres grimme Kasketter.
Lidt før vi skulde gaa, var der kommen en dansk Familie, og de bad os om at synge "Vort Modersmaal". Det gjorde vi selvfølgelig med Glæde og marscherede saa nikkende bort lige efter.
Solen havde ellers været fremme hele Dagen - nu var det lidt mere overtrukket, men det var kun godt til Marschen. Vejen var lang, og Benene var lidt møre i Dag. Men naar det saa kneb lidt, tog vi hinanden i Haanden og dansede af Sted et lille Stykke. Det var en noget blandet Marsch, vi stillede op i Dag. Som oftest gik vi i tre Grupper. Pludselig ser man den første sætte af Sted i Syvspring eller Skottish. De næste vilde jo ikke være tilbage og satte derfor ligeledes i Spring. Saa gik det igen med lidt Ro, og de sløje Ben sakkede bagud. De friskeste tog dem da i Haanden og hoppede leende af med dem. Saa glemte de Smerter saa længe og kom godt fremad. Hvor Vejen begynder at skraane mod Aabenraa, bliver den meget bred, ja saadan at vi alle 14 kunde gaa paa en lang Række i taktfast flot Gang. Nu turde vi ikke synge Fædrelandssange, men slog ind paa norske og svenske og saadanne som "Og dette skal være". Hvor man kommer til "Bravo bravissimo", er det imidlertid umuligt at falde ind i en ordentlig Takt. Vi fandt derfor snart de latterligste trippende Dansetrin. Paa den Vis hoppede vi nu alle af Sted paa een Række af fuld Hals brølende "Bravo bravissimo" atter og atter. Vi maa navnlig have taget os godt ud bagfra med de dansende Ransler paa Ryggen. Der udvikledes efterhaanden de utroligste Maader at bevæge sig frem paa. Men derved svandt Vejen jævnt, og snart var vi saa nær, at vi maatte begynde at opføre os som normale Mennesker.
Otto skulde i Grunden være rejst i Aften, men da han befandt sig saa godt blandt os telegraferede han, at han først kom senere.
Vi havde ikke gaa et langt gennem Byen, før vi straks havde en Flok Gadedrenge efter os. Nu stødte vi paa Marie Hanssen-Nørremølle og Kandidat Thomsen. De var paa Vej til Stationen for at hente os der - et Held at de traf os. Drengenes Piben og Hylen var næsten blevet skæbnesvanger, da vi til alt Held naaede hendes Hjem og kom lykkeligt i Hus. Vi skulde nu spise hos dem og blive der sammen alle om Aftenen. Alle de kvindelige skulde siden overnatte hos Bygmester Jep Fink, der er gift med Esther Trier fra Vallekilde.
Alle 8 blev vi sluppet ind i et lille Gæsteværelse for at gøre os lidt i Stand. Der herskede snart den rene Forvirring, for alt blev jo puffet til Side og blandet i Skyndingen og Trængslen. Da vi nu ikke kunde blive pænere, gik vi nedenunder i en henrivende Lejlighed. Der var ingen, der behøvede at bede os tage Plads, for vi var saa møre i Benene, at vi dumpede ned, hvor vi bedst kunde. "Mippe" havde 5 smaa Søskende hjemme, hvoraf kun den mindste var en Dreng. Alle var de i røde Kjoler og saa forfærdelig søde ud. Om som Forældrene var venlige mod os.
Vi blev snart kaldt ind til det smukkeste Bord. Det fineste københavnske Porcelain og pragtfulde Blomster. Og til hver enkelt laa der desuden den sødeste lille Blomsterbuket. Jeg kom til at sidde oppe ved Siden af H. P. Hanssen selv. Hvor var han flink at tale med.
Stemningen var glimrende. Trætheden var ved at svinde. Vi blev umaadelig fint trakterede. Karbonade med ærter og Gulerødder og det flotteste kolde Bord; desuden Rhinskvin.
Da vi nu rejste os fra Bordet, var vi alligevel saa møre i Benene, at vi hurtigst søgte ind i Dagligstuens Stole. Nu gav vi os til at synge, den ene efter den anden. Naar bare alle Vinduer er lukkede, maa man synge alt. Vi blev ved i over 1 Time. Saa kom Finks. De fortalte, at der, trods det var begyndt at regne - dog stod Mennesker i alle Portene i Gaden for at høre vor Sang. Nu spillede Ellen og Otto lidt Klaver. Mens de andre passiarede, tog Hanssen-Nørremølle et Kort frem og viste J. J. og mig hvad Vej vi skulde gaa næste Dag og forklarede alle de Krigsminder, der knyttede sig til de Egne. Han fremstillede det overordentlig interessant. Ellers talte jeg en Del med Jens J., han er meget flink.
