|
|
|
Sommerlærerinde på
Bornholms Højskole 1909-12
(fra årsskrift 2000)
Bornholms Højskole 1909-12
(fra årsskrift 2000)
I tidligere tid har der i årenes løb været mange såkaldte "sommerlærerinder" rundt om på højskolerne, og således også på Bornholms Højskole. Det var unge piger, som i reglen med en ret kortvarig uddannelse som baggrund tog sig af undervisningen i håndarbejde og gymnastik på sommerholdene for unge piger. Dette arbejde varede som bekendt kun tre måneder, og i resten af året måtte de så finde anden beskæftigelse. Det siger næsten sig selv, at det derfor blev meget skiftende, hvem der underviste i disse fag. Så snart de unge piger fandt mere varig beskæftigelse eller blev gift, var det naturligt nok et overstået stadium for dem.
Adskillige af disse unge lærerinder kender vi kun af navn, og der er utvivlsomt også en del, som vi end ikke kender navnene på. Der er dog nogle enkelte, som har sat sig en lille smule spor i det historiske kildemateriale, og som vi derfor ved lidt om.
En af dem er f.eks. Petra Korsgaard, som i hvert fald var lærerinde på to sommerhold i Krebs Langes tid lige efter år 1900. Om hun var her på flere hold, ved vi ikke. Om vinteren underviste hun i en af de vestjyske skoler, der kun virkede på fuld tid i vinterhalvåret. I en elevs erindringer beskrives hun som "...en meget elsket lærerinde...", og som sjældent dygtig og inspirerende i sin undervisning.
Et andet eksempel er Maren Nielsen - kaldet Maja - som var lærerinde på otte af de ti sommerhold i Frode Aagaards tid, 1923-34. "Hende elskede vi", har en tidligere elev kort og udtryksfuldt skrevet om hende. Og i et af årsskrifterne skriver Frode Aagaard følgende:
"Vi kan ikke rigtig tænke os en sommerskole uden hende. Hun støjer ikke op, men hendes stilfærdige og kammeratlige måde at færdes på mellem eleverne og i vort hjem gør hende såre afholdt såvel blandt elever som blandt skolens personale".
|
Den lærerinde, som skal omtales lidt nærmere her, er imidlertid Johanne Christensen, som har skrevet et rejsebrev fra Rom i 1910, som gengives andetsteds her på hjemmesiden. Hun medvirkede som en sådan sommerlærerinde på fire sommerhold i årene 1909-12. Forstander på skolen var dengang Andreas Hansen, som havde begyndt i 1906 og ledede den frem til 1923. Forskellige omstændigheder har medført, at Johanne nok er den sommerlærerinde, vi kender mest til.
Johanne Christensen stammede fra det nordlige Jylland, men hun havde nære familiemæssige forbindelser til Bornholm. Hendes fader, August Christensen, var søn af den mangeårige sognepræst i Rønne, Frederik Vilhelm Christensen, og hendes moder, Laura Anine, f. Larsen, stammede fra Strangegård i Klemensker. Dér boede hendes ældre broder, Hans Anker, som havde strøget sit oprindelige efternavn Larsen og brugte sit mellemnavn til efternavn.
Johanne Christensen blev født 22/10 1885 i Stenum i Vendsyssel, hvor faderen da var højskolelærer på Stenum Højskole - forløberen for Vrå Højskole. Senere blev han sognepræst i Tårs på den samme egn, men fra omkring 1900 blev han sognepræst i Øster Tørslev i nærheden af Randers. Fra dette sogn kom der nogle år senere i alt seks elever til Bornholms Højskole, deriblandt Johannes yngre søster.
Johanne blev uddannet på Nathalie Zahles privatlærerindekursus i København i 1904-06. På en tidspunkt var hun også elev på Askov Højskole, men om det var før eller efter, ved vi ikke. I 1909 begyndte hun så på Bornholms Højskole med sit første hold piger, 23 år gammel. Af en bestemt kilde, som gengives nedenfor, fremgår det, at hendes væsentligste beskæftigelse netop var undervisning i håndarbejde og gymnastik.