Nu blev det foreslaaet, at vi skulde lege. Lige straks faldt den Tanke os slemt for Brystet, at vi skulde rejse os og atter støtte paa Benene, men de blev snart trænet op. - Vi legede nu baade Blinkeleg, den at løbe rundt om Stole efter Musik og endelig Ordsprogsleg. Navnlig i den sidste morede vi os aldeles glimrende. Vi opførte rene Komedier. F. Eks. Skulde vi lave Konst-antinopel. Første Afdeling var et Museum. Otto var Kr. IV, jeg Jeanne d´Arc, nogle andre Gratierne. Endelig var der en landlig Skolelærer, der viste nogle af de smaa rundt og leverede de vittigste og latterligste Forklaringer. Sidste Scene var fra S toget [?], et alt andet end nobelt Selskab. Vi klædte os ud i alt, hvad vi kunde faa fat paa. Som Jeanne d´Arc laa jeg oppe paa et Bord, bedækket med Servietter. Hvor den Leg kan være vidunderlig. Klokken var ogsaa over 12, før det var os muligt at standse. Inden Legen havde vi faaet Kaffe og Kage - nu til Slut fik vi Appelsiner.
Da vi nu brød op, spurgte han om vi ikke havde Lyst at faa nogle Skrifter om Sønderjylland - saa kunde vi tage en af hver af de Stabler henne paa Bordet. Vi var henrykte, men endnu mere, da han efter nogles Bøn lovede at skrive sit Navn i begge Bøgerne til os hver. Den ene var hans "Køllerpolitik", den anden en geografisk Skildring af Sønderjylland, ogsaa af ham selv.
Det kneb rigtignok at finde sit Tøj i alt det Rod, der var lavet, men endelig kunde vi dog bryde op med en varm Tak for den dejlige Aften. - Det regnede desværre nu. Med Thomsen i Spidsen løb vi nu hen til Finks Hus hvor vi straks blev vist op i Gæsteværelserne. Vi blev fordelt i tre henrivende smaa Kamre. Inger og jeg laa alene i et. Alt var saa enkelt, men derved saa uhyre smukt. To dejlige Senge. Let fint Mol for Vinduer og omkring Servanten. Paa Væggen et Par enkelte fotografiske Gengivelser af fine Kunstværker. Over Sengen et Stykke Pap med brogede Blomster i smukke Farver. Alt i sig selv saa enkelt, men tilsammen en henrivende Helhed. Hvor vi dog nød Tilværelsen. Alt, hvad vi havde mødt der om Aftenen, havde været i den Grad overvældende godt, at vi ligefrem var helt berusede derved. Det var næsten umuligt at tænke den Tanke igennem, hvor glimrende vi havde haft det. Vi kendte dem jo slet ikke i Forvejen, og dog tog de imod os med Tak, fordi vi vilde komme og besøge dem, som om det ikke var omvendt.
Naa, men Klokken var nu over 1, saa vi maatte skynde os at falde i Søvn - vi skulde tidligt op næste Morgen.
------------------------
Til toppen af højre spalte
Lørdag 18-4
Det kneb lidt at komme saa tidligt op i Dag. Det var at vi naaede at faa slugt lidt Morgenmad, saa styrtede vi i Trav mod Damperen. For Sikkerheds Skyld havde Finks telefoneret dertil, for at bede dem muligvis vente lidt, der kom et større Selskab. Vi naaede den da ogsaa. Vejret var endnu godt, da vi sejlede ud. Det blæste lidt koldt, men vi gav os naturligvis straks til at danse og lege Ringlege. Et Styr af den anden Verden holdt vi. Til trods for, at det var begyndt at regne, fortsatte vi med lige godt Humør - vi havde jo Regnslag med. Men nu begyndte det at gynge, og jeg var ikke glad. Jeg lagde mig øjeblikkelig paa en Bænk midt paa Dækket med Ransel under Hovedet og en stiv Presenning og et Par Ransler over. Ryan havde nu lært de andre en ny Leg, der bestod i, at de løb parvis rundt, medens en var alene og skulde søge at slaa en anden paa Skulderen og derved faa en Ledsager. Til denne interessante Leg sang de ustandselig "Er du græppa du, er du græppa du, er du græppa græppa græppa du, er du græppa du, er du græppa du, er du gammel græppa du". Det var i den Grad morsomt at se dem styrte rundt. Nu og da kom de hen og fodrede mig med Pebermynter. Selvfølgelig frøs jeg forfærdeligt - men ellers befandt jeg mig rigtig godt. Regnen var for længst hørt op. Nu og da kom forskellige hen og talte lidt med mig. Vi var da over Halvvejen, da Regnen igen tog fat. Jeg fik nu Presenningen op over Hovedet, saa jeg kun paa den ene Side havde et lille Kighul ud til Omverdenen. Dog, da vi nærmere os Sønderborg saa smaat, kunde jeg (dog) staa op. For at faa mig varm, dansede de Vals med mig op og ned ad det mudrede, sejlende Dæk. Vi traf her paa Damperen Fru Hanssen-Stavnsbjerg, hvis Døtre vi skulde bo hos om Natten paa Sandbjerg Slot. De anbefalede os et Sted at spise hos nogle Danske. Der fik vi Brød og Chokolade og et eget lille Værelse. Mens vi smurte Mad, var de andre hos Barberen. Vi fik nu igen et af vore gode Maaltider. Vi endte med at synge en Del sønderjyske Sange.
Lige efter Frokosten gik vi op paa Kirkegaarden og besaa alle Gravene - inde i Kirken var vi ogsaa. Derfra gik vi direkte hen til Slottet. I Gaarden vrimlede det med tyske Soldater, og i alle Vinduer laa de paa Hovedet for at se os. Det var saa trist at se vort gamle Slot fuldt af prøjsisk Militær. En Tysker viste os nu rundt. Først saa vi forskellige danske Kongers Ligkister. Paa Vejen op til Kr. II´s Fangetaarn passerede vi flere Stuer, hvor der paa Væggene var Billeder af tyske Kejsere og deres Slægt. Selve Fangeværelset, der nok ikke er det ægte, var skummelt og uhyggeligt. Mere fik vi ikke at se.
Efter at vi havde købt Postkort oppe i Byen, blev der holdt Afstemning, om vi skulde tage direkte til Sandbjerg Slot med Damper paa Grund af Regnen eller gaa en god Mil over Skanserne og se dem. De fleste vilde helst i Hus og faa en god Eftermiddag og saa tage Turen næste Dag muligvis i godt Vejr. Men Jens Jensen, der ikke kunde være med næste Dag fik nu rejste en modsat Stemning, og det at det netop var den 18de April i Dag, gjorde Udslaget, saa vi ved en ny Afstemning vedtog at gaa. Vi var dog næppe uden for Byen, før de fleste af os fortrød det. Regnen styrtede ned, Vejen var en eneste opkørt Mudderpøl, og tilmed var det en rasende Orkan. Det var en meget drøj Tur. Ved Dybbøl Mølle var vi inde og se det nyoprettede lille Museum. Foreløbig var der kun een Stue. Paa Gulvet laa nogle Projektiler, og i Rammer hang der paa Væggene Avisudklip fra Krigsaarene med Proklamationer fra de danske Konger og de augustenborgske Prinser.
Ved Tyskernes store "Denkmal" paa Dybbølskanse Nr. 4 forklarede Jens Jensen os Hærenes Stilling. Derovre laa det berømte Broager med sin hvide Kirke. Det var i Sandhed en Storm vi gjorde paa de næste Skanser - det drev med Vand, og Blæsten tudede og isnede. - Langs hele Vejen var der Krigergrave - lige ved selve Dybbøl en meget stor med danske og tyske Soldater. Nu maatte Jens Jensen desværre forlade os. - Inden vi naaede Slottet, var Vejret blevet lidt bedre, men hvor saa vi ud, da vi endelig kom i Hus. Støvlerne var skjult af Mudder, og Vandet drev af os. Med uhyre Mas fik vi dem af os nede i Entreen, og mens vi paa vaade Strømpefødder humpede op ad de elegante brede Trapper til en lang Gang, satte Søstrene Stavnsbjerg alt Fodtøj til Varme.
Vi blev fordelt i 4 Værelser. Alle Karlene i et mægtigt stort, hvor der stod 5 Senge paa Rad midt i Stuen og flere langs Væggene. Signe og Martha fik et, de 3 Svenske et og Inger, Ellen og jeg et. Det var ganske henrivende Værelser. To mægtige, smaarudede Vinduer, med de fineste hvide Gardiner med Broderi paa. Sengene var meget store, brede, malede Træsenge med mørkerøde silkebløde Tæpper og snehvide, broderede Lagner. Det smukkeste Skab og Servante med Stel i samme Stil. Vi turde næsten ikke røre os vaade og snavsede, som vi var. Men efter et grundigt Toilette samledes vi ved et Prægtigt Kaffebord i den smukke Spisestue. Bagefter satte vi os ved Ilden og sang. I over to Timer sad vi ustandselig og sang. Hr. og Fru Stavnsbjerg var nu kommet, og vi gik ind til Aftensbordet. Da det var Paaskelørdag, fik vi naturligvis skidne Æg og ellers koldt Bord.