Hendes første sommerhold oprettede som så mange andre hold en morskabsavis, kaldet "Ekko", nedskrevet i et almindeligt skrivehefte. Det er den ældste af den slags, som er bevaret, og samtidig også en af de absolut bedste. Især fremgår det, at der har været nogle dygtige sangskrivere på holdet.
Der er også "En Vise om vores allesammens Frøken", altså Johanne, og den lyder som følger (sidste linie, som er omkvæd, er udeladt):
1. En Frøken her vi har
hun hedder nu Johanne
i Jylland Barn hun var;
men her hun maatte lande.
2. Hun gi´er os Gymnastik
at vi kan blive rette
og gøre rask og kvik
hvad hun os til vil sætte
3. Vi springe skal paa Plint
og hoppe over Hesten.
Det Spring var rigtig fint.
Det med, men saa kom Resten.
4. Balancegang vi gaar
det no´et Besvær os volder,
hvis Munden ej vi faar
alvorlig lagt i Folder
5. Vi skal gaa pænt og let
med Hovedet op og Næsen,
saa bliver vor Krop saa let,
vi faar vort rette Væsen.
6. Hun lærer os at sy
no´en Sting saa smaa og fine
de ej maa være kry
nej de skal intet li´ne
7. Vi først maa sy en Klud
med Hulsøm, Navn og Lapper,
den ret maa pyntes ud
og holdes fast med Knapper.
8. Nu har hun slaaet sig paa
at fabrikere Hatte,
og baade store og smaa
maa derfor hende skatte
9. Hun altid "skik´le" er
og gi´er os godt Eksempel
hun sætter mer og mer
paa os et grundtvigsk Stempel.
------------------------
Til toppen af højre spalte
Johanne er nævnt flere andre steder i morskabsavisen. Det ser således ud til, at hun engang har gået en tur i skoven sammen med Andreas Hansen, hvorunder de er kommet ud for et uventet, kraftigt regnvejr, så de blev temmelig våde. Det måtte naturligvis afstedkomme et par bemærkninger.
Af en anden sang fremgår det, at Andreas Hansen en dag havde listet sig ind i lokalet for at se, hvordan hun nu klarede undervisningen - "Mon det skrider / og mon Johanne med ret Forstand / lidt "Kød" paa det "Kranikum" klistre kan / eller ikke".
Men det var åbenbart ikke noget, Johanne brød sig om, så hun fik ham resolut, men muntert og charmerende, varpet ud ad døren igen.
Af en anden vise fremgår det, at hun har været noget omsværmet af nogle af de mænd, der var på skolen, og med det muntre og livsglade væsen, som hun tydeligt havde, kan det jo ikke undre. Det afstedkom imidlertid en del drillerier fra eleverne, men sangskriveren tager hende i forsvar og beder dem lade hende i fred, "for det kan hun da ikke gøre for".
Som så mange andre hold oprettede det samme sommerhold ved afslutningen af opholdet en vandrebog, hvor hele holdet samt næsten alle andre på skolen var med, og altså også Johanne, i alt ca. 35 personer. Hvor længe den gik sin rundgang mellem dem, ved vi ikke, men vi er så heldige at have den første bog bevaret. Den nåede to omgange rundt og fik godt begyndt på den tredie.
Når der kun var beskæftigelse i tre sommermåneder på højskolen, var det naturligvis som nævnt ovenfor et problem at finde anden beskæftigelse i resten af året. Efter den første sommer på Bornholms Højskole klarede Johanne det ved sammen sin ældste kusine fra Strangegård, Katrine Anker, at drage til Rom og fungere som førstedame på et dansk pensionat. Fra hendes ophold dér har vi det ovenfor nævnte rejsebrev som hendes første, lange brev i vandrebogen - og som altså også kan læses her. Det skal i øvrigt ikke kommenteres; det forekommer at tale for sig selv.