Den følgende Time drev vi rundt i Værelserne hver for sig, indtil vi fik Lov at lege og danse i en stor tom Stue. Her fik vi alle de gamle Askovlege frem, og vi sang og dansede, saa vi til Slut var aldeles hæse og trætte. Men der var et Liv og en Friskhed over det. Da det var Slut, gik de fleste ind i Dagligstuen, men Inger, Ellen, Otto, Frederik og jeg blev siddende og sang. Vi havde der den mest henrivende Stund - saa dyb og stemningsfuld. Men vi maatte ind til de andre igen, hvor vi blev trakteret med Vingelé. Vi begyndte nu at tænke paa at bryde op, men maatte dog først have et Par afsluttende Danse. Det kneb selvfølgelig at skilles oppe paa Gangen og gaa hver til sit - vi maatte da køre i Skoven et Par Gange først. - Men hvor vi saa bagefter nød vort flotte Værelse. Jeg har vist aldrig ligget saa fint før.
Søndag 19-4. 1ste Paaskedag.
Efter et solidt Morgenmaaltid var vi rundt og se Haven. Solen skinnede, og vi var henrykte. Til Ragebøl Station var der kun en halv Times Gang, derfra kørte vi til Graasten. Mens vi ventede paa Damperen, dansede vi selvfølgelig uden for Stationen i fuld Oppakning. Vejret var i Begyndelsen ganske henrivende, og vi sad i Bagstavnen og sang og sang. Det blev dog efterhaanden for koldt, og vi tog fat paa Ringlegene. Det vakte selvfølgelig Opmærksomhed, og Folk stimlede sammen for at betragte os. Men da det nu oven i Købet begyndte at sne, krøb vi sammen paa Dækket i Bagstavnen, og der sad vi saa og sang indpakkede i Regnslag, mens Snefnuggene dryssede om os. Der strømmede selvfølgelig stadig flere Folk til for at høre paa os.
Indsejlingen til Flensborg Fjord var overordentlig smuk. Vi opsøgte straks et dansk Hotel, hvor vi fik Brød, Smør og Chokolade, hvem der vilde "private Æg". Som sædvanlig tilberedte vi hele Maaltidet først, inden vi alle tog fat. Desværre blev der ikke Tid til at se Lyksborg Slot. Vi maatte nøjes med selve Byen. Vort første Maal var Kirkegaarden med Krigergravene, mange kendte, skattede Navne. Der hvilede saadan en smuk Stemning over den.. Vi besaa derefter en enkelt Kirke, tog med Sporvogn ud til den gamle Norderthor, og der skiltes saa vore Veje. Ejnar og jeg styrtede i Spidsen for nogle andre rundt i hele Byen for at se paa Arkitekturen. Men i den sidste Time kunde de andre slet ikke følge os mere. Her fandt vi et Hus med prægtigt Bindingsværk, her en Rønne med et rundt rødt Teglstenstag og paa Torvet et ganske storartet Hus. Paa Forsiden var Muren oversaaet med Glasstumper. Taget sprang langt frem og inden det var der udskaarne bærende Hoveder. Ogsaa selve Gaarden var værd at se. Lige til den aftalte Tid naaede vi Mødestedet og sejlede igen bort. Det var en forbavsende tysk By. Hvor vi kom hørtes kun Tysk, og navnlig Damerne gjorde demonstrerende miner ved Synet af min Studenterhue med den danske Kokarde. - Nede ved Havnen havde vi imidlertid truffet en gammel dansk Mand, og idet vi sejlede ud, fik han nogle begejstrede Hurraraab.
Det var koldt. Men vi krøb godt sammen og sad og saa paa Udsigten. Det er en overordentlig smuk Tur ned gennem Fjorden. Det blev imidlertid for koldt i Længden, og vi klatrede op paa det øverste Dæk, hvor vi legede "Græppa" og dansede, indtil det blev forbudt. Denne Kaptajn var tysksindet og ondskabsfuld. Da vi nu ikke maatte lege, saa sang vi. Men hvor var han gal - det var ikke langt fra, han havde smidt os i Land ved det første Stoppested. Men vi fik dog Lov at komme med til Graasten.
Det var vist, da vi første Gang sejlede fra Graasten, at vi saa et Skib med dansk Flag og grebne af en stærk Stemning istemte vi uvilkaarligt: "Vift stolt paa Kodans Bølge".
Nu marscherede vi imidlertid fra Graasten i frisk Marsch ud ad en dejlig Landevej. Vi sang hele Tiden, og Farten var stærk. Vi skulde kun gaa en Mil og mente at være i Avnbøl Kl. 8. Da vi imidlertid har gaaet et forfærdelig langt Stykke, det maatte være ikke saa lidt over en Mil, kom vi endelig til en By. Det maatte være Avnbøl, men det var lidt underligt, at den laa ved Havet for paa Kortet laa den inde i Landet. Nu saa vi en Vejviser, hvorpaa der stod Aunbühl 4,6 Km. Vi blev aldeles forfærdede - flere var dødtrætte og havde daarlige Ben. Tænk om vi endnu maatte gaa næsten 5 Km. Mens vi sendte Kristoffersen ind for at spørge om Vej, delte vi det eneste Mad, vi havde nemlig 4 Kristiansfeldter-Honningkager. Tilfældigvis var der Vand i en af Feltflaskerne - ogsaa det blev delt ligeligt - et lille bæger til hver. Flere var ved at gøre Oprør. Nu kom Kr. tilbage med Besked om, at vi var gaaet en halv Mil for langt ud ad Landevejen. Der var ikke andet for end at vende og tage fat med trøstigt Mod. Det var nu begyndt at sne og bidende koldt var det. Vi har allerede gaaet længe, da vi endelig møder Folk. De sagde, vi var gaaet for langt og for tredje Gang gik vi det samme Stykke Vej. En enkelt rasede, men ellers var Humøret godt. Vejene blev stadig blødere og mere mudrede, og Sneen faldt ustandseligt. Vi var nu drejet af fra Hovedlandevejen ind i Landet. For at lette Marschen gik vi enten med hverandre i Haanden, to og tre sammen og svingede med Armene i Takt til det hurtige Fodskifte eller med hverandre under Armen. Det hjalp ganske utroligt. Og saa sang vi jo. Det var fuldstændig mørkt med Sne og Blæst. Næsten i alle Gaarde var Lysene slukt. Værst var det, naar vi kom til Korsveje, da at vælge. Jeg glemmer aldrig saadan et Sted, hvor vi havde sendt Kr. ind efter først forgæves at have kastet brændende Tændstikker op foran Vejskiltet. Signe var rasende, men jeg var i saa straalende godt Humør ved alt dette interessante, at jeg som Svar paa hendes Brummen blot gav mig til at synge "Du, som har Sorg i Sinde".
Saadan famlede vi videre. Mørkt som det var maatte vi vade gennem alt. Snart fik vi det ene Ben ned i en Grøft ved Vejsiden fyldt med Sne, men værst var de store Søer, vi maatte igennem midt ude paa Vejen. Ved det vi fulgtes flere ad, maatte vi skiftes til at vade gennem Søer eller gaa paa Kanten ved Grøften, men hellere blive drivvaad end trave hver for sig alene ad den bælgmørke Landevej. Jeg sang ustandselig den Aften. Den ene Sang efter den anden. Til Slut var vi saa trætte i Hovedet, at vi bare sang, hvad der faldt os ind som f. Eks.: "Kærlighed fra Gud" og "Bliv hos os" og lignende. Kl. var nu over 10, og vi havde ingen By fundet. Overalt, hvor vi havde spurgt, gav de os forskellige Svar, men der var altid mindst en Times Gang igen. Værst var det for dem, der ventede os og havde glædet sig til at faa en hyggelig Aften med os.
Hver gang vi nu fandt et Hus med Lys, sendte vi Kr. ind efter meget Vrøvl fra hans Side. Han paastod hele Tiden, at det var rigtig Vej, om vi saa havde gaaet nok saa galt, saa ham stolede vi ikke mere paa. Endelig fandt vi da et stort Hus, som vi antog for Stationsbygningen. Vi sendte Kr. ind - lidt efter blev der tændt et elektrisk Lys, og en Soldat kom ud og sagde, vi endnu havde et Kvarters Gang lige ud ad Vejen forbi Stationen. Vi gik, og det syntes, som om Byen holdt op. Men omsider fandt vi dog et lille Hus med Lys i. De andre lænede sig trætte op mod en Lade. Jeg stod henne i Døraabningen for at høre, hvad Besked Kr. fik. Manden mente vi havde en halv Time igen til Per Iversens, men Kr. fik ham til at sige til de andre, at der kun var et Kvarter. Nu tog Manden en Lygte og fulgte os - han skulde selv hen til Stationen. Endelig, endelig naaede vi da hen til vort Maal. Vi havde nu gaaet 3 Mil i en Køre med stærk Fart uden Hvil. Det havde vi aldrig gjort om Dagen. Der saa temmelig mørkt ud inde i Gaarden, men da vi bankede paa, kom de ud og blev meget forbavsede over at se os. Nu havde de rent opgivet os efter at have været 3 Gange nede ved Togene. Vi klædte os nu lidt om - drivende vaade som vi var.
Aftensbordet stod parat, hvidt og rødt og med smaa Buketter af hvide og røde Blomster til hver. Der kunde kun ligge 4 hos Iversens selv, saa Resten skulde ud i Byen. Vi tre Københavnere og Martha valgte saa at blive udkvarteret og skulde bo hos en Søster til Iversen. Men nu kom det vanskelige Spørgsmaal op, hvordan vi skulde komme til Ribe, for jeg vilde der aldeles bestemt med mine. En enkelt vilde hjem over Gram-Rødding, men til Slut bestemte vi os alle for Ribe. -
De kunde jo ikke forstaa, hvordan vi havde baaret os ad med at gaa saa længe. Men det viste sig nu, at vi var gaaet til Nybøl, og derfra havde vi saa rodet videre, indtil vi omsider var landet i Avnbøl.