Efter opholdet i Rom vendte Johanne, som det er fremgået, tilbage til Bornholms Højskole på de følgende tre sommerhold. Men formentlig fra efteråret 1910 havde Andreas Hansen hentet sin kones yngre broder, Axel Nielsen, over som lærer. Han havde tidligere besøgt skolen som soldat. Han angiver selv i en artikel om sit levnedsløb, at han var lærer et års tid. Det medførte imidlertid, at han og Johanne blev forlovet, og på et elevbillede fra Ekkodalen af elevholdet 1911 er deres forhold ikke til at tage fejl af.
Axel Nielsen vendte tilbage til Fyn, hvor han blev hjælpelærer hos sin fader på Nørreby Skole på Nordfyn. I mellemtiden tog Johanne så endnu én - eller muligvis to somre på Bornholms Højskole i 1912 og 1913. I 1912 gik noget af tiden dog med sammen med 4 unge piger og 4 unge mænd fra Bornholm at deltage på det danske gymnastikhold på olympiaden i Stockholm. Det var i øvrigt samme sommer, at hendes yngre søster, Ingeborg, var elev.
Axel Nielsen overtog 1. maj 1913 sin faders lærerembede på Nørreby Skole. I august samme år blev han og Johanne gift og på skolen fik de deres egentlige livsgerning. De fik i løbet af 13 år syv børn, 4 sønner og 3 døtre. I 1927 fejredes skolens 100 års jubilæum. I den anledning blev der udarbejdet et jubilæumsskrift, af hvis indhold Johanne har skrevet en væsentlig del.
I mit tidligere arbejde med højskolens historie søgte jeg oplysninger om Johanne hos hendes yngste kusine fra Strangegård, Sofie Anker. Hun kunne ikke fortælle ret meget, men karakteriserede Johanne som en munter og livsglad pige, der gik meget op i gymnastik, blev gift med en lærer og fik syv børn. Som det er fremgået, er dette fuldt ud blevet bekræftet af det, jeg senere har fundet af oplysninger om hende. Men i mere end noget andet, synes jeg hendes personlighed og hele væsen træder frem i det nævnte rejsebrev fra vandrebogen, hvortil der link her nedenfor.
Johanne Christensen: Rejsebrev fra Rom 1909
 Udsnit af billede fra en søndagsudflugt til Randkløveskår 1910. Johanne ses lige foran en elev bagerst lidt til højre for midten. Den yngre mand foran i billedet er Knud Skaarup, en ung theolog, der var lærer et enkelt år og senere blev præst i Kliplev i Sønderjylland. Til højre for ham står Thora Svendsen, som var fra mejeriet "Dybdal" i Østerlars. Af i alt 33 piger på det hold var hele 12 "ovrefra", heraf 5 sønderjyder. Det er formentlig Thora Svendsen, der har inviteret disse piger og de to ugifte lærere på søndagstur til sit hjem og undervejs lagt turen om ad Randkløveskåret til. |
 Udsnit af elevbillede fra 1911, hvor Johanne og hendes senere mand, Axel Nielsen, sidder nederst i midten. Det ældre par bagved til højre er Anders og Gedske Hansen, som var forstander Andreas Hansens forældre. De var året før flyttet til højskolen fra Jylland og boede i "Hytten", hvor deres datter Frederikke Hansen, "faster Rikke" tog sig af dem. Hun sidder til venstre for Axel Nielsen med Inger og Andreas Hansens indtil da yngste barn på skødet. Den ældre mand bag ved hende er en pensioneret norsk præst, O. P. Monrad, som gennem nogle år opholdt sig på højskolen i nogle uger i sommertiden. Bag ved Anders Hansen ses landbrugslæreren, Johannes Jensen, og til venstre for ham hans kone, Ellen. |
| SAMs højskolehistoriske Arkiv |