Saa snart vi havde spist, brød vi op. Det havde sneet, saa der laa et højt Lag, og Frost var det. Vi blev nu alle fire baaret ud i Vognen, som de havde forspændt, og nu kørte Per Iversen os selv den halve Times Gang hen til Ludvigsens. Alt var mørkt, da vi drejede ind i Gaarden. Kl. var ogsaa 111/2, saa vi var jo lidt ulykkelige. Han fik nu banket Søsteren op. Hun fik i Hast lidt Tøj paa og lukkede os ind. Han bar os igen ind over Sneen. Vi fik nu Nederdele og Støvler hængt til Varmen og blev saa vist ind i Gæsteværelset, hvor der stod to opredte Senge til os alle 4. Saa kunde vi da i hvert Fald varme hverandre. Det kneb jo lidt med at falde i Søvn, men det gik dog.
Paa en Maade vilde vi meget nødigt have undværet den Tur om Aftenen, for der var alligevel en egen Stemning over den, som vi ellers ikke havde faaet. Kun var det kedeligt, at vi gik glip af en god Aften, som vi sikkert vilde have faaet den henne hos Iversens. De havde glædet sig saadan til at høre os synge. Datteren, Inger, der omtrent var paa vor Alder, fik vi jo desværre næsten ikke set noget til, og hun skulde være saa aldeles storartet.
Mandag 20-4.
Ved 8-Tiden kom Fru Ludvigsen ind med 4 Nederdele og 4 Par smaa Sko vi kunde tage paa til vort eget Tøj blev tørt. Da hun noget efter kom ind for at sige, at Kaffen stod paa Bordet, laa Ellen endnu i Sengen. Men vi kom dog snart ind. Hun selv havde et ganske fint Ansigt - ham kunde jeg derimod ikke lide - en lille pukkelrygget Mand. I hans Ansigt var der noget lurende, jeg ved ikke rigtig hvad, men jeg brød mig ikke om at være alene med ham.
Efter Morgenmaden Kl. 9 fik vi Besøg af Ejnar, Ryan og deres unge Vært. Vi var rent fortvivlede over ham (Ryan). Han brasede saadan ned i en af Stolene, saa vi hurtigst maatte give ham en ny. Store Jordklumper slæbte han med ind, og midt som han sidder og ser paa Fotografier, ser jeg Ejnar pludselig gribe hans Haand og fjerne den - fem store fugtige Fingre paa H. P. Hanssens Billede. I den Dur gik det hele. Til Fruen forklarede han, at "han maatte jo hen og se, hvordan vores Piger havde det". Naa, omsider gik de da, og vi var lettede.
Da alt var pakket, skulde vi have Middagsmad. Der var kun 5 Minutter, inden vi skulde af Sted for at naa Toget, saa vi var ikke saa glade ved den, men der var jo ikke andet for. Først fik vi Steg og derefter Brødsuppe. Nu gik det i Løb ad Stationen til, som vi naaede omtrent samtidig med de andre. Søstrene Stavnsbjerg var taget herover paa Cykle for endnu en Gang at hilse paa os. En Takken og en Viften, og Toget kørte. Vi havde selvfølgelig Billet til Fjerde. Det var første Gang, vi kørte i saadan en Vogn. Vi sad lidt og skrev Kort. Andreas Grau og hans Kæreste kom ind ved en af Stationerne, saa det blev jo en gensidig glad Overraskelse. Hun sang for os, bl. andet Rørdams nye Fædrelandssang.
I Tinglev maatte Otto desværre skilles fra os. Men det var i hver Tilfælde godt at have haft ham saa længe.
Underligt igen at se Dannebrog vaje frit og høre og se Dansk overalt. Fra Ribe Station gik vi ad Vejen forbi Anlæggene ind i et, jeg tror det var, Afholdshotel, hvor de var i den grad flinke imod os. Det ligger lige der ved Jernbanen. Haakon og jeg gik i Byen og købte Brød, mens de andre lavede Paalæg til. Vi fik hver et Æg og en Kop Chokolade og det fineste bord - alle Daaser blev aabnede og tømt. Vi havde Leverpostej, smaa Sardiner i Tomat, henkogt Krabbe, Kyllingepostej, Ost, Blommemos o.s.v.
Først gik vi alle til Domkirken. Denne Gang havde jeg langt større Udbytte af at se den end sidst. Mens de andre var i Taarnet, stod jeg nede paa det øverste af Trinene ved Trappen til Koret, ja mindst et Kvarter stod jeg paa samme Plet og stirrede opad. De fire hvælvede Byer, den prægtige Kuppel og endelig hele Apsis med det matgule Skær og herlige Alter. Det var en Skønhedsnydelse, der næsten var overmenneskelig. Jeg var rent legemlig syg af de stærke Indtryk. Aldrig i mit Liv har jeg været saa betaget, saa rent beruset i Skønhed. Længe varede det, inden jeg kunde komme over det igen. Det vidunderligste -
Igen oppe i Raadhuset, og saa med Ejnar rundt i hele Byen, som oftest i Trav fra Hus til Hus og Gade til Gade. Han har sidste Sommer arbejdet her under Prof. Amberg og kendte derfor alle de gamle Seværdigheder. Ryan var med, men interesserede sig absolut ikke for det og sukkede fortvivlet hver Gang vi gik ind i en Gaard. Mens vi saadan stod og glædede os over en gammel Gaard, blev Ryan utaalmodig og vilde bestemt gaa sin Vej, men i det samme fik han Øje paa et Bur med en Papegøje, som interesserede ham i den Grad levende saa han højlig beklagede denne Gang at vi ikke havde mere at se derinde, for denne Gaard var jo ualmindelig interessant, men vi havde ikke Tid. Siden da er han blevet drillet ganske forfærdeligt med sin Papegøje, og han bliver vist aldrig fri for den. Han bedrev i den Retning mange Genistreger, saa han endte med at være Selskabets Klovn. Men det var alt kun saa godmodigt og barnlig-elskværdigt.
Ja, saa maatte vi nok af Sted. Der var meget optaget, saa vi kom i anden - en brat forandring fra fjerde. Og saa gik det atter hjemad mod Vejen og Askov. Den vidunderligste af alle Ture var forbi. Men vi var enige om, at hvad vi havde faaet paa den Tur skulde bære Frugt i mange Fold. Det er ikke for intet, man kommer saadan til Sønderjylland. Hele den nationale Kærlighed vækkes, og man faar der værdier, som man maa og skal svare Renter af, og man kan ligefrem heller ikke lade være med at forsøge paa det. Man kan ikke andet end ofre de Kræfter, man har Lov at tage fra sit Livs Gerning for den Sag, som de dernede "Sønden Aa" ofrer hele deres Liv for. Ja, slutter Kreds og staar fast alle danske Mænd og Kvinder, ene Gud dog raader, naar vi atter Sejr vinder.
[Herfra fortsætter så dagbogen fra den sidste lille uges tid på skolen, som præges stærkt af Poul la Cours sygdom og død.]
Mandag. 20-4
Ved Titiden drog vi syngende mod Askov fra Vejen. Det var lidt tungt at skilles og vide, at nu var den vidunderlige Ferietur forbi. - Da vi kom hjem hos os kom Bis ud og fortalte, at hendes Fader havde været meget syg de sidste to Dage - stærk Influenza med Feber paa over 40. Vi fortalte hende imidlertid lidt om Turen men gik snart i Seng.
Tirsdag 21-4
Ved første Foredrag mødtes vi med de tre Københavnere Inger, Ellen og Ejnar. Otto var rejst hjem i Gaar Morges. Inden Middag var de to med oppe og saa Svenskernes Værelse. Forinden havde vi købt fire Sangbøger til dem.
Efter Middag gik vi i Stormvejret en Tur til Skibelund, alle vi fra Paasketuren, de maatte jo se Modersmaalet og Magnusstenen. De to saa bagefter paa Gymnastik. - Efter Te gik vi straks ned til Vejen paa H2, hvor Jens Jensen gav Chokolade. Vi dansede lidt, skrev i Mindebøger, hørte paa Musik o.s.v. Men der var ingen rigtig Stemning over det - vi var for trætte. Men omsider gik vi da over paa Stationen. Det var med Sorg, vi skiltes fra dem, men der var jo intet at gøre - de skulde hjem.
Onsdag 22-4.
Selvfølgelig var vi meget trætte i Dag. Med Prof. var der ingen Forandring - han sov ikke om Natten, var uklar og voldsom urolig. Doktoren mener, det er Lungebetændelse. Det begynder at se lidt betænkeligt ud. Hele Dagen kommer der Forespørgsler til ham.
Torsdag. 23-4.
Prof.´s Tilstand uforandret. Doktoren siger, det er betænkeligt, men der kan ikke ventes nogen Forandring før i næste Uge. Feberen holder sig omkring 40. Der blev i Dag telegraferet efter Børnene. Charlotte er i England, Julie i Italien, men de kan da begge komme til Lørdag. Der er ikke meget Haab nu. Han taler i Vildelse ustandselig og er næsten ikke til at holde i Sengen. Vi har tilbudt at flytte bort, da der skal være den mest mulige Ro, men Fru la Cour gav os Lov til at blive, da hun hørte, vi helst, vi helst selv vilde og ikke vilde undgaa alt det tunge hos dem.. Men nu har jeg flyttet min Seng ind hos de andre, saa hun kan hvile i Ro i mit Værelse.
Fredag 24-4.
Som sædvanlig fik jeg i Morges til Svar paa min Forespørgsel, at det ikke var bedre, - men meget daarligt. Paa Skolen er der stor Ængstelse. Appel tør slet ikke tænke den haarde Mulighed igennem. Taler nogen om, at der er Fare, nægter han det haardt og vredt. Stemningen er trykket paa Skolen, knugende tung hjemme. Jenny la Cour vaagede hos ham i Nat. De andre er rent udslidte. Dan kom til Morgen.
Ved Middagstid var Lægerne her. Han havde ikke saa langt igen, mente de. Vi vilde ikke ned paa Skolen, men satte os stille sammen deroppe med vore Haandarbejder. Det var ikke til at forstaa, at Prof., som vi sidst havde set saa rask og frisk, nu laa paa det yderste nedenunder. Hvor det vilde være for hende, der aldrig var sig selv, naar han var borte en Dag, og saa for Appel og dem alle. - Vejret var saa truende uhyggeligt. Pludselig brød et Tordenskrald løs, og nu paafulgte i lang Tid et Uvejr. Det regnede og lynede, og Vinden drev voldsomt paa den gamle Mølle, der for faa Dage siden var gaaet i Stykker. Tiden sneglede sig hen. Signe sad nede paa Trappen, Ingrid og jeg sad alene paa Værelset i dybeste Stilhed. Vi ønskede bare, at Uvejret maatte holde op, for det var saa uhyggeligt for dem dernede. Saa da den var 4,30, standsede det pludselig og blev vindstille - i samme Øjeblik gik Møllen i Staa. Nu er Professoren død, tænkte vi, og lidt efter kom Signe ind og fortalte, at nu var det forbi. Et Øjeblik efter vajede Flaget paa halv Stang ude i Haven. Noget efter besluttede vi at gaa ned paa Skolen, hvor der nok vilde blive sagt noget. Da vi kom ved Entréen, traf vi baade Fru la Cour og Bis, og det var af fuldeste Hjerte vi kunde deltage i deres Sorg. Hvor vi følte os tæt knyttede til dem nu - hvor var de ikke søde imod os midt i alt dette.
Alle Vegne i Byen var Flagene paa halv Stang. Hist og her stod Eleverne i smaa Klynger - ingen kunde forstaa det - vi der havde levet med ham i et halvt Aar mindst af alle. Kl. 6 samledes vi i Foredragssalen, hvor Appel søgte at sige et Par Ord. Han var aldeles ude af sig selv af Sorg. "Det er det tungeste Bud, han kunde faa at melde os", men han sluttede med at sige, at det sidste Ord han vilde sige, var en Tak for, hvad la Cour havde været for os.
Skolen, som skulde have gaaet til Mandag, skulde nu ophøre næste Formiddag. Der blev jo en Travlhed. Alle løb rundt efter Fragtbreve, Fotografier, Adresser, Bøger. Rundt om maatte vi jo for at betale Regninger og saa hjem at pakke. Vi samledes med dem ved Aftensbordet. Og saa fik vi Lov til at gaa med dem ind og se ham bagefter. Bis, som vidste, at jeg aldrig havde set en Død før, tog mig om Livet og var saa kærlig, som var det mig og ikke hende, der havde mistet. - Nu forstod vi alligevel bedre, at han ikke var mere.
Saa snart vi havde pakket, gik vi i Seng - trætte af at græde og tænke. Lidt efter kom Fru la Cour op med nogle Bøger til os. Til Tak for mit Arbejde havde han talt om at give mig en af sine bøger, naar jeg rejste. Den bragte hun mig nu. Ogsaa de to andre fik hver en af hans Bøger.
Lørdag 25-4.
Op tidligt i Morges og lave alt færdigt. Kl. 10 var der Afslutningshøjtidelighed i Salen. Alle Lærerne holdt Afskedstaler - alle Eleverne græd. Saa skulde vi sige Farvel til Lærerne og Kammeraterne. Det var forfærdelig svært. Graad og Hulken alle Vegne. Og saa hjem til den sidste Middag. Værst var Afskeden fra Fru la Cour og Bis. Hvor vi elskede dem nu.
Alle, der ikke rejste med vort Tog, var nede at sige Farvel. Heldigvis var Stemningen her lidt lysere, men vi kunde heller ikke græde mere.
Saa kørte Toget, og vi viftede og viftede. Farvel, Farvel Askov og forhaabentlig paa Gensyn. Tusind Tak for i Vinter - Tak, Tak.
| SAMs højskolehistoriske Arkiv |